Hvad går troshelbredelse ud på?

„DEN unge pige dér med halskraven! Tag den af. Du er blevet helbredt. Kom herop og pris Jesus.“ Pigen rejser sig fra sin plads og går op til alteret. Hun fortæller at hun er blevet opereret 12 gange og har været invalid på grund af artrose siden 1973. Stående foran præsten bevæger hun halsen frem og tilbage. Præsten velsigner hende, skaren jubler, og præsten siger: „Hun er blevet helbredt!“

Tænk hvor glad man må være hvis man er blevet helbredt for så vanskelig en lidelse som artrose! Kan sådanne helbredelser virkelig forekomme?

Beretninger som den ovennævnte, der er fra Worcesteravisen Sunday Telegram, tyder på det. Det er intet under at nutidige troshelbredere tiltrækker sig stor opmærksomhed. Syge mennesker flokkes til troshelbrederne, i håb om at slippe af med deres sygdomme. Bliver deres forhåbninger indfriet? Kan troshelbredelse virkelig hjælpe dem? Hvad går troshelbredelse ud på?

Hvordan det foregår

Der er forskellige former for troshelbredelse. I den vestlige verden praktiseres det ofte i forbindelse med gudstjenester som holdes af evangelister eller præster fra nogle af de store kirkesamfund — specielt de samfund der er tilknyttet den karismatiske bevægelse. Disse troshelbredere hævder at de efterligner Jesus Kristus og hans apostle, og de mener at det er Gud selv der er ophav til de kræfter de har.

En anden gruppe „helbredere“ er dem der findes inden for de ikke-kristne religioner — voodoopræster, heksedoktorer, medicinmænd og så videre. De tror at sygdom forårsages af onde ånder, og de udfører ceremonier for at drive ånderne væk.

Endnu en gruppe er de såkaldte „psykiske kirurger“, der udfører hvad de kalder „psykiske operationer“. De findes for eksempel på Filippinerne, hvor de hævder at de med de bare hænder kan række ind i syge menneskers legeme og fjerne sygdomsramt væv og blodpropper. Det forlyder at deres „patienter“ er ved fuld bevidsthed under indgrebene, og der efterlades ingen ar.

Endelig er der nogle som siger at deres „helbredelser“ intet har at gøre med religion eller tro. De betegner det som en naturlig proces, idet de hævder at de blot udnytter en mystisk helbredelseskraft der findes omkring os eller i legemet selv. Nogle af disse foretrækker at kalde sig „psykiske helbredere“ fremfor „troshelbredere“.

Hvordan er resultaterne?

Svaret på dette afhænger af hvem man spørger. De troende fortæller om helbredelser de har set eller erfaret på deres egen krop. Tvivlerne fortæller om forskere der har undersøgt tilfælde af påståede mirakuløse helbredelser og som er kommet til den slutning at der ikke var tale om virkelige helbredelser. Hvorfor denne modsigelse?

I nogle tilfælde kan der være tale om en simpel fejltagelse. Til eksempel kan nævnes en kvinde der oprigtigt tror at hun er blevet helbredt for livmoderhalskræft. Ved en helbredsundersøgelse var det blevet påvist at der fandtes kræftceller i hendes livmoder. Derefter gik hun til en troshelbreder. Næste gang hun blev undersøgt, var prøven negativ. Hun er overbevist om at det er troshelbrederen der har gjort hende rask. Men lægen fastholder at den første undersøgelse blot gav et fejlagtigt resultat, sådan som det undertiden sker.

I andre tilfælde ser man at folk der desperat håber på et mirakel, forfalder til ønsketænkning. En ung pige der led af en fremskreden kræftsygdom, gik til en troshelbreder. Derefter blev hun på ny undersøgt af sin læge. „Da lægen så mig kunne han næppe tro det,“ sagde hun lykkeligt. „Han regnede med at jeg ville være død inden der var gået to måneder. Men der var intet sket . . . Jeg skulle ikke være i live nu; jeg ved ikke hvorfor Gud har frelst mig.“ Men sørgeligt nok døde hun inden der var gået et år.

Engang blev en læge citeret for en udtalelse om at det var et mirakel at hans patient var blevet helbredt. Da en journalist fulgte historien op, sagde lægen imidlertid at ordet „mirakel“ skulle opfattes som „billedsprog“. Han følte sig overbevist om at helbredelsen var „en naturlig proces“. „Jeg tror ikke vi kan bevise at Gud personligt har grebet ind,“ sagde han. „Jeg har set det samme ske uden at troshelbredelse spillede ind.“

Der er faktorer som gør det vanskeligt at bedømme hvad der har udvirket „helbredelsen“. Sindets indvirkning på legemets helbredstilstand forstås endnu ikke fuldt ud. Mange sygdommes forløb er uforudsigeligt. Uden påviselig grund kan der indtræde en midlertidig bedring. En del sygdomme helbredes af legemet selv, undertiden understøttet af en medicinsk behandling. En læge, William A. Nolan, har givet udtryk for at de stærke følelser der fremkaldes ved nogle af de gudstjenester der holdes af troshelbredere, kan få visse sygdomme til at reagere hurtigere end de ellers ville have gjort. Det bør også bemærkes at mange af de påståede helbredelser blot er en delvis bedring af den syges tilstand.

Nogle troshelbredere anerkender den mulighed at mange af deres helbredelser ikke skyldes mirakler. En præst som har tilknytning til den karismatiske bevægelse udtaler således: „Nogle [helbredelser] er psykosomatiske, andre hysteriske og andre igen kan forklares ved naturlige årsager.“ Han tilføjer imidlertid: „Det bekymrer mig ikke, for de syge bliver trods alt helbredt.“

Det er naturligvis ikke alle der accepterer den tanke at helbredelserne har en naturlig forklaring. Mange tror oprigtigt at der sker mirakler og at syge mennesker bliver helbredt af en eller anden overmenneskelig kraft. Nogle kunne derfor drage den slutning: ’Det kan godt være at troshelbredelse ikke hjælper. Men muligheden er der. Så hvad skader det at prøve?’ Det er et vigtigt spørgsmål.