Besluttet på at tjene Jehova af hele min styrke

FORTALT AF HENRY E. ATIEMOH

LAD mig begynde min beretning i mit hjemland Ghana. Det var en onsdag eftermiddag i marts 1951. To unge kristne — Daniel S. Acquah og James K. Ameyaw — bankede på døren i siestatiden. Tidligere på dagen havde Dan, der ligesom jeg var ansat på kakaodyrkningskontoret under landbrugsministeriet, haft en temmelig heftig diskussion med nogle unge mænd i en pause på kontoret. På vejen hjem i bussen fortalte han mig ganske kort at han havde talt med dem om en skøge der er omtalt i Bibelen, i Åbenbaringen, kapitel 17.

Vi skiltes, og ikke så snart havde jeg spist og lagt mig for at få en lur, før Dan bankede på sammen med sin ven James. Men før jeg fortæller hvad vores drøftelse endte med, vil jeg gerne fortælle lidt om min baggrund.

Religiøs baggrund

Min fader plejede at tage hele familien med ud i skoven, hvor han bad til nogle guder på familiens vegne. Da jeg var den ældste søn i børneflokken, der bestod af fire piger og seks drenge, sørgede min fader altid for at jeg var hos ham ved disse lejligheder.

Da jeg var syv år gammel blev jeg døbt i den presbyterianske kirke uden at have nogen nøjagtig kundskab om Bibelen. I skolen lærte vi dog visse skriftsteder udenad, og vi lærte også nogle af Bibelens beretninger. I 1946, da jeg var femten, blev jeg konfirmeret i kirken og gik også for første og eneste gang til alters. I al den tid havde min fader nu og da taget os med ud i skoven for at udgyde drikofre og for at ofre kyllinger på vore vegne. Det berørte på ingen måde min samvittighed, for mange andre døbte navnkristne fortsatte også med at deltage i sådanne ceremonier.

Da jeg var færdig med mellemskolen i 1947, kom jeg på handelsskole i et stykke tid og begyndte derefter at arbejde i Koforidua, Ghana. I 1950 flyttede jeg til Accra for at arbejde i landbrugsministeriet. Mens jeg boede der gik jeg ikke i kirke, men jeg læste af og til i Bibelen, dog uden virkelig at forstå den før de to unge kristne — Dan og James — besøgte mig den mindeværdige onsdag eftermiddag.

Resultatet af en hurtig dyst om lærepunkter

Allerførst slog de mig let og hurtigt ud i spørgsmålet om den udødelige sjæl. Det var for eksempel temmelig overraskende for mig at få at vide at det var menneskets overtrædelse, dets synd, der havde ført til døden, og at sjælen dør. (Ezekiel 18:4, 20) Ved døden vender dyr såvel som mennesker tilbage til støvet. — Prædikeren 3:18-20.

Dernæst blev jeg overbevisende slået i spørgsmålet om barnedåb. Jeg fik ud fra Bibelen vist at før man kan blive døbt, må man vælge at blive en discipel af Jesus Kristus. (Mattæus 28:19, 20) Og da små børns opfattelsesevne endnu ikke er helt opøvet, kan de selvfølgelig ikke skelne mellem ret og uret, eller blive disciple. — Hebræerne 5:13, 14.

Vores samtale den eftermiddag spillede en betydningsfuld rolle i forbindelse med min senere beslutning om at vise Jehova Gud min kærlighed ved at tjene ham af hele min styrke. (5 Mosebog 6:5) Jeg ville selvfølgelig gerne vide hvor Dan og James havde lært alt det de havde fortalt mig. ’I rigssalen,’ svarede de. Kunne andre end medlemmer af menigheden komme der og lytte? Svaret var ja. Om fredagen besluttede jeg så at gå hen i rigssalen for at komme godt ind i Bibelen. Dan og James bød mig velkommen med et stort smil, og den bibelske spørgsmål-og-svar-drøftelse gjorde indtryk på mig. Jeg prøvede også selv at svare, og skønt svaret var forkert roste studielederen mig alligevel. Det varmede mig om hjertet.

Jeg besluttede mig til at fortsætte med at komme hos Jehovas Vidner, og spurgte om der var et møde om søndagen. Mine venner sagde ja og forklarede at de om formiddagen ville gå fra hus til hus for at invitere folk til det offentlige foredrag om aftenen. Da jeg spurgte om jeg kunne komme med, sagde Dan ja. Så jeg fulgtes med ham i tjenesten den dag og uddelte en hel del løbesedler. Fra da af kunne jeg ikke lade være med at dele Bibelens sandheder med andre, hverken hjemme eller på mit arbejde.

Udholdt modstand

En tante modsatte sig strengt min faste beslutning om at slutte mig til Jehovas Vidner. Hun sagde at selv om jeg havde fundet sandheden, skulle jeg blive ved med at være protestant og forkynde for vore kirkemedlemmer. Jeg svarede at jeg måtte lede dem der lyttede til mig, til menigheden af trofaste disciple af Jesus Kristus, og at jeg jo selv måtte være der så jeg kunne byde dem velkommen. Hun syntes ikke om min beslutning, men jeg kunne slet ikke tænke mig at ændre den.

Den følgende måned, den 29. april 1951, symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben ved et kredsstævne i Suhum, hvor min tante boede. Jeg tog dette skridt uden at ’søge råd hos kød og blod’. (Galaterne 1:16) Ved et tjenestemøde tre måneder senere blev pionertjenesten behandlet i et foredrag, og inden der var gået en uge havde jeg besluttet mig til at blive pioner (eller heltidsforkynder af Riget). Jeg begyndte den 1. november 1951. Jeg var da 20 år gammel, og jeg planlagde at være i heltidstjenesten i mindst 20 år for at indhente det jeg havde forsømt ved indtil da ikke at have lovprist Jehova. — Prædikeren 12:1.

Min intensiverede forkyndelse skabte endnu større modstand, eftersom min fader fik meddelelse om at jeg var blevet skør, havde opgivet mit verdslige arbejde og uophørligt vandrede rundt i Accra, hele tiden med bøger og blade i hånden. Han sendte derfor min ældre søster af sted for at finde ud af om det han havde hørt var sandt. Hun fik et overbevisende bibelsk vidnesbyrd og sendte en gunstig rapport tilbage til ham, og det til trods for at hun ikke var glad for at jeg havde forladt den presbyterianske kirke.

Efter nogle måneder som almindelige pionerer indsendte min ven Dan S. Acquah og jeg en ansøgning om specialpionertjeneste. Mens vi ventede på svar sendte jeg besked til mine forældre om at jeg måske rejste til den nordlige del af Ghana for at forkynde „den gode nyhed“ der. Min fader kom nu selv ned for at tale mig fra det, og i den bedste mening tilbød han at hjælpe mig med at bygge et hus. Han ønskede at jeg skulle forkynde i Accra og ikke i den nordlige del af landet. Han fik også et vidnesbyrd, og jeg forklarede ham at jeg allerede havde sagt til Jehova: „Her er jeg, send mig!“ (Esajas 6:8) Jeg fortalte ham også at hvis jeg forblev trofast mod Gud, ville jeg en dag kunne bygge mig et hus og leve evigt. (Jævnfør Esajas 65:21, 22) Da han så min beslutsomhed insisterede han ikke længere, og det var mig en glæde at høre ham sige: „Ingen kan forhindre nogen i at gøre Guds vilje.“

Jeg opgiver mit verdslige arbejde

Vores ansøgning om specialpionertjeneste blev godkendt. Jeg indsendte derfor min afskedsansøgning til mine arbejdsgivere. Til min overraskelse bad underkommissæren og regnskabschefen mig om en samtale. Jeg blev spurgt om jeg ønskede lønforhøjelse fordi jeg samvittighedsfuldt havde sørget for at der ikke var noget tab eller underskud på regeringens papirvarelager på hovedkontoret. Jeg svarede nej. Underkommissæren viste mig så et brev hvori han havde anbefalet at jeg kom på skole så jeg kunne blive afdelingsleder i stedet for at fortsætte som kontorassistent. Jeg takkede ham oprigtigt for hans venlighed, men sagde at jeg allerede havde truffet min beslutning og at den stod fast. Jeg fik så lov til at gå. For en del af min løn som jeg fik udbetalt, købte jeg en cykel til brug i pionertjenesten. Dan holdt også op, og mange af de ansatte troede vi var blevet skøre af at læse i Bibelen. Men det tog vi os ikke af.

Vi satte vores nye opgave højt

Den 1. august 1952 begyndte vi som specialpionerer i Navrongo i den nordlige del af Ghana. Der mødte vi åndedyrkere, nogle katolikker og ganske få muslimer, og vores kærlighed tilskyndede os til at forkynde for dem alle.

Til at begynde med forkyndte vi for de engelsktalende indbyggere. De satte imidlertid ikke særlig stor pris på Rigets budskab. Vi måtte derfor lære kasem (grunshi) for at kunne lade sandhedens ord lyde tydeligt i ørerne på de venligsindede indfødte åndedyrkere. Jehova velsignede vore bestræbelser, og det lykkedes os at lære sproget.

I 1954, efter at der var blevet opbygget en lille menighed med omkring 30 nidkære indfødte forkyndere i Navrongo, blev Dan S. Acquah overført til kredstjenesten. Min nye pionermakker hed Opare Adu, og jeg tolkede for ham til kasemsproget. I slutningen af 1956, da jeg selv begyndte i kredstjenesten, havde menigheden nået et højdepunkt på 105 forkyndere af Riget.

Andre tjenesteforrettigheder

I begyndelsen af 1958 indbød Selskabet Dan og mig til sammen at komme på Vagttårnets bibelskole Gilead i De forenede Stater. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre for mit vedkommende, da jeg blev syg nogle få uger før vores planlagte afrejse og måtte opereres for blindtarmsbetændelse. Operationen forløb godt og uden brug af blod, og jeg blev udskrevet efter to ugers forløb. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Da jeg hurtigt var kommet til hægterne, kunne jeg overvære det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York i 1958, hvor programmet omfattede afslutningshøjtideligheden for Gileadskolens 31. klasse, som Dan var med i. Han blev kort efter sendt til Sierra Leone for at tjene dér. Jeg kom i den 32. klasse, og da vi var færdige i februar 1959, blev jeg sendt tilbage til Ghana for at fortsætte i kredstjenesten.

I 1960 blev jeg midlertidigt indkaldt til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Ghana, hvor jeg tjente i ti år, heraf de syv som oversætter til twi. Min glæde blev endnu større da mine yngre brødre Nicholas og Edward tog imod sandheden. Nicholas er nu død, men han døde mens han trofast tjente som præsiderende tilsynsmand i en af menighederne i Accra. Edward tjener stadig som udnævnt kristen ældste. Han skuldrer på en god måde sit ansvar som fader til tre børn, samtidig med at han er specialpioner.

Opgave i et naboland

Efter at jeg var vendt tilbage til kredstjenesten i 1970, blev behovet for specialpionerer i Elfenbenskysten større. Uden at spilde tiden ansøgte jeg. Og den 2. december 1972 landede broder Daniel Anim og jeg i lufthavnen i Abidjan. To dage senere begyndte vi på vort franskkursus og var „udlærte“ ved slutningen af måneden.

I begyndelsen af januar 1973 fik broder Anim og jeg tildelt distrikt i Agboville, cirka 90 kilometer fra Abidjan. Vi bad uophørligt Jehova om at velsigne vore bestræbelser for at tale bedre fransk, så vi kunne fremholde „den gode nyhed“ på bedste måde for de gæstfrie mennesker i Elfenbenskysten. Vore bønner er blevet besvaret, og vi er meget glade for at forkynde i dette land.

Jeg synes det vil være passende her at udtrykke min værdsættelse af den broderkærlighed og materielle støtte jeg har modtaget af elskede medtroende i både Ghana og Elfenbenskysten. Det har hjulpet mig til at fortsætte i heltidstjenesten. Men først og fremmest går min taknemmelighed naturligvis til Jehova for disse velgerninger, da han er kilden til „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“. — Jakob 1:17.

Siden januar 1977 har jeg virket i kredstjenesten her i landet. Jeg har også fået den yderligere forret at tjene som medlem af afdelingskontorets udvalg. Af hele mit hjerte takker og priser jeg Jehova Gud, der har skænket mig styrke til at tjene ham al min tid i godt 30 år. I en alder af 50 føler jeg at jeg har „svingfjer som ørnen“, og jeg håber at kunne fortsætte i heltidstjenesten. (Esajas 40:31) Men uanset hvad fremtiden bringer, er jeg besluttet på at tjene Jehova af hele min styrke til hans pris og ære.

[Tekstcitat på side 9]

’Min søster sendte en gunstig rapport til min fader, og det til trods for at hun ikke var glad for at jeg havde forladt kirken’