Hvem alene er loyal?
Oplysningerne i denne artikel og i de efterfølgende studieartikler blev præsenteret i form af to foredrag på åbningsdagen ved Jehovas Vidners områdestævne „Loyalitet mod Guds rige“. Dette kristne stævne, der holdtes første gang i sommeren 1981, er i løbet af ni måneder blevet overværet af 3.028.796 tilhørere på både den nordlige og den sydlige halvkugle, og 33.627 er blevet døbt ved disse sammenkomster. Nu da dette års stævner, med temaet „Sandheden om Guds rige“, snart skal begynde, finder vi det betimeligt at repetere dette vigtige stof.
INGEN i hele universet har på så enestående måde vist egenskaben loyalitet som Skaberen selv! Når hans skabninger viser loyalitet, er det en egenskab der har sit udspring hos ham. Og mennesker der forstår værdien af denne egenskab, har altid kunnet regne med at han ville vise sig loyal mod dem når de havde særligt behov. For eksempel kunne patriarken Abrahams tjener, uden at det blev regnet for upassende, appellere til sin herres Gud, Jehova, om at vise loyal hengivenhed, eller „miskundhed“, som den danske autoriserede oversættelse siger. (1 Mosebog 24:14) David, en af Abrahams efterkommere, kunne af egen erfaring tale med om Jehovas loyalitet. Mens han endnu ventede på kongedømmet over Israel sagde han i en salme, henvendt til Jehova: „Mod den loyale handler du loyalt.“ (2 Samuel 22:26, NW; Salme 18:25, NW) Og profeten Moses, der repræsenterede den himmelske Konge, Jehova, over for Israels folk, fremhævede netop Jehova Guds loyalitet, da han velsignede præstestammen Levi med disse ord:
„Dine Tummim og dine Urim tilhører den mand [Levi] der er loyal mod dig, som du stillede på prøve ved Massa, stredes med ved Meribas vand. Han som sagde til sin fader og moder: ’Jeg har ikke set ham.’ End ikke sine brødre kendtes han ved, og sine sønner kendte han ikke. For de [levitterne] overholdt dit ord og vedblev med at værne om din pagt.“ — 5 Mosebog 33:4, 5, 8, 9, NW.
Moses kunne uden mindste tøven have tilsluttet sig ordene i en sang der blev skrevet over 1600 år senere, en sang der kaldtes „Moses’, Guds træls, sang og Lammets [Jesu Kristi] sang“. Sangen lød sådan: „Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal? Ja, alle nationerne vil komme og tilbede foran dig, for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.“ — Åbenbaringen 15:1-4.
Salmisten David havde øje for de samme egenskaber hos Gud, for han skrev: „Jehova er retfærdig på alle sine veje og loyal i alle sine værker.“ (Salme 145:17, NW) Jehova vil som den øverste Dommer forsvare enhver der tilbeder og tjener ham, sådan som en engel siger, henvendt til ham: „Retfærdig er du, du som er og som var, den Loyale, fordi du har afsagt disse kendelser.“ — Åbenbaringen 16:4, 5.
På hebraisk, det sprog profeten Moses og salmisten David benyttede, er „loyalitet“ udtrykt med ordet hheʹsed. I den danske autoriserede oversættelse gengives dette hebraiske ord ofte med „miskundhed“, et ord der i dag klinger gammeldags og ikke forstås af alle. Et andet ord, der er nært beslægtet med hheʹsed, gengives mange steder med „from“, som i Anden Samuelsbog 22:26: „Du viser dig from mod den fromme.“ Men i virkeligheden indebærer ordet for „loyalitet“ mere end der ligger i disse gengivelser. Det beskriver en trofasthed der udspringer af hengivenhed eller kærlighed, en kærlighed der tager alle omstændigheder i betragtning. Denne form for loyalitet er altså ikke kold og upersonlig; den er ikke først og fremmest baseret på love og paragraffer. Det er en personlig egenskab der udspringer af kærlighed og værdsættelse. New World Translation gengiver derfor ofte det hebraiske ord med „loyal hengivenhed“.
Der var for eksempel en hersker i Kana’ans land som kunne se at den sande Gud var med Abraham, der opholdt sig i landet. Han henvendte sig til Abraham med disse ord: „Gud er med dig i alt hvad du gør. Sværg derfor nu over for mig her ved Gud at du ikke vil handle med falskhed mod mig og mod mit afkom og mod min efterslægt; at du vil behandle mig og det land hvori du har boet som udlænding, med den samme loyale hengivenhed som jeg har behandlet dig med.“ (1 Mosebog 21:22, 23, NW) Vi husker også beretningen om Abraham der sendte sin tjener Eliezer ud for at finde en hustru til sin elskede søn Isak. Tjeneren bad til Jehova Gud og sagde: „Hende [som jeg har beskrevet] er det du bestemmer for din tjener, for Isak; og lad mig heraf vide at du har vist min herre loyal hengivenhed.“ — 1 Mosebog 24:14, NW.
Loyal over for hvad?
Patriarken Abraham gjorde det som han med en ed havde lovet den kana’anæiske hersker at gøre. Og Jehova Gud gjorde hvad Abrahams tjener, Eliezer, havde bedt om i sin bøn; han gav Isak den rette hustru. Men hvad er den allerhøjeste Gud, Jehova, først og fremmest loyal over for? Over for sit rige, sit eget herredømme som konge; for han er den retmæssige Suveræn over hele det univers han har skabt. Han kan ikke fornægte det han selv står for. Som en opfyldelse af sin uforanderlige pagt med Abraham blev han konge over det særlige folk som Abrahams slægt udgjorde, Israels folk. Man kan især sige at han var blevet deres konge da han havde udfriet dem af trældommen i Ægypten og givet dem det forjættede land i 1467 f.v.t. I 350 år derefter gav Jehova dem sine synlige repræsentanter i form af dommere, frem til dommeren Samuels tid. Da Samuels moder, Hanna, overgav ham til tjenesten for Gud ved det hellige tabernakel i Silo, udtalte hun en profeti som pegede frem til at der en dag ville komme en synlig konge over Israels folk. „[Jehova] dømmer den vide jord!“ sagde hun. „Han skænker sin konge kraft, løfter sin Salvedes horn!“ — 1 Samuel 2:10.
Mens Samuel var dommer bad israelitterne om at få en ny styreform. De sagde til Samuel: „Giv os en konge, som kan dømme os!“ Dette mishagede ikke alene Samuel, men også Jehova Gud. Han sagde til Samuel: „Det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ (1 Samuel 8:1-7) Gud gav dem lov til at få en synlig konge; det blev Saul, søn af Kisj. Men han opgav ikke sin suverænitet over dem af den grund. I overensstemmelse med sin pagt og sit løfte viste Gud sig loyal mod sit eget herredømme som sit folks usynlige Konge. Den næste jordiske konge folket fik var David, en tidligere hyrde, søn af Isaj fra byen Betlehem i Juda.
Hvordan trådte spørgsmålet om loyalitet i forgrunden under Davids kongedømme? Hvad var dette et billede på? Og hvordan berøres vi af spørgsmålet om loyalitet i dag? Det vil den næste artikel komme ind på.