Det eneste håb om et retfærdigt styre

„Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå.“ — Daniel 2:44.

AF HISTORIEN fremgår det at mange af fortidens herskere blev betragtet som guder. I vort eget århundrede er Stalin og Hitler blevet hyldet som sådanne. Ingen af disse såkaldte guder har dog kunnet stå mål med det bibelske krav til en guddom, nemlig at den skal kunne forudsige fremtiden. Jehovas udfordring til alle falske guder lyder: „Kundgør os, hvad der kommer! Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er guder!“ (Esajas 41:22, 23) Ingen jordiske herskere har nogen sinde kunnet forudsige fremtiden, ikke engang deres eget styres fremtid. De har altid udtalt sig i begejstrede vendinger om det de ville udrette i deres regeringstid, men de har vist sig at være falske profeter så ofte at folk nu kun fæster ringe lid til deres forudsigelser.

Den første verdenskrig blev udkæmpet ’for at sikre verden for demokratiet’. Det gjorde den ikke. Folkeforbundet skulle være ’det politiske udtryk for Guds rige på jorden’. Det var det ikke. Den anden verdenskrig skulle befri verden for diktatorer. De trives stadig i bedste velgående. De forenede Nationer skulle forene nationerne i fredeligt samarbejde. De er splittet i en østlig og en vestlig blok, og den tredje verdens nationer er brikker i det store spil, mens kolde og varme krige stadig raser. Verdensherskerne proklamerer håb men skaber hovedsagelig håbløshed. Deres forudsigelser om bedre tider forbliver uopfyldte. Som det var i gammel tid, sådan er det i dag: „De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: ’Fred, fred!’ skønt der ikke er fred.“ (Jeremias 6:14) Intet under at folk ikke længere tror på politikernes løfter!

Jehova — en Gud der kender fremtiden

Jehova Gud ved imidlertid hvordan det vil gå de jordiske regeringer, og det han har forudsagt om dem er altid gået i opfyldelse. Cirka 150 år før Nebukadnezar ødelagde byen Tyrus på fastlandet, forudsagde Guds profet Esajas dens ødelæggelse. Hans profet Nahum forudsagde Nineves fald, og dette gik i opfyldelse nøjagtig som beskrevet. (Esajas 23:1-13; Nahum 1:8, NW; 2:7, 9; 3:13) Mange år før Juda faldt for Babylon havde Jeremias forudsagt dette, og det samme gjaldt jødernes tilbagevenden efter at Juda havde ligget øde i 70 år. Esajas havde forudsagt de samme begivenheder over 100 år før Jeremias gjorde det, og havde endog nævnt navnet på den der skulle omstyrte Babylon og udfri jøderne fra fangenskabet. — Jeremias 29:10; 51:30, 37; Esajas 13:17-22; 44:26-28; 45:1, 2.

Jehovas evne til at forudsige hvad der skal ske med de jordiske regeringer, kommer endnu tydeligere til udtryk i et syn som han gav Daniel om verdensrigernes opståen og fald. Ifølge Daniels bog, kapitel 8, så profeten en tohornet vædder som ingen kunne modstå, førend en gedebuk med et stort horn i panden kom farende fra vest og kastede vædderen til jorden og sønderbrød dens to horn. Men så snart gedebukken blev mægtig brødes det store horn af, og fire mindre horn voksede frem i dets sted. (V. 3-8) Vi lades ikke i tvivl om fortolkningen af alt dette.

„Den tvehornede vædder, du så,“ forklares det, „er kongerne af Medien og Persien, den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i dens pande er den første konge. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i stedet, betyder, at fire riger skal fremstå af hans folk, dog uden hans kraft.“ — V. 20-22.

Nogle år efter at Daniel havde forudsagt disse betydningsfulde begivenheder, omstyrtede dobbeltmagten Medo-Persien (den tohornede vædder) Babylon og blev det fjerde verdensrige. Mere end to hundrede år efter at Daniel havde nedskrevet denne profeti, kom Alexander den Store til magten og besejrede Medo-Persien. Ved Alexanders død — skildret ved at gedebukkens store horn blev brudt af — blev det femte verdensrige, Grækenland, opdelt i fire dele. Hver del blev regeret af en af Alexanders fire generaler — de fire små horn som erstattede det store horn, men som aldrig fik dets magt.

I Daniels bog, kapitel 7, skildres i et syn en anden række dyr, der repræsenterer Babylons, Medo-Persiens, Grækenlands og romerrigets opståen og fald. I kapitel 2 omtales Nebukadnezars drøm om en stor metalbilledstøtte i menneskeskikkelse — en fremstilling af verdensrigernes opståen og fald indtil vor tid — hvorefter det vises hvordan denne kolossale billedstøtte tilintetgøres:

„En sten reves løs, dog ikke ved menneskehænder, og ramte billedstøttens jern- og lerfødder og knuste dem; og på én gang knustes jern, ler, kobber, sølv og guld og blev som avner fra sommerens tærskepladser, og vinden bar det sporløst bort; men stenen, som ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.“ — Daniel 2:34, 35.

Stenen der bliver til et bjerg som fylder hele jorden, er Kristi rige, der erstatter alle jordiske regeringer, sådan som det fremgår af Daniel 2:44, 45: „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; thi du så jo, at en sten reves løs fra klippen, dog ikke ved menneskehænder, og knuste jern, ler, kobber, sølv og guld.“

Det syvende kapitel i Daniels bog omtaler også denne rækkefølge af jordiske regeringer og viser hvordan de til sidst må vige pladsen for Kristi rige: „Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage [Jehova Gud] og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Daniel 7:13, 14.

6000 års fiasko er nok!

Jehova Gud har i årtusinder tålmodigt ladet menneskene forsøge sig mange gange med alle de styreformer de har kunnet udtænke. Ingen af dem har bragt varige velsignelser til undersåtterne. Folk har lidt sult, er blevet forarmede og undertrykte, og har trællet under religiøse, racemæssige, nationale og økonomiske fordomme. De har måttet bære tunge skattebyrder for at støtte korrupte regeringer, de er blevet hjemsøgt af sygdomme, og de er blevet lemlæstet og dræbt i århundreders vanvittige krige, udkæmpet af grådige og magtsyge herskere. Intet oprigtigt menneske kan hævde at menneskene kunne have oprettet et retfærdigt styre hvis de havde fået mere tid. Atter og atter er det blevet bevist at „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“. (Jeremias 10:23) Det er også gang på gang blevet bevist at ingen jordiske herskere er virkelige guder som kan forudsige fremtiden, ikke engang deres egen regerings fremtid.

Som en tydelig modsætning hertil har Jehova vist at han er den Gud der kender fremtiden, også de jordiske regeringers fremtid. Han kender desuden den retfærdige regering der skal herske under hans indsatte konge, Kristus Jesus, og gennem sit ord, Bibelen, har han oplyst menneskene herom. Mens de jordiske styreformer har været en forbandelse for menneskeheden, vil Kristi rige bringe velsignelser i form af sundhed, lykke og evigt liv på en paradisisk jord. — Jævnfør Lukas 23:42, 43; Åbenbaringen 11:15.

Måtte alle oprigtige mennesker som elsker retfærdighed, nu anerkende Kristus Jesus som deres Genløser og Konge, ja anerkende at „der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses“. — Apostelgerninger 4:12; Mattæus 12:21.