Et smil til en fremmed

„Da to damer smilede til Deres medarbejder, spekulerede jeg et øjeblik på om jeg havde truffet dem før,“ skriver Kazuhiko Nagoya, der skriver for Tokyoavisen Daily Yomiuri, i sin spalte med titlen „Krydderi på tilværelsen“. „Den måde de smilede på fik det til at virke som om de havde genkendt mig fra et tidligere møde og var glade for at se mig igen.“ Men det var ikke tilfældet. „Jeg studerede deres ansigter grundigt og fandt ud af de var helt fremmede for mig.“ To andre gjorde det samme, og han siger: „Jeg følte mig meget lykkelig. Sådan smiler disse mennesker til enhver fremmed som de opdager ved et af deres møder.“

Hvad er det for mennesker der byder fremmede velkommen på denne måde? „Stedet hed Okuku Kaikan (rigssalen),“ siger Nagoya, „ét af mange steder i Japan hvor [Jehovas vidner] kommer sammen.“ Han skriver videre: „Noget bemærkelsesværdigt ved disse mennesker, som samles i salen tre gange om ugen, er at de alle er ivrige tilhængere af kristendommen, og ingen af dem overværer møderne på en ligegyldig måde eller af ren og skær vane. Det er troens kraft der sammenknytter disse mænd, kvinder og børn, som kalder hinanden ’kyodai’ (broder) eller ’shimai’ (søster). Og troens kraft har draget flere og flere til deres samfund i årenes løb.“

Til slut skriver journalisten om et andet besøg i rigssalen: „Da jeg var ved at tage af sted efter mødet, kom en dreng på omkring 10 år hen til mig og sagde: ’Vi er glade for at De kom i dag. Kom endelig igen.’ Han havde dette særlige smil på ansigtet. Jeg var meget lykkelig, for det var første gang et barn jeg ikke kendte på den alder havde smilet og talt til mig på den måde.“