Når plovdrengen kan fryde sig over Guds ord

„JEG ønsker at disse ord må blive oversat til alle sprog, så at ikke alene skotter og irlændere, men også tyrkere og saracener må kunne læse dem . . . Jeg længes efter at plovdrengen skal kunne synge dem ved sig selv når han går bag ploven, væveren nynne dem til lyden af sin skyttel, og den rejsende fordrive kedsomheden på sin rejse med dem.“

Sådan skrev den berømte hollænder Desiderius Erasmus i begyndelsen af det sekstende århundrede. Hans brændende håb og ønske var at „disse ord“, det vil sige Bibelen, måtte blive oversat til alverdens sprog, så at selv en plovdreng kunne læse dem og komme til at fryde sig over det.

Siden da er Bibelen virkelig blevet oversat i stor udstrækning; i dag er den tilgængelig på de sprog der tales af 97 procent af jordens befolkning. Ikke uden grund er Bibelen blevet den mest solgte bog i verden. Dens ord har fået mennesker af alle typer til at kæmpe for frihed og sandhed. Dette gjaldt især under reformationen i det sekstende århundrede. Nogle af datidens forgrundsskikkelser var frimodige i tale og handling, som Martin Luther, mens andre, som Erasmus fra Rotterdam, søgte at udvirke forandringer på mere stilfærdige måder. Om reformationen siger man at Luther åbnede døren, men at det var Erasmus der havde dirket låsen op.

Erasmus var vidt anerkendt for sin store lærdom. Om hans evner og karakter hedder det i det katolske opslagsværk Catholic Encyclopedia: „Han . . . udtrykte sig med usædvanlig styrke; han var uovertruffen i sin evne til stærk og bevægende tale, sin skarpe ironi og sin underfundige sarkasme.“ Da Erasmus første gang besøgte Sir Thomas More, den engelske lordkansler, var den lærde englænder så betaget af Erasmus’ måde at tale på at han, endnu før denne havde præsenteret sig, sagde: „Du må enten være Erasmus eller Djævelen selv.“

Typisk for Erasmus var det svar han gav til kurfyrst Frederik af Sachsen, da kurfyrsten spurgte ham hvad han mente om Martin Luther. Erasmus sagde: „Luther har begået to store fejl; han har vovet at røre ved pavens krone og ved munkenes maver.“

Men hvilken betydning havde Bibelen for Erasmus, og hvad gjorde han for at fremme forståelsen af den og føre den ud til det almene folk, som for eksempel ’plovdrengen’? Lad os begynde med at betragte den første del af Erasmus’ liv.

Den første del af hans liv

Erasmus blev født i Rotterdam i 1466. Han var uægte søn af en hollandsk præst og var meget ulykkelig i sine første år. Hans moder døde da han var omkring sytten, og ikke længe efter døde også faderen. Erasmus ville gerne på universitetet, men hans formyndere fik omsider presset ham til at lade sig optage af Augustinerklosteret i Steyn. Dér fordybede han sig i studiet af latin, klassikerne og kirkefædrene. Men snart begyndte han at nære afsky for dette liv. Som seksogtyveårig greb han derfor en lejlighed til at forlade klosteret for at blive sekretær for biskoppen af Cambrai, Henrik fra Bergen, i Frankrig. Kort efter kunne han fortsætte sine studier ved universitetet i Paris. Men han var ofte syg og led af dårligt helbred resten af sit liv.

I 1499 tog han imod en indbydelse til England. I London traf han Thomas More, John Colet og andre teologer, hvilket medvirkede til at styrke ham i beslutningen om at fordybe sig i studiet af Bibelen. For bedre at kunne forstå Bibelens budskab gav han sig til at studere det græske sprog med stor iver, indtil han kunne undervise andre i græsk.

I denne periode skrev han en afhandling med titlen Håndbog for den kristne soldat, hvori han opfordrede unge kristne til at studere Bibelen og sagde: „Der findes intet du med større sikkerhed kan tro på end det du læser i disse skrifter.“

Mens han stadig måtte kæmpe for at få pengene til at slå til, og samtidig måtte flygte fra en pestepidemi, tog Erasmus i 1504 ophold i Louvain i Belgien. Under et besøg på klosteret i Parc opdagede han i biblioteket et manuskript af den lærde italiener Lorenzo Vallas kommentarer (Annotationes) til „Det nye Testamente“. Denne samling af noter til den latinske Vulgatatekst til De kristne græske Skrifter vakte hans interesse for tekstkritikken, det studium hvor man sammenligner gamle bibeloversættelser og -manuskripter for at afgøre hvordan ordlyden oprindelig har været. Erasmus var herefter besluttet på at arbejde på at finde frem til Bibelens originale tekst.

Han besøgte nu Italien, og begav sig derefter igen til England. Da han krydsede Alperne tænkte han endnu en gang på sit møde med Thomas More, og idet han funderede over betydningen af englænderens navn (moros er græsk og betyder „tåbe“), følte han sig inspireret til at skrive en satire som han gav navnet Dårskabens pris. Heri optræder den personificerede dårskab; den viser sig på alle livets områder, men ingen steder tydeligere end blandt teologer og præster. På denne måde afslørede han præsteskabets forkerte handlinger og magtmisbrug, som netop var en af årsagerne til den gærende reformation. „Med hensyn til paverne,“ skrev han, „så burde de, hvis de hævder at være apostlenes efterfølgere, tænke på at der kræves det samme af dem som af disse deres forgængere.“ Men i stedet for at gøre dette, bemærkede han, mener de at det er „for besværligt at undervise folket; at fortolke Skriften er at trænge ind på skolefolkenes område; at bede er for unyttigt“. Intet under at man sagde om Erasmus at han „udtrykte sig med usædvanlig styrke“.

Den første græske bibeltekst udgives

Mens Erasmus underviste i græsk ved Cambridge-universitetet, fortsatte han sit arbejde med at udarbejde en samlet tekstudgave af De kristne græske Skrifter. En af hans venner, Martin Dorpius, prøvede at overbevise ham om at den latinske oversættelse ikke behøvede nogen korrektion ud fra den græske tekst. Kan det da tænkes, spurgte Dorpius, at „hele den katolske kirke, der altid har benyttet og godkendt denne oversættelse, skulle have taget fejl i så mange århundreder“? Thomas More støttede Erasmus over for disse kritikere og holdt fast ved at en nøjagtig bibeltekst på originalsprogene var nødvendig.

Fra bogtrykkeren Johannes Froben i Basel i Schweiz fik Erasmus en indtrængende opfordring til at fremskynde færdiggørelsen af sit værk. Bogtrykkeren havde hørt at kardinal Ximenes af Toledo i Spanien havde arbejdet på en græsk og latinsk udgave af „Det nye Testamente“ i 1514 men havde udsat udgivelsen indtil hele Bibelen var færdig. Dette værk blev senere udgivet som „Complutenser-polyglotten“, i 1522. Erasmus’ tekstudgave blev udgivet i 1516. Det var første gang man havde set en udgave af „Det nye Testamentes“ tekst på originalsproget græsk.

På grund af hastværket med at gøre den færdig indeholdt den mange fejl.a Det vidste Erasmus bedre end nogen anden, og i senere udgaver rettede han så mange af fejlene som muligt. Martin Luther og William Tyndale brugte disse tekster som grundlag for deres oversættelser af Bibelen til tysk og engelsk. Det var netop dette Erasmus havde håbet og ønsket, og det var i forordet til sin græske tekst at han skrev: „Jeg ønsker at disse ord må blive oversat til alle sprog. . . . Jeg længes efter at plovdrengen skal kunne synge dem ved sig selv når han går bag ploven.“ Hvor ufuldkommen Erasmus’ tekstudgave end var, blev den dog indledningen til den egentlige tekstkritik, et vigtigt arbejde der har ført til at vi i dag har nøjagtige bibeloversættelser.

Det var dog ikke alle der hilste Erasmus’ tekstudgave velkommen. Nogle af hans noter var da også ret kritiske over for præsteskabet. Tag for eksempel ordene i Mattæus 16:18, hvor der ifølge den danske autoriserede oversættelse står: „Du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.“ I noterne udtrykte Erasmus sin overraskelse over at man havde anvendt disse ord udelukkende på paven, og han afviser helt at Peter skulle have haft den forrang man ville give ham. Dette var en frimodig udtalelse i et værk der var tilegnet paven. Det er ikke så mærkeligt at mange af Erasmus’ skrifter blev forbudt, selv på universiteterne.

Erasmus var interesseret i at udbrede forståelsen af Guds ord; det fremgår af et værk om ’Principperne for den sande teologi’, som han udgav i 1519. Heri skitserer han hvilken metode han anvender ved studiet af Bibelen og angiver et helt sæt regler for bibelfortolkning. Blandt disse kan nævnes at man ikke må tage et citat ud af dets sammenhæng eller bruge det i modstrid med skribentens ræsonnement. Han så Bibelen som en enhed, et hele. Al fortolkning må derfor komme indefra, sagde han, fra Bibelen selv. — Jævnfør Første Mosebog 40:8.

Erasmus og Luther

I 1518 skrev Erasmus sine latinske samtaleøvelser Colloquia familiaria, en slags sproglige øvelser hvori forfatteren benyttede lejligheden til at angribe kirken og klostrene for deres fordærv. Netop året før havde Martin Luther modigt naglet sine femoghalvfems teser til kirkedøren i Wittenberg, hvori han protesterede mod afladshandelen, der i mange lande havde udviklet sig til en skandale. I nogen tid så det ud til at Erasmus og Luther i fællesskab kunne fremkalde de nødvendige reformer, men de havde stærkt divergerende meninger om hvordan målene skulle nås. Det varede ikke længe før Luther begyndte at fordømme Erasmus fordi denne indtog en moderat holdning og ønskede at forandre kirken indefra ad fredelig vej. Man kan sige at Erasmus tænkte og skrev, mens Luther handlede.

Det blev til et åbent brud i 1524, da Erasmus skrev en afhandling „Om viljens frihed“. Luther afviste hans tanker om menneskets frie vilje, men Erasmus ræsonnerede at Gud ville være uretfærdig hvis menneskene ikke havde denne, for da ville de ikke kunne handle selvstændigt på en måde der førte til deres frelse.

Efterhånden som reformationen vandt fodfæste i Europa, blev mange af dens ledere af omstændighederne tvunget til at skille sig ud fra den katolske kirke. De havde måske ikke forudset følgerne, men fortsatte alligevel ad den vej de var slået ind på, og mange måtte lade livet for dette. Erasmus, derimod, veg uden om konflikter; han afslog også at tage imod kardinalværdigheden, idet han ved en lejlighed indrømmede at han kunne falde ligesom Peter hvis han blev sat på prøve. (Mattæus 26:69-75) Han prøvede at følge en midterkurs. Samtidig med at romerkirken regnede hans skrifter for at være kætterske og opførte dem på listen over forbudte bøger, var der mange reformatorer der fordømte ham og mente at han var parat til at gå på akkord for at redde sig selv. Erasmus var følsom over for kritik og ivrig efter ros, så han var ofte for tilbageholdende af frygt for hvad et brud med Rom kunne føre til.

Erasmus’ forhold til reformationen er blevet sammenfattet på denne måde: „Han var reformator indtil reformationen blev en uhyggelig virkelighed: han gjorde nar af pavevældets bolværk indtil det begyndte at give efter; han var tilhænger af Bibelens udbredelse indtil folk begyndte selv at læse og efterleve den; han spottede gudsdyrkelsens ydre former indtil de faktisk blev bedømt efter deres egentlige værdi; kort sagt: en lærd, genial, menneskevenlig, elskværdig, frygtsom, ubeslutsom mand, som, med ansvaret på sine skuldre, overlod det til andre at få æren af at frelse den menneskelige tanke fra tusind års trældom. Afstanden mellem ham og Luther blev derfor større og større, indtil de til sidst gik i stik modsatte retninger og kun havde fjendtlige følelser for hinanden.“ — Edinburgh Review, lxviii, 302.

Da reformatorerne ikke indbyrdes kunne blive enige om tro og handling, lykkedes det dem ikke i det sekstende århundrede at fjerne alle de traditioner der i århundredernes løb havde tilhyllet Guds ords sandhed. Men fra deres tid er der stadig sket fremskridt med udbredelsen af Bibelen til alle. Og den kamp hvor også Erasmus spillede en rolle, har medvirket til at vi i dag har pålidelige og nøjagtige bibeloversættelser.

Ja, i dag kan enhver ’plovdreng’ få en bibel, eller i det mindste en del af Bibelen, på sit eget sprog og fryde sig over at lære om Guds hensigt med menneskeheden. Bibelen opfordrer os varmt til at læse og studere dens ord. Det er som der står i Salme 1:2, 3 om den retfærdige: ’Han har lyst til [Jehovas] lov og grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: alt, hvad han gør, får han lykke til. Måtte vi aldrig lade en dag gå uden at ’have lyst til Guds ord’ og læse i det.

[Fodnote på side 9]

[Illustration på side 9]

Erasmus var reformator indtil reformationen blev en uhyggelig virkelighed