Fra ateisme til et meningsfyldt liv
FORTALT AF FRED N. SEVERUD
JEG voksede op i en meget religiøs familie i Norge, men blev alligevel ateist. Hvorfor? En hændelse i min barndom var medvirkende til det.
I 1909, da jeg var omkring ti år gammel, døde min lillesøster ved fødselen. Min bedstemoder var desperat for at få en præst til at komme og døbe spædbarnet, så den lille pige ikke skulle komme i helvede og brænde i al evighed. Da det ikke var muligt at få fat i en præst, tog hun det snavsede vand hun lige havde badet pigen i, stænkede det på hendes hoved, bad en bøn og „sendte hende til himmelen“.
„Hvis det er så nemt at komme i himmelen, hvorfor kan vi så ikke alle sammen komme der?“ tænkte jeg. Der var blevet sået tvivl i mit sind, og det medførte at jeg senere mistede al tro på Gud. Jeg kunne simpelt hen ikke forstå hvordan en Gud kunne få sig selv til at pine mennesker i et brændende helvede.
Jeg kunne heller ikke acceptere den tanke at livet her på jorden kun er en forberedelse til det himmelske. Hvilken mening har da livet? Er det kun at leve halvfjerds eller firs år og så dø? Disse spørgsmål krævede svar. Så da tiden kom hvor jeg skulle konfirmeres, nægtede jeg at lade mig konfirmere i en kirke hvor man tilbad en Gud der tilsyneladende var så urimelig. Jeg var kun gået i kirke for at glæde mine forældre, men jeg plejede at skære tænder ad præsten og hviske „Din hykler!“ efter ham. Alle der blev konfirmeret fik et nyt sæt tøj. Men der var ingen konfirmation og ikke noget nyt tøj til mig!
Mit liv tager en ny retning
Ved det universitet hvor jeg senere studerede var jeg af en eller anden grund lærerens yndlingselev. En dag bad læreren mig holde et foredrag for klassen angående udviklingslæren, hvilket jeg gjorde. Som ateist troede jeg selv på en udvikling. Men efter foredraget sagde jeg til læreren at der var en ting jeg ikke forstod.
„Hvad skete der før øjet blev udviklet?“ spurgte jeg. Læreren svarede at øjet begyndte som nogle bløde pletter i kraniet; der gik millioner af år, og til sidst var øjet blevet udviklet. „De mener altså at man bare tumlede rundt uden at vide hvor man gik og stod?“ Jeg spurgte fordi jeg gerne ville vide besked, ikke for at modsige læreren.
Men han blev så vred og forlegen at han gav mig en dårlig karakter. Og det forandrede sandsynligvis hele mit liv. Den dårlige karakter diskvalificerede mig nemlig som leder for kadetterne på det ansete militærakademi hvor jeg gik. Var dette ikke sket, ville jeg måske have valgt at gøre karriere inden for militæret. I stedet begyndte jeg at læse til ingeniør.
Jeg tog eksamen som civil- og bygningsingeniør, og jeg giftede mig med en pige jeg havde mødt mens jeg gik på universitetet. I 1923 forlod vi Norge og rejste til De forenede Stater, hvor jeg håbede jeg kunne opfylde mine ambitioner om at blive „den bedste ingeniør i verden“.
Så fik en uventet begivenhed igen mit liv til at tage en ny retning. Før vi forlod Norge havde vore slægtninge advaret os mod at tale om religion med min onkel Chris, der boede i De forenede Stater. Hvorfor det? Fordi han var lidt „underlig i hovedet“ når det drejede sig om religion, fik vi at vide. Han var „bibelstudent“, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang.
Men da vi ankom, hvem stod så på kajen og tog imod os? Det gjorde netop onkel Chris! Og han talte ganske rigtigt med os om sin „mærkelige religion“, men vi var forbløffede over hans svar. ’En kærlig Gud piner sandelig ikke sjælene i helvede,’ forklarede han. ’Jorden har en evig fremtid i Guds hensigt. Og mennesket har fået løfte om evigt liv med et fuldkomment helbred her på jorden, der skal gøres til et paradis.’ — Prædikeren 9:5, 10; Salme 146:3, 4; 104:5; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4.
Jeg må indrømme at jeg følte mig draget mod en sådan Gud, men jeg var alligevel noget skeptisk. Min kone accepterede imidlertid det hele med det samme. Jeg ønskede at gå mere i dybden for at se om der ikke var nogen fejl et sted. Når min King James-bibel tilsyneladende ikke harmonerede med det min onkel havde sagt, undersøgte jeg det nærmere ved hjælp af Strongs Exhaustive Concordance, en bibelordbog. Hver gang viste svaret sig at være til fordel for det bibelstudenterne sagde.
Hjemme i Norge havde vi haft bibelundervisning da vi gik i skole. Så jeg havde „brikkerne“, som til et puslespil, men jeg havde ikke det færdige „billede“. Men jo mere jeg studerede med min onkel, jo mere så jeg at hver eneste brik faldt på plads. Og der var ingen brikker i overskud. I 1935 var jeg endelig nået så vidt at jeg også accepterede det jeg havde lært, og snart efter blev jeg døbt.
Jeg begyndte nu at se nye muligheder åbne sig i mit liv. Jeg måtte anvende mere tid på at opnå Guds gunst, mens jeg også skulle forsørge min voksende familie. Selv om jeg stadig var interesseret i at blive en god ingeniør, vidste jeg nu at mit liv ville blive mere tilfredsstillende hvis jeg tjente Jehova Gud. Men jeg måtte også have min virksomhed etableret. Jo mere jeg studerede Bibelen, jo mere indså jeg at jeg så at sige havde spændt vognen for hesten. Først måtte jeg tjene Jehova, og derefter ville alt det øvrige (livets fornødenheder) blive givet mig i tilgift. (Mattæus 6:33) Og sådan kom det til at gå.
Jehovas gerning kommer først
Jeg havde fået mig en god forretning, da den økonomiske depression pludselig begyndte. Det var i 1929. Så kunne jeg ikke betale løn til mit personale, og jeg var nødt til at afskedige alle de ansatte. Da den økonomiske situation senere begyndte at bedres, gav jeg tilbud på et arbejde som ville kunne give mig tilstrækkeligt at gøre til at jeg kunne komme i gang igen. Men der var også en del andre ingeniører der kunne komme i betragtning til opgaven.
Det drejede sig om et boligbyggeri, og regeringen havde fastsat flere retningslinjer. En af dem var at der skulle være flade betontage med brystning langs kanten. Jeg vidste at uden særlige foranstaltninger ville brystningen revne ved hjørnerne (hvilket for øvrigt var sket ved niogtredive andre projekter jeg kendte til) på grund af den spænding der ville opstå mellem det isolerede betontag, der fik varme indefra om vinteren, og brystningen, der var ude i kulden. Arkitekten gav mig ret, og anbefalede mig til opgaven. Jeg kunne ikke vide at min beslutning om at sætte Jehovas gerning først i livet snart ville blive prøvet.
På den tid blev Jehovas vidner udsat for stærk modstand på grund af deres neutrale standpunkt i politik, og fordi de offentligt forkyndte Guds ord. Der forekom hyppigt arrestationer, især i staten New Jersey, hvor jeg boede.
En bestemt onsdag havde jeg en aftale i Washington, D.C., hvor jeg skulle være med til at udforme den nye kontrakt. Men fredagen før denne aftale blev et brev fra Vagttårnets selskab læst op ved vort møde i rigssalen, og heri blev alle menighederne i vort område bedt om at være med til at modvirke de ulovlige arrestationer af vore brødre.
Vi blev opfordret til at aflægge fredelige besøg den kommende søndag (kun tre dage før min aftale!) hos beboerne i nogle byer i New Jersey, for at fortælle dem om Jehovas Vidners tro. Hvis mange ville støtte disse divisionskampagner, som de blev kaldt, kunne der blive aflagt et godt vidnesbyrd. Men vi måtte regne med at deltagerne risikerede at blive idømt 120 dages fængsel. Hvis jeg kom i fængsel kunne jeg være så godt som sikker på at jeg ikke ville få det arbejde jeg havde så hårdt brug for. Efter at have bedt om Jehovas ledelse meldte jeg mig til kampagnen. Jehovas gerning kom først!
Da vi gennemgik vort tildelte distrikt, blev vi råbt an af en politibetjent der lød meget studs: „Hvad laver I her?“ Jeg fik øjeblikkelig en mærkelig fornemmelse. „Nu er det sket med den opgave,“ tænkte jeg. „Men Jehova vil sørge for mig.“ Hurtigt var der en søster i bilen der spurgte betjenten om han kunne sige hvor den nærmeste benzintank var, da hun skulle på toilettet.
„De er lige kommet forbi en,“ svarede han skarpt.
„Dengang var det ikke nødvendigt,“ svarede hun.
Så vi kørte hen til benzintanken. Da vi kom tilbage, forberedt på at blive arresteret, var der mærkeligt nok ingen politibetjent, og ingen blev arresteret. Derfor fik jeg alligevel opgaven!
Heltidsbeskæftiget i forkyndergerningen
Det var mit oprigtige ønske at anvende mere tid i arbejdet med at forkynde og undervise. For at blive i stand til dette bad jeg derfor mine tidligere ansatte om at blive mine kompagnoner, da jeg genansatte dem efter den økonomiske depression. Hvorfor? Jo, på den måde behøvede jeg kun at arbejde tre dage på kontoret, mens jeg så kunne anvende fire dage til arbejdet med at forkynde og undervise om Bibelen.
„De vil sikkert være ude at forkynde hele tiden,“ sagde de. „Vi kommer aldrig til at se Dem.“ Jeg forsikrede dem om at jeg ville komme på kontoret som lovet. Så gik de med til aftalen — de havde brug for arbejdet! Senere tog jeg flere kompagnoner ind, og reducerede antallet af kontordage til to om ugen.
Jeg fremholdt pionertjenesten (heltidsbeskæftigelse som forkynder) som et mål for mine børn, og de har alle fire haft en andel i den; to af mine døtre har også tjent i adskillige år ved Jehovas Vidners hovedkontor. Det var da mit yngste barn var femten, jeg begyndte som pioner.
Tjeneste i områder hvor der er større behov
Omkring det tidspunkt hvor jeg begyndte som pioner, spurgte jeg Vagttårnets selskab hvor der var størst behov for forkyndere af Guds rige. Selskabet anbefalede da min familie og mig at tage til Stroudsburg i Pennsylvanien, der lå tilstrækkelig nær ved mit arbejde til at jeg kunne tilbringe to dage om ugen i New York og være pioner resten af ugen. Der var kun otte forkyndere i East Stroudsburg da vi flyttede dertil. Tyve år senere var der en blomstrende menighed, der bestod af mange som vi havde haft den forret at hjælpe til at blive kristne.
Da denne stærke gruppe ikke længere behøvede vor hjælp, følte vi at det var på tide at søge andre arbejdsmarker hvor der var behov for hjælp. Selskabet foreslog et område nær New York — Hackettstown i New Jersey. Det varede ikke længe før den første menighed blev oprettet, og så den anden.
En mand jeg besøgte dér, spurgte mig, efter at jeg havde præsenteret mig: „Hvor skal vi sætte os, indenfor eller udenfor?“ Man kan sikkert forestille sig mit forundrede ansigtsudtryk. Det viste sig at manden kort tid før havde talt flere timer med et Jehovas vidne i Californien, hvilket var første gang han nogen sinde havde hørt om Jehovas Vidner. Forkynderen, der var blevet begejstret over mandens interesse, havde sagt til ham: „Når De kommer hjem, så prøv at lytte til Jehovas vidner når de kommer til Deres dør!“
„Jeg troede det var hende der havde sendt Dem,“ forklarede manden. Men jeg var kun kommet der rent tilfældigt som led i den almindelige forkyndelse fra hus til hus. Denne mand virker nu som ældste i menigheden, og hans kone og to døtre er i pionertjenesten.
Ingeniøruddannelsen anvendt til Jehovas pris
I slutningen af 1930rne bad den daværende præsident for Vagttårnets selskab, J. F. Rutherford, mig om at udarbejde planer for en bygning der kunne tjene som tilflugtssted for betelfamilien hvis der skulle udbryde en alvorlig forfølgelse som kunne nødvendiggøre at man flyttede. Vi kunne ikke vide hvad denne bygning i Ithaca, New York, senere ville blive brugt til — nemlig Gilead, en skole der uddanner missionærer til at forkynde i andre lande.
For at holde trit med den stadig større udbredelse af bibelske bøger og blade, var der bestandig behov for at udvide Vagttårnsselskabets trykkerifaciliteter. I 1950 blev der således indviet en ny tilbygning til betelhjemmet og et nyt trykkeri til fremstilling af bibler, bøger og blade. Jeg havde den forret at udarbejde planerne til begge disse bygninger. Men det var ikke kun i Brooklyn man udvidede med henblik på trykning. Det blev besluttet at andre af Selskabets ejendomme skulle anvendes til dette formål. De lå ved Selskabets farm i den nordlige del af staten New York, og endnu en gang blev det min forret at udføre planlægningsarbejdet.
I 1972, efter at jeg havde været pioner i omkring tyve år, blev min kones helbred dårligere; hun fik problemer med at gå og med at tale. Det gjorde det nødvendigt for mig at holde op som pioner. Ikke desto mindre er mit mål i livet stadig det samme — at tjene Jehova Gud for evigt. Jeg forsøger at have en andel i forkyndelsesarbejdet hver dag. I en alder af toogfirs har jeg stadig et ret godt helbred.
Verdslig prestige kontra tilbedelsen af Jehova
Min karriere blev ikke forringet af at jeg satte Jehovas interesser først i livet, som mine kompagnoner havde frygtet. Som ingeniør har jeg fået lov at være med til at planlægge udformningen af mange kendte bygningsværker, for eksempel „Saint Louis-buen“ („Porten mod vest“) i Missouri, Torontos rådhus, Madison Square Garden og flere andre, både i De forenede Stater og andre steder i verden. Men i stedet for at søge ære og berømmelse som ingeniør, er jeg blevet klar over at den ære det virkelig er værd at stræbe efter, er af åndelig art. (Filipperne 3:7, 8) Alle vore evner og færdigheder har vi fordi vi er skabt af Gud i hans billede. — 1 Mosebog 1:26, 27.
Hvor meningsløst og tomt ville mit liv dog ikke have været hvis jeg var blevet ved at være ateist! Som Salme 14:1 siger: „Dårerne siger i hjertet: ’Der er ingen Gud!’“ Hvor er jeg glad for at jeg blev klar over at der er et meningsfyldt mål at stræbe efter, et der giver tilfredshed og evigt liv! Og jeg ser frem til, når jeg engang har fuldendt mit jordiske livsløb trofast, at skulle se Skaberen „ansigt til ansigt“, ham hvis eksistens jeg engang betvivlede.
[Tekstcitat på side 20]
’En kærlig Gud piner ikke sjælene i helvede,’ forklarede han. Jeg må indrømme at jeg følte mig draget mod en sådan Gud.
[Tekstcitat på side 21]
Min karriere blev ikke forringet af at jeg satte Jehovas interesser først i livet, som mine kompagnoner havde frygtet.