Tendenserne i tidens musik — kan de ændre dit liv?

HVORDAN forholder det sig med den moderne musik — rock, beat, punk, funk, blues, countrymusik og alle de mange andre former der er så udbredte i dag? Kan de, med eller uden tekst, påvirke ens tankegang eller undergrave ens åndelige sundhed?

Bill Mullane, en tidligere rockmusiker fra New Jersey i USA, fortæller hvordan han oplevede det: „Dengang jeg spillede basguitar i en rockgruppe følte jeg at det hele havde en fysisk virkning på mig. Man blev grebet af den stærke, pågående rytme og den aggressive stil. Det blev til en del af mig selv som musiker. Når jeg så opdagede hvordan tilhørerne blev revet med af de samme primitive kræfter, fik jeg lyst til at påvirke dem endnu mere. Sådan virker musikken; den tager magten fra én. Dengang var jeg selvfølgelig under påvirkning af narkotika, ligesom mange af tilhørerne var. Det får jubelen til at vokse endnu mere. Det er som om man kaster enhver begrænsning af sig. Man kan gå amok og glemme alle sine hæmninger.

Det er dét jeg tror der får de unge til at falde for de mange forskellige typer musik der er fremme i dag. De identificerer sig med dem og deres budskab. Når jeg nu tænker tilbage kan jeg se at musikken er et spejlbillede af deres meninger om verden og livet i dag. Som bekendt har vi alle atomtruslen hængende over hovedet. Hvem ved hvor lang tid vi har at leve i? Det får dem til at antage holdningen: ’Lev livet mens du kan. Få så meget som muligt ud af det.’“

Udtalelsen om unges identifikation med musikken fører os ind til sagens kerne. (Se Første Korinterbrev 15:32.) Er tendenserne i den moderne musik sådan at sande kristne har lyst til at identificere sig med ret mange af dem? For nylig stod der i den canadiske avis Toronto Star: „Sex og sadisme mødes når The Tubes [en rockgruppe fra San Francisco] holder koncert.“ Skribenten fortsatte: „Det der er social satire for The Tubes er måske ren og skær sado-masochisme, sex i slaveri, blasfemi og perversitet for enhver anden.“ Hvad kan kristendommen have tilfælles med noget sådant?

New York Post havde for ikke så længe siden en artikel der hed „The Rolling Stones’ sataniske verden“. Det var en helsides gennemgang af gruppens forbindelse med euforiserende stoffer. Den indstilling The Rolling Stones har til narkotika, sex og satandyrkelse kommer klart og kraftigt til udtryk i deres musik. Kan man stille sig på linje med deres holdninger samtidig med at man som kristen gerne vil identificere sig med Kristus? — 2 Korinter 6:14, 15.

Musik og spiritisme

Dette er desværre ikke den eneste fare ved visse former for moderne musik vi som samvittighedsfulde kristne må tage i betragtning. Apostelen Paulus formanede de kristne: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag; for os er kampen nemlig . . . imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Efeserne 6:11, 12) Vi må aldrig tage let på denne advarsel. Dæmonerne øver deres indflydelse vidt og bredt, og hvilken bedre metode til påvirkning af mennesker, især den opvoksende generation, kunne man forestille sig end netop det at bruge musikken?

Det viser sig efterhånden at mange grupper af moderne musikere er dybt engageret i spiritisme og okkulte handlinger. Andre gør sig i deres musik til talsmænd for forskellige af østens religioner og filosofier. Et eksempel:

I The New York Times har jazzkritikeren Robert Palmer i en artikel med overskriften „Jazzalbum gennemsyret af trolddom“ skrevet følgende kommentar angående en gruppe sorte jazzmusikere med navnet The Art Ensemble of Chicago: „The Art Ensemble of Chicago har som slogan: ’Den store sorte musik — fra fortid til nutid’ . . . Men ’sort’ kan forstås på mere end én måde her. Det kan også forstås som . . . de sorte voodoo-forbandelser der udtales i nattens mulm og mørke. Det er måske ikke ligefrem en ondartet form for ’sorthed’, men det er alligevel en plade man ikke ville finde på at spille selv ved det vildeste party. . . . Det er en genfærdsagtig ekspedition ind i hjertets dybeste mørke.“ Kunne man som discipel af Jesus Kristus tænke sig at have den slags musik i sin samling?

Når man tænker på det Paulus skrev til de kristne i Efesus om ondskabens åndemagter, ville det da være rigtigt af en kristen i dag at have grammofonplader i sin samling der forherliger dæmonisme og spiritisme? Hvis den kristne ved at visse grupper er stærkt engageret i okkulte interesser, kan han da gå ud fra at dette ikke på nogen måde giver sig udslag i deres musik, og i deres tekster eller i billeder på deres pladeomslag?

En bestemt gruppe har for eksempel et nummer der kaldes „Mr. Crowley“. Hvem er Mr. Crowley? Det er en nutidig satandyrker der går ind for trolddomskunst og djævledyrkelse! I mange tilfælde er et enkelt blik på pladeomslaget nok til at et kristent vidne for Jehova kan afgøre om han skal købe en bestemt plade eller lade være, specielt hvis der på omslaget er symboler hentet fra trolddomskunst, dæmonisme og hedenskab eller fra det okkulte.

Den tidligere natklubstjerne Gordon Grant, der har spillet både jazz og rockmusik i Los Angeles, fortæller: „Alle de grupper jeg har arbejdet sammen med, har haft en eller anden tilknytning til spiritisme. Når man mødte nogen for første gang, var det første udspil altid at man spurgte: ’Hvilket tegn er du født under?’ De tog astrologien alvorligt, og dyrekredsens tegn havde stor betydning.“ Ønsker du at have forbindelse med astrologi og andre dæmoniske handlinger? — 5 Mosebog 18:10-13.

Musik og umoralitet

I sit brev til de kristne i Efesus gav Paulus andre utvetydige råd der finder anvendelse på musikken i vor tid: „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge [derunder også havesyge af seksuel art] end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd . . . eller sjofel skæmten.“ — Efeserne 5:3-5.

I forældre og I unge: Har I undersøgt teksterne på nogle af de plader der kan købes — eller som I måske allerede har derhjemme? I synes måske at musikken er god eller at den har en rytme I godt kan lide. Til at begynde med tænker man ikke over teksten, men før man ved af det går man alligevel rundt og nynner melodien. Selv på forskellige offentlige steder, for eksempel i skøjtehaller, kan man høre groft umoralske sange. Ville det være rigtigt af Jehovas vidner at komme et sådant sted — for eksempel løbe på skøjter og more sig i takt til den slags musik? Her vil nogle måske spørge hvad ondt der kan være i det.

I deres musik gør forskellige populære grupper sig til talsmænd for umoralitet og stofmisbrug som en hel livsform. Ja, deres musik er faktisk en reklame for deres måde at leve på. „Jeg vil vide hvordan du er at gå i seng med“ og „Hun er varm, hun er sexet“ hedder to melodier fra en plade der for nylig blev udgivet. En berømt sanger udtrykker sin mening om sagen på selve pladeomslaget: „Jeg kan ikke se noget forkert i sex mellem hvem som helst når de er enige om det. . . . Jeg tror ikke på filosofier der er alt for strengt moralske.“ Hvordan kan sande kristne have noget tilfælles med folk der har en holdning som den der kommer til udtryk i sådanne tekster og tanker? Bør kristne identificere sig med sådanne der er „mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til“? — Efeserne 4:18; se også Første Mosebog 39:7-12.

Den ældre generations musik

De midaldrende vil måske mene at det nævnte kun gælder de unge og deres musik. Men hvordan forholder det sig egentlig med de 20 eller 30 år gamle melodier der er blevet evergreens i dag? Nogle af disse er måske værd at passe på. „Big Spender“ handlede om en prostitueret der prøvede at lokke en kunde. „Fever“ var en slet tilsløret beskrivelse af intenst seksuelt begær. Og „Aldrig om søndagen“ handler om en prostitueret kvindes ’arbejde’. Hvor mange har ikke i tidens løb sunget med på disse melodier, uden at tænke på hvad det var de sang?

Vi kunne blive ved at give eksempler der viser hvor underfundigt Satan ved hjælp af musik kan liste fordærvende tanker og holdninger ind i vort sind, ting vi ellers øjeblikkelig ville afvise. Hvad viser eksemplerne? At vi alle, unge såvel som ældre, alvorligt må overveje hvad det er for en form for musik vi lytter til. Uden at tænke over det har vi måske identificeret os selv med den „udsvævelsernes sump“ der findes i denne verden. — 1 Peter 4:4.

Dette giver stof til eftertanke for alle kristne — hvad enten de er ældste i en menighed, forældre, unge eller børn. Af pladshensyn kan vi ikke her bringe alle de vidnesbyrd der viser hvor nedbrydende visse former for musik — både „seriøs“ og moderne — kan være. Men enhver samvittighedsfuld kristen gør vel i at ransage sig selv og sin pladesamling, og derefter reagere sådan som man bibelsk set bør gøre.

Hvad kan man gøre som kristen?

Da Paulus forkyndte i Efesus, fik han så gode resultater i sin tjeneste at mange der havde beskæftiget sig med det okkulte, tog imod kristendommen og konsekvent tog de nødvendige skridt for at sikre deres åndelige sundhed. Beretningen siger: „En hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres [spiritistiske] bøger sammen og brændte dem for alles øjne. Og de regnede værdien af dem sammen og fandt at de var halvtreds tusind stykker sølv værd. Således gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.“ — Apostelgerninger 19:18-20.

Vil Jehovas ord blive ved med at gå fremad og virke med styrke i dit tilfælde? Om nødvendigt, er du da også villig til resolut at tage visse skridt for stadig at kunne høre til Jehovas hellige folk? (Efeserne 5:3) For nylig blev dette spørgsmål præsenteret for en stor gruppe Jehovas vidner der alle er heltidstjenere. Resultatet var at de skilte sig af med så mange grammofonplader at det fyldte adskillige store affaldsspande; det var plader der havde umoralsk indhold, viste dæmoniske tendenser eller forherligede denne verdens fordærvede livsform. Det var ikke pladernes værdi i kroner og øre der betød noget, men den skadelige virkning de kunne have på ejernes åndelige sundhed.

Nogle kunne måske tænke sig at vi mere specifikt skulle nævne moderne grupper eller musiktyper. Paulus skrev imidlertid: „Den faste føde er for modne mennesker, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevner opøvet til at skelne mellem ret og uret.“ (Hebræerne 5:14) Når en moden kristen bruger sin bibeloplærte samvittighed, vil han ikke have vanskeligt ved at skelne hvilke former for musik han kan godtage. Jehovas vidner behøver ingen talmud fyldt med forbud og ingen „sort liste“ over forbudt musik for at vide hvordan de skal forholde sig. Lad enhver bruge sin skelneevne, idet han søger at behage sin himmelske Fader i alle ting, også ved sit valg af musik. — Efeserne 5:18-20; Filipperne 1:9-11.

[Illustration på side 9]

Opfordrer dine grammofonplader til spiritisme, stofmisbrug eller umoralitet?