De fandt ’en kraft som er ud over det normale’

NÅR et familiemedlem dør, bringer det stor sorg og smerte. Og når det drejer sig om et barn, gælder dette i endnu højere grad. Hvordan ville du føle det hvis det var dig der havde mistet dit barn, og du så bagefter blev anklaget for uagtsomt manddrab? Hvad hvis folk kaldte dig morder, hvis din chef besluttede at afskedige dig, hvis dine naboer vendte sig imod dig? Hvordan ville du være til mode? Hvad ville du gøre? Hvis du stod i den situation, ville du sikkert føle at du havde brug for en kraft som var ud over det normale.

En pludselig krise

Dennis og Bernadette Cyrenne, der bor i en lille mineby i den nordlige del af Ontario i Canada, kom ud for dette. Det begyndte da deres tolvårige datter, Sara, pludselig fik en sjælden blodsygdom. En læge på det stedlige hospital anbefalede blodtransfusioner. Men på grund af deres respekt for Guds lov angående livet og blodet, samt de medicinske oplysninger de gennem årene havde tilegnet sig, besluttede forældrene sig til ikke at lade Sara få denne behandling. — 1 Mosebog 9:4; Apostelgerninger 15:28, 29.

De håbede at finde en alternativ behandlingsform og skyndte sig derfor at bringe Sara til Thunder Bay, der lå 400 kilometer borte, men fik det samme svar af lægerne dér. Det fik dem dog ikke til at opgive deres søgen, så de tog Sara med sig fra hospitalet. Otte timer senere sluttede Saras kamp for livet. For hendes forældre var det kun begyndelsen.

Et voksende pres

Umiddelbart efter blev de anklaget for at have vist en uforsvarlig adfærd i forbindelse med datterens ’bortførelse’ fra hospitalet, og for at have vist forsømmelighed i forbindelse med hendes død. De fik besked om at tage hjem og vente indtil sagen kom for retten.

Da de var kommet hjem, spredte nyheden om Saras død og om anklagerne sig hurtigt i det lille samfund. Billeder og artikler dukkede op i aviserne, og de ’forfærdelige ting’ de havde gjort blev et stående samtaleemne i byen. Livet blev meget vanskeligt for ægteparret Cyrenne.

Før der var gået to uger havde nogle af kvinderne i byen sammensat en skrivelse hvori de forlangte at Bernadettes chef fyrede hende; ellers ville de boykotte forretningen. Så mistede hun sit arbejde. Hvor de end gik hen, mødte de mennesker der talte ondt om dem, kaldte dem mordere, sagde til dem at de ikke var velkomne og at de burde smides ud af byen.

Hvordan ville du have haft det i deres sted? Hvem kan man søge hjælp hos når det lader til at alle er imod en? „Det var ikke altid let at gå igennem byen med rank ryg,“ sagde Bernadette. „Men vi kunne gøre det fordi vi vidste at det vi havde gjort var det rigtige og at Jehova Gud var på vores side.“ Hvordan kunne hun sige det? Hvad havde givet dem den vished?

Kilder til styrke

Det de havde lært ud fra Bibelen blev ved med at dukke op i deres tanker lige fra begyndelsen, og hjalp dem til træffe de rigtige beslutninger. Dennis fortalte senere at han hele tiden tænkte på skriftstedet i Jakob 2:24 mens han var på hospitalet. I det skriftsted står der: „I ser at et menneske bliver erklæret retfærdigt som følge af gerninger, og ikke som følge af tro alene.“ Det hjalp ham til at forstå at det ikke er nok at vide hvad Bibelen siger om noget bestemt; man må også handle derefter. Han var derfor aldrig i tvivl om hvad han skulle gøre.

Hans kone Bernadette havde det åbenbart på samme måde, for da han fortalte hende om hvad han havde besluttet med hensyn til Sara, svarede hun uden tøven: „Jeg vil støtte dig alt hvad jeg kan.“ Det styrkede og opmuntrede ham meget.

De kristne i Thunder Bay fik ved deres kærlighed, bønner og støtte Dennis og Bernadette til at føle at de aldrig var alene, selv om de var langt hjemmefra. „Brødrene viste os så stor kærlighed,“ sagde Dennis. „De tilbød at hjælpe os både økonomisk og åndeligt, og vi kunne mærke virkningen af deres bønner.“

Blandt dem der hjalp var Peter Cramb, en ældste i den lokale menighed af Jehovas Vidner. Han var på stedet allerede da Dennis og Bernadette ankom til hospitalet, og han veg ikke fra dem gennem hele deres prøvelse. Han støttede og hjalp dem, selv om han var fuldt ud klar over at han kunne blive sagsøgt for det. Som det senere skulle vise sig, blev der også rejst tiltale mod ham.

Både Peter og ægteparret Cyrenne var bekymrede og under stort pres, da retsmødet nærmede sig. Selv om de vidste at Jesus havde lovet sine disciple at de ville få indgivet fra Gud hvad de skulle sige, og derfor ikke behøvede at være bekymrede, forstod ægteparret at det ikke betød at der ikke var andet de kunne gøre end at vente. (Markus 13:11) I stedet studerede de i mere end et år igen og igen alt hvad der havde at gøre med deres beslutning. Den trøst de fandt i Bibelen, især i skriftsteder som Hebræerbrevet 13:6 og Salme 84:12, styrkede deres tro i denne periode.

Gode oplevelser

Selv om mange i byen reagerede negativt, endte nogle tilsyneladende dårlige oplevelser med at være gode og meget opmuntrende. Bernadette fortalte for eksempel en oplevelse om en kvinde der arbejdede på en lokal restaurant. „Hun så det som sin opgave at tale meget højt om mig i restauranten; hun kaldte mig morder, sagde at jeg var ond og at ingen kunne lide mig,“ husker Bernadette. „Ja, hun sagde alt muligt.“ Ved omtrent samme tid blev kvindens 18-årige søn arresteret, anklaget og fængslet for at have sprængt en politibetjents bil i luften.

En dag kom Bernadette og kredstilsynsmandens kone, Helen, tilfældigt til kvindens dør i forkyndelsen fra hus til hus. „Hvis jeg kan se denne kvinde i øjnene,“ tænkte Bernadette, „så får jeg det godt igen.“ Så bankede de på.

„Nej, jeg er ikke interesseret,“ sagde kvinden i en nedladende tone så snart hun så hvem det var der besøgte hende. Hun var klar til at lukke døren.

Men Bernadette var besluttet på at samtalen ikke skulle få lov at slutte dér, så hun svarede taktfuldt: „Fru M ——, jeg har tænkt så meget på Dem, og det gør mig ondt at De har haft så store problemer.“

„Er det virkelig sandt?“ svarede kvinden, fuldstændig overrumplet. „Jamen, vil De ikke komme indenfor?“

I de næste tyve minutter udøste hun sit hjerte for dem og kunne slet ikke holde op med at snakke om sin søn. Helen fornemmede at situationen indbød til at hun brød ind, og sagde roligt: „Fru M ——, De har stadig Deres søn, men hun har ikke sin datter.“

Det førte samtalen ind på hvad Bibelen siger om døden og om opstandelsen, og hvordan det hjalp Bernadette til at udholde de store problemer og prøvelser. Dette, samt den uselviske kærlighed der blev vist kvinden på trods af det hun havde gjort, formildede hende fuldstændig.

Senere, da sagen var kommet for retten, kom kvinden hen i retsbygningen. Det var den samme retsbygning som hendes søn var blevet dømt i. Ved sønnens domfældelse havde kun hun og hendes mand været til stede. Men denne gang var retssalen stopfyldt; over 260 mennesker var kommet fordi de alle var levende interesseret i hvordan det gik Dennis og Bernadette Cyrenne. Det var et stort vidnesbyrd for kvinden. Ja, hun blev så bevæget at hun omfavnede Bernadette.

Dennis fortæller hvordan Jehova hjalp dem på helt uventede måder. I månederne før sagen kom for retten havde han tit tænkt på hvad der mon ville ske med hans arbejde og huset, som han havde købt gennem mineselskabet, hvis han nu skulle i fængsel. Da han talte med sin chef om det, sagde denne simpelt hen: „Du skal ikke være bekymret, Dennis. Det er der slet ingen grund til at snakke om. Folk som dig kommer ikke i fængsel.“

En af hans unge arbejdskammerater bemærkede at det måtte have været meget ubehageligt når folk var så uvenlige. „Der var endda nogle der sagde at de ville skyde dig hvis de fik lejlighed til det,“ tilføjede han. Efter at have forklaret sagen ganske kort, foreslog Dennis at arbejdskammeraten læste Esajas 50:7, 9, når han kom hjem. Som følge deraf fik den unge mand og hans familie et bibelstudium og begyndte at komme til de kristne møder i den lokale rigssal.

Peter Cramb havde været et Jehovas vidne i omkring 25 år, men følte alligevel at han først nu lærte hvad det vil sige at stole på Jehova. Salmistens ord fik sand mening: „Jeg råbte til [Jehova] i nød, og han svarede mig. [Jehova], udfri min sjæl fra løgnelæber, fra den falske tunge!“ — Salme 120:1, 2.

Dommen

Tre måneder efter at sagen var kommet for retten, blev kendelsen afsagt af domstolen i Thunder Bay. Alle tre anklagede blev frifundet. Selv om dommeren ikke var enig med dem i deres bibelske syn på blodet, erkendte han at deres beslutning „ikke var overilet eller fanatisk, men baseret på ægte tro“.

Den hånlige opførsel som visse mennesker i byen havde vist, fandt dommeren heller ikke berettiget. Han sagde i forbindelse med sin kendelse: „Bernadette Cyrenne . . . forekommer mig at være en oprigtig, kærlig og medfølende moder, der lever et sundt og harmonisk familieliv. Ja, i virkeligheden er familien Cyrennes familieliv noget enhver kristen familie med fordel kunne efterligne.“

For Bernadette og Dennis Cyrenne og for Peter Cramb har disse oplevelser yderligere styrket overbevisningen om at „dem, der vandrer i uskyld, nægter [Jehova] intet godt“. (Salme 84:12) De har personligt set Guds kærlighed, magt og visdom i virksomhed gennem håbet og trøsten fra hans ord, Bibelen, og gennem medkristnes utrættelige støtte. Det har mere end noget andet givet dem en kraft som er ud over det normale. — 2 Korinter 4:7.