En apostel tager til orde mod frafald

Vi anbefaler at du, for at få størst muligt udbytte af denne artikel, læser den bog i Bibelen der kaldes Johannes’ første brev. Det er kun nogle få sider.

HENIMOD slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning truede en alvorlig og snigende fare den første kristne menighed. Bestod denne fare i forfølgelse fra nogle uden for den kristne menighed? Nej, den største fare var den der kom indefra. Den skjulte fjende var frafald.

I år 98 e.v.t. var der kun én apostel tilbage, og han virkede som et sidste værn mod det der senere skulle blive til en bølge af falsk lære og religiøse og politiske kompromis’er. Det var den gamle apostel Johannes, der var søn af Zebedæus og broder til apostelen Jakob, som havde lidt martyrdøden omtrent 54 år tidligere. Som ung havde Johannes arbejdet side om side med Jesus mens denne udførte sin korte jordiske tjeneste. Jesus kaldte Johannes en ’tordensøn’, måske på grund af hans dynamiske personlighed. Nu hvor han var en meget gammel mand, skrev han et kraftfuldt brev med advarsler og vejledning til de kristne menigheder. Det han skrev har også stor betydning for os i dag. — Markus 3:17; Lukas 9:51-56.

Johannes var klar over at et frafald var ved at snige sig ind blandt hans medtroende. Apostelen Paulus havde tidligere forudsagt at det ville ske. (Apostelgerninger 20:29, 30) I utvetydige vendinger afslørede Johannes bedragerne, idet han sagde: „Allerede nu [er der] kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time. De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os.“ At Johannes taler om „antikrister“ i flertal, viser at frafaldet ikke var begrænset til én person, men omfattede mange der afviste det syn på Kristus der fremlægges i Bibelen. — 1 Johannes 2:18, 19.

Hvem var disse antikrister? Og hvordan forsøgte de at bedrage deres medtroende? Da Johannes afslørede de frafaldne antikrister, sagde han sin mening rent ud. Han angreb dem på tre punkter: (1) De afviste at Kristus kom i kødet, (2) de afviste at Jesus var Messias og Guds søn, og (3) de afviste at de selv var syndere.

Kom Kristus i kødet?

Måske spørger du: ’Hvordan kunne nogle som var troende afvise at Jesus var kommet i kødet?’ Henimod slutningen af det første århundrede var nogle kristne tilsyneladende blevet påvirket af græsk filosofi, deriblandt den tidlige gnosticisme. Disse frafaldne nærede den anskuelse at alle materielle ting var onde, også det kødelige legeme. For de frafaldne antikrister at se, kunne Jesus derfor ikke være kommet i „det onde kød“, men snarere som en ånd. Johannes viser klart at han tager afstand fra disse teologiske ræsonnementer der bestred at Kristi sonoffer var til nogen nytte. Han skriver derfor at Jesus Kristus var „en retfærdig“ som var et „sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens“. — 1 Johannes 2:1, 2.

I enkle men utvetydige vendinger forklarer Johannes senere spørgsmålet nærmere: „Enhver inspireret udtalelse der bekender Jesus Kristus som kommet i kødet, er af Gud, men enhver inspireret udtalelse som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud.“ — 1 Johannes 4:2, 3.

Var Jesus ikke Messias?

Det lader til at visse andre navnkristne af jødisk herkomst var begyndt at benægte at Jesus var Messias og Guds søn. Johannes fordømmer en sådan mangel på tro, idet han siger: „Hvem er løgneren om det ikke er den der fornægter og siger at Jesus ikke er Messias? Denne er antikrist, den der fornægter Faderen og Sønnen.“ (1 Johannes 2:22) Johannes’ ligefremme udtryksmåde giver ingen rum for tvivl.

Senere rejser Johannes et andet spørgsmål for at underbygge sit argument: „Hvem er det der sejrer over verden, uden den som tror at Jesus er Guds søn? . . . Jeg har skrevet disse ting til jer for at I kan vide at I har evigt liv, I som tror på Guds søns navn.“ — 1 Johannes 5:5, 13.

Er vi syndere?

Hvor utroligt det end lyder, var der nogle af antikristerne der sagde at de var uden synd. Muligvis har de ment at de var ude af stand til at synde, eftersom de betragtede sig selv som frelste. Hele brevet igennem sætter Johannes derfor ind på at få dem ud af denne vildfarelse. Han siger for eksempel: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv og sandheden er ikke i os. . . . Hvis vi siger: ’Vi har ikke syndet,’ gør vi ham [Gud] til en løgner, og hans ord er ikke i os.“ — 1 Johannes 1:8-10.

’Men hvad er synd?’ spørger du måske. Det græske ord hamartiʹa betyder ordret „at ramme ved siden af målet“. Under inspiration giver Johannes en mere omfattende forklaring: „Enhver som øver synd øver også lovløshed, og synd er således lovløshed [græsk: anomia, betegnende en foragt for og overtrædelse af loven; uretfærdighed ondskab] . . . Den der øver synd er af Djævelen . . . Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd.“ — 1 Johannes 3:4, 8, 9.

Vi er ganske vist alle syndere. Men Johannes ønsker at fordømme den der med vilje synder eller overtræder loven, den der „øver synd“. Senere understreger han hvor alvorligt det forholder sig med den der øver synd: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke.“ (1 Johannes 3:10; 5:18) Måtte vi derfor undgå at handle ukristent ved at øve synd.

Hvad var årsagen til frafaldet?

Hvilket motiv kunne ligge bag disse lærepunkter der afveg fra den sande kristendom? En mulighed nævnes af William Barclay, en nutidig græskkyndig, der skriver at de problemer Johannes søgte at bekæmpe stammede fra mænd „hvis mål var at gøre kristendommen intellektuelt respektabel . . ., [mænd] der kendte tidens intellektuelle tendenser og retninger, og som ønskede at give kristendommen udtryk gennem disse aktuelle filosofiske tanker. [Problemerne] stammede fra nogle der mente at tiden var inde til at kristendommen nåede til enighed med verdslig filosofi og samtidens tænkning.“

Et lignende synspunkt, der angriber den sande tros grundvolde, er af nogle blevet fremholdt i nyere tid. Disse angribere ønsker at udvande den kristne lære og gøre den mere acceptabel for denne verdens agtede og intellektuelle. Hvis de meninger som nogle i de senere år har givet udtryk for, var blevet taget til efterretning, ville Jehovas Vidner ganske givet have mistet deres enestående „urkristne“ karakter og livskraft.

Derfor har Johannes’ vejledning så stor betydning, også i vor tid: „For dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ At holde disse bud indbefatter at vi forkynder den gode nyhed om Guds rige og holder os adskilt fra verden og neutrale i dens konflikter, mens vi gør vort yderste for at hellige Jehovas navn og udvise sand kærlighed. — 1 Johannes 5:3; Markus 13:10; Johannes 17:16; Mattæus 6:9; 1 Johannes 3:23.

En modgift mod synd og frafald

Findes der noget der kan hjælpe én til ikke at øve synd? Johannes svarer: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, FOR GUD ER KÆRLIGHED.“ Med slående enkelhed understreger Johannes således sit argument. Nøglen er kærlighed. Og Guds kærlighed som den kommer til udtryk gennem hans søn kan modvirke følgerne af synd. „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham.“ Hvordan bør denne kundskab virke på os? Johannes svarer: „I elskede, når det er sådan Gud elskede os, er vi også skyldige at elske hinanden.“ — 1 Johannes 4:8-11.

Hvis vi virkelig elsker Gud og vor næste, vil vi modstå den dårlige påvirkning fra synd og frafald. Kærlighed går ikke med vilje mod Guds love og principper. Ikke desto mindre advarer Johannes: „Der er synd som er til døden.“ Frafaldne som ikke angrede ville afgjort høre til dem der fortjente ødelæggelse. — 1 Johannes 5:16, 17; Mattæus 12:31; Lukas 12:10; Hebræerne 6:4-6; 10:23-27.

Hvis advarslerne mod synd og frafald er en mørk tråd der løber igennem Johannes’ brev, er ordene om ægte kærlighed en perlerække på tråden. Hans brev indeholder en alvorlig advarsel, men der er tre tilbagevendende temaer som lyser klart op — kærlighed, lys og liv. Johannes siger: ’Undgå løgnerne, antikristerne, de frafaldne. Kast mørket af jer, gå i lyset. Vend jer bort fra had og vis kærlighed. Modstå synden, men vid at hvis I skulle begå en synd, har I en hjælper eller en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus.’ Ja, „dette er det vidnesbyrd der er aflagt, at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans søn“. — 1 Johannes 5:11; 2:1, 2.

Til slut advarer Johannes: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ (1 Johannes 5:21) I det gamle Rom var der god brug for en sådan vejledning. Og for dem der i dag ønsker at leve efter den sande kristendom og undgå frafald, har denne vejledning også stor betydning. Måtte vi derfor følge Johannes’ inspirerede vejledning. Den vil hjælpe os til at modstå synden, til at vise ægte kristen kærlighed, gå på sandhedens vej og blive ved med at stå fast imod frafaldet.

[Illustration på side 10]

Græsk filosofi førte til frafald