Spørgsmål fra læserne

● Er det muligt at Bibelens forbud mod blod kun gælder blod af dyr der er blevet dræbt af mennesker, og ikke kød med blodet i fra et selvdødt dyr, eller blod fra et levende dyr eller menneske?

Nogle har draget denne slutning, idet de henviser til nogle få bibelsteder der tilsyneladende støtter denne tanke. De mener derfor at det ikke ville være forkert at modtage transfusion af blod fra en levende donor. Dette ræsonnement kan umiddelbart lyde velbegrundet, men en omhyggelig undersøgelse af de skriftsteder der henvises til, samt andre skriftsteder der har betydning i denne sammenhæng, viser at Gud kræver at hans folk afholder sig fra at indtage blod og at opretholde livet ved hjælp af blod, hvad enten dette kommer fra en levende eller en død skabning.

Der blev sagt til israelitterne: „I må ikke spise noget selvdødt dyr. Du kan give det til den fremmede inden dine porte, at han kan spise det, eller du kan sælge det til en udlænding. Thi du er et folk, der er helliget [Jehova] din Gud.“ (5 Mosebog 14:21) Israelitterne havde lov til at sælge det døde dyr til en fremmed, selv om blodet ikke var løbet fra. I tilsyneladende modstrid med dette siges der i Tredje Mosebog 17:10: „Om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk.“ Hvad skyldes forskellen mellem disse vers?

Nogle har som forsvar for deres synspunkt hævdet at Femte Mosebog 14:21 tillod den fremmede at spise kød med blodet i hvis det kom fra et dyr der ikke var dræbt af mennesker, for i så fald var det ikke nødvendigt at give dyrets blod (der repræsenterede livet) tilbage til Gud. Det kunne se ud til at Tredje Mosebog 17:15 støtter denne tanke; der siges her at den indfødte eller fremmede der spiste „selvdøde eller sønderrevne dyr“ blot skulle „bade sig . . . og være uren til aften“. Det kunne altså se ud til at man ikke pådrog sig nogen større skyld ved at spise blod, når blot dyret ikke var blevet slået ihjel af mennesker. Nogle gør derfor gældende at det ikke ville være forkert at modtage blod fra en levende skabning, og bruge det til føde eller transfusion.

Er det imidlertid spørgsmålet om hvordan dyret døde, der udgør den grundlæggende forskel mellem Femte Mosebog 14:21 og Tredje Mosebog 17:10, 15? Det bibelske svar må være nej.

Israelitterne vidste at de absolut ikke måtte spise kød med blodet i fra et selvdødt dyr eller fra et dyr der var blevet sønderrevet af et rovdyr. Ved Sinaj bjerg havde de fået at vide at de skulle skille sig af med sådanne ådsler. (2 Mosebog 22:31) Femte Mosebog 14:21 harmonerer hermed. Israelitterne i det forjættede land får her befaling om at skaffe sig af med dyr som blodet ikke var løbet fra, men fik tilladelse til at sælge dem til fremmede.

Lad os nu omhyggeligt læse Tredje Mosebog 17:10. Der siges her at ingen „af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem,“ måtte nyde blod. Skyldtes det at dyret var blevet dræbt af et menneske og at blodet derfor skulle gives tilbage til Gud? At hævde dét ville være at lægge mere i verset end det siger. Hvis man desuden kun pådrog sig skyld dersom blodet kom fra et dyr der var blevet dræbt af mennesker, ville Femte Mosebog 14:21 og Anden Mosebog 22:31 ikke have forbudt israelitterne at spise kød med blodet i fra dyr der ikke var dræbt af mennesker. Og dog var israelitterne helt på det rene med at de ikke måtte spise den slags kød. Ezekiel sagde: „Jeg har endnu aldrig været uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra barnsben aldrig spist.“ — Ezekiel 4:14; jævnfør 44:31.

Hvad er da forklaringen på at Femte Mosebog 14:21 tillader salg af kød med blodet i til den „fremmede“, mens Tredje Mosebog 17:10 forbyder den „fremmede“ at nyde blod? Både Guds folk og forskellige bibelkommentatorer anerkender at forskellen må ligge i den implicerede fremmedes religiøse standpunkt. Opslagsværket Aid to Bible Understanding påpeger på side 51 at udtrykket „den fremmede“ eller „fastboende udlænding“ til tider henviser til en blandt israelitterne der ikke helt havde omvendt sig til israelitternes religion. Det ser ud til at det er dette der menes med udtrykket „den fremmede“ i Femte Mosebog 14:21, nemlig en der ikke forsøgte at holde alle Guds love og som anvendte dyrekroppen på en måde der muligvis af israelitterne og af dem der havde antaget deres religion, ville blive betragtet som uren. Denne forklaring har jødiske lærde også fremsat.a

Ingen der tilbad Gud måtte altså nyde blod, uanset om det kom fra (eller fandtes i kødet fra) et selvdødt dyr eller fra et dyr der var slagtet af mennesker. Men hvorfor står der da i Tredje Mosebog 17:15 at det kun førte til urenhed at spise kød med blodet i fra et selvdødt dyr eller fra et dyr der var blevet sønderrevet og dræbt af et rovdyr?

Tredje Mosebog 5:2 (NW) giver os et fingerpeg. Der står: „Når en sjæl rører ved noget urent, enten den døde krop af et urent vildt dyr . . . , så er han, skønt det har været skjult for ham, alligevel uren og har pådraget sig skyld.“ Ja, Gud forstod at en israelit kunne fejle af vanvare. Tredje Mosebog 17:15 kan derfor ses som en forholdsregel i tilfælde af en sådan fejltagelse. Hvis en israelit for eksempel spiste kød der blev serveret for ham og senere erfarede at blodet ikke var løbet fra det, havde han begået en synd. Men fordi det var sket af vanvare, kunne han tage skridt til at blive ren. Det er imidlertid værd at lægge mærke til at hvis han ikke tog disse skridt, „[skulle] han undgælde for sin brøde“. — 3 Mosebog 17:16.b

At spise kød med blodet i var altså ikke nogen ubetydelig sag; det kunne endda føre til døden. Ingen sande tilbedere (det være sig israelitter eller fremmede der havde antaget israelitternes religion) måtte med forsæt spise kød med blodet i, uanset om det kom fra et selvdødt dyr, et dyr der var blevet dræbt af et andet dyr eller et dyr der var blevet slagtet af et menneske. (4 Mosebog 15:30) Mange år senere bekræftede apostelrådet dette. I et brev til de kristne der udgjorde det åndelige „Guds Israel“ forbød det spisning af „det kvalte“, og skelnede ikke mellem hvorvidt kødet med blodet i var fra et dyr der var blevet kvalt ved en ulykke, eller det var fra et dyr der var blevet kvalt af et menneske. — Galaterne 6:16; Apostelgerninger 21:25.

Apostelrådet befalede også Guds tjenere at ’afholde sig fra blod’. Hvis disse salvede kristne ikke måtte nyde blod der fandtes i kødet fra et kvalt dyr, havde de absolut heller ikke lov til at modtage blod fra en levende skabning. Det er ikke svært at forstå at hverken de gamle israelitter eller lydige kristne i dag ville gøre som det afrikanske stammefolk der skyder pile i halsblodåren på levende kvæg for at opsamle blod, som de blander med mælk og drikker. På samme måde kan Guds tjenere ikke acceptere den medicinske praksis hvor en vis mængde menneskeblod opsamles og senere gives som transfusion i den hensigt at forlænge livet. Denne fremgangsmåde strider imod den fordømmelse Gud har udtalt over den der „nyder noget blod“ og budet om at kristne skal ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:28, 29; 3 Mosebog 17:10.

På trods af pres i retning af at udvande Guds krav, véd sande kristne at livet er en gave fra Jehova Gud og at det skal bruges i overensstemmelse med hans vejledning. De adlyder Gud, uanset om det lige i øjeblikket forekommer hensigtsmæssigt eller ej. Apostelgerninger 15:28, 29 befaler for eksempel kristne at afholde sig fra afgudsdyrkelse. Derfor ville en sand kristen der blev truet med døden hvis han nægtede at tage del i afgudsdyrkelse, ikke hævde at eftersom „en afgud intet er“, var der ingen grund til at han mistede sit nuværende liv på grund af noget der bare var et symbol. (1 Korinter 8:4) De tre trofaste hebræere satte et storslået eksempel i lydighed, ligesom de første kristne der valgte døden i arenaen fremfor at kaste røgelse på et alter. — Daniel 3:1-18.

Hvis der i dag opstår et problem angående blod, som når en ulykke eller en operation forårsager et stort blodtab, vil den kristne heller ikke bryde sin integritet. Han adlyder sin Livgiver og har fuld tillid til at hans evige liv ikke er i fare, selv om han skulle miste sit nuværende liv trods den bedste alternative medicinske behandling. Jesus sagde til sine disciple: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Mattæus 10:28.

De seneste medicinske oplysninger viser at det som regel ikke er absolut nødvendigt at give blodtransfusion for at redde et menneskes liv. Erfarne læger bekræfter at almindelige erstatningsmidler i de fleste tilfælde er lige så gode. Man kunne måske endda anstille den betragtning at antallet af mennesker der kun har kunnet bevare livet ved hjælp af blodtransfusion, sandsynligvis er mindre end antallet af dem der er døde af en blodtransfusions eventuelle bivirkninger. Kristne vil under alle omstændigheder være fast besluttede på at adlyde Gud og respektere hans syn på blodet.

Sande kristne i dag spiser altså ikke kød med blodet i, uanset om det er fra et dyr der er blevet slagtet af mennesker, eller fra et dyr der er død på en anden måde. De vælger heller ikke at opretholde livet ved at modtage blod fra levende skabninger, det være sig dyr eller mennesker. De anerkender Jehova som deres Livgiver og er fast besluttede på at adlyde ham i enhver henseende.

[Fodnoter]