En nydelsessyg verden vil snart forsvinde!

HISTORIEN er fuld af eksempler på mægtige riger og imperier der er sunket i grus som følge af moralsk forfald, løsagtighed og overdreven hang til fornøjelser. Selv inden for enkelte nationer er dynastier eller regimer gået til grunde når trangen til fornøjelser har undermineret moralen.

For eksempel skriver William Morey i sin bog Outlines of Roman History (Grundtræk af Roms historie): „Hvis vi blev spurgt om hvad symptomerne var på [Roms] moralske forfald, måtte vi svare: klassernes selviskhed; ophobningen af rigdom, . . . kærligheden til guld, og lidenskaben for luksus . . . Det var de moralske sygdomme, som næppe kunne helbredes af nogen regering.“

Ser vi ikke at folk i dag er opslugt af en livsform der bærer præg af verdslighed og fornøjelser? Lever vi ikke i en nydelsessyg verden? Jo, for selv om mange stadig giver religionen en vis plads, har selskabelighed og adspredelser fået førstepladsen. Folk er blevet som de var på Noas tid — helt optaget af sådanne ting som ’at spise og drikke’. De har for travlt med at tilfredsstille deres ønsker til at de giver agt på deres åndelige behov. Ja, interessen for og støtten til religion er ringe. — Mattæus 24:37-39.

Denne hang til fornøjelser og den dalende støtte til religionen får særlig betydning når vi tænker på hvordan et andet gammelt imperium, Babylonien, gik til grunde. De usædvanlige detaljer ved dette fald blev, ligesom andre historiske beretninger, nedskrevet i Bibelen af en bestemt grund: „De blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ — 1 Korinter 10:11.

En gammel lektie

Floden Eufrat spillede en vigtig rolle for den store by Babylon. I sin bog History of Cyrus the Great (1878) (Kyros den Stores historie) skriver Jacob Abbott: „[Babylon] var hovedstad for et stort og meget frugtbart område der strakte sig på begge sider af Eufratfloden ned mod Den persiske Golf. . . . Hele områdets frugtbarhed skyldtes Eufratfloden der løb igennem hele egnen.“ Ja, Babylons velstand stammede fra Eufratfloden. Det er derfor endnu mere bemærkelsesværdigt at byens fald også skulle have forbindelse med denne flod.

Abbott giver denne interessante beskrivelse af kong Kyros’ erobring af Babylon:

„Kyros rykkede frem mod byen. Han posterede en stor afdeling af sine tropper ved den åbning i hovedmurene hvor floden løb ind i byen, og en anden afdeling nedenfor, hvor den løb ud. Disse afdelinger fik ordre til at marchere ind i byen gennem flodlejet så snart de så vandet synke. Han satte da en meget stor arbejdsstyrke til at grave nye kanaler og til at gøre allerede eksisterende kanaler bredere og dybere, med det formål at lede vandet væk fra sit normale løb. Da disse passager var gjort klar, blev vandet, på et forud bestemt tidspunkt, en nat ledt ind i dem, og det holdt snart op med at løbe gennem byen. De forskellige afdelinger af soldater marcherede ind gennem flodlejet.“

Fra det øjeblik Eufratflodens vande begyndte at synke, var Babylon dømt til at falde! Og læg mærke til at byen faldt en nat hvor indbyggerne festede og morede sig. — Jævnfør Daniel, kapitel 5.

Snart vil historien gentage sig

Kyros den Stores indtagelse af fortidens Babylon er ikke bare en hændelse der har historisk interesse. Bibelen bruger det som et profetisk forbillede. Åbenbaringen taler om en skøge ved navn „Babylon den Store“, der sidder på „mange vande“. Og det berettes profetisk at en engel på Guds befaling „udgød sin skål over den store flod Eufrat, og dens vand tørrede bort, så vejen kunne være beredt for kongerne fra solens opgang“. — Åbenbaringen 17:1, 5; 16:12.

Hvem eller hvad er „Babylon den Store“? Hvad skildres ved ’den store flod Eufrats mange vande’? Og hvad menes der med at dens vand „tørrede bort“?

Det gamle Babylon eksisterer ikke længere som en politisk stat, men dens religiøse indflydelse har i Århundredernes løb bredt sig ud over hele jorden. „Babylon den Store“ er således den falske religions verdensimperium, og det indbefatter alle kristenhedens kirker. Åbenbaringen 17:15 viser at de „mange vande“ som denne religiøse skøge sidder på, er „folk og skarer og nationer og tungemål“, og hun er lige så afhængig af deres støtte som det gamle Babylons velstand afhang af vandet i Eufratfloden. Det at vandet tørrer bort betyder altså at religionen vil få mindre og mindre støtte af folk.a

„Enden“ er nær!

I denne sammenhæng forstår vi at opsvinget i verdslighed i hele verden og den dalende interesse for og støtte til religionen er af profetisk betydning på to måder. For det første er denne udvikling en opfyldelse af apostelen Paulus’ forudsigelse om at folk i „de sidste dage“ ville blive „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. Det er en del af vidnesbyrdet om at vi lever i „de sidste dage“ eller ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) For det andet: Ligesom det gamle Babylon faldt selve den nat Eufratflodens vande sank, er opsvinget i verdslighed og den dalende støtte til religionen et tydeligt vidnesbyrd om at ’Babylon den Stores’ ødelæggelse er nært forestående.

Disse profetier som nu får deres opfyldelse, viser klart at vi lever i „endens tid“. (Daniel 12:4) Ja, vi nærmer os den afsluttende fase af de sidste dage, den klimaks som ødelæggelsen af hele Satans onde tingenes ordning vil være. Denne nydelsessyge verden er ved at ende. Men vi kan fatte mod, for det vil bane vej for Guds lovede retfærdige nye orden. (2 Peter 3:13) Du kan få del i dens storslåede velsignelser hvis du sætter ham først i dit liv her i disse sidste dage, og ikke sætter fornøjelser i Guds sted.

[Fodnote]