„Dygtige mænd, som frygter Gud“
„Du skal af hele folket udvælge dig dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, og dem skal du sætte over dem som forstandere.“ — 2 Mosebog 18:21.
1. Hvorfor er Jehovas vidner særlig interesseret i udtrykkene „tilsynsmand“ og „ældste“?
„FRA Homers tid [omkring det 9. århundrede f.v.t.] og frem til i dag er mange ord døde, og mange andre er blevet født. Men ordene epískopos [tilsynsmand] og presbýteros [ældste] lever stadig.“ Denne kommentar fra en nutidig græskkyndig sprogforsker bekræfter at der endnu i dag ligger en rigdom af indhold i de græske ord for „tilsynsmand“ og „ældste“. I tusinder af år har disse ord været knyttet til en ordning som er uløseligt forbundet med Jehovas organiserede folk. Hvis du er tilsluttet Jehovas Vidner vil det have din særlige interesse at følge med i nærværende behandling af hvordan disse udtryk har fundet vej ind i den kristne menighed.
2, 3. Hvem skulle Moses overbevise om at han var den Gud havde indsat som israelitternes leder?
2 Bibelhistorien går som bekendt meget længere tilbage end til den græske digter Homers tid. I det 16. århundrede f.v.t. gav Jehova Moses den opgave at rejse tilbage til Ægypten og føre israelitterne ud af trældom. Moses havde været borte fra sit folk i omkring 40 år; over for hvem skulle han nu præsentere sig for at godtgøre at han havde denne særlige opgave? Gud sagde: „Gå nu hen og kald Israels ældste [græsk: gerousía, „ældsteråd“; se Septuaginta] sammen . . . De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels ældste gå til ægypterkongen.“ — 2 Mosebog 3:16, 18.
3 Det ser ud til at de ældre mænd, de ældste, lige fra patriarktiden nød høj anseelse på grund af deres erfaring, kundskab, visdom og modne dømmekraft. Det var disse ældste Moses måtte overbevise, så de anerkendte ham som den leder Gud havde udnævnt til at udfri folket.
Krav til ældste i Israel
4. Hvilket råd gav Jetro Moses, og hvad førte det til?
4 Da israelitterne var kommet ud i ørkenen, befriet for fangenskabet i Ægypten, blev opgaven som dommer for hele nationen en alt for overvældende byrde for Moses. Da hans svigerfader, Jetro, var på besøg, så denne klart hvordan det forholdt sig, og gav et praktisk råd der tydeligvis havde Jehovas billigelse. Han sagde: „Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det. På den måde bliver jo både du selv og folket der omkring dig ganske udmattet, thi det arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene. Læg dig nu på sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et råd, og Gud skal være med dig: Du skal selv træde frem for Gud på folkets vegne og forelægge Gud de forefaldende sager; . . . Men du skal af hele folket udvælge dig dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, . . . og lad dem komme til at bære byrden med dig.“ (2 Mosebog 18:17-23) Denne nye retsordning i Israel indebar at byrden blev fordelt på andre dygtige mænd. Israels menighed havde nu en organiseret ældsteordning med mænd som var kvalificerede til at behandle retslige spørgsmål og uoverensstemmelser.
5. Kunne Moses udvælge hvem som helst blandt de ældre mænd?
5 Hvilken modsætning udgør dette ikke til denne tingenes ordning, hvor så få mennesker værdsætter høje principper, og hvor bestikkelse og korruption gør sig gældende hos herskere såvel som undersåtter! I det gamle Israel skulle der vises stor omhu ved udvælgelsen af de mænd der sammen med Moses skulle være dommere for folket. Jetro havde sagt: „Du skal af hele folket udvælge dig [du skal selv søge efter, The New English Bible] dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, og dem skal du sætte over dem som forstandere.“ (2 Mosebog 18:21) Det drejede sig ikke blot om at finde nogle mænd der var gamle. Moses skulle „søge efter“ nogle dygtige, egnede og ubestikkelige mænd. Hvilke vidunderlige normer for dem der i dag skal tage vare på Jehovas folks interesser!
Ældste bemyndiges af Jehova
6, 7. Hvad gjorde Jehova for at indsætte ældste i Israel?
6 Nogen tid senere beklagede israelitterne sig over forholdene i ørkenen. Moses begyndte at føle at ledelsen af folket var for stor en byrde for ham, og lagde problemet frem for Jehova. Hvilken løsning anviste Gud? Vi læser: „[Jehova] svarede Moses: ’Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels ældste [græsk: presbytérōn, Septuaginta] sammen, mænd, som du ved hører til folkets ældste [presbýteroi] og tilsynsmænd, . . . og jeg vil tage noget af den ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære folkets byrde.“ — 4 Mosebog 11:16, 17.
7 Moses gjorde som befalet, og vi læser videre: „Så steg [Jehova] ned i skyen og talede til ham; og han tog noget af den ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve ældste [presbytérous] og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk henrykkelse.“ (4 Mosebog 11:24, 25) Her var et klart vidnesbyrd om at disse „ældste“ nu var teokratisk udnævnt. Jehova havde organiseret sit folk ved udfrielsen fra fangenskabet, og nu indsatte han nogle dygtige, gudfrygtige og pålidelige mænd til at dele den byrde der hvilede på Moses som leder og administrator.
8. Hvilken rolle spillede de ældste da israelitterne havde bosat sig i det forjættede land?
8 Senere indtog israelitterne det forjættede land og begyndte at slå sig ned som fastboende i byer og landsbyer — en livsform de også havde kendt i Ægypten. Det betød at de ældste nu fik ansvar for befolkningen i de enkelte lokalsamfund. De virkede i fællesskab som et ældsteråd dér hvor de boede; de var dommere og tilsynsmænd der øvede ret og skel, sørgede for god ro og orden og værnede om den åndelige sundhed. — 5 Mosebog 16:18-20; 25:7-9; Rut 4:1-12.
Kun et spørgsmål om alder?
9, 10. Hvilke andre krav end fysisk modenhed gælder for ældste? Giv en bibelsk begrundelse.
9 Betyder dette at enhver gammel mand i Israel automatisk blev „ældste“ og skulle virke som dommer eller administrator? Blev man „ældste“ i denne forstand når man passerede en bestemt aldersgrænse? Nej, en sådan antagelse er ikke rimelig. Elihu udtrykte det meget klart med ordene: „De gamle er ikke altid de kloge, oldinge ved ej altid, hvad ret er.“ Og den vise kong Salomon skriver: „Grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej.“ (Job 32:6, 9; Ordsprogene 16:31, NW; Prædikeren 12:9, 10) Det fremgår tydeligt af De hebraiske Skrifter at en kvalificeret „ældste“ var en hos hvem alder og erfaring var forenet med visdom og en retfærdig levevis.
10 Det må dog indrømmes at alder og erfaring har stor værdi. For at være kvalificeret til en sådan tjenesteforret, må ældste lade sig lede af Guds ånd og tilegne sig forståelse af hans ord. Det er ikke nok at kunne citere skriftsteder. Den afgørende faktor for en „ældste“ er at han kan anvende skriftstederne på en viis måde. — Ordsprogene 4:7-9; Titus 1:9.
Ældste i den kristne menighed
11, 12. (a) Var der endnu ældste i de jødiske byer da Jesus Kristus levede på jorden? (b) Hvordan var ordningen for udnævnelse af ældste i den kristne menighed?
11 Det fremgår klart af det vi her har behandlet at Jehova lige siden gammel tid har benyttet „ældste“ til at lede sit folk. Da Jesus Kristus var på jorden havde jøderne imidlertid i Jerusalem oprettet en slags øverste råd af præster og ældste kendt som sanhedrinet. Det tjente som jødernes højesteret. (Mattæus 26:57-68) Det ser dog ud til at der stadig var ældste som fungerede rundt omkring i de lokale byer, og altså ikke blot på nationalt plan. — Lukas 7:3-5.
12 Med denne historiske baggrund i tanke er det let at forstå at den nye kristne menighed fulgte en teokratisk ordning der lignede den som var blevet indført på Moses’ tid med Jehovas godkendelse. Under Guds hellige ånds ledelse var der i den kristne menighed indsat „ældste“; det skulle være ’dygtige mænd som frygtede Gud, som var til at lide på og som hadede uretfærdig vinding’.
13. Hvorfor var der behov for aktive og dygtige mænd i den kristne menighed?
13 Fra pinsedagen år 33 voksede menigheden af troende hastigt. (Apostelgerninger 2:41; 4:4) De blev ikke opdelt i små private, afsondrede bibelstudiegrupper som essæernes sekter. Kristendommen var ikke noget man holdt for sig selv. Den skulle gøres kendt for alle, forkyndes for nationerne. (Mattæus 5:14-16; 28:19, 20) Af den grund var det nødvendigt at nogle aktive, dygtige mænd førte an i den kristne menighed. Det skulle, logisk set, være de ældste.
Krav til kristne ældste
14. Hvilke krav til ældste lagde apostelen Peter vægt på?
14 Allerede omkring år 60 efter vor tidsregning må der have været etableret en norm for de åndelige krav til sådanne ældste som skulle føre an i den kristne menighed. Vi finder således nogle fyldestgørende beskrivelser af disse i Peters og Paulus’ skrifter fra denne periode. Apostelen Peter skrev for eksempel:
„De ældste iblandt jer giver jeg derfor denne tilskyndelse . . .: Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ (1 Peter 5:1-3)
Det er en rimelig antagelse at Peter med formaningen om at ældste ikke skulle tjene „af kærlighed til uærlig vinding, men af iver“ vidste at han til dels gentog vejledningen til Moses om at udvælge ’nogle dygtige mænd der frygtede Gud, var til at lide på og hadede uretfærdig vinding’. — 2 Mosebog 18:21.
15. Hvilke krav til ældste nævnte apostelen Paulus?
15 Apostelen Paulus skrev et brev til sin betroede medarbejder Titus, der tjente på middelhavsøen Kreta, og instruerede ham om at „rette de ting der var mangler ved“ i menighederne og „indsætte ældste [presbytérous] i by efter by“. Det græske ord der oversættes „ældste“, indebærer interessant nok den tanke at det er „en moden mand som ved sin erfaring og klogskab er egnet til at styre sin familie eller sit folk“. (Episcopos y Presbyteros af professor Manuel Guerra y Gómez) Denne forståelse fremgår også af de krav til kristne tilsynsmænd som Paulus pointerede over for Titus. Han skrev:
„Hvis der er nogen som er uangribelig, som er én kvindes mand, som har troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige. For en tilsynsmand [græsk: epískopon] bør som en Guds husholder være uangribelig, ikke selvrådig, ikke tilbøjelig til vrede, ikke en fordrukken spektakelmager, ikke en som bruger vold, ikke begærlig efter uærlig vinding, men gæstfri, en ven af godhed, sund i sindet, retfærdig, loyal, en som kan beherske sig, som holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod.“ (Titus 1:5-9)
En omhyggelig gennemgang af disse krav hjælper os til at forstå at en ældste i den kristne menighed måtte leve op til høje normer for adfærd og åndelig styrke.
16. Hvordan ved vi at de ældste i det første århundrede også var tilsynsmænd?
16 Det er også interessant at bemærke hvordan Paulus anvender de græske udtryk presbýteros og epískopos, som betyder henholdsvis „ældste“ og „tilsynsmand“. Vi kan ud fra dette slutte os til at de kvalificerede ældste bestred opgaverne som tilsynsmænd i menigheden. Andre skriftsteder viser at der kunne være flere af sådanne ældste/tilsynsmænd i samme menighed. — Apostelgerninger 14:23; 20:28; Filipperne 1:1.
17. (a) Hvilke krav til tilsynsmænd nævnte Paulus over for Timoteus? (b) Hvorfor må en ældste også være aktiv i forkyndelsen?
17 Da Paulus skrev til Timoteus opregnede han også kravene til tilsynsmænd, men med lidt andre udtryk, måske fordi han i dette tilfælde havde andre forhold i tanke. (1 Timoteus 3:1-7) Da den første kristne menighed af natur var evangeliserende, en forkyndermenighed, blev det taget for givet at disse ældste også måtte være nidkære forkyndere af den gode nyhed. Her var der ikke rum for lunkenhed. — Lukas 24:46-48; 1 Korinter 9:16; se også Mattæus 25:24-27.
Frafaldet viser sig
18. Hvordan blev tilsynsgerningen påvirket af frafald?
18 Men i det andet og tredje århundrede begyndte forholdene at forandre sig i den kristne menighed. Det frafald der var blevet forudsagt, begyndte at slå rod. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Peter 2:1) Selv blandt de ældste i menighederne begyndte der at fremstå ærgerrige mænd. Med et uærligt motiv begyndte de at betragte deres tilsynsgerning som et middel til at skaffe sig magt og position. Nogle af tilsynsmændene i menighederne opkastede sig til „biskopper“ der styrede et bispedømme, en gruppe kirker eller menigheder. Senere blev disse biskopper valgt til deres embede af lægfolket, hvoriblandt der også var indflydelsesrige herskere. En katolsk historiker beskriver hvordan det gik: „Dette førte stor fare med sig, især fra det tidspunkt hvor episkopatets prestige begyndte at vokse og disse stillinger blev forbundet med betydelige indtægter og økonomiske interesser . . . [hvorved] politikere fik adgang til de mest indflydelsesrige bispesæder.“
19. Hvad blev frafaldets endelige resultat?
19 Ja, biskopperne blev nærmest ophøjet til mægtige monarker. Dette bidrog til splittelser i hele kristenheden, der for længst var ophørt med at repræsentere den sande kristendom. Den teokratiske ordning med dygtige, ærlige og åndeligsindede ældste og tilsynsmænd degenererede og blev til et præstehierarki. Den frivillige tjeneste til gavn for menigheden blev til en lønnet profession hvortil der krævedes en mangeårig højere uddannelse i teologi, filosofi og kirkelov.
20. Hvilke spørgsmål må nu besvares?
20 Betød det at den sande kristendom og den oprindelige, teokratiske styreform i menighederne aldrig ville genopstå? Var den sunde og enkle ordning hvor ældste og tilsynsmænd betjente menighederne tabt for stedse? Og hvordan skulle man forstå Esajas’ profeti der pegede på at den teokratiske ordning ville blive forbedret? Det hedder heri: „Guld sætter jeg i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, kobber i stedet for træ og jern i stedet for sten. Til din øvrighed sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd.“ (Esajas 60:17) Den følgende artikel vil besvare disse vigtige spørgsmål.
Kan du svare på dette?
■ Hvilke mænd blev udvalgt til at aflaste Moses som dommer i det gamle Israel?
■ Hvilke opgaver havde de ældste da israelitterne havde bosat sig i det forjættede land?
■ Nævn nogle af de egenskaber man forventede hos ældste eller tilsynsmænd blandt de første kristne.
■ Hvordan blev ældsteordningen påvirket af frafald?
[Illustration på side 17]
De ældste i Israel tjente som dommere i byernes porte