Beskyttelsen ved at undlade at ’gribe til sværd’

„ANBRING igen dit sværd på dets plads“! Jesus gav denne befaling på et tidspunkt hvor det ellers kunne virke berettiget at anvende magt. Foran Jesus stod „en stor skare med sværd og køller“ der søgte at anholde ham for at stille ham for en domstol. En af Jesu disciple, Peter, trak sit sværd for at beskytte ham med magt. Kunne man bebrejde ham det?

Jesus ville imidlertid ikke tillade en sådan voldshandling. Han befalede Peter at lægge sit våben til side og forklarede: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd. Eller mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle?“ — Mattæus 26:47, 52, 53.

Også i dag afholder kristne sig fra at sætte deres lid til våben — uanset arten. At vi lever i farlige, „kritiske tider som er vanskelige at klare“, rokker ikke ved dette princip. (2 Timoteus 3:1) Kristne tager Bibelens befaling om at ’smede sværd til plovjern’ alvorligt, og søger at undgå at gøre deres medmennesker noget ondt. (Esajas 2:4) Da de ikke bærer våben for at kunne forsvare sig, vil de, i stedet for at gribe til vold, forsøge at tale de mennesker til fornuft der prøver at gøre dem fortræd. „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker,“ er det råd de følger. (Romerne 12:18) Det er dog ikke altid let at lade være med ’at gribe til sværd’. Der kan opstå situationer der sætter en kristens ønske om at ’holde fred med alle’ på en alvorlig prøve.

En sådan situation opstod for eksempel i et afrikansk land for nogle få år siden. Der udviklede sig en magtkamp i landet. Borgerkrig hærgede, og der forekom mange guerillaangreb. Mange af landets indbyggere blev derfor tvunget til at gå ind i hæren. Andre blev af deres egne landsmænd presset stærkt til at slutte sig til guerillabevægelsen. Ja, til tider kom borgerne i klemme mellem dem der søgte at hverve folk til guerillabevægelsen, og regeringens soldater, som udsatte alle der støttede guerillaen for en brutal behandling.

En bølge af vold begyndte at skylle hen over landet. Et pionerægtepar husker at faren for angreb var så overhængende at de, når de kørte ud i tjenesten, placerede deres bogtasker i brysthøjde mellem sig selv og bildørene som en slags skudsikker beklædning. Der skete dem aldrig nogen skade, men et ældre par de besøgte gik det anderledes. Manden blev skudt og døde. En anden familie de besøgte fik en aften deres hjem og alt inventar brændt af guerillaen. (Denne familie skrev senere — meget apropos — efter bogen Virkelig fred og sikkerhed — hvordan?, der er udgivet af Vagttårnets selskab.)

I en så følelsesladet atmosfære kan det ikke undre at mange ønskede at tage aggressive skridt til at beskytte sig. ’Skulle man måske bare stå og se til mens man selv eller ens familie blev myrdet?’ tænkte de. Mange begyndte at bære våben, og de Jehovas vidner der boede i dette krigshærgede land overvejede hvad de skulle gøre.

Trusler om fængselsstraf

Jehovas vidner nåede frem til en enig konklusion: at holde sig fuldstændig neutrale i borgerkrigen og at afstå fra at bære våben. Men var det nu ikke en både urealistisk og farlig beslutning? Nej — de fik mange oplevelser der understregede at de havde truffet den rigtige afgørelse.

En ung mand ved navn Tony havde før tjent i de væbnede styrker. Da han blev kristen forstod han imidlertid at han ikke med god samvittighed kunne ’gribe til sværd’ og gøre sine medmennesker fortræd. Da han blev indkaldt for at aftjene endnu en periode afslog han derfor, og blev idømt en bøde. Kort tid efter blev han atter indkaldt, og fik denne gang en straf på seks måneders fængsel. Endnu en gang blev han indkaldt, og idømt ti måneders fængsel. Denne dom appellerede han imidlertid til en højere instans. I de næste to år måtte han ustandselig i retten, og gang på gang var han og hans kone forberedt på en ti måneder lang adskillelse. „Min kone og jeg sagde farvel tretten gange på to år, men hver gang blev fuldbyrdelsen af dommen af en eller anden grund udsat,“ fortæller han.

I mellemtiden blev han og hans kone specialpionerer, og myndighederne anerkendte ham som præst. Det betød at han nu var fritaget for militærtjeneste, men loven krævede stadig at han afsonede sin timåneders straf. Langt om længe modtog han et brev hvori man tilbød ham en betinget dom hvis han ville erklære sig skyldig. „Jeg forklarede dem at jeg ikke kunne gå med til dette, eftersom jeg var uskyldig,“ fortæller Tony. Han forberedte sig på at skulle i fængsel. Til hans store overraskelse kom der så et brev hvori der stod at højesterettens dommere havde analyseret sagen og besluttet at lade den falde på grund af en procedurefejl fra anklagemyndighedens side. Tony følte at han var blevet velsignet fordi han havde nægtet ’at gribe til sværd’.

Mange kristne blev imidlertid udsat for en tilsyneladende endeløs række fængselsstraffe. Aldrig så snart var de blevet løsladt før de atter blev indkaldt til militærtjeneste og det hele begyndte forfra med retssager og fængsling. Tænk hvilken prøvelse dette var for gifte mænd og familiefædre! Men de der holdt sig neutrale blev ikke blot beskyttet mod en brutal borgerkrigs voldshandlinger, men kunne også ’bevare en god samvittighed’ over for Jehova. — 1 Peter 3:16.

Beskyttelse af familien — uden våben!

For en familiefader ved navn Will viste det sig at være en velsignelse at han havde nægtet at tage del i voldshandlinger. Han, hans kone og deres fem børn havde en gård der lå godt 60 kilometer fra den nærmeste by. Det var meget farligt for familien at rejse frem og tilbage for at overvære de kristne møder eller ordne andre ting i byen. Det virkede fristende at beskytte sig ved hjælp af skydevåben, men Will havde ved en tidligere lejlighed erfaret hvilke velsignelser man får når man stoler på Jehova. For nogle år siden havde han dyrket tobak med stort held. Da han gennem Vagttårnet lærte at et sådant arbejde ikke passer sig for en kristen, tog han modigt skridt til at begynde at dyrke andre afgrøder. Hans naboer var rystede over denne tilsyneladende tåbelige beslutning. Godt vejr — selv i dårlige sæsoner — bidrog imidlertid til at hans vovestykke lykkedes. Naboerne var forbløffede! Og Will og hans familie erfarede på første hånd at Gud indfrier sit løfte om at han ikke vil ’slippe eller forlade’ sine tjenere. — Hebræerne 13:5.

Da krigen brød ud stod Will over for en anden prøve på sin kristne integritet. Styrket af sine tidligere erfaringer besluttede han imidlertid at han ikke ville bære våben. Han valgte i stedet at leje et hus i byen til sin kone og børnene, så de let kunne komme i skole og til de kristne møder i ugens løb, uden hver dag at behøve at rejse de mange kilometer gennem et farligt område.

Mens de var borte brød en guerillastyrke en nat ind i stuehuset på deres gård og stjal nogle af deres ejendele. Overraskende nok brændte de dog ikke huset ned eller øvede hærværk. Hvorfor ikke? Guerillaerne sagde til arbejderne på Wills landbrug at de vidste at „formand Will“ var et af Jehovas vidner og at han var en god mand der behandlede sine arbejdere retfærdigt. Wills kristne omdømme havde vist sig at udrette langt mere end tillid til farlige våben havde kunnet.

Den sande kilde til beskyttelse

Erfaringer som disse viser at Jehova velsigner dem der bevarer deres kristne neutralitet og undlader at ’gribe til sværd’. Jehova tillader ganske vist nu og da at en af hans tjenere dør — en kredstilsynsmand i førnævnte afrikanske land blev for eksempel myrdet. Det er ikke desto mindre bedre at dø mens man sætter hele sin lid til Jehova end at lade sig lede af menneskefrygt. (Mattæus 10:28) Vi lever i en voldspræget tid, men det bør ikke få os til at ’gribe til sværd’ eller på nogen måde stole på at farlige våben kan beskytte os. Bibelen giver os denne forsikring: „At skælve for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova beskyttes.“ — Ordsprogene 29:25, NW.

[Tekstcitat på side 14]

Kristne tager Bibelens befaling om at ’smede sværd til plovjern’ alvorligt

[Tekstcitat på side 15]

„Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker“