Tiden nu inde til nidkær tjeneste

„Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Markus 13:13.

1, 2. (a) Hvilke forhold viser tydeligt at vi lever ved afslutningen på denne tingenes ordning? (b) Hvilke to måder kan vi reagere på?

NOGLE tvivler stadig på at vi lever ved afslutningen på den nuværende ordning. Det kan være svært at forstå hvordan de kan være i tvivl om det. Moralen er i forfald, de økonomiske forhold forværres, voldsmentaliteten trives, befolkningseksplosionen fortsætter, forureningen breder sig, mængden af atomaffald vokser, atomvåbnenes antal stiger, og de der ikke tror på Bibelen spekulerer ofte på om livet vil kunne fortsætte her på jorden.

² Vi har imidlertid endnu ikke nået afslutningen på denne gamle ordning. Nogle indviede kristne er måske blevet trætte af at tjene Rigets interesser. Hvis nogle i virkeligheden ikke har indviet sig til Gud men til at tjene til en bestemt dato, er disse måske blevet sigtet fra. Men de der har indviet sig til Jehova Gud, til altid at gøre hans vilje og til at følge hans vej, står stærkere end nogen sinde og deres antal vokser stadig.

3. (a) Hvorfor længes de der elsker retfærdighed efter at se afslutningen på denne gamle ordning? (b) Hvad bør vi gøre indtil den kommer?

³ De der elsker retfærdighed længes efter at se afslutningen på denne gamle ordning, for den vil blive erstattet af et jordisk paradis, af den retfærdige nye orden som Bibelen lover. (Esajas 9:6, 7; Mattæus 6:9, 10; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4) Jehovas tjenere ønsker naturligvis at denne forandring må ske så snart det er Guds vilje. Men eftersom de af hjertet har indviet sig til Gud, venter de tålmodigt indtil hans tid er inde, idet de nidkært går fremad i det storslåede arbejde med at forkynde Riget som han har overdraget dem. — Mattæus 24:14.

Inspirerende eksempler

4. Hvilket glimrende eksempel har trofaste mænd og kvinder i fortiden sat?

⁴ Der er ingen grund til at nogen skulle trække sig tilbage, sløje af, eller lade hænderne synke. Jehova Gud og Kristus Jesus arbejder. (Johannes 5:17) Bibelen er også fyldt med beretninger om flittigt arbejdende, lykkelige mænd og kvinder der havde tro; disse tjener som inspirerende og opmuntrende eksempler for os. Mange af disse trofaste mænd og kvinder vidste at de løfter de så frem til, ikke ville blive opfyldt i deres levetid. Der ville gå generationer, i nogle tilfælde tusinder af år, før det de ventede ville indtræffe. Alligevel slækkede de aldrig på deres tjeneste. Mange tjente med glæde op i en meget høj alder, faste i troen, nidkære i lydighed mod Gud, tålmodigt ventende på gennemførelsen af hans hensigt. Denne hensigt lod Gud åbenbare lidt efter lidt efterhånden som tiden gik. Disse trofaste mænd fra fortiden havde derfor langt mindre kendskab til hvordan Gud ville gennemføre det han havde lovet, end vi har i dag.

5. Hvilket eksempel satte Abel?

⁵ Tænk for eksempel på hvor få oplysninger Abel havde. Han vidste blot at Gud havde givet løfte om en „sæd“ og at denne „sæd“ på et eller andet tidspunkt i fremtiden skulle knuse slangens hoved. (1 Mosebog 3:15) Ikke desto mindre omtaler Jesus Abel som ’retfærdig’, og han nævnes som den første i Paulus’ omtale af fremtrædende troshelte. (Mattæus 23:35; Hebræerne 11:4) Ville vi have haft en sådan tro hvis vi kun havde de begrænsede oplysninger der var tilgængelige på Abels tid?

6, 7. Hvordan har Abraham sat os et glimrende eksempel, skønt nogle af de løfter Gud havde givet ham ikke blev opfyldt på hans tid?

⁶ Noa, Abraham, Isak og Jakob levede alle før Jehova manifesterede sin storslåede magt da Israel drog ud af Ægypten. De kendte intet til de ærefrygtindgydende begivenheder som lovgivningen ved Sinaj var forbundet med. Da de levede var den første af Bibelens bøger ikke engang blevet skrevet.

⁷ Abraham havde intet håb om at Paradiset ville blive genoprettet på jorden i hans levetid. I stedet fik han at vide at hans afkom ville blive mishandlet i 400 år. Først på et tidspunkt langt ude i fremtiden ville Gud indfri sit løfte om at ’alle jordens folk ville blive velsignet i Abrahams sæd’. (1 Mosebog 15:13; 22:18; Galaterne 3:8) Abraham „ventede på byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud“. (Hebræerne 11:10) Den omstændighed at Abraham ikke ville få den at se på sin tid men først i opstandelsen, svækkede ikke hans tro, lydighed og nidkærhed i tjenesten for Gud. Vi kan spørge os selv: Har jeg en sådan tro, lydighed og nidkærhed som Abraham havde?

8. Hvad kan vi lære af Moses om tålmodighed og udholdenhed?

⁸ Moses troede ikke at han kunne klare den opgave Gud havde overdraget ham. Han sagde at han ikke var nogen veltalende mand, og han mente ikke at hverken hans eget folk eller Farao ville høre på ham. (2 Mosebog 4:1, 10; 6:12) Alligevel adlød Moses. Han gjorde hvad Jehova befalede ham at gøre, og dét i meget lang tid. I ørkenen blev Moses klar over at der ville gå endnu 40 år før hans folk ville komme ind i det forjættede land, og på grund af den synd han selv senere begik, fik han at vide at han end ikke til den tid ville komme ind i landet. Alligevel fortsatte han år efter år i Jehovas tjeneste. (4 Mosebog 14:33, 34; 20:9-12; 5 Mosebog 3:23-28; 34:1-6) Ville din kærlighed til Gud have tilskyndet dig til at udvise en sådan tålmodighed og flid i tjenesten for ham? Ville du trofast have ført andre mod et mål som du vidste at du ikke selv ville nå?

9, 10. Hvordan lagde Esajas og Jeremias udholdenhed for dagen, uden håb om at opnå den ønskede belønning i deres levetid?

⁹ Da Jehova spurgte hvem der ville gå bud for ham, svarede Esajas: „Her er jeg, send mig!“ (Esajas 6:8-11) I mere end 40 år tjente han som Jehovas profet. Esajas blev blandt andet brugt til at overbringe Guds løfte om „nye himle og en ny jord“, men der var ikke noget håb om at der ville komme en retfærdig ny ordning i hans levetid. (Esajas 65:17-25) Ville du have været så trofast blot fordi det var rigtigt og i overensstemmelse med din dybe kærlighed til Gud at forblive trofast?

¹⁰ Jeremias blev benyttet til at forkynde et upopulært advarselsbudskab for et ikke-troende folk. Der ventede ikke noget retfærdigt jordisk paradis ved afslutningen af hans forkyndelse. I stedet skulle hans elskede Jerusalem blive „til ørk og øde“, tilintetgjort på grund af dets indbyggeres manglende tro. Jeremias vidste at der ville komme en genoprettelse, men den ville først finde sted efter at der var gået 70 år — altså efter næsten endnu en generations levetid! (Jeremias 25:8-11; 29:10) Den omstændighed at Jeremias ikke ville leve længe nok til at se den forudsagte genoprettelse, afholdt ham ikke fra at forkynde. Selv da han forsøgte at holde op, blev Jehovas ord „som brændende ild“ i hans indre. Han måtte tale, og Jehova var med ham „som en vældig helt“. — Jeremias 20:7-11.

En hjælp til udholdenhed

11, 12. Hvad skulle det eksempel som trofaste Guds tjenere i fortiden har sat, få os til at gøre?

¹¹ Apostelen Paulus peger på den virkning som disse eksempler skulle have på os. Han skriver: „Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os, aflægge enhver vægt og den synd [mangel på tro] som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ — Hebræerne 12:1.

¹² Paulus skrev også: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb. Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I over for hinanden har den samme sindsindstilling som Kristus Jesus havde, for at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ (Romerne 15:4-6) Det eksempel som fortidens trofaste Guds tjenere har sat skulle derfor inspirere os til at holde ud og at fortsætte vort arbejde med at forkynde og undervise, så vi med nidkærhed og iver herliggør Jehova, vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.

13. Hvad ved vi som fortidens trofaste mænd aldrig havde lejlighed til at lære?

¹³ Tænk blot på den trosstyrkende viden vi har og som fortidens trofaste profeter ikke kunne have. Da de levede vidste ingen endnu hvem Messias ville være. Men vi ved ikke alene hvem han er, vi har også kundskab om hans fødsel, lære, død og opstandelse. Vi har desuden fået kundskab om genløsningen, Riget og den „sæd“ som disse mænd trofast havde ventet på. Dertil kommer at vi har alle De kristne græske Skrifter — fra Mattæus til Åbenbaringen. Og vi har mulighed for at forstå denne enestående bog, Åbenbaringen, med dens trosstyrkende profetier som bliver opfyldt nu og i tiden der kommer. Ja, vi lever i en spændende men kritisk tid — en tid som disse mænd fra fortiden ivrigt så frem til.

Eksempler i nidkær tjeneste

14, 15. Fik den omstændighed at Riget stadig var noget fremtidigt de første kristne til at miste modet? Forklar.

¹⁴ Jesu første disciple var utålmodige efter at se det lovede rige. De spurgte Jesus: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ På det tidspunkt forstod disciplene ikke at Riget ville være et himmelsk rige. Det var noget de kom til at forstå senere, under Guds ånds indflydelse. Men Jesus lod dem forstå at der ventede dem et stort arbejde. Han sagde at de skulle være „vidner om [ham] både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:6-8) Denne opgave syntes ikke for stor til at de kunne påtage sig den. På pinsedagen i år 33 begyndte cirka 120 disciple, under den hellige ånds ledelse, at forkynde den gode nyhed. Omkring 3000 tog imod ordet den dag! Og inden der var gået ret lang tid sagde den jødiske ypperstepræst: „Se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære.“ — Apostelgerninger 2:41; 5:28.

¹⁵ De der dengang var til stede i Jerusalem fra forskellige dele af Europa, Asien og Afrika, tog sandsynligvis den gode nyhed med tilbage til deres hjemland. (Apostelgerninger 2:5-11) Snart havde Paulus travlt med nidkært at forkynde og medvirke ved oprettelsen af kristne menigheder i Grækenland og overalt i den romerske provins Asien. Han rejste videre til Rom og muligvis helt til Spanien. Peter drog i den anden retning og kom så langt som til Babylon. Efter at disse første kristne og de skarer de underviste havde virket i mindre end 30 år, kunne Paulus sige at den gode nyhed var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Hvilket arbejde udførte de ikke, idet de nidkært adlød Jesu befaling om at undervise andre! — Mattæus 28:19, 20; Titus 2:13, 14.

En ordning ender

16. Hvilken begivenhed spejdede de første kristne efter?

¹⁶ Det var imidlertid en tid af særlig betydning for de kristne i det første århundrede. Jesus havde sagt: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den; for dette er hævnens dage, da alt det der står skrevet skal opfyldes.“ — Lukas 21:20-22.

17, 18. (a) Hvornår og hvordan adlød de kristne Jesu ord ifølge Lukas 21:20-22? (b) Hvad kan have været en yderligere prøve for dem?

¹⁷ Mere end 30 år var gået. Så, i år 66, belejrede de romerske hære Jerusalem. Da sejren syntes nær trak de sig tilbage. Opstemte ved tanken om at de havde vundet, forfulgte jøderne romerne.a Men hvad ville de kristne gøre? Historikeren Euseb, der levede i første halvdel af det fjerde århundrede, beretter at „de, der troede paa Kristus, var flyttet bort fra Jerusalem“ til en by i Peræa der hed Pella.b

¹⁸ Tiden gik. År 66 måtte vige for 67. Derefter kom og gik år 68, og ligeledes 69. Var denne ventetid en prøve for disse kristne? Begyndte tiden at føles for lang for nogle? Havde de taget fejl? Jesus havde ikke sagt noget om hvor længe de skulle vente. Men dersom nogle af dem vendte tilbage til Jerusalem, kom de til at fortryde det, for i år 70 vendte romerne tilbage, indtog byen og dræbte mange af dens indbyggere. Historikeren Josefus siger at antallet af døde kom op på 1,1 million, for i Jerusalem var „en stor Mængde forsamlet“, idet „Folk fra hele Landet“ var kommet til Jerusalem for at fejre påskehøjtiden.c

19. (a) Hvilke betydningsfulde spørgsmål må indviede kristne besvare i dag? (b) Hvad skulle være vort motiv til at gøre en indsats i den hellige tjeneste?

¹⁹ Får det dig ikke til at tænke på situationen i dag? Spørgsmålet er ikke: Hvornår vil denne gamle ordning ende? Det vil ske når Guds tid er inde. Det vi skulle tænke på er hvad vi er i færd med. Vi skulle spørge os selv: Studerer jeg flittigt Guds ord, og har jeg uforbeholdent indviet mig til ham? Lever jeg virkelig op til denne indvielse? Vor indsats i den hellige tjeneste skulle ikke afhænge af hvor vi befinder os på tidens strøm. Ligesom Abel, Abraham, Moses, Esajas og andre skulle vi tjene Jehova Gud af kærlighed. Vi må tjene Jehova villigt, uanset hvornår enden kommer. Men vi har en særlig grund til at gøre det nu. Vi har nået den sidste del af „de sidste dage“ af den nuværende ordning. (2 Timoteus 3:1) Det skulle tilskynde os til at udføre en særlig tjeneste.

20. Hvilken lighed er der mellem de begivenheder vi har oplevet og dem som de første kristne var vidne til?

²⁰ De kristne flygtede fra Jerusalem fordi de havde set de mange facetter af Jesu „tegn“ blive opfyldt og efter at de havde erfaret opfyldelsen af hans udtalelse om at byen ville blive omringet af hære. Siden det begivenhedsrige år 1914 har vi set opfyldelsen af mange profetier om endens tid. (Mattæus, kapitlerne 24, 25; Åbenbaringen 6:1-8; 2 Timoteus 3:1-5) Disse forudsagte begivenheder begyndte at finde sted for cirka 70 år siden. Jesus sagde imidlertid at de alle ville indtræffe i løbet af én generations levetid. (Mattæus 24:32-34) Det er således tydeligt at vi er langt henne i den generation!

Nidkære i troen

21. Hvorfor bør vi ufortøvet yde Gud en nidkær tjeneste?

²¹ Et livreddende arbejde må ofte udføres hurtigt. Vi lever på en tid der kræver en særlig form for virksomhed, en intensiveret tjeneste, en stærkere tro og en større nidkærhed. Vi må huske at vi en dag vil have levet vor sidste dag i denne gamle ordning. Enten fordi vi har overlevet denne ordnings afslutning eller fordi vort eget liv vil være forbi. Livet nu er kort, flygtigt. Ingen af os ved om vi vil være i live i morgen. Vi har kun en begrænset tid til at bevise vor trofasthed og integritet over for Gud. (Salme 39:6; Prædikeren 12:1; Lukas 12:18-21) Det vil derfor være på sin plads at vi spørger os selv: Er jeg tilfreds med det jeg har gjort i dag?

22. Hvad siger Bibelen om belønningen?

²² Det er vigtigt at vi ikke glemmer belønningen. Hold blikket rettet mod sejrsprisen. Jesus sagde: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ Paulus skrev at „hver vil få sin egen løn efter sit eget arbejde“. Han sagde også: „I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ — Markus 13:13; 1 Korinter 3:8; Hebræerne 10:36.

23, 24. Hvad er vi, i betragtning af vejledningen i de her citerede skriftsteder, besluttede på at gøre med hensyn til vor tro og tjenesten for Riget?

²³ Bibelen formaner os: „Da alle disse ting således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ Endvidere siges der: „Med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, for I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. . . . Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os holde os vågne og være ædru.“ — 2 Peter 3:11, 12; 1 Tessaloniker 5:1-6.

²⁴ Måtte vi derfor, uden i mindste måde at tvivle, bevare en fast tro og forblive nidkære i tjenesten for Riget. Hvis vi gør det, kan vi sige med apostelen: „Vi [hører] ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ — Hebræerne 10:39.

[Fodnoter]

Noget vi bør tænke på

■ Hvordan er Abels, Abrahams, Moses’ og Jeremias’ eksempel til stor opmuntring for os i dag?

■ Hvilken virkning havde den omstændighed at Riget endnu ikke var kommet, på de første kristne?

■ Hvad kan have været en prøve for de første kristne efter at de var flygtet fra Jerusalem?

■ Hvad skulle være det vigtigste for os i dag?

[Illustration på side 15]

De gav ikke op!

Abel

Moses

Jeremias

Abraham

Paulus