Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w84 1/11 s. 3-5
  • Holder du dig nær til Gud?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Holder du dig nær til Gud?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Kom nær til Gud“
  • Hvad det betyder at „kende“ Gud
  • „Kom nær til Gud“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2002
  • Hvordan kan du få et personligt forhold til Gud?
    Svar på bibelske spørgsmål
  • Er det muligt at ’komme nær til Gud’?
    Kom nær til Jehova
  • Hvordan man kan komme nær til Gud
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2000
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
w84 1/11 s. 3-5

Holder du dig nær til Gud?

TREÅRIGE Raphael indledte sin bøn med denne ligefremme vending: „Hvordan har du det, Jehova?“ De samme ord ville have haft en dårlig klang hvis de kom fra en voksen, men hos et barn kan man næsten kun smile ad en sådan ligefremhed. Raphael føler tydeligvis at Gud er ham meget nær. For ham er Gud mere end en abstrakt kraft. Han er en virkelig person. Er Gud lige så virkelig for dig?

Mærkeligt nok hævder mange at de tror på Gud uden at de nogen sinde prøver at få mere at vide om ham eller at komme ham nærmere! For nogles vedkommende stiller hovmod sig hindrende i vejen for at de kan nærme sig Gud. ’Hans øjne er imod de stolte,’ sagde kong David. (2 Samuel 22:28, NW) Andre er så beskedne og selvudslettende at de tror det er umuligt at få noget forhold til Gud. Det de stolte må gøre er at fremelske den modtagelighed som kendetegner børn. Jesus sagde: „Jeg skal sige jer sandheden: Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige.“ (Mattæus 18:2-4) Og de overdrevent beskedne ville måske have gavn af at eje lidt mere af den barnlige tillid der får Raphael til at nærme sig Gud så uforbeholdent.

Har man den rigtige indstilling er man godt begyndt, men der skal mere til for at man virkelig føler sig Gud nær. Først og fremmest må man have en bevidst erkendelse af ham. Når du betragter Guds underfulde skaberværk, bliver du da bevæget til at tænke på ham, lovprise ham og takke ham, som salmisten David gjorde? Han spurgte: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ (Salme 8:4, 5) Det er et sikkert middel til at styrke den kærlige tilknytning mellem én selv og Gud at man tager sig tid til taknemmeligt at meditere over Guds skaberværk.

„Kom nær til Gud“

To magneter vil tiltrækkes gensidigt når de rettes mod hinanden med modsatte poler. Jo nærmere de kommer hinanden, jo stærkere er tiltrækningen. Sådan er det også med vort forhold til Gud, for disciplen Jakob siger: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 4:8.

At lære om Gud er én måde hvorpå man kan „komme nær“ til ham. (Johannes 17:3) Kun ved at studere Guds ord, Bibelen, kan man lære hans navn, Jehova, at kende sammen med sandheden om hans hensigt med jorden. Også hans egenskaber kærlighed, visdom, retfærdighed og magt vil man kunne se. (Salme 83:19, Kalkar) Måske siger du: ’Jeg ved allerede at Gud er almægtig, fuldstændig retfærdig, viis og kærlig.’ Men betyder det i sig selv at du har sand og tilstrækkelig kundskab om Gud? Ikke nødvendigvis.

Udsagn om Gud og hans egenskaber kan i sig selv forekomme ret betydningsløse, især hvis man ikke kan forbinde dem med noget man personligt har erfaret. Ja, det er næsten som havde man været døv fra fødselen og nogen prøvede at forklare én hvad „højt“ og „dæmpet“ betød — hvordan skulle man kunne fatte det? Hvordan skulle man kende forskel på en spurvs kvidren og en dues kurren? I sig selv kan udsagnet „Gud er kærlighed“ lyde som en blot og bar konstatering. (1 Johannes 4:8) Men for fuldt ud at fatte Guds kærlighed, mentalt såvel som følelsesmæssigt, må man tænke over hvordan denne kærlighed er kommet til udtryk over for menneskeheden. (Johannes 3:16) Man må også kunne forbinde Guds kærlighed med noget man selv har erfaret. „Smag og se, at [Jehova] er god,“ sagde salmisten. (Salme 34:9) Når man gør det, kan man ikke andet end føle sig tiltrukket af Gud.

Lille Larry kiggede engang på sin fader og spurgte: „Jeg ved at jeg skal elske Jehova højere end noget andet, men hvordan kan jeg elske ham højere end jeg elsker dig? Dig kan jeg se, og dig elsker jeg, men jeg kan ikke se Jehova.“ Faderen forklarede drengen at en sådan følelse er ganske normal for en lille dreng. Og drengen blev forsikret om at han kunne udvikle en stærkere tilknytning til Jehova end til alle andre, når først han lærte hvad Bibelen siger om Guds vidunderlige egenskaber og gerninger, og efterhånden som han selv erfarede Guds kærlige omsorg. (Mattæus 22:37, 38) Det samme kan enhver af os der tager sig tid til at lære Jehova Gud at kende.

Hvad det betyder at „kende“ Gud

Vi bruger tit ordet „kende“ når vi taler om et flygtigt bekendtskab eller blot når vi har genkendt en eller anden. ’Jeg kender ham, hvis jeg ikke tager fejl,’ hører vi måske os selv sige. Det er måske endda noget vi siger selv om vi kun har fanget et glimt af vedkommende et eller andet sted eller har hilst ganske kort på den pågældende.

Apostelen Johannes hjælper os til den forståelse at det at „kende“ Gud indebærer mere end blot at have et forbigående kendskab til Ham. Overvej nogle af de ting der slås fast i Johannes’ første, guddommeligt inspirerede, brev. I et kortfattet uddrag står der: At kende Gud er at elske Gud. At kende og elske Gud er at holde hans bud. Det betyder at man ophører med at vandre i mørke og ’gør sandheden’. Det vil sige at man lader sig lede af Guds ord og ånd og holder sig til sandheden. Når vi kender Gud, føler vi os frie til at nærme os ham i bøn i tillid til at han hører os og vil besvare vore bønner ved at give os alt hvad vi behøver for at udføre hans vilje. — 1 Johannes 1:5-7; 2:3, 4, 13, 14; 3:19-24; 4:6-8, 13; 5:3, 14, 15.

At kende Gud er derfor ikke noget passivt. Det kræver en stor indsats at komme til at kende Jehova Gud og kunne glæde sig over et nært forhold til ham. Det indebærer mere end blot mekanisk at udføre nogle bestemte religiøse ritualer. Det har heller ikke at gøre med en pludselig følelsesoplevelse som den mange „genfødte kristne“ hævder at have haft. Salmisten sagde: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.“ (Salme 25:4, 5) At „kende“ Gud er derfor en hel livsform!

Efter opfordringen: „Smag og se, at [Jehova] er god,“ siger salmisten: „Hold dig fra ondt og øv godt, søg fred og jag derefter.“ (Salme 34:9, 15) I nogle tilfælde er det nødvendigt at gøre store forandringer for at ’holde sig fra ondt’.

Et eksempel er Mari, der var hippie i 1960erne og var sunket dybt i stofmisbrug. Det førte til tyveri, umoralitet og abort — ja, selv prostitution. Med tiden kom hun imidlertid i kontakt med Jehovas Vidner og begyndte at indse nødvendigheden af at gøre forandringer hvis hun skulle stå Gud nær. „Jeg opgav min vane med at ryge to til tre pakker cigaretter om dagen, foruden alle de stoffer jeg havde taget, og jeg besluttede i mit hjerte at følge Jehovas bud angående utugt. Jeg kasserede alle mine bøger om drømme, astrologi og spiritisme, og jeg skaffede mig af med alle statuetter, lys og billeder der havde forbindelse med afgudsdyrkelse.“ Senere indviede hun sig til Gud og tjener ham stadig den dag i dag.

Men vil du gøre den indsats der skal til for at komme til at kende Gud? Måske din livsstil ikke ligefrem råber på så store forandringer som i tilfældet med Mari, men alligevel kan der være tale om at gøre store forandringer. Du kan være vis på at Gud ikke skuffer dem der med barnlig iver oprigtigt og ydmygt søger ham for at lære hans vilje at kende — og gøre den.

[Illustration på side 4]

Et stærkt ønske om at lære Gud at kende har fået mange til at gøre store forandringer i deres liv

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del