Hvordan kristenheden begyndte at tilbede en ukendt gud

DEN mystiske treenige gud som kristenheden tilbeder, er ikke jødernes Gud. I jødernes daglige trosbekendelse, den såkaldte Schema, hedder det: „Herren vor Gud, Herren er én.“ Den treenige gud er heller ikke de 600 millioner muslimers gud, for Koranen siger: „Han, Allāh, er én.“

Det er en historisk kendsgerning at kristendommen har sin oprindelse i jødedommen. Jesus Kristus var selv jøde. Han opfyldte den lov Gud havde givet jøderne, og var den Messias hvis komme var forudsagt af de jødiske profeter. (Mattæus 5:17; Johannes 1:45; Apostelgerninger 3:18) Hans tidligste disciple var alle jøder eller omskårne proselytter. (Mattæus 10:5, 6; Apostelgerninger 2:1-11) Som vi har set troede jøderne ikke på en treenighed, og de gør det stadig ikke.

Var det da Jesus selv og De kristne græske Skrifters skribenter der forlod den monoteistiske gudsopfattelse og indførte tanken om en treenig guddom? Nej, for i Encyclopædia Britannica (1976-udgaven) hedder det ganske korrekt: „Hverken ordet treenighed eller tanken om en sådan i nogen udtrykkelig form forekommer i Det nye Testamente; ej heller havde Jesus eller hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Schema i Det gamle Testamente: ’Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én’ (5 Mos. 6:4). . . . Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid.“

Frafald og filosofi

Den kristne apostel Paulus skrev: „Der kommer en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men hellere følge deres egen dårlige smag og ligefrem samle på forkyndere, der snakker dem efter munden, de vender det døve øre til sandheden og lader sig indfange af alt muligt opspind.“ — 2 Timoteus 4:3, 4, Seidelin.

Det fremgår af Bibelen at der allerede var et frafald i gang før Jesu apostle alle var døde. (2 Tessaloniker 2:3, 7; 1 Johannes 2:18, 19; Judas 3, 4, 16, 19) I den kristne menigheds midte fremstod der frafaldne der optrådte som lærere. I stedet for at følge den bibelske sandhed vendte disse falske lærere sig til „alt muligt opspind“. De førte mange af de kristne med sig som bytte „ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers tradition“. — Kolossenserne 2:8.

Som en kommentar til denne udvikling skriver professor J. N. D. Kelly fra Oxford University: „I løbet af de tre første århundreder af sin eksistens skulle den kristne kirke først befri sig for sin baggrund i den [monoteistiske] jødedom, hvor dens vugge havde stået, og derefter finde frem til en sameksistens med den overvejende hellenistiske (græske) kultur der omgav den.“ Om nogle af den tidligste tids lærere der senere blev kendt som kirkefædre fortsætter professor Kelly: „De fleste af dem benyttede sig af datidens filosofiske opfattelser. . . . Man har beskyldt dem for at hellenisere kristendommen (gøre den ’græsk’ med hensyn til form og system), men i virkeligheden prøvede de blot at definere den i en udtryksform der passede til datiden. De var i egentligste forstand de første kristne teologer.“ Disse tidlige „teologer“ tilpassede den enkle, bibelske kristendom til samtidens filosofiske opfattelser.

Treenighedens filosofiske baggrund

Det franske leksikon Alpha gør opmærksom på noget interessant: „I de fleste religiøse traditioner eller filosofiske systemer er der treheder eller treenigheder som svarer til forskellige sider af urkræfterne eller til aspekter af den øverste guddom.“ Et andet fransk værk henviser til den græske filosof Platon (cirka 427-347 f.v.t.) og erklærer:

„Den platoniske treenighed, der i sig selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder stammende fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der affødte de kristne kirkers lære om tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer. . . . Denne græske filosofs opfattelse af den guddommelige treenighed . . . kan findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Dictionnaire Lachatre.

De fleste af kristenhedens præster nægter naturligvis at treenighedslæren stammer fra hedensk filosofi i fortiden. Det autoritative franske værk Dictionnaire de Théologie Catholique helliger 16 spalter med små typer til argumenter imod den tanke at der skulle være forbindelse mellem Platons treenighedsideer og kristenhedens treenige gud. Og dog må man i dette værk indrømme at selve den katolske kirkefader Augustin — der siges at have haft „afgørende betydning for den vestlige [romerske] udvikling af treenighedslæren“ — mente at denne forbindelse var en kendsgerning. I Encyclopædia Britannica (1976, Macropædia) hedder det desuden: „En sådan hellenisering skete i stor udstrækning. Definitionen af den kristne tro, som den indeholdes i trosbekendelserne fra de økumeniske synoder i den tidlige kirke, tyder på at ubibelske vendinger fra neoplatonisk filosofi blev anvendt ved formuleringen af treenighedsdogmet.“

En ukendt gud

Henvendt til en gruppe filosoffer i Athen sagde apostelen Paulus: „Mens jeg gik forbi og omhyggeligt lagde mærke til de ting jeres gudsdyrkelse er rettet imod, fandt jeg for eksempel også et alter hvorpå der var skrevet: ’For en ukendt gud.’“ (Apostelgerninger 17:23) Den franske bibeloversættelse af Pirot og Clamer bringer denne interessante kommentar: „[De græske filosoffer] havde endnu ikke fået kendskab til Gud, Skaberen. Selv Platon opfattede kun Gud som den der havde bragt orden i den allerede eksisterende materie.“ Platons gud var en overordnet „idé eller tanke“ uden navn, et begreb som hans disciple senere kaldte „Denne“ eller „Den gode“. Det var en sådan gådefuld gud, en gud som man ikke kunne kende og som Platon forbandt med sin teori om den guddommelige treenighed, de frafaldne kristne „kirkefædre“ satte sig for at eftergøre. På en måde kan det siges at kristenheden således har fået „en ukendt gud“.

Eftersom „hverken ordet treenighed eller tanken om en sådan i nogen udtrykkelig form forekommer i Det nye Testamente“, måtte de teologiske filosoffer gå på fiskeri i den bibelske tekst for at finde en berettigelse for at tro på noget der blot kunne ligne en treenig gud. Det nærmeste de kunne komme det var nogle få skriftsteder hvor Faderen, Sønnen og den hellige ånd nævnes i samme passage, skønt ikke altid i denne rækkefølge. (Mattæus 28:19; 1 Korinter 12:4-6; 2 Korinter 13:14) I sådanne skriftsteder skulle en slags „treenighedsformel“ kunne findes. Herom siger det lærde værk Theological Dictionary of the New Testament: „Måske har mindelser om de mange treenigheder der fandtes i den omgivende polyteistiske verden bidraget til at disse treenighedsformler er blevet til.“ I en fodnote omtaler dette værk en apokryf bog, Hebræerevangeliet, og siger at helligånden (et hunkønsord på hebraisk og aramaisk) i denne bog „betragtes som Jesu moder“. Det tilføjes: „Her har vi altså den familietreenighed der var så udbredt i antikkens verden: Faderen, moderen, og sønnen.“

Dette lignede selvfølgelig lidt for meget de hedenske treenigheder fra Ægypten, Babylon og Gallien. Og hvis helligånden var Jesu moder, hvad skulle de da stille op med Maria? Kirkefædrene forkastede derfor den hedenske treenighedstanke om „faderen, moderen og sønnen“ og opfandt en ny treenighed bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden. Dermed var problemerne dog ikke forbi, for, som det hedder i Encyclopædia Britannica: „Spørgsmålet om hvordan man kunne forlige troen på Gud i denne trefoldige skikkelse med troen på at Gud er én, som netop var jødernes og de kristnes særkende i forhold til hedningerne, foruroligede den fromme urkirke på det dybeste. Det medvirkede også stærkt til fremme af nye teologiske spekulationer — en drift der kom til at inspirere Vestens metafysik [filosofi] i mange hundrede år.“ Ja, treenigheden, kristenhedens ’ukendte gud’, er et produkt af teologiske spekulationer og filosofi.

Striden om treenigheden

I de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse var der „en forbløffende pluralitet af meninger og formuleringer“ i forbindelse med treenigheden. Historikeren J. N. D. Kelly, der selv tror på en treenig Gud, erkender at alle de tidligste kirkefædre var overbeviste monoteister. Han skriver: „De vidnesbyrd der kan hentes fra de apostolske fædre er meget magre og i skuffende grad uegnede til at slå noget fast. . . . En lære om treenigheden i streng forstand er der selvfølgelig intet spor af.“ — Early Christian Doctrines.

„Fædre“ som Ignatius af Antiokia og Irenæus af Lyon fra det andet århundrede har ganske vist udtrykt tanker der kunne udlægges som tro på en toenig gud, bestående af Faderen og Sønnen. Kelly siger imidlertid: „Hvad apologeterne havde at sige om Helligånden var endnu mere magert . . . De har øjensynlig været yderst forsigtige med hensyn til at fastslå hvilken status og rolle Ånden havde. . . . Der kan ikke herske tvivl om at apologeterne var stærkt usikre i deres opfattelse; endnu havde de langtfra samlet det trefoldige mønster i kirkens tro til et sammenhængende hele.“

De der holder fast ved at der kun er én Gud, Faderen, og at Jesus er hans søn, blev kaldt unitarer. Vi læser: „Trinitarerne og unitarerne blev ved at stå stejlt over for hinanden, og endnu ved begyndelsen af det tredje århundrede udgjorde de sidstnævnte et stort flertal.“ (Encyclopædia Britannica, 11. udgave) Men efterhånden som tiden gik og kirkefædrene kom under stærkere påvirkning af Platons filosofi i en ny skikkelse (neoplatonismen), vandt trinitarerne frem. Tilsyneladende lykkedes det dem ved hjælp af det tredje århundredes neoplatoniske filosofi, med dens komplicerede teorier angående substans eller essens, at gøre det umulige — at få en treenig gud til at se ud som det var én gud. I kraft af lange filosofiske udredninger kunne de hævde at tre personer udgjorde én samtidig med at de var adskilte individer!

Striden med Arius

Uenigheden angående den treenige gud tilspidsede sig i begyndelsen af det fjerde århundrede. Kampens hoveddeltagere var tre filosoffer og teologer fra Alexandria i Ægypten. På den ene side stod Arius, og på den anden side stod Alexander og Athanasius. Arius nægtede at Sønnen var af samme substans som Faderen. Han fastholdt at Sønnen virkelig var Faderens søn, og derfor må have haft en begyndelse. Arius mente desuden at Helligånden var en person, som dog ikke var af samme substans som Faderen eller Sønnen, og at den var underordnet disse to. Han talte ganske vist om en treenighed, men opfattede den som bestående af personer der ikke var lige, og mente at det kun var Faderen der ikke var skabt.

Alexander og Athanasius holdt derimod på at de tre personer i guddommen var af samme substans, og at der derfor ikke var tre guder men én. Athanasius beskyldte Arius for at indføre polyteisme ved at adskille de tre personer.

Romerrigets overhoved, kejser Konstantin, var ivrig efter at benytte sig af den frafaldne kristendom som bindemiddel til at befæste det vaklende verdensrige. For ham var denne teologiske strid uhensigtsmæssig. Han kaldte striden om treenigheden for „en kamp om ubetydelige og tåbelige forskelle i formulering“. Da det ikke lykkedes ham at forlige de to parter ved et særligt brev han sendte til Alexandria i år 324, indkaldte han til et stort kirkemøde for at sagen kunne blive afgjort. Ved dette første økumeniske koncil, der blev afholdt i Nikæa i Lilleasien i år 325, blev resultatet at de forsamlede biskopper til sidst udtalte sig til gunst for Alexander og Athanasius. De vedtog her den nikænske trosbekendelse, der fastslog treenighedsdogmet, en bekendelse der (med nogle ændringer som menes at være foretaget i år 381) den dag i dag anerkendes af den katolske kirke, de græsk-ortodokse kirker og de fleste protestantiske kirker. Således gik det til at kristenheden begyndte at tilbede en gådefuld „ukendt gud“, en treenig gud som ingen kan fatte.

Vidtrækkende konsekvenser

Striden om treenighedslæren endte ikke i Nikæa. Arianismen (som dog ikke var den sande kristendom) dukkede op mange gange i årenes løb. De germanske folkestammer der drog ind i det vaklende romerrige, havde antaget den arianske „kristendom“ og tog den med sig ud i det meste af Europa og Nordafrika, hvor den trivedes indtil langt ind i det sjette århundrede, og visse steder endnu længere.

Treenighedslæren splittede kristenheden i mange hundrede år. Ved adskillige økumeniske konciler fremsatte teologer mange filosofiske formodninger om hvilken natur og plads Sønnen havde og om hvorvidt helligånden er udgået fra Faderen alene eller fra Faderen og Sønnen. Alle disse forviklinger har kun tjent til at gøre gudsopfattelsen blandt kristenhedens folk endnu mere tåget.

Læren om treenigheden har forvirret så mange medlemmer af kristenhedens kirker at deres tro på Gud er rystet eller helt forsvundet. Hvordan ser du på den? Er du interesseret i at vide hvad Bibelen siger om Faderen, Sønnen og den hellige ånd? Dette vil vi behandle indgående i de to næste numre af Vagttårnet.

[Tekstcitat på side 24]

„De vidnesbyrd der kan hentes fra de apostolske fædre er meget magre og i skuffende grad uegnede til at slå noget fast. . . . En lære om treenigheden i streng forstand er der selvfølgelig intet spor af.“ — J. N. D. Kelly, professor i Oxford

[Ramme på side 21]

„Den kristne Bibel, Det nye Testamente indbefattet, indeholder ingen udtalelser om en treenighed eller formodninger angående en treenig guddom.“ — Encyclopædia Britannica

[Ramme på side 23]

„Måske har mindelser om de mange treenigheder i den omgivende polyteistiske verden bidraget til at disse treenighedsformler er blevet til.“ — Theological Dictionary of the New Testament

[Illustration på side 22]

Trehovedet gallisk gud, fra museum i Reims (Frankrig)