Led de nye til Guds organisation
„Elsk hele brodersamfundet.“ — 1 PETER 2:17.
1, 2. Hvad må kristne lærere formidle foruden lærepunkter?
EN LÆRER har den opgave at formidle fakta. Men en god lærer gør mere end det. Han formidler nogle normer, hjælper eleven til at se betydningen af det han lærer og viser ham hvordan han bedst kan anvende det. Dette gælder fremfor alt den kristne lærer. Det er sandt at han må delagtiggøre sine elever i „Guds sandhed“. (Romerne 1:25) Men dette indebærer mere end kundskab om lærespørgsmål. Bibelen tilskynder os til også at undervise andre i Jehovas frygt og i sådanne egenskaber som godhed og rimelighed. — Salme 34:12; 119:66, NW.
2 Jesus nævnte flere ting som omfattes af denne undervisning: „Gør disciple af folk af alle nationerne . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) ’At holde alt det Jesus har befalet’ indbefatter at man tager del i det verdensomspændende forkyndelsesarbejde der ifølge profetien skulle foregå i vor tid. (Mattæus 24:14) Men der er også noget andet som vi må bibringe dem vi studerer Bibelen med. Hvad er det? For at finde svaret må vi beskæftige os med apostelen Paulus’ tjeneste og lægge mærke til noget der var fremherskende i hans undervisning.
Paulus som organisator
3. Hvordan gik Paulus til værks da han underviste de nyinteresserede i Korint?
3 Under sit første besøg i Korint fandt apostelen Paulus mange hørende ører, trods modstand fra den jødiske koloni. Men Paulus underviste ikke blot disse nyinteresserede enkeltvis. Vi læser: „Følgelig gik han bort derfra [fra den jødiske synagoge] og tog ind i huset hos en mand ved navn Titius Justus, som dyrkede Gud og hvis hus stødte op til synagogen.“ (Apostelgerninger 18:7) Dette hus blev et sted hvor nye disciple forsamledes og tilbad i fællesskab. Inden længe organiserede Paulus dem i en menighed. — 1 Korinter 1:2.
4. Hvad fandtes der i Efesus kort efter at Paulus var begyndt at undervise der?
4 Senere rejste Paulus videre til Efesus, hvor der skete noget lignende. Han underviste de interesserede som enkeltpersoner „fra hus til hus“. (Apostelgerninger 20:20) Men han sørgede også hurtigt for at de nye disciple kunne komme sammen. Han „skilte disciplene ud fra dem [jøderne], og daglig holdt han foredrag i Tyrannus’ skolesal“. (Apostelgerninger 19:9) Snart var også denne gruppe af kristne organiseret i en menighed med udnævnte ældste. — Apostelgerninger 20:17, 18.
5. Hvad gjorde de kristne lærere i det første århundrede så hurtigt som muligt for at hjælpe de nye?
5 De nye der i det første århundrede tog imod sandheden blev altså ikke overladt til sig selv. De blev ført sammen i menigheder. Disse menigheder glædede sig over at få opmuntring fra den tids styrende råd. Modne brødre, for eksempel Paulus og Barnabas, brugte megen tid til at undervise i disse nyoprettede menigheder og til ’sammen med mange andre at forkynde den gode nyhed fra Jehovas ord’. (Apostelgerninger 15:30-35) Hvorfor gjorde de sig disse anstrengelser? Hvorfor blev de nye ikke overladt til sig selv og til at stole på at deres nyoplærte samvittighed ville lede dem til at gøre det rigtige?
Hvorfor oprette menigheder?
6. Hvorfor var de første kristne organiseret i menigheder?
6 Der er mange grunde til dette, og vi vil her nævne nogle af dem. Når en blev kristen havde vedkommende ikke længere meget tilfælles med verden omkring ham. (Johannes 17:14, 15) Hvis han var blevet isoleret og overladt til sig selv, ville han have været meget ensom. Men ved at blive ført ind i fællesskabet med andre kristne i den lokale menighed blev han styrket af dem til at bevare sig adskilt fra verden. Jesus havde desuden sagt at hans disciple skulle være „ét“. (Johannes 17:11) Denne enhed kunne især ses i menighederne. Jesus sagde også: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Hvis kristne skulle kunne vise denne kærlighed på en sådan måde at den kunne tjene som et tegn for udenforstående, måtte de findes i grupper. Disse grupper var de lokale kristne menigheder i hvilke de kristne vågede over hinandens åndelige og fysiske velfærd. (Filipperne 2:4) For eksempel blev den hjælp til enker som Paulus drøftede med Timoteus, tydeligvis organiseret gennem menighederne. — 1 Timoteus 5:3-10.
7. (a) Hvad indebærer Paulus’ ord i Hebræerbrevet 10:24, 25? (b) Hvilken rolle spillede de kristne menigheder i det første århundrede i forbindelse med forkyndelsen?
7 Følgende ord af Paulus var derfor en direkte opfordring til at støtte den lokale menighed: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) Det er også helt tydeligt at den enestående forkyndelse af den gode nyhed om Riget der fandt sted i det første århundrede, blev udført på en organiseret måde gennem menighederne. (Romerne 10:11-15) Den hellige ånd ledte således de ældste i menigheden i Antiokia til at sende Paulus og Barnabas som missionærer til nye distrikter, og Paulus anerkendte at de ældste i menigheden i Jerusalem havde beføjelser til at anvise ham hvor han skulle forkynde. — Apostelgerninger 13:1-3; Galaterne 2:8-10.
Lokale menigheder i vor tid
8, 9. Af hvilke grunde bør vi også lede vore interesserede til den lokale menighed?
8 Hvad kan vi lære af denne historiske baggrund? At vi også bør lede de nyinteresserede til den lokale kristne menighed. Ligesom på Paulus’ tid er kristendommen i dag ikke en religion bestående af mennesker der isolerer sig. „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter,“ advarer Ordsprogenes bog. (Ordsprogene 18:1, NW) Men den der „vandrer med de vise bliver viis“. (Ordsprogene 13:20, NW) De nye behøver den åndelige, moralske og følelsesmæssige støtte som den kristne menighed kan give dem. De må opleve alt det som gør det så glædeligt og enestående at være kristen: deres trosfællers kærlighed, de ældstes omsorg og den velgørende enhed. — Salme 133:1.
9 I dag ledes den verdensomspændende organiserede forkyndelse af den gode nyhed om Riget også i det store og hele gennem lokale kristne menigheder. (Mattæus 24:14) Når vi lærer de nye om deres pligt til at være med i dette arbejde, må vi derfor lede dem til den lokale menighed og vise dem hvordan man samarbejder med den.
Et internationalt brodersamfund
10. Nævn nogle skriftsteder der viser den internationale enhed der rådede blandt de kristne i det første århundrede.
10 Men apostelen Paulus førte ikke blot de nye ind i en lokal menighed. Han skrev til efeserne: „Der er ét legeme og én ånd, ligesom I blev kaldet i forbindelse med det ene håb der hører jeres kaldelse til.“ (Efeserne 4:4) Der fandtes kun ét „legeme“ i hele verden, ikke et antal lokalt uafhængige menigheder. Jesus sigtede også til de levende medlemmer af dette „legeme“ på jorden da han talte om ’en trofast og klog træl’ som var bemyndiget til at give ’tjenestefolkene’ mad. (Mattæus 24:45-47) De enkelte kristne rundt omkring på jorden måtte anerkende denne ’træls’ myndighed hvis de skulle have „mad“ af den. Resultatet af dette ville blive et internationalt samfund af kristne.
11. (a) Hvad kaldte Peter denne internationale organisation af kristne? (b) Hvilken ordning bevarede enheden i lærespørgsmål blandt de kristne i det første århundrede? Hvordan viste Paulus at han anerkendte denne ordning?
11 Apostelen Peter omtalte derfor alle de kristne på sin tid som „hele brodersamfundet“. (1 Peter 2:17) De udgjorde et internationalt brodersamfund (græsk: adelfótēs). De nye blev ikke bare en del af den lokale menighed men af hele dette internationale brodersamfund. Menighederne stod i forbindelse med hinanden. (Kolossenserne 4:15, 16) Når der opstod spørgsmål angående lærepunkter afgjorde de kristne ikke selv sagen. For at få et autoritativt svar henvendte de sig til de ældste i menigheden i Jerusalem der dengang tjente som det styrende råd for alle menighederne. (Apostelgerninger 15:2, 6-22) Også Paulus anerkendte dette råds beføjelser til at træffe afgørelser i lærespørgsmål. Selv om han havde fået sandheden gennem en særlig åbenbaring fra Jesus Kristus, rejste han alligevel til Jerusalem og forelagde det styrende råd den gode nyhed som han forkyndte, ’af frygt for at han måske løb eller havde løbet forgæves’. — Galaterne 1:11, 12; 2:1, 2, 7-10.
12. Hvad medvirkede også til at knytte „hele brodersamfundet“ sammen?
12 For at bevare ’hele brodersamfundets’ enhed i tanke og handling blev rejsende tilsynsmænd som Timoteus, Titus og Epafroditus sendt ud for at besøge og opbygge menighederne, og desuden cirkulerede breve fra Paulus, Peter, Jakob, Johannes og Judas iblandt dem. Fordi der fandtes et sådant brodersamfund hørte de mere velhavende kristne i forskellige lande om den nød som deres brødre i Judæa befandt sig i, og gennem menighederne var Paulus i stand til at organisere en hjælpeaktion til de nødstedte. (1 Korinter 16:1-4) De enkelte kristne blev også opmuntret når de hørte beretninger om den udholdenhed og tro som ’hele samfundet af deres brødre i verden’ lagde for dagen. — 1 Peter 5:9.
Lad de nye lære „hele brodersamfundet“ at kende
13. Nævn nogle lighedspunkter mellem „hele brodersamfundet“ i verden i dag og i det første århundrede.
13 Findes der også i dag et sådant „brodersamfund“? Ja, det gør der. „Den trofaste og kloge træl“ findes stadig og har stadig ansvaret for at give ’tjenestefolkene’ mad. (Mattæus 24:45-47) Ligesom på Paulus’ tid er det et styrende råd der repræsenterer denne „træl“ og leder det verdensomspændende arbejde med at forkynde „den gode nyhed“. Den internationale enhed styrkes også i dag gennem breve og trykte publikationer fra dette styrende råd, og gennem modne lærere der tjener i menighederne. Når et menneske lærer sandheden at kende lærer det derfor også at blive en del af den lokale menighed og at betragte sig som en del af hele det verdensomspændende brodersamfund. Det er den kristne lærers ansvar at hjælpe den han studerer Bibelen med, til dette. Hvordan kan han gøre det?
Hjælp andre til at elske „hele brodersamfundet“
14. Hvilke muligheder har du benyttet med et godt resultat når det gælder om at fortælle den du studerer med om den lokale menighed og om Guds folks internationale organisation?
14 Den kristne lærer kan fortælle sin elev om menighedens virke og det internationale brodersamfund, og derefter kan han vise ham det. Hvordan kan han fortælle ham om det? Her følger nogle muligheder som erfarne lærere har benyttet med godt resultat: Tag tid før eller efter bibelstudiet til at tale om menigheden og om den vigtige rolle den spiller ifølge Bibelen, og om „den trofaste og kloge træl“ og den måde hvorpå den tjener i vor tid. Beskriv rigssalen og møderne. Fortæl om interessante punkter du har lært ved møderne. Nævn den lokale menighed såvel som det internationale brodersamfund i dine bønner før og efter studiet.
15. Hvilke udmærkede muligheder har vi for at vise de interesserede den lokale menighed og den internationale organisation?
15 Men hvordan kan man vise disse ting? Her er nogle måder som har været virkningsfulde: Begynd så snart som muligt at invitere andre medlemmer af menigheden med til bibelstudiet, så den du studerer med så hurtigt som muligt begynder at få nye venner. Det er vigtigt at han hurtigt forstår at uanset hvilke venskaber i den gamle tingenes ordning han måtte miste, vil disse blive mere end opvejet af nye venner i ’hele samfundet af brødre i verden’. (1 Peter 5:9; Mattæus 19:27-29) Udnyt til fulde brochuren Jehovas Vidner i det tyvende århundrede. Den beskriver Jehovas Vidners internationale organisation i nutiden og indeholder nogle glimrende billeder af et stort stævne, en rigssal, et møde og forkyndelsen. Den vil give den du studerer med en idé om hvor omfattende „hele brodersamfundet“ er. Kapitel 23 i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden indeholder også en med farvebilleder illustreret beskrivelse af Guds organisation i dag.
16. (a) Hvad bør vi gøre så snart som muligt med dem vi studerer Bibelen med? Af hvilken bibelsk grund? (b) Hvad kan vi gøre under kreds- eller områdetilsynsmandens besøg for at hjælpe dem vi studerer med til at blive en del af Guds folk?
16 Husk også at Paulus organiserede møder i Efesus næsten umiddelbart efter at han havde fundet interesse. (Apostelgerninger 19:9, 10) Til menigheden i Korint sagde han at når „en ikke-troende eller et almindeligt menneske“ kommer ind til et velordnet kristent møde, „[bliver] hans hjertes hemmeligheder . . . gjort kendt, og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og bekende: ’Gud er virkelig iblandt jer’“. (1 Korinter 14:24, 25) I dag er det også sådan at jo før den interesserede kommer sammen med den lokale menighed, jo hurtigere vil han forstå hvor sandheden virkelig findes. Af den grund indbyder kristne lærere deres elever til så hurtigt som muligt at overvære menighedens møder og større stævner. Om nødvendigt gør de sig den ulejlighed at tage hen til den interesserede og personligt ledsage ham eller hende til møderne. Når deres menighed får besøg af en nutidens „Titus“ eller „Epafroditus“, en kreds- eller områdetilsynsmand, sørger de for at den de studerer med lærer ham og hans kone at kende, idet de måske endog inviterer de besøgende til at være med ved det regelmæssige bibelstudium.
17. Hvad er derfor en vigtig del af vort arbejde med at undervise og gøre disciple? (Mattæus 28:19, 20) Hvordan gavner dette dem vi studerer med?
17 Jehovas verdensomspændende menighed af salvede er „en sandhedens søjle og støtte“. (1 Timoteus 3:15) For at nyinteresserede kan få gavn af denne „støtte“ må de slutte sig til de hundredtusinder af ydmyge som nu flokkes om disse salvede. (Zakarias 8:23) I dag udgør disse ydmyge et internationalt brodersamfund på mere end to og en halv million mennesker, og det at tage imod sandheden indebærer at man tilslutter sig dette internationale brodersamfund. Når de nyinteresserede bliver en del af det, nyder de al den støtte og beskyttelse det medfører. De glæder sig over deres medkristnes broderlige kærlighed og har selv lejlighed til at gengælde denne kærlighed. (Hebræerne 13:1) Det betyder også at de bliver en del af den talløse internationale skare der vil overleve den kommende store trængsel og som for altid vil kunne glæde sig over et lykkeligt fællesskab. (Åbenbaringen 7:9-17) Glem derfor ikke, når du underviser i bibelske lærespørgsmål, at lede de nye til „hele brodersamfundet“ og at indgive dem kærlighed til det. — 1 Peter 2:17.
Husker du?
■ Hvad gjorde Paulus med de nyinteresserede i Efesus og Korint?
■ Hvorfor var dette til gavn for de nyinteresserede?
■ Hvad bør vi være vågne for at gøre vore bibelstudier bekendt med, foruden at vi underviser dem i bibelske lærespørgsmål?
■ Hvilke praktiske muligheder har vi for at gøre dette?
[Illustrationer på side 26, 27]
De nye hilses hjerteligt velkomne til „hele brodersamfundet“