Nyt fra Rigets arbejdsmark
Af spædes og diendes mund
JESUS udtalte følgende ord: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning.“ (Mattæus 21:16) En treårig pige fra Guadeloupe hvis moder er et af Jehovas vidner, var med til at bekræfte dette. Denne lille pige blev ofte passet af sin bedstemoder når moderen var på arbejde, og så forkyndte hun for sin bedstemoder.
Moderen fortæller: „Min lille datter løb altid efter sin bedstemoder og plagede hende om at læse højt fra Min bibelhistoriebog.“ Men hun svarede næsten altid: „Jeg er ked af det, men du ved jeg har travlt og ikke har tid når jeg skal klare din moders arbejde.“ Men en dag insisterede den treårige pige på at de skulle læse bogen sammen. Hun åbnede den og begyndte at forklare billederne, der er bygget over episoder fra Bibelen, for sin bedstemoder. Forbavset over hvor meget hendes barnebarn vidste, tog hun bogen og begyndte at læse i den. Hun fandt hurtigt ud af at det den lille pige fortalte, var rigtigt. Hendes interesse blev vakt, og hun læste mere og mere.
Nogen tid senere sagde bedstemoderen til barnets moder: „Førhen var jeg ikke særlig interesseret når du fortalte mig om Bibelen. Men sådan er det ikke mere, for nu læser jeg selv i den.“
Barnet bad hele tiden sin bedstemoder om at tage med til Jehovas Vidners møder, og det gjorde hun så for at glæde barnet. Det hun hørte gjorde et stort indtryk på hende. I dag er bedstemoderen et indviet og døbt vidne for Jehova.
Det er altså sandt at Jehova har beredt sig lovprisning af spædes og diendes mund. Nu glæder de sig alle tre over at tjene Jehova sammen!
■ En anden oplevelse som en af vore yngste har haft, er fra Nigeria. Et ægtepar med to små piger studerede Bibelen med Jehovas vidner. Faderen døde imidlertid, og moderen mistede interessen og vendte tilbage til den kirke hun kom fra. Hun pressede sine to små piger på 7 og 12 år til at gøre det samme. Pigerne kæmpede en hård kamp for troen og diskuterede endog med kirkens ledere, deriblandt præsten. Da han kom til kort over for Bibelens sandheder, holdt han op med at besøge dem. Da pigen på 7 år ikke ville gå med sin moder hen i hendes kirke, lod moderen være med at give hende mad.
En dag tog pigen selv hen til Jehovas Vidners rigssal, men der var ingen til stede eftersom forkynderne var taget til et stævne. Alligevel gav hun sig til at synge, bede og studere som om det var et almindeligt møde.
Da hun om aftenen kom hjem var hun særlig lydig over for sin moder. Hendes gode opførsel gjorde indtryk på moderen, og hjalp hende til igen at få interesse for sandheden. Hun genoptog sit bibelstudium med forkynderne, overværede møderne og fortsatte med at gøre fremskridt og vokse i bibelkundskab. I dag er moderen et indviet og døbt vidne for Jehova, og hendes syvårige pige gør gode fremskridt i sandheden.
Jehova velsignede virkelig denne lille piges trofasthed — og hvor er hun glad for nu at se sin moder som et døbt Jehovas vidne! Moderen er også taknemmelig for at hendes datter forblev trofast over for Jehova.