Vort liv, vor integritet og ’blodkortet’

„DEN kloge ser faren og søger i skjul, tankeløse går videre og bøder.“ — Ordsprogene 27:12.

Dette inspirerede ordsprog viser værdien af forudseenhed. En ’fare’ eller ulykke som Guds tjenere ønsker at undgå er at de skulle bryde deres integritet. I mange år har Jehovas vidner derfor omhyggeligt overholdt Guds befaling til kristne om at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Efter en ulykke er den kristne måske ikke ved bevidsthed eller i stand til at give en detaljeret forklaring om grunden til at han ikke ønsker at modtage blodtransfusion. Skulle han trods sin dårlige tilstand formå at give udtryk for at han — i overensstemmelse med princippet om informeret samtykke — ikke ønsker blodtransfusion, ville lægerne og det øvrige hospitalspersonale måske frygte for at blive sagsøgt hvis de afveg fra den normale behandlingsform. I nogle år har Jehovas vidner derfor benyttet et kort der forklarer deres indstilling til blodtransfusion. Indehaveren samt to vidner har underskrevet dette dokument, som erklærer at læger og hospitalsledere ikke vil blive sagsøgt af patienten eller hans pårørende i forbindelse med eventuelle komplikationer der kunne synes at opstå som følge af at man har respekteret patientens standpunkt. Hvert andet år underskrives og dateres et nyt kort. Således vil det have større vægt.

Hvis du ønsker at adlyde Guds lov om blod, har du da altid dette kort på dig? Har du sørget for at det ikke er for gammelt, og, om overhovedet muligt, underskrevet af en af dine nærmeste pårørende? Det følgende brev viser hvorfor du bør gøre dette:

„Min mand og jeg vil gerne takke jer mange gange for at I giver os åndelig føde i rette tid og undervisningsmateriale der kan hjælpe os. Jeg vil gerne fortælle jer hvordan dette har bidraget til at vi begge har reddet livet.

Det regnede temmelig meget da vi om aftenen den 6. juni 1983 kørte hjem fra arbejde. Vi havde arbejdet på et nyt boligbyggeri knap 50 kilometer fra vores hjem og havde lige hentet vores tre små børn fra skole. Mens vi kørte nordpå ad motorvejen i vores lille lastbil med min mand, John, ved rattet, snakkede vi om det kommende områdestævne. Pludselig så jeg anhængeren på en lastvogn i den modsatte kørebane svinge rundt. Lastvognen ramte midterrabatten med en sådan kraft at jord og græs fløj op i luften, og på mindre end et øjeblik var den braset tværs gennem afspærringen og tårnede sig op foran os som en kæmpestor mur.

Vi havde ofte talt om hvad der ville ske hvis vi kom ud for en ulykke. Vi havde fulgt vejledningen om at tale med vores læge og det lokale hospital om vores holdning til blodtransfusion. Men hvad nu hvis vi var bevidstløse, befandt os i en anden by og ikke var i stand til at nægte at modtage en blodtransfusion? Her er det så at et af de hjælpemidler I [Vagttårnsselskabet] så kærligt har tilvejebragt, virkelig har vist sig at være nyttigt: Kortet der forklarer at vi ikke ønsker blodtransfusion. Vi har altid kortet på os. Det er korrekt udfyldt, dateret og underskrevet.

Mens jeg sad bevidstløs i bilvraget standsede en sygeplejerske op for at hjælpe. John gav hende lov til at tage de to børn som var til at få ud af bilen, med sig, fordi et af dem blødte voldsomt fra et sår i baghovedet. Vores tredje barn, en lille pige, sad fastklemt i bilen sammen med mig fordi døren ikke kunne åbnes.

Da ambulancen ankom bad John chaufføren give hospitalet besked over radioen om at børnene under ingen omstændigheder måtte få blod. Det nægtede han at gøre. Først da John viste ham kortet om vores holdning til blodtransfusion blev han overbevist og sendte beskeden til hospitalet.

John var kommet slemt til skade. Han havde fået nogle dybe flænger i hovedet, havde brækket venstre håndled og fået mange knubs. Men han blev ved med at bede om at måtte være ved bevidsthed så længe at han kunne sørge for at hans familie fik en hjælp der var i overensstemmelse med Bibelens bud.

Begge mine hofteben var brækket, det ene flere steder. På venstre lårben havde jeg et brud som forårsagede indre blødninger. Da vi ankom til hospitalet var jeg stadig bevidstløs. Lægen sagde til John at jeg inden for de næste få timer ville miste over halvdelen af mit blod og at jeg ville dø hvis ikke jeg fik en blodtransfusion. Til trods for sin tilstand blev John ved med at sige: ’Ikke noget blod.’ Men de ville ikke acceptere hans holdning. De sagde til ham at han ville miste sin kone, og spurgte: ’Hvem skal så tage sig af børnene?’ Endelig fandt de mit ’blodkort’. Lægen fik taget nogle kopier af det og arkiverede det. Eftersom det er et juridisk gyldigt dokument [i USA], respekterede de det og forsøgte ikke længere at gennemtvinge en blodtransfusion. Seks timer senere kom jeg til bevidsthed og kunne selv give udtryk for mine ønsker. Men det vidunderlige lille kort — som nogle måske finder ubetydeligt — reddede mig fra at blive påtvunget en blodtransfusion mens jeg var bevidstløs.

Jeg var indlagt i næsten syv uger, men jeg tror at årsagen til at jeg kom mig så forholdsvis hurtigt til dels var at jeg ikke havde fået noget fremmed blod, og derfor slap for komplikationer. Nu er vores lille familie atter samlet, og det går fint fremad med os alle. Vi takker Jehova for at han har givet os så vidunderlige hjælpemidler som ’blodkortet’. Det er en stor hjælp!“

Jehovas vidner anskaffer sig disse værdifulde kort gennem de ældste i deres menighed. Ovenstående erfaring viser hvorfor vi og vore familier bør være „kloge“ og altid have et udfyldt kort på os. — Ordsprogene 22:3.