Forkyndelse — et krav til kristne

I de senere år har kirkeledere taget til orde angående behovet for at der aflægges et kristent vidnesbyrd. Det bør de også gøre, for ordet „et vidne“ (oversat fra det græske ord martys) optræder i sine forskellige former ikke mindre end 38 gange i De kristne græske Skrifter („Det nye Testamente“, den danske autoriserede oversættelse af 1948). Lad os se nærmere på nogle af de udtalelser kristenhedens ledere har fremsat.

PAVE JOHANNES PAUL II citeres i L’Osservatore Romano (ugentlig, engelsksproget udgave) for den 30. april 1984 for disse ord: „Aflæggelsen af vidnesbyrd er, som min forgænger Paul VI understregede, ’en vigtig del af evangelieforkyndelsen, og i regelen den første’ (Evangelii Nuntiandi, nr. 21). Det er særlig påkrævet i vor tid, hvor der som følge af at mange ikke ved hvad de skal tro og fordi værdinormer går i glemme, opstår en krise som tydeligere og tydeligere viser sig at berøre hele civilisationen.“ Året før skrev et andet nummer af samme tidsskrift om en pavelig audiens under overskriften: „En arbejdende verden har brug for kristne vidner.“

Behovet for forkyndelse betones altså af den romersk-katolske kirke. Men hvad siger protestantiske talsmænd om betydningen af forkyndelse?

Kirkernes Verdensråd — der nu har 301 medlemmer — holdt sin sjette generalforsamling i Vancouver fra den 24. juli til den 10. august 1983, og udgav senere en bedømmelse af missionsvirksomheden på verdensplan (International Review of Mission, oktober 1983) hvori der blandt andet forekom en 36-siders artikel med titlen „Forkyndelse i en splittet verden“. Under overskriften: „Alle kristne er kaldet til at forkynde,“ stod der ganske ligefremt i denne artikel: „For kristne er forkyndelsens opgave og gerning en reaktion på og et udtryk for loyalitet mod Gud. . . . Forkyndelsen udføres på befaling af Gud. Vi er vidner om Guds, vor Skabers og Livgivers, overhøjhed og kærlighed.“

Det teologiske tidsskrift Review and Expositor, der udgives af baptisterne, betoner det samme punkt: „En undersøgelse af bogen Apostlenes Gerninger viser at nye troende blev føjet til kirken fordi de kristne forkyndte. Hvis der ikke kommer nogen nyomvendte til, kan man sandsynligvis slutte at de kristne ikke forkynder.“

Skønt kristenhedens sekter er håbløst splittede hvad angår ideologi og lære, er de tilsyneladende enige med hensyn til behovet for forkyndelse. Men handler deres medlemmer i overensstemmelse med forpligtelsen til at forkynde?

Om dette skriver Michael Green, der er præst ved St. Aldgate’s Church i Oxford, England: „Vore forfædre i troen blev beskyldt for at have ’bragt hele verden i oprør’ med den gode nyhed om Jesus som de fortalte andre om (Apostlenes Gerninger 17:6). . . . Det er på dette punkt vi adskiller os så umådelig meget fra den første menighed, hvor enhver mand og kvinde så det som sin opgave at aflægge vidnesbyrd om Jesus Kristus med alle til rådighed stående midler.“

I en brochure udgivet af baptisterne, Witnessing in Today’s World, hedder det: „En nidkær kristen vil måske sige: ’Jamen, jeg ville slet ikke vide hvor jeg skulle begynde hvis jeg skulle forkynde for andre.’“ Brochuren tilføjer: „Den umiddelbare reaktion hos mange medlemmer af baptistkirken når forkyndelse kommer på tale er: ’Det betaler vi jo præsten for at gøre.’“

I en tryksag udgivet i Westminster, The Christian as Communicator, indrømmes det desuden: „Det er meget muligt at ansvaret for at viderebringe evangeliet svigtes af den simple grund at kristne ikke har særlig meget at sige.“

Medlemmerne af kristenhedens sekter har ganske rigtigt „ikke særlig meget at sige“, og deri ligger kernen i deres problem. De har ikke bemærket at det ’tegn’ som Jesus gav angående sin „nærværelse“ i Rigets herlighed og „afslutningen på tingenes ordning“, opfyldes i vor tid. De der ser dette ’tegn’ føler sig tilskyndet til at forkynde om det. Hvor kan vi være glade for at sande kristne i dag har meget at sige, når de nidkært forkynder om Jehovas kommende rige ved Kristus Jesus! — Mattæus 24:3-14; Esajas 43:12.