Jehova — En streng eller en kærlig Gud?

„BIBELENS Gud er en streng Gud,“ fastholdt japaneren. Missionæren ved hans dør vidste at han stod over for en der var kendt med Guds ord, Bibelen.

„Hvad med alle dem Gud lod drukne i Vandfloden?“ fortsatte manden. „Og hvad med byerne Sodoma og Gomorra som han sendte ild og svovl ned over, for ikke at nævne den befaling israelitterne fik til at udrydde kana’anæerne? Hvordan kan man sige andet end at Gud er streng og grusom? Det nye Testamentes Gud er helt anderledes. Den Gud Jesus lærte om, var en fredens og kærlighedens Gud.“

At „Det gamle Testamentes“ Gud var streng og stridslysten, er en indgroet opfattelse hos mange. Af den grund betragter nogle endda ’Det nye Testamentes kærlige Gud’ med mistro. Hvad skulle bevæge én til at tjene en Gud der har en modsætningsfyldt personlighed?

„Alle hans veje er retfærd“

Mennesker kan imidlertid næppe siges at have forudsætninger for at kritisere Guds handlemåde. Fatter et lille barn straks hvorfor dets fader udsætter det for et tandlægebesøgs pinsler? Næppe, og vi forstår måske heller ikke med det samme hvorfor Gud gør som han gør. „Erkend at det er Jehova der er Gud,“ sagde salmisten. „Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv.“ — Salme 100:3, NW.

Er det da ikke uklogt og forhastet at konkludere at Gud er alt for streng? „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ (Esajas 55:8, 9) Desuden forsikrer Bibelen os om at „alle hans veje er retfærd“. Jehova beskrives som „en trofast Gud, uden svig [uret, NW]“. (5 Mosebog 32:4) Lad os derfor betragte nogle af de tilfælde hvor Gud har fundet det ret at eksekvere en dom.

Vandfloden

„[Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang.“ (1 Mosebog 6:5) Sådan var verden før Vandfloden. Ja, Jehova Gud „så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden“. (1 Mosebog 6:12) Nogle vil måske fremføre at Gud burde have ladet mennesker gøre som de ville og undladt at gribe ind. Men der fandtes stadig ærlige, moralsk retskafne mennesker på jorden. Ville det ikke have været hjerteløst af Gud at tillade de onde at udrydde de sidste spor af anstændighed på jorden? Jo, og han iværksatte en verdensomspændende vandflod for at rense jorden for dem der ødelagde den.

En ukærlig Gud ville ikke have sørget for overlevelsesmuligheder for mennesker og dyr. Men det gjorde Jehova. En ukærlig Gud ville aldrig have advaret om den kommende oversvømmelse. Men Jehova lod Noa prædike, som „en forkynder af retfærdighed“, i mindst 40 til 50 år! (2 Peter 2:5) Folk havde valget mellem at overleve og at dø.

Sodoma og Gomorra

Da to engle besøgte Sodoma, røbede indbyggerne hurtigt hvor perverse de var. „Indbyggerne i Sodoma [stimlede] sammen omkring huset, både gamle og unge, alle uden undtagelse, og de råbte til Lot: ’Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem!’“ (1 Mosebog 19:4, 5) Dette var at ’gå efter kød til unaturligt brug’. — Judas 7; se også Romerbrevet 1:26, 27.

Gud, der „ransager hjerterne“, indså at byerne ikke stod til at redde. Deres udslettelse var fortjent. (Romerne 8:27) Ja, der fandtes ikke engang ti retfærdige i Sodoma! (1 Mosebog 18:32) Sodomas indbyggeres adfærd udgjorde en reel trussel for den retfærdige Lot og hans familie. Gud handlede derfor kærligt da han reddede Lot og hans døtre! — 1 Mosebog 19:12-26.

Udryddelsen af kana’anæerne

Jehova havde lovet Abraham at hans afkom med tiden skulle tage Kana’ans land i besiddelse. Læg imidlertid mærke til at dommen ikke skulle fuldbyrdes på Abrahams tid. Hvorfor ikke? „Thi endnu er amoritternes [den dominerende kana’anæiske stammes] syndeskyld ikke fuldmoden,“ sagde Jehova. (1 Mosebog 15:16) Der skulle gå omtrent 430 år før denne nations ondskab havde antaget et sådant omfang at Moses kunne sige: „Det er på grund af disse folks [kana’anæernes] ondskab, at [Jehova] driver dem bort foran dig.“ — 5 Mosebog 9:5.

Som bogen Archaeology and the Old Testament siger: „De kana’anæiske guders brutalitet, begær og løssluppenhed . . . må nødvendigvis have fremkaldt de dårligste egenskaber i deres tilbedere og må have været årsag til mange af de mest demoraliserende skikke på den tid, som for eksempel tempelprostitutionen, børneofringerne og slangedyrkelsen [og] det absolutte moralske og religiøse forfald.“ Til trods herfor blev gibeonitterne og indbyggerne fra tre andre byer skånet. (Josua 9:17, 18) Ville en ukærlig Gud have tilladt det?

En modsætningsfyldt personlighed?

Nogle hævder at „Det gamle Testamentes“ Gud undergik en personlighedsforandring i „Det nye Testamente“. ’Jesu lære drejede sig om kærlighed,’ siger de. — Mattæus 5:39, 44, 45.

Men Jerusalems ødelæggelse i år 70 indtraf som Jehovas dom, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. (Mattæus 23:37, 38; 24:2) Som enkeltpersoner måtte desuden syndere som Ananias, Safira og Herodes lade livet. Gud havde ikke forandret sig. (Apostelgerninger 5:1-11; 12:21-23; Malakias 3:6) Jesu lære om kærlighed var heller ikke noget nyt og uhørt. Langt tidligere havde Moseloven befalet: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Jesu lære om selvopofrende kærlighed rakte imidlertid videre end dette bud. (Johannes 13:34) Husk desuden at han også udtalte sig stærkt fordømmende om de hykleriske religiøse ledere. Læs Mattæus, kapitel 23, og konstatér ved selvsyn i hvor kraftige vendinger Jesus fordømte disse.

Bibelens udsagn dokumenterer derfor ikke at Gud er streng og ukærlig, men bevidner hans dybe og varige kærlighed til menneskeheden. Dette bevæger os til at lære Jehova og hans kærlige veje yderligere at kende. Næste artikel er netop skrevet med dette for øje.

[Illustration på side 3]

Var Jehova retfærdig da han lod Vandfloden komme over jorden, ødelagde Sodoma og Gomorra, og udryddede kana’anæerne?

[Kildeangivelse på side 2]

Foto på forsiden og side 7 bragt med tilladelse af NASA