Få kendskab til Kongebøgerne
I SIN hjemby Nazaret sagde Jesus ved en lejlighed noget der fremkaldte en forbavsende stærk reaktion. Byens indbyggere undrede sig tilsyneladende over at han ikke havde gjort lige så mange mirakler dér som han havde gjort i andre byer. Da Jesus forklarede dem hvad grunden var, illustrerede han det med to eksempler fra Bibelen. Han sagde:
„Jeg skal sige jer som sandt er, at ingen profet er velkommen i sin hjemegn. Lad mig for eksempel fortælle jer denne sandhed: Der var mange enker i Israel i Elias’ dage, da himmelen var lukket i tre år og seks måneder så der blev stor hungersnød i hele landet, og dog blev Elias ikke sendt til en eneste af dem, men derimod til en enke i Zarepta i Zidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid, og dog blev ingen af dem renset, men derimod syreren Na’aman.“ (Lukas 4:24-27) Da Jesus havde sagt dette, fyldtes tilhørerne af harme og forsøgte at slå ham ihjel. Hvorfor var deres reaktion så voldsom?
For at finde svaret må vi slå op i De hebraiske Skrifter og læse beretningerne om Elias og Elisa. De kristne i det første århundrede havde et indgående kendskab til De hebraiske Skrifter, og det samme havde deres jødiske tilhørere. For at illustrere en tanke henviste de kristne bibelskribenter, ligesom Jesus, utallige gange til begivenheder og personer der er omtalt i disse ældre bøger. Disse henvisninger blev straks bemærket og forstået af tilhørerne. Hvis vi skal have fuldt udbytte af Jesu undervisning, må også vi kunne genkende disse henvisninger.
Sandheden er at man ikke kan forstå De kristne græske Skrifter til bunds, medmindre man kender De hebraiske Skrifter. Beretningerne om de profeter som Jesus omtalte, Elias og Elisa, er nedskrevet i Kongebøgerne. Lad os nu betragte disse to bøger og se hvordan kendskab til dem vil give os en dybere og mere klar forståelse af De kristne græske Skrifter.
En ugunstig sammenligning
Lad os først overveje dette: Hvorfor blev indbyggerne i Nazaret så vrede da Jesus omtalte de to mirakler som Elias og Elisa havde udført over 900 år tidligere? Jo, Jesus sammenlignede tydeligvis Nazarets indbyggere med de israelitter der boede i Israels nordlige rige i Elias’ og Elisas levetid, og det fremgår af Kongebøgerne at Israel ikke var i nogen god åndelig tilstand på det tidspunkt. Israelitterne var gået over til ba’alsdyrkelse og forfulgte Jehovas profeter. Elias var faktisk på flugt fra sine egne landsmænd da han fik husly og mad af en enke i Zarepta, en by der lå i et fremmed land. Det var på det tidspunkt han udførte det mirakel som Jesus omtalte. (1 Kongebog 17:17-24) Israel var stadig fyldt med ba’alsdyrkelse da Elias helbredte den syriske hærfører Na’aman for spedalskhed. — 2 Kongebog 5:8-14.
Nazarets indbyggere brød sig ikke om at blive sammenlignet med datidens utro jøder. Var Jesu sammenligning berettiget? Ja. Ligesom Elias’ liv havde været i fare i Israel, var Jesu liv nu i fare. I beretningen hedder det: „Da de der var i synagogen hørte dette, fyldtes de alle af harme, og de rejste sig og drev ham ud uden for byen, og de førte ham hen til randen af det bjerg som deres by var bygget på, for at styrte ham ned.“ Men Jehova beskyttede Jesus, som han tidligere havde beskyttet Elias. — Lukas 4:28-30.
Kong Salomons herlighed
Dette er blot et enkelt eksempel på at Jesu og de første kristnes ord får større indhold når man kender Kongebøgerne. Lad os belyse det med endnu et eksempel. I Bjergprædikenen tilskyndede Jesus sine tilhørere til at stole på Jehova i spørgsmålet om materielle fornødenheder. Han sagde blandt andet: „Hvorfor bekymrer I jer om tøjet? Lær af liljerne på marken, af hvordan de vokser; de hverken slider eller slæber, og de spinder ikke; men jeg siger jer at ikke engang Salomon i al sin herlighed var klædt som en af dem.“ (Mattæus 6:28, 29) Hvorfor nævnte Jesus Salomon i denne forbindelse?
Det vidste hans jødiske tilhørere, for de kendte Salomons herlighed. Den beskrives ret udførligt i Første Kongebog (og i Anden Krønikebog). For eksempel huskede de sandsynligvis at den daglige forsyning af madvarer til Salomons husstand „udgjorde tredive kor fint mel og tres kor almindeligt mel, ti stykker fedet hornkvæg og tyve stykker hornkvæg fra græsgangen og hundrede stykker småkvæg, foruden hjorte, gazeller, rådyr og opfedede gøge“. (1 Kongebog 4:22, 23) En utrolig mængde madvarer!
Desuden udgjorde vægten af det guld som Salomon fik ind i løbet af et år „seks hundrede og seksogtres guldtalenter“, hvilket svarer til over 3.000.000.000 kroner. „Der var intet af sølv; det blev slet ikke regnet for noget i Salomons dage.“ (1 Kongebog 10:14, 21) Da Jesus mindede sine tilhørere om dette, havde de lettere ved at forstå hvad han mente.
Jesus nævnte også Salomon i en anden sammenhæng. Da nogle skriftkloge og farisæere forlangte at Jesus gjorde et tegn, svarede han: „Sydens dronning vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation og vil fordømme den; for hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, og se, her er mere end Salomon.“ (Mattæus 12:42) Hvorfor virkede disse ord som en kraftig irettesættelse af de lyttende religiøse ledere?
Hvis vi kender Første Kongebog, ved vi at „Sydens dronning“ var dronningen af Saba. Som dronning over et rigt land var hun en betydningsfuld person. Da hun besøgte Salomon, medbragte hun „et meget imponerende følge“, kostbar olie, „guld i stor mængde og kostbare sten“. (1 Kongebog 10:1, 2) I fredstid føres forhandlinger mellem regenter som regel ved hjælp af ambassadører. Det var derfor meget usædvanligt at dronningen af Saba, en regerende monark, personligt rejste hele vejen til Jerusalem for at besøge kong Salomon. Hvorfor gjorde hun det?
Kong Salomon var meget velhavende, men det var dronningen af Saba også. Det er utænkeligt at hun skulle drage ud på en sådan rejse blot for at se en anden rig monark. Salomon var imidlertid ikke blot rig; han var „større i rigdom og visdom end alle jordens konger“. (1 Kongebog 10:23) Under hans vise herredømme „boede [Juda og Israel] trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’er-Sjeba, alle Salomons dage“. — 1 Kongebog 4:25.
Det var Salomons visdom der vakte dronningen af Sabas nysgerrighed. Hun havde hørt „rygtet om Salomon i forbindelse med Jehovas navn, så hun kom for at prøve ham med vanskelige spørgsmål“. I beretningen siges der: „Da hun kom ind til Salomon og talte med ham om alt hvad hun havde på hjerte, gav Salomon hende svar på alle hendes spørgsmål; der var intet som var skjult for kongen, intet som han ikke gav hende svar på.“ — 1 Kongebog 10:1-3.
Også Jesus besad en enestående visdom „i forbindelse med Jehovas navn“. Ja, han var „mere end Salomon“. (Lukas 11:31) Dronningen af Saba, der ikke var jøde, foretog en lang og ubekvem rejse blot for med egne øjne at se Salomon og få gavn af hans visdom. De skriftkloge og farisæerne burde derfor have lyttet med værdsættelse til den der var „mere end Salomon“, da de havde så let adgang til det. Men det gjorde de ikke. „Sydens dronning“ havde langt større værdsættelse af gudgiven visdom end de havde.
Hentydninger til profeterne
I den periode af historien som Første og Anden Kongebog spænder over, var det konger der herskede i tolvstammeriget, og senere i de delte riger, Israel og Juda. Jehovas profeter var på det tidspunkt meget aktive blandt hans folk, og af disse var de førnævnte profeter, Elias og Elisa, særlig fremtrædende. Ud over Jesu omtale af dem i Nazaret, er de nævnt flere steder i De kristne græske Skrifter.
I sit brev til de kristne hebræere fortalte apostelen Paulus om den tro fortidens tjenere for Gud havde vist, og skrev som et eksempel på dette: „Kvinder fik deres døde tilbage ved opstandelse.“ (Hebræerne 11:35) Både Elias og Elisa oprejste nogle fra de døde, og det har uden tvivl været dem Paulus havde i tanke. (1 Kongebog 17:17-24; 2 Kongebog 4:32-37) Da tre af Jesu apostle blev „øjenvidner til hans storhed“ under synet ved forklarelsen på bjerget, så de ham tale med Moses og Elias. (2 Peter 1:16-18; Mattæus 17:1-9) Hvorfor blev netop Elias valgt som repræsentant for den række af førkristne profeter der vidnede om Jesus? Hvis du i Første Kongebog læser om hans stærke tro og om den storslåede måde hvorpå han blev brugt af Jehova, vil du forstå det.
Elias var dog kun et almindeligt menneske som vi. Jakob hentydede til en anden beretning fra Første Kongebog da han skrev: „En retfærdigs bøn har megen kraft, når den er i virksomhed. Elias var et menneske med de samme svagheder som vi, og dog bad han en bøn om at det ikke skulle regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder. Og han bad igen, og himmelen gav regn og landet frembragte sin frugt.“ — Jakob 5:16-18; 1 Kongebog 17:1; 18:41-46.
Andre mindelser om Kongebøgerne
Mange andre steder i De kristne græske Skrifter finder vi mindelser om de to Kongebøger. Stefanus mindede det jødiske sanhedrin om at Salomon byggede Jehova et hus i Jerusalem. (Apostelgerninger 7:47) Mange af detaljerne ved dette byggearbejde er optegnet i Første Kongebog. (1 Kongebog 6:1-38) Da Jesus henvendte sig til en kvinde i Samaria, sagde hun overrasket til ham: „’Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?’ (Jøder har nemlig ikke noget samkvem med samaritanere.)“ (Johannes 4:9) Hvad var grunden til at jøderne ikke havde noget samkvem med samaritanerne? Beretningen i Anden Kongebog beskriver dette folks oprindelse, og kaster lys over sagen. — 2 Kongebog 17:24-34.
Et budskab stilet til menigheden i Tyatira og gengivet i Åbenbaringens bog, indeholder denne udtrykkelige vejledning: „Dog har jeg det imod dig at du tolererer kvinden Jesabel, som kalder sig profetinde og som lærer og vildleder mine trælle til at begå utugt og spise noget der er ofret til afguder.“ (Åbenbaringen 2:20) Jesabel var datter af en ba’alspræst i Tyrus. Som det fremgår af Første Kongebog giftede hun sig med kong Akab og blev dronning over Israel. Hun dominerede sin mand og indførte ba’alsdyrkelsen i det i forvejen frafaldne Israel, bragte en stor skare ba’alspræster ind i landet og forfulgte Jehovas profeter. Til sidst led hun en voldsom død. — 1 Kongebog 16:30-33; 18:13; 2 Kongebog 9:30-34.
Den kvinde i menigheden i Tyatira der havde samme sindelag som Jesabel, forsøgte åbenbart at lære menigheden at øve umoralitet og at overtræde Guds love. En der opfordrede til noget sådant måtte fjernes fra menigheden, ligesom Jesabels familie måtte fjernes fra det israelitiske folk.
Ja, vi må kende De hebraiske Skrifter for at kunne forstå De kristne græske Skrifter. Mange detaljer får først mening når vi forstår at De hebraiske Skrifter danner baggrund for dem. Jesus, de første kristne og de jøder de forkyndte for, havde et indgående kendskab til dem. Hvorfor ikke tage dig tid til at blive lige så godt kendt med dem? Gør du det, vil dit udbytte af „hele Skriften“, som er „inspireret af Gud og gavnlig til undervisning“, blive det størst mulige. — 2 Timoteus 3:16.