Hvordan finder man sande venner?
„DEN eneste måde at få en ven på er at være en ven,“ sagde den amerikanske forfatter Ralph Waldo Emerson. Mange har imidlertid valgt at køre deres eget løb. I stedet for at række hånden ud og være en ven, holder de andre på afstand. Hvad bliver følgen? „Mennesker der tilbringer megen tid på egen hånd, føler sig i mange tilfælde ’meget passive, ulykkelige, som om de slet ikke hører til nogen steder’,“ har en adfærdsforsker sagt ifølge en brasiliansk avis. Forskeren fortsatte: „Når man ikke har noget at foretage sig, og ikke har nogen at tale med, lukker man sig inde i sig selv. Da er det meget lettere at køre fast i sine problemer.“
Men det behøver ikke at komme dertil. Næsten alle kan lære at være en ven for andre og således vinde venner. Hvordan kommer man i gang når man gerne vil finde venner? Ens egen personlighed, og den måde hvorpå man lader den komme til udtryk over for andre, har stor betydning. Et sandt gammelt ordsprog siger: „Det der virker tiltrækkende ved et menneske, er dets venlighed.“ (Ordsprogene 19:22, Jerusalem-Bibelen) Ja, den der viser sand venlighed, kan også finde sande venner. Vi må fortælle andre at vi sætter pris på dem — så vil de sikkert også sætte pris på os.
Venlighed indbefatter at man lytter til andre. Den der dominerer enhver samtale eller evig og altid taler om sig selv, vil få svært ved at finde nogen der interesserer sig for hans tanker og følelser. Venlighed indbefatter også at man passer på hvordan man taler til andre. „Mangens snak er som sværdhug, de vises tunge læger.“ (Ordsprogene 12:18) Lad os for eksempel sige du bemærker at én er nedtrykt, bekymret eller endda dybt deprimeret. Et ordsprog siger: „Hjertesorg bøjer til jorden, et venligt ord gør glad.“ (Ordsprogene 12:25) I en sådan situation kan du tænke på at ’de vises tunge læger’. Giv trøst og opmuntring — måske vinder du en trofast ven.
Betydningen af loyalitet
Den der har skrevet ordene i Ordsprogene 18:24 må have haft dyb indsigt i menneskets natur; der står: „Visse venner bringer os ulykke, men en sand ven er mere loyal end en broder.“ (The New American Bible) Ja, hvem holder af dem der kun er venner i medvind? Tænk på eksemplet med David og Jonatan. Jonatan kunne have næret modvilje mod David, for han var selv arving til Israels trone, men vidste at David ville blive konge. Imidlertid var Jonatan altid loyal, aldrig skinsyg, over for David. Han satte endda sit liv på spil for Davids skyld. — 1 Samuel 18:1-3; 20:17, 31, 32; 2 Samuel 1:26.
Også Rut var en loyal ven. Hun ville ikke lade sin svigermoder No’omi i stikken, men fulgte hende trofast. De der kendte dem sagde med rette at Rut var mere værd for No’omi end syv sønner! — Rut 1:16, 17; 4:15.
Viser du en sådan loyalitet? Hvis du for eksempel opdager en fejl hos dine venner, er du da så tankeløs at udbrede dig om den til andre?
Hvad nu hvis en som du holder af, har en fejl der er så alvorlig at der må gøres noget? En loyal ven vil ikke afholde sig fra at sige sandheden, blot fordi han frygter den andens reaktion. „Vennehånds hug er ærligt ment,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 27:6) Det betyder naturligvis ikke at man skal være skarp eller taktløs. Engang i det første århundrede havde de kristne i Galatien brug for direkte og utvetydig vejledning. Apostelen Paulus greb situationen meget kyndigt an, og spurgte: „Er jeg da blevet jeres fjende ved at sige jer sandheden?“ (Galaterne 4:16) En sand ven vil holde af dig når du fortæller hvordan tingene virkelig forholder sig, også hvis det betyder at der er noget ved ham selv der skal rettes. — Ordsprogene 9:8.
Der er lykke ved at give
Et sandt og varigt venskab koster noget. De der altid prøver at få noget for intet, kommer aldrig til at opleve den lykke Jesus talte om da han sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35; Lukas 6:31, 38) Når du omgås andre, prøv da altid at tænke på hvad du kan gøre for dem, og ikke hvad de kan gøre for dig.
Bibelen opfordrer kristne til at være ’gavmilde, rede til at dele med andre’. (Ordsprogene 11:25; 1 Timoteus 6:18) Dine materielle midler er måske begrænsede, men hvad med din tid? Har du tillagt dig den vane altid at være fortravlet? Et venskab kræver tid, og hvis man ikke er villig til at give af sin tid for andre, vil intet forhold kunne trives. Hvis du bruger det meget anvendte spørgsmål „Hvordan har du det?“, er du da gavmild med din tid, så du standser op og giver den anden lejlighed til at besvare spørgsmålet? Husk på Jesus Kristus. Han havde travlt, men fandt tid til at lytte til alle der opsøgte ham. — Markus 6:31-34.
Hvordan et venskab holdes levende
Når et venskab er opstået, bør man gøre enhver anstrengelse for at holde det levende. Når man lærer hinanden bedre at kende, opdager man ganske vist også visse fejl og svagheder. Når det drejer sig om mindre svagheder, gør man klogt i blot at se bort fra disse. Og hvis man er i tvivl om noget af denne art vil det være venligt at lade tvivlen komme den anden til gode. ’Affind jer med hinanden i kærlighed,’ siger apostelen Paulus. Og Peter tilføjer: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ — Efeserne 4:2; 1 Peter 4:8.
Endnu et råd: Tag aldrig dine venner og deres opmærksomhed for givet! Selv dine nærmeste venner har brug for privatlivets fred. Langstrakte, ubelejlige og alt for hyppige besøg virker trættende og vil til sidst gøre dig uønsket. Vis hensyn og respekt ved at træffe en aftale før du kommer, hvis det overhovedet er muligt. I Ordsprogene 25:17 får vi dette råd: „Sæt sjældent din fod i din næstes hus, at han ej får for meget af dig og ledes.“
Det er desuden klogt ikke at være for nysgerrig, for nærgående eller for dominerende. Af beskedenhed vil vi også undgå at være for dogmatiske. Venskabet giver os ikke ret til at påtvinge den anden vore meninger eller vor personlige smag. „Visdommen ovenfra“ byder os at være rimelige. — Jakob 3:17.
Vær parat til at støtte dine venner og leve dig ind i deres situation, som Paulus skrev i Romerbrevet 12:15: „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“ Ja, tag del i dine venners sorger, skuffelser og glæder, deres nederlag og sejre. Vis også din sans for humor ved at kunne le ad dine egne fejltagelser, ikke bare andres. En morsom bemærkning i al venskabelighed kan løse op for spændingen ved et øjebliks forlegenhed. Ja, venskab indbefatter arbejde. Men er det ikke umagen værd?
Hvor finder man sande venner?
Ja, hvor finder man sande venner? Den lokale menighed af Jehovas Vidner er et godt sted at søge. Disse kristne har det så godt indbyrdes at de ofte kalder hinanden „vennerne“, som deres trosfæller i det første århundrede også gjorde. (3 Johannes 14) De har aflagt al social, racemæssig og national stolthed — faktorer der ellers splitter mennesker. De søger at iklæde sig det som Bibelen kalder „den nye personlighed“, hvilket indbefatter egenskaber som „inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed“. (Kolossenserne 3:10-12) Blandt sådanne mennesker vil du kunne finde de bedste venner.
Hvis du søger samfund med Jehovas vidner, vil du også kunne lære hvordan du kan gøre dig til ven med Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus. Jesus sagde: „I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ (Johannes 15:14) Og patriarken Abraham blev kaldt „Jehovas ven“. Dette nære forhold til Gud opnåede Abraham i kraft af sin tro og sine retfærdige gerninger. Du kan efterligne ham. — Jakob 2:23.
Det er umagen værd at gøre en indsats for at finde venner blandt ens medmennesker; men det har endnu større betydning at vi opnår et godt forhold til vor himmelske Ven, Jehova Gud. Snart vil han genindføre Paradiset på jorden, så alle hans tjenere på jorden vil kunne leve sammen i fred og tryghed. De der lever til den tid vil for evigt kunne glæde sig over at have millioner af venner — sande venner. — Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4; Salme 37:10, 11.
[Ramme på side 7]
Et venskab der forener
Jehovas vidner er ikke blot åndelige brødre og søstre, de er også venner. Og eftersom venskabet er funderet på at de alle er lydige mod Jesu Kristi bud, er det ikke begrænset af landegrænser. (Johannes 15:14) Gud velsigner denne form for venskab — derfor er de lige så forenede og beskyttede som en fårehjord i en fold. — Mika 2:12.
På en byggeplads er det ikke altid enhed og venskab der er mest fremherskende. Når Jehovas vidner mødes for at opføre en af deres „hurtigtbyggede rigssale“, er der imidlertid en sund stemning af samarbejdsvilje og kammeratskab. For eksempel har nogle Jehovas vidner fra USA, England og Wales været sammen om at bygge rigssale. Hvordan er det gået?
„Jeg har aldrig i mit liv set noget lignende,“ siger Roger, en murer fra England. „Jeg kunne ikke forestille mig at tømrere og murere kunne enes om at samarbejde, for ude i verden sker det aldrig. Men når der bygges rigssal, ser man at nogle arbejder oppe på taget, mens tømrere og murere arbejder sammen nedenunder, samtidig med malere og tæppefolk. Alle samarbejder. Det er pragtfuldt!“
Mike, der kommer fra Wales og har to børn, bemærker at „alle kan være med i kammeratskabet“. Og hans ven Malcolm fortæller hvordan det er muligt: „Når alle virker sammen med én fælles vilje, og de gør det i Guds navn, så vil han velsigne det med sin ånd.“
[Illustration på side 5]
Aldersforskel er ingen hindring for sande venner
[Illustration på side 6]
Vi kan vinde sande venner ved at være gavmilde, rede til at dele