Hvor er dit venskab dog dyrebart, o Gud!

Fortalt af Daniel Sydlik

MIT liv begyndte i februar 1919 på en gård i nærheden af Belleville i staten Michigan. Der var kun en jordemoder til stede ved min fødsel; min moder anså det for unødvendigt med lægelig assistance ved den lejlighed. „Hvorfor tage på hospital? Jeg ikke syg,“ plejede hun at svare på sit gebrokne immigrantengelsk når nogen spurgte hende hvor barnet skulle fødes.

Det var svære tider på gården. For at familien kunne få bedre livsvilkår flyttede vi til Detroit. Men efter kort tid blev fader syg og døde. På det tidspunkt var jeg omtrent tre år gammel. Min fader havde været aktiv inden for de internationale bibelstudenter, der i dag er kendt som Jehovas Vidner.

Moder stod nu alene tilbage med seks børn og gældsposter der skulle betales. Hun havde bittert modstået faders tro, men efter hans død begyndte hun at undersøge Bibelen for at finde ud af hvorfor han havde været så betaget af den. Nogle år senere blev hun selv et af Jehovas Vidner.

Efter faders død arbejdede moder som servitrice om aftenen og passede familien om dagen. Sådan fortsatte det indtil hun nogle år senere giftede sig igen. Min stedfader argumenterede virkningsfuldt for at det bedste sted at opfostre børn ikke var i en overbefolket betonjungle men derimod ude på landet.

Det førte til købet af et landbrug på 22 hektarer i nærheden af byen Caro i staten Michigan. Da vi ankom dertil i foråret 1927 stod frugthaverne i en flammende blomsterpragt. Luften var sødet med duften fra de vilde blomster, og træerne stod i fuldt flor. Der var vandhuller at svømme i, træer at klatre i og dyr at lege med. Tilværelsen her var pragtfuld! Bylivet tålte ingen sammenligning med livet her. Moder havde imidlertid svært ved at klare livet på landet. Det var som en nybyggertilværelse under de mest primitive forhold — intet rindende vand, ingen indendørs sanitære installationer og ingen elektricitet.

Vintrene var lange og hårde. Vi børn sov i kvistværelset, hvor sneen ofte dryssede ned gennem det spåntækkede tag og bogstavelig talt dækkede vores senge. Om morgenen var det en ren og skær tortur at tage de iskolde bukser på, som i nogle tilfælde var stivfrosne. Arbejdet i stalden skulle ordnes før morgenmaden. Tilbage stod så traveturen gennem skoven for at komme i skole. Skolen havde kun ét klasseværelse, hvor elever på otte klassetrin blev undervist af én lærer.

De første åndelige skridt

Moder havde ægte kærlighed til Gud, og det påvirkede i høj grad os børn. På polsk kunne hun udbryde: „Gud har givet os en dejlig dag.“ Denne bemærkning kunne få os til at gå uden for huset, for at se hvad hun mente — blot for at opdage at det var regnvejr. Moder så sådan på det at Gud på en eller anden måde var årsag til alt hvad der skete. Når en ny kalv kom til verden, når hønsene lagde æg eller når sneen dalede, havde det ifølge hendes overbevisning noget med Gud at gøre. Gud var på en eller anden måde årsag til disse gode ting.

Moder troede på bønnens betydning. Vi bad altid ved måltiderne. Som hun plejede at sige: „Hundene logrer med halen når man fodrer dem. Skulle vi være mindre taknemmelige end hundene?“ Hun ville også have at vi bad aftenbøn inden vi gik i seng. Da ingen af os kendte Fadervor på engelsk, fik hun os til at knæle og gentage ordene på polsk efter hende. — Mattæus 6:9-13.

Det var længe før den tid hvor fjernsynet kom frem. Efter solnedgang var der ikke meget andet at gøre end at gå i seng. Moder opmuntrede os imidlertid til at læse. Hun sad og læste i sin bibel ved skæret fra en petroleumslampe, og vi børn plejede så at læse i de publikationer vi havde modtaget af de internationale bibelstudenters omrejsende forkyndere. Det var publikationer som Guds Harpe, Skabelsen og Forligelse. På den måde begyndte venskabet med Gud at udvikle sig.

I begyndelsen af 1930rne fik vi besøg af nogle bibelstudenter der kom fra Saginaw i Michigan. De opmuntrede os til at forkynde for andre. Men da der ikke fandtes nogen organiseret bibelstudiegruppe eller menighed i nærheden, var vores indsats i forkyndelsesarbejdet begrænset. Vores åndelige vækst var på det nærmeste i en dvaletilstand.

På grund af depressionen i trediverne var jeg nødt til at rejse hjemmefra for at finde arbejde i Detroit. Gården var svært belånt, og jeg var besluttet på at fri os af denne byrde. Dengang var Detroit imidlertid en by hvor de fattige stod i kø for at få gratis mad. Tusindvis af mænd stod i kø, somme tider hele natten, hvor de krøb sammen omkring en trækulsild og gjorde hvad de kunne for at holde sig varme indtil arbejdsanvisningskontorerne åbnede dørene. Jeg var så heldig at få et job på en bilfabrik.

Åndelige fremskridt

Min åndelige interesse blev først genvakt og bar frugt i sidste del af trediverne, mens jeg opholdt mig i Long Beach i Californien. Jeg fik en invitation til et offentligt foredrag. Den følgende søndag overværede jeg for første gang et møde i en rigssal. Dér traf jeg Olive og William (Bill) Perkins — dejlige mennesker med et dyrebart forhold til Jehova Gud.

Søster Perkins var enestående til at undervise i Guds ord. Hun brugte sin bibel lige så sikkert som en kirurg bruger sin kniv. Hun plejede at lægge sin store King James-bibel på sin venstre arm, slikke på sin højre tommelfinger og vende bladene i Bibelen mens hun fandt det ene vers frem efter det andet. Folk var betagede både af hendes dygtighed og af det de lærte fra Bibelen. Hun var medvirkende til at mange mennesker fik forståelse af Guds hensigt. Det var inspirerende at arbejde sammen med hende, og det opmuntrede mig til at tage heltidstjenesten op. I september 1941 begyndte jeg som pioner.

Søster Wilcox var endnu en af dem der hjalp mig. Hun var en høj, værdig dame i halvfjerdserne, med sit hvide hår strøget elegant tilbage i nakken, hvor det endte i en knude. En herlig bredskygget hat fuldendte hendes påklædning. I sin elegante skræddersyede, ankellange kjole var hun noget for sig selv — som en der netop var trådt ud af 1880erne. Vi forkyndte sammen i forretningskvartererne i Long Beach.

Synet af søster Wilcox gjorde straks indtryk på forretningsfolkene. Og med en vis ængstelig iver bød de hende som regel indenfor i deres kontorer. Jeg fulgte blot med. „Hvad drejer det sig om?“ spurgte de gerne respektfuldt. „Kan jeg hjælpe Dem?“

Uden tøven og på perfekt engelsk, som var det en professor der talte, svarede søster Wilcox gerne: „Jeg er her for at fortælle Dem om den gamle skøge fra Åbenbaringen der rider på vilddyret.“ (Åbenbaringen 17:1-5) Det fik som regel forretningsfolkene til at fare sammen og rette sig i stolen, mens de spekulerede på hvad det næste mon ville blive. Derefter beskrev hun levende afslutningen på denne tingenes ordning for dem. Reaktionen var næsten altid afgjort. De ønskede at tage imod alt hvad hun tilbød dem. Vi kunne afsætte flere kartoner med bøger eller brochurer hver dag. Min opgave var at betjene vores medbragte grammofon når hun bad om at få spillet en plade, og ellers være så frygtløs og modig som muligt mens hun talte.

Nye opgaver

Det har altid fyldt mig med spænding når jeg modtog en kuvert fra Vagttårnsselskabet. I 1942 modtog jeg en sådan kuvert. Den indeholdt en udnævnelse til at tjene som specialpioner i San Pedro i Californien. Der åbnede Bill og Mildred Taylor deres hjem for mig. Det krævede stor selvdisciplin at arbejde alene i forkyndelsen den ene dag efter den anden. Men det bragte mig i et nærmere forhold til Jehova; jeg følte virkelig hans venskab. Efter nogen tid sendte Selskabet Georgia og Archie Boyd ud sammen med deres søn og datter, Donald og Susan, for at hjælpe med forkyndelsesarbejdet i området. Familien Boyd boede i en campingvogn på 18 fod (5,5 meter), hvor de havde alle deres ejendele.

Så kom der en ny kuvert fra Selskabet! Vi kunne mærke hvordan det rislede ned ad ryggen mens vi læste om vort nye distrikt — Richmond i Californien, lige nord for San Francisco. Vi pakkede og kørte af sted, selv om det var usandsynligt at vores gamle bil og campingvogn nogen sinde ville klare turen. Vi lignede sigøjnere der var på rejse når vi reparerede motoren og lappede dæk på vejen. Da vi langt om længe nåede til Richmond silede regnen ned.

Den anden verdenskrig var nu i fuld gang. Kaiser-skibsværfterne masseproducerede liberty-skibe, som de blev kaldt. Vores opgave bestod i at forkynde for alle dem der var strømmet hertil for at arbejde. Fra tidligt om morgenen til sent om aftenen forkyndte vi om Riget, og ofte vendte vi hæse hjem efter at have talt så meget. Der blev oprettet mange bibelstudier. Skibsværftsarbejderne var gavmilde og gæstfri, og de forsynede os med alt hvad vi behøvede. Ja, vi mødte så megen gavmildhed i distriktet at vi ikke behøvede at påtage os verdsligt deltidsarbejde.

I fængsel

Unge mænd blev indkaldt til de væbnede styrker. Mine kødelige brødre, der ikke var Jehovas vidner, havde meldt sig frivilligt og gjorde tjeneste ved faldskærms- og ingeniørtropperne. Jeg søgte om fritagelse fordi jeg som en ordets tjener var imod krig af samvittighedsgrunde. Udskrivningskommissionen nægtede dog at anerkende min stilling som en ordets tjener. Jeg blev arresteret og kom for retten; og den 17. juli 1944 blev jeg idømt tre års hårdt strafarbejde i forbundsfængselet McNeil Island i staten Washington. I fængselet erfarede jeg at Jehovas venskab varer for stedse. — Salme 138:8.

Jeg tilbragte en måned i fængsel i Los Angeles mens jeg ventede på at blive overført til McNeil Island. Det er svært at glemme de første indtryk af fængselslivet: Hvordan de indsatte kom med sjofle tilråb til vagterne og til os der blev ført ind. Eller vagternes ordrer: „Pas på dørene,“ der efterfulgtes af en rumlende lyd, som af en fjern torden der kom nærmere og nærmere, efterhånden som de elektriske celledøre lukkede sig en efter en indtil ens egen dør skælvede og lukkede sig med et højt smæld! Og så denne følelse af at være indespærret, der efterfulgtes af en bølge af angst! Hurtigt bad jeg Gud om hjælp, og næsten øjeblikkelig fyldtes jeg af en indre ro og varme, en oplevelse jeg aldrig vil glemme.

Den 16. august blev jeg, sammen med en gruppe andre fanger, lagt i håndjern og lænker. Derefter blev vi under eskorte af en bevæbnet politistyrke kørt med bus gennem middagstrængselen i Los Angeles, for at blive anbragt i et fængselstog der førte os til McNeil Island. Disse lænker fyldte mig med glæde, for på den måde var jeg kommet i selskab med Kristi apostle, der også blev lagt i lænker fordi de ønskede at bevare deres uangribelighed. — Apostelgerninger 12:6, 7; 21:33; Efeserne 6:20.

Mens jeg var ved at blive indskrevet i McNeil-fængselet spurgte en embedsmand bag skranken mig: „Er du en J.V.’er?“ Jeg blev noget overrumplet, for det var første gang jeg hørte udtrykket „en J.V.’er“. Men det dæmrede snart for mig hvad han talte om, så jeg svarede: „Ja!“

„Træd herover,“ sagde han. Jeg var forbavset over at høre ham stille det samme spørgsmål til manden lige bag ved mig: „Er du en J.V.’er?“ Manden svarede straks: „Ja!“

„Din store løgnhals!“ sagde betjenten grinende. „Du ved ikke engang hvad en J.V.’er er for noget.“ Jeg fandt senere ud af at manden var en forhærdet forbryder med et alenlangt generalieblad. „J.V.“ betød selvfølgelig „Jehovas Vidne“, og det var han i hvert fald ikke.

Det var blevet sent, og en vagt førte mig gennem mørket til min køje. Det var svært at forstå at jeg befandt mig i et forbundsfængsel flere hundrede kilometer fra mit hjem eller fra nogen jeg kendte. Netop på det tidspunkt så jeg at en eller anden nærmede sig i mørket. „Shhh!“ sagde han, mens han satte sig ved siden af mig på køjen. „Jeg er en broder. Jungletrommerne fortalte at der ville komme en broder til.“ Han præsenterede sig og sagde nogle opmuntrende ord til mig, hvorefter han fortalte mig at der var givet tilladelse til et fælles vagttårnsstudium i fængselet hver søndag eftermiddag. Det var imod reglementet at forlade sin køje når lyset var slukket, så han blev kun kort tid. Men i disse få øjeblikke følte jeg hvordan Jehovas dyrebare venskab kom til udtryk gennem hans indviede tjenere.

Højdepunkterne under mit fængselsophold var når A. H. Macmillan fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn aflagde sine periodiske besøg. Han var en „Barnabas“, en trøstens søn, om nogen var. Når han kom på besøg fik vi lov til at benytte spisesalen, og alle vi der var Jehovas vidner, samt mange andre fanger, strømmede til for at høre ham. Han var fantastisk som taler; selv fængselsfunktionærerne nød at lytte til ham.

Vi organiserede celleblokkene og sovesalene i distrikter med henblik på forkyndelse. Vi forkyndte den gode nyhed systematisk i disse områder, nøjagtig som vi ville have gjort det i almindelige beboelsesblokke før vi blev fængslet. Modtagelsen af budskabet var meget forskellig og vanskelig at forudsige. Men der var lyttende ører. Bankrøvere og andre, også fængselsvagter, vendte sig til Jehova og blev døbt. Det fylder mig stadig med glæde når jeg genkalder mig sådanne oplevelser.

Skridt der formede mit liv

Krigen sluttede, og i begyndelsen af 1946 blev jeg løsladt. Endnu en kuvert fra Selskabet lå og ventede på mig! Mit næste specialpionerdistrikt skulle være Hollywood i Californien! Illusionernes by. Sikken en udfordring! Til tider ville det have været lettere at sælge dybfrysere til eskimoer end at få disse mennesker til at studere Bibelen. Dog blev der langsomt men sikkert fundet nogle af Herrens „får“.

Mens jeg overværede det internationale „Glade nationers teokratiske stævne“ der blev afholdt i Cleveland, Ohio, i august 1946, blev jeg stoppet af Milton Henschel, der var sekretær for den daværende præsident for Vagttårnets selskab, Nathan Knorr. Broder Henschel spurgte mig: „Dan, hvornår kommer du på Betel?“ Jeg fortalte ham at jeg var glad for at være pioner. „Men vi har brug for dig på Betel,“ sagde han. Efter en kort ordveksling løb jeg tør for undskyldninger. Jeg elskede Californien og frygtede tanken om at skulle bo i New York. Men jeg husker at jeg sagde til mig selv: ’Dan, hvis Jehova har brug for dig i Brooklyn, så må det være Brooklyn det gælder.’ Den 20. august 1946 påbegyndte jeg så min tjeneste på Betel i Brooklyn, Jehovas Vidners hovedkontor.

I flere år arbejdede jeg i bogbinderiet, hvor jeg udførte mange forskellige fysisk krævende opgaver. På et tidspunkt blev jeg flyttet til abonnementsafdelingen, hvor opgaverne gik i en ny retning. Men jeg mødte også åndelige udfordringer, som det at skrive manuskripter til og medvirke i udsendelser fra Selskabets radiostation WBBR. Desuden har jeg arbejdet i skriveafdelingen i tyve år, hvor jeg har prøvet at leve op til dens høje standard. I mellemtiden har jeg fået poster i Vagttårnets Pennsylvanien- og New York-selskaber, været med til at indspille skuespil på lydbånd, og haft opgaver som foredragsholder både ved områdestævner og internationale stævner, tillige med en lang række andre tjenesteprivilegier.

Så, i november 1974, modtog jeg endnu en kuvert fra Selskabet. Denne gang var indholdet en indbydelse til en helt ufattelig og utrolig opgave. Jeg blev indbudt til at tjene som medlem af Jehovas Vidners styrende råd. Jeg følte mig komplet utilstrækkelig og, i al ydmyghed, meget taknemmelig. Nu er der gået mere end ti år siden jeg fik denne opgave, og mine følelser er stadig de samme.

Som årene er gået, er de blevet beriget af bekendtskaber med indviede og gudfrygtige mænd der har elsket Jehova mere end livet — for eksempel dommer Rutherford, som jeg havde det privilegium at møde i hans hjem i San Diego, Californien. Jeg har også haft det privilegium at arbejde skulder ved skulder med andre mænd af samme støbning, for eksempel Hugo Riemer, Nathan Knorr, Klaus Jensen, John Perry, Bert Cumming og en lang række andre der var som åndelige kæmper, „retfærdigheds vældige træer“. — Esajas 61:3.

Det er bestemt heller ikke nogen ringe ære at have fået det privilegium at se Jehovas organisation vokse fra blot en håndfuld på 50.000 forkyndere i hele verden til godt tre millioner. Det er betagende at have været vidne til hvordan udgivervirksomheden i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed, der nu foregår i 205 lande på jorden, er vokset fra blot nogle få trykkerier til flere dusin, som understøttes af 95 afdelingskontorer. Indførelsen af moderne teknik og databehandling, og de ændringer dette har ført med sig, har været intet mindre end ærefrygtindgydende. Når man har oplevet alt dette kan man ikke andet end gentage ordene i Mattæus 21:42: „Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne.“ — Da. aut.

Jeg har, uden overdrivelse, levet et meget rigt liv. I tidens løb har jeg også fået lejlighed til at gifte mig med en dejlig pige fra Hebburn i England. Marina, min hustru, er en gudgiven støtte. Hvor sande er ikke ordene i Ordsprogene 19:14, hvor der står: „Hus og velstand er arv fra fædre, men en hustru med indsigt er fra Jehova.“

Igennem alle livets hændelser har den bestandigt styrkende kraft fra Guds venskab været som et værn til alle sider. Det at meditere over Jehovas ord, overveje dets betydning og søge efter indsigt og forståelse har fyldt mine vågne timer med åndelig rigdom og tilfredshed. Også i dette øjeblik overvældes jeg af lutter glæde når jeg læser salmistens ord: „Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova, det folk han har valgt som sin arv. Vor sjæl var i forventning til Jehova. Han er vor hjælper og vort skjold. Over ham fryder vort hjerte sig jo; for til hans hellige navn har vi sat vor lid. Lad din loyale hengivenhed [dit venskab, By] være over os, Jehova, ligesom vi har ventet på dig.“ — Salme 33:12, 20-22.

[Illustration på side 23]

Olive Perkins var en kilde til inspiration for mig

[Illustration på side 24]

Familien Boyd hjalp mig med at gennemarbejde området i San Pedro, Californien

[Illustration på side 25]

Ved „Glade nationers teokratiske stævne“ i 1946, sammen med trosfæller der nylig var løsladt fra McNeil Island-fængselet

[Illustration på side 26]

Radioudsendelse søndag formiddag over WBBR