Kan en religion udtænkt af mennesker dække vort behov?
OVER 450 millioner mennesker bekender sig til hinduismen. En af dens filosoffer, dr. S. Radhakrishnan, har udtalt: „Religion er ikke så meget en åbenbaring som vi kan tilegne os i tro, som en bestræbelse for at afsløre de dybeste lag af menneskets væsen.“ Han tilføjede: „Mennesket er utvivlsomt alle tings målestok.“
Hinduerne har intet centralt styre, ingen faste forskrifter for tilbedelse og heller ikke nogen bog der i lighed med Bibelen udgør deres trosgrundlag. I århundredernes løb er der frembragt en imponerende samling hinduskrifter, og der er opstået seks forskellige skoler eller retninger inden for hinduisk filosofi: Nyāya (analytiske ræsonnementer), Vaiśeshika (fysikkundskab), Sānkhya (sammenfatning af elementer), Yoga (forening med guddommen), Mīmāmsā (granskning) og Vedānta (Veda-opfyldelse).
Disse filosofiretninger er blevet udviklet af forskellige hindulærere på forskellige tidspunkter og stadier af historien, hver med sine særmeninger angående gudsdyrkelsen. Nyāya gør særlig brug af indviklede logikmetoder for at bevise Guds eksistens ved logiske slutninger (som når man for eksempel ud fra løvets raslen slutter at vinden er til).
Der er noget indlysende rigtigt ved denne betragtningsmåde, da Bibelen ligeledes siger: „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Romerne 1:20) Men kan man tænke sig frem til at kende Skaberen? Kan logikken åbenbare hans navn? Kan den redegøre for universets oprindelse, eller for grunden til at lidelser og ondskab tillades? Kan den give et tilfredsstillende fremtidshåb? Lad os se hvilken religion der mest tilfredsstillende besvarer spørgsmålene — en religion som består af åbenbarede sandheder, eller en religion udtænkt af mennesker.
Menneskers lære kontra Bibelen
Hinduerne har spekuleret meget over Guds natur. Vedānta-filosofiens opfattelser bygger for eksempel på de religiøse skrifter som kaldes Upanishaderne. I disse skrifter granskes der i Guds natur og hans forhold til mennesker.
Bibelen udmærker sig imidlertid ved sine tydelige og samstemmende udsagn om Guds natur. Den identificerer ham som alle tings Skaber. (Åbenbaringen 4:11) Men den skildrer ham ikke som en navnløs kraft. „Lad dem lovsynge Jehovas navn, for hans navn alene er ophøjet. Hans værdighed er over jord og himmel,“ siger Bibelen i Salme 148:13. Han beskrives som „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Han indbyder endda ufuldkomne mennesker til at lære ham at kende og opnå et nært forhold til ham! (Salme 34:8) Er det som Bibelen fortæller om Gud, ikke langt mere tilfredsstillende end forvirrende filosofiske granskninger?
Upanishaderne gransker også menneskesjælens sammensætning. Bibelen fortæller derimod ligeud at „Jehova Gud [dannede] mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og [at] mennesket blev en levende sjæl“. (1 Mosebog 2:7) Mennesket er derfor en sjæl — det har ikke en eller anden skyggeagtig ånd som oplever gentagne reinkarnationer. Sjælen er heller ikke udødelig. Bibelen siger: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4.
Upanishaderne forsker i selvets og jegets natur. Men kun gennem Bibelen får man den fulde forståelse af mennesket, idet den blotlægger dets syndige natur. „For alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Romerne 3:23) Som følge heraf må mennesket uafbrudt bekæmpe forkerte indskydelser. — Romerne 7:20, 25.
Upanishaderne fordyber sig også i spørgsmål angående ondskab og gengældelse. Men Bibelen siger tydeligt at ondskaben her på jorden er en følge af at mennesket har valgt uafhængighedens vej. „Se! Kun dette fandt jeg, at den sande Gud har frembragt menneskene retskafne, men de har fundet på så mange planer.“ (Prædikeren 7:29) Hvad den endelige gengældelse for ondskaben angår siger Bibelen: „Og han vil gengælde enhver efter hans gerninger: evigt liv til dem der søger herlighed og ære . . . til dem der er stridbare og som ikke adlyder sandheden men adlyder uretfærdigheden, vil der være vrede og harme, trængsel og nød . . . For der er ikke partiskhed hos Gud.“ — Romerne 2:6-9, 11.
Og mens Upanishaderne gør sig umage for at udrede vejen til frelse, siger Bibelen ganske enkelt: „Frelsen tilhører Jehova.“ (Salme 3:8) De der følger Jehovas vej får løftet: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.
Bibelen giver enkle, ligefremme og forståelige svar på spørgsmål som gør menneskelige tænkere rådvilde. Ingen filosof kunne egenhændigt være kommet frem til disse svar.
Bibelen — en åbenbaring fra Gud?
Betyder det så nødvendigvis at man kan stole på at Bibelen er en åbenbaring fra Gud? Ja, det er der mange grunde til.
Først og fremmest er det kun rimeligt at formode at Gud ville åbenbare sig for mennesket på en eller anden måde. Hvad ville du mene om en mand som satte børn i verden men overlod dem til sig selv? Hvad ville du mene hvis han lod sine børn i fuldstændig uvidenhed om ham og ikke engang lod dem kende hans navn? Du ville sikkert føle dig oprørt over det. Er det derfor ikke kun rimeligt at slutte at en kærlig Skaber ville åbenbare sig for sine jordiske børn?
’Men hvorfor skulle han gøre det ved hjælp af en bog?’ spørger du måske. ’Ville en almægtig Gud ikke benytte noget mere dramatisk — måske en stemme fra himmelen?’ Gud har ved flere lejligheder talt fra himmelen, for eksempel da han fremsatte de ti bud. Israelitterne var da så rædselsslagne ved at opleve naturfænomenerne at de bønfaldt Moses: „Lad ikke Gud tale med os for at vi ikke skal dø“! De blev stående et stykke derfra mens Jehova talte til Moses. (2 Mosebog 20:18-22)a Men selv Moses kunne have glemt hvad Gud havde udtalt, og Jehova udvalgte derfor i visdom ham, og senere andre trofaste mænd, til på skrift at bevare Hans ord. (2 Mosebog 34:28) Derfor kan man nu læse om Guds tanker når man vil. Man kan studere, meditere og grunde over hvad Gud har at sige. — Se Josua 1:8 og Første Timoteusbrev 4:15.
Sandt nok blev Bibelen skrevet af mennesker, lige så vel som det var mennesker der skrev de hinduiske skrifter. Men de der skrev Bibelen var under indflydelse af Jehova Guds hellige ånd. (2 Peter 1:21) Det de skrev var ikke kun filosofiske grublerier. Desuden har Bibelen Guds ledelses kendetegn. Kan det skyldes andet end Guds ledelse at Bibelen nøjagtigt fortæller i hvilken orden livsformerne fremstod på jorden? (Første Mosebog, kapitel 1) Kan det skyldes andet end Guds ledelse at Bibelen for mere end 2700 år siden rigtigt sagde at jorden ikke blot er rund men at den hænger „på intet“? (Job 26:7; Esajas 40:22) Kan det skyldes andet end guddommelig ledelse at Bibelen er usvigeligt sikker i sine profetier, for eksempel profetien i Esajas 44:28, hvor den persiske erobrer Kyros den Store blev omtalt ved navn omtrent 130 år før sin fødsel? Kunne noget menneske for 2500 år siden have forudsagt at der ville fremkomme to rivaliserende supermagtblokke, dem der i dag spiller hovedrollen på verdensskuepladsen? — Daniel 11:27, 36-40.
Der er altså sikre grunde til at tro at Bibelen er en åbenbaring af Guds vilje. Vi indbyder dig til fordomsfrit at undersøge hvad den har at sige. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe andre med dette. På den måde vil din tilbedelse ikke være en forgæves stræben efter menneskelig visdom. (Mattæus 15:9) Du vil heller ikke som fortidens samaritanere tilbede ’det du ikke kender’. (Johannes 4:22) Med Guds ånds hjælp kan du endog komme til at kende „Guds dybder“. (1 Korinther 2:10) For ’hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig’. — 2 Krønikebog 15:2.
[Fodnote]
[Illustration på side 5]
Millioner bekender sig til religioner udtænkt af mennesker, men har de svaret tilfredsstillende på folks spørgsmål om Gud?
[Illustration på side 6]
Bibelen har ikke blot fortalt at jorden var rund men også at den hænger „på intet“. Taler dette ikke tydeligt for guddommelig inspiration?