’Min tro er god nok til mig!’
HAR du nogen sinde sagt sådan når Jehovas vidner har besøgt dig? — og måske tilføjet: ’Den var god nok til mine forældre og mine bedsteforældre, så hvorfor skulle jeg gå over til noget andet?’
Vi har naturligvis stor gavn af vore forældres kløgt og erfaring. Men er det et tilstrækkeligt grundlag for vort valg af tro? Vi efterligner jo ikke vore forældre og bedsteforældre i alt. Og hvorfor ikke? Fordi der hele tiden sker fremskridt med hensyn til viden og indsigt.
Et eksempel: For over 40 år siden døde folk af visse sygdomme fordi disse ikke kunne behandles effektivt. Men siden 1943 har man haft antibiotika, som har reddet mange liv. Afviser vi tanken om at bruge antibiotika blot fordi vore bedsteforældre ikke kendte til det? Nej, vi vurderer fordomsfrit fordelene ved det nye der er kommet frem. Sådan er det også klogt at gøre med den tro man har.
Tilfældet med apostelen Paulus belyser yderligere hvorfor en tro vi har arvet, ikke givetvis får os til at dyrke Gud på den måde han ønsker. Før Paulus omvendte sig og blev kristen, gik han yderst voldsomt til værks over for alle der tilhørte „Vejen“, de kristne, idet han „blev ved med at forfølge Guds menighed og søgte at udrydde den“. Men hvorfor? Fordi han ’var nidkær for sine fædrene overleveringer’. Hans oprigtige troskab mod sin tidligere tro havde afholdt ham fra at anerkende sandheden om Jesus Kristus — og det kan ikke have været Guds ønske. — Apostelgerninger 9:1, 2; Galaterne 1:13, 14.
Har du selv valgt din tro?
For de fleste har tilfældet afgjort deres religiøse tilhørsforhold. Hvordan? Jo, de er måske blevet protestanter, katolikker, hinduer, taoister eller buddhister fordi deres forældre var det. Men sæt nu at de var blevet født i et andet land eller en anden familie. Så ville de måske have været stærke tilhængere af en anden tro. Er det da logisk at gå ud fra at ens barnetro må være den sande tro?
Barnetro eller ej — den tro du har, synes du måske stadig er god nok til dig. Men er valg af tro blot et spørgsmål om personlig mening eller smag? Er det en pålidelig rettesnor?
Måske kunne man sammenligne det med det at man spørger et barn hvad det helst vil have — kage eller spinat. Barnet vil sandsynligvis vælge kagen. Men har det så valgt det mest nærende? På samme måde betyder den omstændighed at en tro tiltaler ens personlige smag, ikke nødvendigvis at den åndeligt set er den bedste for en. — Jævnfør Romerbrevet 10:2, 3.
En tro kan ikke udelukkende bedømmes subjektivt. Det drejer sig jo om tilbedelse af Gud, og troen må derfor leve op til Guds normer. Det vigtigste spørgsmål er derfor ikke: Er min tro god nok til mig?, men derimod: Dyrker jeg Gud på den måde han ønsker?