Er det nok at tro på Gud?

„TROR du på Gud eller på en anden universel ånd?“ lød et spørgsmål i en opinionsundersøgelse foretaget af den berømte George Gallup jun. Måske vil det forbavse nogle at 95 procent af både voksne (over 30 år) og teenagere der blev spurgt, svarede ’ja’! Men hvor mange omsætter troen i praksis? Øjensynlig ikke særlig mange. George Gallup nævner at da han spurgte nogle blandt den yngre generation: „Hvor meget berører din religiøse overbevisning den måde du tænker og handler på til daglig?“ var der blot 26 procent der svarede: „I vid udstrækning.“a — The Search for America’s Faith af George Gallup jun. og David Poling.

At man blot tror på Gud er tydeligvis ikke nok. Disciplen Jakob skrev: „Du tror der er én Gud, ikke sandt? Det gør du vel i. Dog, dæmonerne tror også — og gyser. . . . Tro uden gerninger er uvirksom.“ (Jakob 2:19, 20) Derimod fortæller Bibelen om enkeltpersoner der gik videre end til blot at tro. Enok, for eksempel, „blev ved med at vandre med den sande Gud“. (1 Mosebog 5:24) Dette bevirkede at der mellem Enok og Gud opstod et så nært venskabeligt forhold at det var som om de vandrede sammen! Men hvorfor blev Enok begunstiget med et så enestående forhold til Gud? For det første fordi han fulgte en retfærdig livsvej, selv om han levede i en atmosfære af religiøst fordærv, hvor „ugudelige gerninger“ var hverdagsbegivenheder. Med mod og oprigtighed afslørede han sine samtidiges onde gerninger ved profetisk at sige: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ — Judas 14, 15.

Det at Enok vandrede med Gud udsatte ham for stor fare. Hans fjender lagde øjensynlig planer om at snigmyrde ham for dermed at bringe hans irriterende profeteren til ophør. Men den Gud han vandrede med, greb ind. Bibelen beretter: „Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden, og han var ingen steder at finde fordi Gud havde taget ham bort.“ Ja, „Gud havde taget ham bort“ i døden, hvorved han sikkert blev sparet for en voldelig død for sine fjenders hånd. — Hebræerne 11:5, 13; 1 Mosebog 5:24; se også Johannes 3:13.

Også Noa „vandrede med den sande Gud“. Ligesom Enok var „Noa . . . en retfærdig mand. Han var uangribelig blandt sine samtidige“. (1 Mosebog 6:9) Det til trods for at løsagtigheden var fremherskende og volden tog overhånd på hans tid. Noa derimod handlede gudfrygtigt og stod fast som „en forkynder af retfærdighed“. Gud bevarede derfor ham og hans familie da han bragte en vandflod over den daværende verden! — 2 Peter 2:5; Hebræerne 11:7; 1 Mosebog 6:5, 11.

Indbyder Gud os stadig til at vandre med ham? Ja! Apostelen Paulus siger at Gud „ikke er langt borte fra en eneste af os“, hvis man blot vil „famle sig frem til ham og virkelig finde ham“. (Apostelgerninger 17:27) Men hvordan gør man det? Og hvad medfører det egentlig at vandre med Gud?

[Fodnote]