Vi kan udholde trængsler
„VED jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ Jesus Kristus sagde disse ord som en del af sin profeti om „endens tid“. (Lukas 21:19; Daniel 12:4) Vi bemærker to punkter i denne udtalelse: (1) Det er nødvendigt at holde ud for at redde livet, og (2) det er muligt at holde ud.
Men hvordan bærer man sig ad med at holde ud under trængsler? Før vi kan finde svaret på dette spørgsmål, må vi vide hvorfor Jehova tillader at hans tjenere udsættes for lidelse og forfølgelse.
Hvorfor tillader Jehova lidelse og forfølgelse?
Hovedårsagen er at Satan har rejst tvivl om retmæssigheden og retfærdigheden af Jehovas suverænitet. (1 Mosebog 3:1-19) For sit navns og sine tjeneres skyld har Jehova taget denne udfordring op.
Gud har også tilladt at hans folk udsættes for lidelser af grunde der kan vise sig at være til gavn for os, forudsat vi har det rette syn på disse lidelser. Hvis vi for eksempel holder ud under trængsler uden at blive bitre, viser vi at vi ejer sand tro, en tro der har Guds velbehag. (1 Peter 1:6, 7; Hebræerne 11:6) Men lidelser kan også virke sådan at de påviser en karakterbrist hos os, måske stolthed, utålmodighed eller en tilbøjelighed til at ’springe over hvor gærdet er lavest’. Med Guds ånds hjælp kan vi arbejde på at overvinde sådanne karaktertræk og i højere grad iføre os „den nye personlighed“. — Kolossenserne 3:9-14.
Salmisten udtrykte denne tanke for os med velvalgte ord: „Det er godt for mig at jeg har været i nød, så jeg kunne lære dine forordninger.“ (Salme 119:71) Hvilket glimrende syn at have på trængsler og nød! Ingen beklagelser eller knurren. Ingen selvisk bekymring over personlige tab som trængslerne måske havde forårsaget. Nej, salmisten forstod at det Jehova lod komme over ham kunne hjælpe ham til at få en bedre forståelse af Jehovas forordninger. Virker trængsler ligesådan på os?
Apostelen Paulus havde gavn af de trængsler han kom ud for i provinsen Asien. For det første hjalp de ham til at stole fuldt og helt på Jehova, og for det andet styrkede de hans tro på opstandelsen, eftersom han udholdt sine prøvelser i ubrydelig tillid til „den Gud som oprejser de døde“. (2 Korinther 1:8-10) Ja, Paulus havde gavn af at holde ud under trængsler.
Det samme gælder de kristne der i dag har det rette syn på trængsler. I Zimbabwe, et land der engang var plaget af guerillakrig, blev en af Jehovas Vidners menigheder flyttet til en beskyttet landsby. På grund af krigen havde hver af de tre udnævnte ældste i menigheden mistet et barn i døden. De lokale indbyggere lagde desuden et stort pres på disse kristne forældre for at få dem til at gå på kompromis og forsøge at formilde guderne som efter sigende var blevet vrede. Hvordan så de ældste på dette? En af dem sagde på alles vegne: „Landet er i krig, og det er vi også: Vi kæmper mod de onde åndemagter. Det er vores fordel fremfor fjenden at vi har et håb, et levende håb. Skulle vi dø i kampen vil vi få en opstandelse hvis blot vi dør i trofasthed mod Jehova. Så vil vi have besejret fjenden.“ Disse tre trofaste mænd glemte aldrig Jehovas magt til at udfri. Når vi hører om deres faste standpunkt bør det overbevise os om at også vi kan holde ud!
Hvis forfølgelsen bliver brutal
’Men hvad nu hvis forfølgelsen bliver brutal og modstanderne benytter grusomme torturmetoder?’ spørger du måske. ’Kan vi da alligevel holde ud og bevare troen?’ Det kunne de første kristne. De var i stand til at udholde en forfærdelig behandling uden at gå på kompromis med hensyn til deres tro.
En nulevende kristen der bor i et isoleret område ude på landet i Zimbabwe, har vist en lignende, fast tro på Jehova. Han var på et tidspunkt alene hjemme fordi hans kone var taget på besøg hos deres gifte datter. Pludselig blev han opsøgt af nogle bevæbnede mænd der kom med falske anklager mod ham på grund af hans kristne tro. Efter at have gennembanket ham bandt de rødglødende mursten mellem benene på ham og tvang ham også til at gå på nogle. Så forlod de ham i den tro at han ville dø. Fordi den pludselige ændring af forholdene i området havde gjort det umuligt for hustruen at rejse hjem, kendte hun ikke noget til sin mands situation. Naboerne fik at vide at det ville koste dem livet at hjælpe ham. I tre måneder var han alene — hver dag ventede han at dø.
Takket være en beholdning af vand og majsmel i hjemmet lykkedes det denne lidende, kristne mand at opretholde livet. Men på grund af den mishandling han havde været udsat for, kunne han ikke gå. Da hans forsyning af brænde slap op, måtte han derfor hugge sine møbler i stykker og bruge dem som brændsel. Vandet blev rustfarvet og fyldt med orme. Hans forbrændinger blev ved med at væske.
Sådan var broderens tilstand da hans kone endelig kunne vende tilbage til ham efter tre måneder. Kan du forestille dig hvordan hun følte det da hun så ham? Hun sørgede straks for at få ham på hospitalet. Det krævede at hun kørte ham i en trillebør til det nærmeste busstoppested og derfra fik ham ind til byen hvor der var et hospital. Tre uger senere blev han udskrevet fra hospitalet og tog til sin datters hjem, hvor han fik åndelig hjælp og opmuntring af medlemmer af den lokale menighed af Jehovas Vidner.
Hvad var det der hjalp denne loyale forkynder af Guds rige til at udholde en så brutal behandling? I tre måneder var han fuldstændig overladt til sig selv. Han var overbevist om at han ville dø. Men da han blev spurgt om hvordan han var til mode under denne prøvelse, svarede han: „Jeg følte hele tiden at Jehova var med mig.“ Han kom ikke med anklager mod sine forfølgere eller jamrede sig over det han havde gennemgået — han gav blot udtryk for en fast overbevisning om at Jehova aldrig svigter sine loyale tjenere. — Salme 37:28.
Ja, kristne kan holde ud. De ved at når Jehova tillader trængslerne er der et formål med det, og det vil være muligt at udholde dem. Det forsikres vi om gennem Guds ord og andre kristnes erfaringer. (Mattæus 24:13) Men er det ikke sandt at vi har brug for trøst når vi udsættes for trængsler? Hvor kan vi finde en sådan trøst?