En klippe med en særlig historie
VEST for Akropolis i Athen, og adskilt derfra ved en smal dal, rager et kalkstenshøjdedrag op. Grækerne kalder det Areopagus. Det er ikke særlig imponerende af omfang; det måler lidt over 300 meter i længden og 120 meter hvor det er bredest, og det når en højde af omkring 115 meter. Det bemærkelsesværdige ved denne klippe er den usædvanlige historie der både i verdslig og bibelsk sammenhæng knytter sig til den.
Navnet Areopagus betyder bogstaveligt Areshøjen eller Marshøjen, idet Mars var romernes modstykke til den græske krigsgud Ares. Ifølge sagnet fandt den første rettergang sted her, da en sælsom mordsag blandt guderne skulle pådømmes. Ares blev stillet for retten for at have dræbt havguden Poseidons søn. Klippen kom derfor til at spille en rolle i det gamle Athens juridiske og politiske anliggender. Med tiden blev den sæde for byens tidligste domstol, som tog navnet Areopagus’ Domstol eller Rådsforsamling, eller ganske enkelt Areopagus.
Det ligger ikke fast nøjagtig hvornår domstolen begyndte at fungere. Men omkring det 7. århundrede f.v.t. sad den inde med betragtelig magt over alle byens anliggender, og dommerkollegiet blev valgt fra aristokraternes og de riges kreds, blandt folkets elite. Med tiden blev meget af dens magt imidlertid overdraget byens underretsdommere og folkedomstolen. Dens beføjelser begrænsedes til drabssager og anliggender der vedrørte religion og undervisning.
Fra Perikles’ tid (cirka 495-429 f.v.t.) berettes det for eksempel at Areopagusdommerne sad til doms over nogle som havde vanhelliget „de hellige oliventræer“ hvoraf man udvandt olivenolie til hellige formål. Dommerne blev betragtet som moralens og religionens vogtere og formyndere, som nogle der skulle beskytte byen mod alle uønskede „fremmede guddomme“. Historiekyndige vil huske at den berømte filosof Sokrates (470-399 f.v.t.) blev dømt af den athenske ret netop fordi han havde „fordærvet ungdommen“ og „tilsidesat de guder som byen tilbeder, samt praktiseret ny religion“.
Når Areopagus trådte sammen til drabssager afholdtes retshandlingen almindeligvis i fri luft så „dommerne og anklageren ikke skulle blive besmittet ved at være under samme tag som overtræderen“. Det var foreskrevet at anklageren sad på en sten man kaldte „ubøjelighed“ og den tiltalte på en man kaldte „skændselsgerning“. I dag kan man på toppen af højen finde to hvide sten som siges at være stedet for domstolen. Andre sager blev sandsynligvis påhørt i det såkaldte „kongelige galleri“ (Stoa Basileios) på den agora, det torv, som lå i dalen neden for Areopagus.
Den bedst kendte historiske begivenhed der fandt sted på Areopagus var imidlertid den der er omtalt i Apostelgerninger, kapitel 17, i Bibelen — apostelen Paulus’ besøg i Athen, hvor han holdt sin mindeværdige tale „midt for Areopagus“. — Apostelgerninger 17:22.
Da Paulus besøgte Athen „oprørtes hans ånd i ham over at se at byen var fuld af afguder“. Det bevægede ham til at indlade sig i mange drøftelser med folk på agoraen om „den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen“. Dette budskab har øjensynlig pirret nysgerrigheden hos folk, især de epikuræiske og de stoiske filosoffer, og de fik Paulus til at aflægge en mere fyldestgørende beretning om de „fremmede guddomme“ og den „nye lære“ for Areopagus. — Apostelgerninger 17:16-31.
Paulus viste sig situationen voksen og forsvarede modigt og livfuldt den gode nyhed om Jesus. Hans tale er et mesterstykke af logik og modargumentation; den har bevaret sin kraft til i dag, lang tid efter at athenerne først hørte den. I dag findes der en bronzeplade ved foden af klippen på vestsiden til minde om begivenheden. Paulus’ tale er indgraveret herpå med store græske bogstaver, synligt for enhver. Den er et tavst vidnesbyrd ikke blot om klippens lange og bemærkelsesværdige historie, men også om Bibelens ægthed som historisk kilde.