Den „nation“ der fylder jorden med afgrøde

„I de kommende dage vil Jakob slå rod, Israel blomstre, ja sætte skud; og de vil fylde det frugtbare lands flade med afgrøde.“ — Esajas 27:6.

1. Hvordan omtalte apostelen Peter Israels åndelige nation?

OM DEN omstændighed at Kristi disciples menighed i år 33 var blevet født som en „nation“, skrev apostelen Peter disse ord, kort før Jerusalems ødelæggelse i år 70: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk; det var jer der ikke var blevet vist barmhjertighed, men nu er det jer der er blevet vist barmhjertighed.“ (1 Peter 2:9, 10) Hvor storsindet af Gud!

2, 3. Hvilken forpligtelse påhviler det åndelige Israel som Jehova Guds særlige ejendom, og hvad sammenligner Jesus Kristus det med i Johannes, kapitel 15?

² I dag, omkring 1900 år efter at Peter skrev disse ord, er der endnu en rest på jorden af denne åndsavlede nation. Ifølge rapporterne fra den årlige højtid til minde om Jesu død er der nu færre end ti tusind tilbage af denne rest. Disse åndsavlede udgør ’et folk til at være Jehovas særlige ejendom’, og må derfor vidt og bredt forkynde om Jehova Gud, der har ’kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. Dette „lys“ har især skinnet siden afslutningen af „hedningernes tider“, eller „nationernes fastsatte tider“, i 1914.a (Lukas 21:24, da. aut. og NV) Denne ’særlige ejendom’ værdsættes højt af Jehova, Giveren af det vidunderlige lys. For ham er de som en åndelig vingård.

³ Vi husker at Jesus Kristus sagde til sine apostle, som repræsenterede alle dem der ville blive åndsavlede disciple af ham: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer. Forbliv i samhørighed med mig, og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt; skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre.“ — Johannes 15:1-5.

4. (a) Hvilken beskrivelse i Esajas, kapitel 27, minder dette os om? (b) Hvornår opfyldes denne profeti i nutiden, og på hvem? (c) Hvordan ser Gud nu ikke længere på sit folk?

⁴ Jesu billedtale, eller lignelse, i disse vers minder os om Jehovas ord i Esajas 27:2-4, hvor vi læser:

„På den dag skal I synge for Israel: ’En vingård med skummende vin! Jeg, Jehova, værner den. Hvert øjeblik vander jeg den. For at ingen skal hjemsøge den, værner jeg den nat og dag. Forbitrelse huser jeg ikke.’“

Denne „vingård med skummende vin“ kan på jorden i dag sammenlignes med ’resten’ af grenene på det symbolske vintræ, det som de åndsavlede kristne i ’den hellige nation’ er frugtbærende grene på. Medlemmerne af ’resten’ har således pligt til at bære megen frugt. (Johannes 15:5) Ifølge Esajas’ profeti skulle sangen om ’vingården med skummende vin’ synges ved den tid hvor Jehovas folk genvandt hans gunst. (Jævnfør Esajas 27:13.) Ud fra dette kan vi slutte at den nutidige opfyldelse af denne manende profeti begyndte i efterkrigsåret 1919, og historiske kendsgerninger bekræfter at opfyldelsen stadig finder sted. Jehova huser i dag ingen „forbitrelse“ mod sit folk, hverken mod resten af hans ’hellige nation’, der er hans ’særlige ejendom’, eller mod de loyale kristne der ser hen til evigt liv på jorden. Han har i sin barmhjertighed vist det gunst, hvilket er forklaringen på den åndelige velstand og frugtbarhed det i dag nyder.

5. Hvad er det fra denne billedlige vingård der har været til glæde, og hvad kan man berette om denne vingård?

⁵ Denne åndelige nation har sammen med sine flittige medarbejdere været som en frugtbar vingård der har frembragt megen „skummende vin“. Det er en åndelig vin som har glædet Jehovas og menneskers hjerter. (Dommerne 9:13) Af denne gode grund kan de som er blevet opmuntret af denne åndelige drik, med glæde „synge“ og fortælle om alt hvad Jehova, vingårdens Ejer, har gjort for sin symbolske vingård. Man kan i sandhed sige at han, billedligt talt, har ’vandet’ denne vingård, så der er kommet en frodig og saftig høst — med glæde til følge.

„Jordens vintræ“ — en modsætning

6. Hvordan vil det gå med „jordens vintræ“, som nævnt i Åbenbaringen, kapitel 14?

⁶ Helt anderledes forholder det sig med det der i Bibelens sidste bog kaldes „jordens vintræ“. Om kort tid vil de himmelske eksekutionsstyrker modtage dette guddommelige bud: „Gå i gang med din skarpe segl og indhøst klaserne på jordens vintræ, for dets druer er blevet modne.“ Åbenbaringsbogen fortsætter med disse profetiske ord: „Og engelen svang sin segl over jorden og indhøstede jordens vintræ, og han kastede det i Guds harmes store vinperse. Og vinpersen blev trådt uden for byen, og blod kom ud af vinpersen og stod helt op til hestenes bidsler på en strækning af et tusind og seks hundrede stadier.“ (Åbenbaringen 14:18-20) Sådan vil det gå med jordens regeringer, som hører til Djævelens synlige organisation på jorden; det er ham der har fremavlet disse, i trods mod det „sande vintræ“ som Jehova Gud har dyrket. „Jordens vintræ“ vil ikke blive genskabt!

7-9. På hvilke to måder opfyldes Esajas 27:7-13?

⁷ Profetien i Esajas, kapitel 27, er imidlertid en genoprettelsesprofeti, der først gælder det kødelige Israels nation og derefter det åndelige Israel i vort 20. århundrede. Det fremgår af profetiens ord i versene 7-13, kapitlets sidste del. Vi læser her:

⁸ „Skal Han slå dem som de der ellers slog dem, har slået? Eller skal de dræbes som deres dræbte ellers er blevet dræbt? Du vil gå i rette med Israel når du driver det bort med tilråb. Han vil bortstøde det med sit kraftige åndepust på østenvindens dag. Derfor, på denne måde vil Jakobs misgerning blive sonet, og dette er hele frugten af at han tager dets synd bort: at han gør alle alterets sten til knuste kalksten, så de hellige pæle og røgelsesstanderne ikke rejser sig mere. For den befæstede by vil være ensom, græsgangen vil blive overladt til sig selv og forladt som en ørken. Dér vil kalven græsse, og dér vil den lægge sig; og den vil fortære dens grene. Når dens småkviste er tørret, vil de blive brækket af, og kvinder kommer og tænder op med dem. For det er ikke et forstandigt folk. Af den grund vil Han som frembragte det, ikke vise det barmhjertighed, og Han som dannede det, vil ikke vise det gunst.

⁹ Og på den dag vil Jehova slå frugten ned, fra Flodens flydende strøm til Ægyptens regnflod, og I vil blive samlet op, en for en, I Israels sønner. Og på den dag vil man blæse i et stort horn, og de som er ved at gå til grunde i Assyriens land, og de fordrevne i Ægyptens land skal komme og bøje sig for Jehova på det hellige bjerg i Jerusalem.“

10. Hvilken verdensmagt havde herredømmet da Esajas udtalte sin profeti, og hvordan gik det da den forsøgte at angribe Jerusalem?

¹⁰ Da Esajas udtalte denne profeti, var Assyrien blevet den dominerende verdensmagt; det havde fortrængt den første i en række af syv verdensriger, Ægypten, der dog fortsat eksisterede som en andenrangs magt. Israels ti stammer havde revet sig løs fra kongerne af Davids slægt af Judas stamme. Assyriens konge vendte sig nu mod byen Jerusalem og forlangte at den skulle overgive sig betingelsesløst hvis den ikke ønskede at blive udslettet. Men Jehova kæmpede for Juda og sendte assyrerkongen Sankerib hjem på et hastigt og ydmygende tilbagetog. — Esajas, kapitlerne 36 og 37.

11. Hvilken konge fik lov at omstyrte Juda rige, og hvordan omtales dette i Esajas 27?

¹¹ Det var først det følgende verdensrige, Babylonien, der fik lov at ødelægge den hellige by Jerusalem og dens tempel. Vi kan af Bibelen udlede at dette skete i år 607 f.v.t., for kong Nebukadnezars hånd. Det var ham der førte israelitterne fangne til Babylon, hvor de skulle tilbringe 70 år i landflygtighed. Og det var med henblik på Jerusalems kommende ødelæggelse og israelitternes 70-årige landflygtighed at man med rette kunne stille dette spørgsmål:

„Skal Han slå dem [Israels nation] som de der ellers slog dem, har slået?“ (Esajas 27:7)

I året 607 f.v.t. blev Guds nation, som aldrig før i sin historie siden 1513 f.v.t., ramt af et slag, et slag der næsten betød nationens udslettelse. Utallige mistede livet i det belejrede Jerusalem. Jehova havde set at en så drastisk indgriben var nødvendig; den måtte ske. Han havde set at han måtte gå i rette med dem der burde være forblevet hans venner, dem han gennem Moses havde indgået Lovpagten med.

12. Hvilket spørgsmål kunne Jehova lade profeten Esajas stille angående Israel, og hvordan blev Israels forhold til Jehova?

¹² Jehova kunne derfor videre spørge:

„Eller skal de [Israels nation, eller Jakob] dræbes som deres dræbte ellers er blevet dræbt?“ (Esajas 27:7)

Ja, nu var det nødvendigt at Jehova gik i rette med det folk han engang havde begunstiget, med et „tilråb“, et frygteligt krigsråb, fra den tredje verdensmagts, Babylons, hærstyrker. Den guddommelige udtalelse lyder:

„Du vil gå i rette med Israel når du driver det bort med tilråb. Han vil bortstøde det med sit kraftige åndepust på østenvindens dag [hvilket angiver hvilken retning tilråbet, eller krigsråbet, ville komme fra].“ (Esajas 27:8)

Dette ville være indledningen til at han bortviste den troløse nation, der engang i billedlig forstand havde været som hans hustru, hans synlige organisation på jorden. Han sendte den nu bort fra sit gudgivne hjemland og lod de babyloniske erobrere føre den til et fjernt land, som ved en midlertidig skilsmisse. — Jævnfør Esajas 50:1.

13. Hvordan skulle Israels nation, ifølge Esajas’ profeti, skaffe soning for at den havde overtrådt Guds pagt?

¹³ Tiden var nu inde til at Israels nation, eller Jakob, måtte sone sin „misgerning“ — og ikke blot ved at bringe dyreofre på alteret ved templet i Jerusalem. Jehova gav denne befaling angående sin hustrulignende organisation:

„Derfor, på denne måde vil Jakobs misgerning blive sonet, og dette er hele frugten af at han tager dets synd bort: at han gør alle alterets sten til knuste kalksten, så de hellige pæle og røgelsesstanderne ikke rejser sig mere.“ (Esajas 27:9)

Opfyldelsen af denne profeti ville i sandhed være et udtryk for guddommelig vrede — men en velbegrundet vrede! Aldrig mere skulle der nu rejses „hellige pæle“ eller røgelsesstandere til brug ved afgudsdyrkelse inden for Jehovas tugtede nation.

14. Hvad skulle der ske med Israels land, og hvordan ville det gå nationen, skildret ved et træ?

¹⁴ Som et udtryk for den ødelæggelse der ville komme over fortidens Israel, der billedligt var som Jehovas hustru, tilføjer Han:

„For den befæstede by vil være ensom, græsgangen vil blive overladt til sig selv og forladt som en ørken.“

Det engang så folkerige land ville blive ubeboet, som en græsslette.

„Dér vil kalven græsse, og dér vil den lægge sig; og den vil fortære dens grene. Når dens småkviste er tørret, vil de blive brækket af, og kvinder kommer og tænder op med dem.“ (Esajas 27:10, 11)

Af Jehovas hustrulignende nation ville der ikke være meget andet tilbage end lidt optændingsbrænde, som kvinderne uden anstrengelse kunne samle ind. Hvilken sørgelig tilstand for denne hustrulignende organisation, Israel! Men hvorfor måtte Ægtemanden, Jehova, gribe så drastisk ind? Vi læser:

15. Hvordan burde Israels nation have været, og hvordan gik det til at den, som andre nationer, kom til at dyrke afguder?

¹⁵ „For det er ikke et forstandigt folk. Af den grund vil Han som frembragte det, ikke vise det barmhjertighed, og Han som dannede det, vil ikke vise det gunst.“ (Esajas 27:11)

I betragtning af alt hvad Jehova havde gjort for at oplære og uddanne sit velorganiserede folk, burde israelitterne have været en meget forstandig nation. Israelitterne skulle med lethed have kunnet gennemskue den billeddyrkelse som praktiseredes blandt de uvidende nationer der ikke stod i et pagtsforhold til den eneste levende og sande Gud, Jehova. Men Han som havde frembragt og dannet dem var usynlig, og derfor svækkedes deres tro; de valgte at gå over til synlige, menneskeskabte guder — til deres eget fald. Derfor havde dette egensindige folk ikke længere Guds gunst og barmhjertighed.

Befrielse fra fangenskab

16. Hvorhen måtte Jehova nu vende sin opmærksomhed?

¹⁶ For at israelitternes tilbedelse nu kunne blive genoprettet i deres hjemland, måtte Jehova vende sin opmærksomhed mod Babylonien, det land som ’Floden’, Eufrat, gennemstrømmede. Han ville også vende sin opmærksomhed mod syd, til Ægypten. Til disse steder var hans folk kommet i landflygtighed, mens han tugtede det. Jehova ville nu lade følgende ske:

„Og på den dag vil Jehova slå frugten ned, fra Flodens [Eufrats] flydende strøm til Ægyptens regnflod [den regnflodsdal der løber langs det forjættede lands sydvestlige grænse], og I vil blive samlet op, en for en, I Israels sønner.“ — Esajas 27:12; jævnfør Fjerde Mosebog 34:2, 5.

17. På hvilken måde og ved hvilket middel ville Jehova nu ’slå sit folk ned’ som en frugt?

¹⁷ For at Jehova kunne føre sit folk tilbage til dets hjemland, Juda, måtte han plukke det som en frugt, så det blev befriet. Dette gennemførte han ved at omstyrte den babyloniske verdensmagt og lade bibelhistoriens fjerde verdensmagt, Medo-Persien, overtage herredømmet. Perserkongen Kyros den Store udstedte ved begyndelsen af sin regeringstid et dekret som betød at Jehovas landflygtige folk blev befriet og kunne vende tilbage til det sted hvor Jerusalem havde ligget, og genopbygge Jehovas tempel. Dets tilbagevenden skete efter 70 års landflygtighed, i 537 f.v.t. — Esajas 45:1-7.

18. Hvordan må de landflygtige have reageret på dekretet om deres befrielse?

¹⁸ De tugtede israelitter i Babylonien, samt i Assyrien og Ægypten, var Jehovas ejendom, og han havde ret til at befri dem ved at plukke dem, eller ’slå dem ned’ som symbolske frugter; han havde ret til at vise dem barmhjertighed og ufortjent godhed ved at føre dem tilbage fra deres ufrivillige fangenskab og adspredelse. Hvor må disse israelitter have jublet over Kyros’ dekret, og hvor må de have været nidkære og ivrige efter at drage fuld nytte af den storslåede mulighed der blev tilbudt dem! Hvad kunne der da siges om denne herlige dag?

19. (a) Hvem skulle de israelitter der havde været i Assyrien og Ægypten, nu bøje sig for? (b) Hvad ville dette betyde for tilbedelsen af Jehova, og hvilken forbindelse har alt dette til vor tids åndelige Israel?

¹⁹ „Og på den dag vil man blæse i et stort horn, og de som er ved at gå til grunde i Assyriens land, og de fordrevne i Ægyptens land skal komme og bøje sig for Jehova på det hellige bjerg i Jerusalem.“ (Esajas 27:13)

Hvad andet kunne dette betyde end at det forjættede land skulle bebos igen og at templet i Jerusalem skulle genopbygges, så Israels genoplivede folk nu igen i dette tempel kunne tilbede Ham som havde frembragt og dannet det? Ifølge det som profeten Esajas havde skrevet i vers 6, måtte dette ske. Hans tilbagevendte folk måtte igen blive en folkerig nation som i forening tilbad sin Gud i hans tempel, skønt dette tempel ikke havde samme pragt som kong Salomons. På denne måde kom det til at udgøre et forbillede på noget der i dag skulle ske som en åndelig opfyldelse, idet „Guds Israel“ fylder hele „det frugtbare lands flade“ med afgrøde, med livgivende frugt. — Galaterne 6:16; Esajas 27:6.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

■ Hvornår og hvordan modtog Israel et slag, som forudsagt i Esajas 27:7?

■ Hvordan kan det siges at Israel ’slog rod’? (Esajas 27:2, 6)

■ Hvem er i vor tid inddraget i opfyldelsen af Esajas, kapitel 27?

■ Hvordan er disse blevet som en frugtbar vingård der giver „skummende vin“?

[Illustration på side 13]

I 607 f.v.t. tildelte Jehova ved babyloniernes hånd israelitterne et alvorligt slag