Belsazzar — konge eller kronprins?

BIBELEKSPERTERNE har længe diskuteret Belsazzars status. Ifølge Daniels bog i Bibelen var det „kong Belsazzar“ der som Babylons regent afholdt en stor banket den skæbnesvangre nat i år 539 f.v.t. da perserkongen Kyros indtog byen. (Daniel 5:1) Problemet er at Belsazzars navn i lang tid kun forekom i Bibelen. Det fandtes ikke i andre historiske beretninger fra oldtiden — i dem stod der derimod at det på den tid var Nabonid som herskede over Babylon. Dette blev af mange betragtet som et bevis på at Daniels bog ikke havde nogen historisk værdi og at den sandsynligvis var skrevet flere hundrede år efter Babylons fald.

Denne vurdering viste sig imidlertid at være forhastet. En artikel af Alan Millard i tidsskriftet Biblical Archaeology Review (maj/juni 1985) oplyser at man i 1854 under udgravninger i Irak fandt en inskription med en bøn om at Nabonid og hans ældste søn måtte få et langt liv og have et godt helbred. Hvad hed denne søn? Belsazzar! Der var altså en Belsazzar i Babylon! Siden 1854 har man fundet mange andre inskriptioner som bekræfter dette. Ingen af disse inskriptioner siger dog at Belsazzar var konge. De omtaler ham som kongens søn, kronprinsen. Kritikere hævder derfor at forfatteren af Daniels bog begik en fejl da han anvendte udtrykket „kong Belsazzar“.

Men selv her har de uret. Hvordan kan vi vide det? Først og fremmest fordi man, som Alan Millard beretter, har fundet juridiske dokumenter fra Belsazzars tid hvoraf det fremgår at parterne svor ved Nabonid og ved Belsazzar. Hvorfor er dette bemærkelsesværdigt? Fordi det var en hævdvunden skik at parterne svor ved guderne og ved kongen. At der ifølge disse dokumenter sværges ved Belsazzar er den eneste undtagelse, hvilket viser at han indtog en særstilling. Meget tyder faktisk på at han i mange år regerede på egen hånd i Babylon mens hans fader opholdt sig i oasen Teima i den nordlige del af Arabien. Det fremgår af en tavle der nu findes på British Museum at Nabonid i denne periode ’betroede Belsazzar kongedømmet’.

Hvad er da årsagen til at officielle inskriptioner omtaler ham som „kronprins“ mens Daniels bog kalder ham „konge“? Et arkæologisk fund fra den nordlige del af Syrien giver os svaret. I 1979 fandt man dér en statue i naturlig størrelse som forestillede kongen af det gamle Gozan. På denne statue var der to inskriptioner, en på assyrisk og en på aramaisk. De to inskriptioner er næsten ens, men adskiller sig dog fra hinanden på mindst ét interessant punkt. Den tekst der er affattet på de assyriske overherrers sprog oplyser at statuen forestiller „Gozans statholder“. Den tekst der er skrevet på aramaisk, det lokale folks sprog, omtaler ham derimod som „konge“.

Alan Millard sammenligner dette med Belsazzars tilfælde, og konkluderer at skønt officielle inskriptioner omtaler Belsazzar som kronprins, „kan man have fundet det helt i sin orden at sådanne uofficielle beretninger som Daniels bog kaldte Belsazzar ’konge’. Han fungerede som konge, som sin faders stedfortræder, skønt han måske ikke i juridisk forstand var konge. Den præcise sondring ville have virket uvedkommende og forvirrende i beretningen som den gengives i Daniels bog.“

Alt dette giver anledning til spørgsmålene: Hvis Daniels bog virkelig blev skrevet flere hundrede år efter Babylons fald, sådan som man hævder, hvordan kunne dens forfatter da vide noget om Belsazzar, i betragtning af at han er blevet overset af andre historikere? Og hvordan kunne han omtale ham som „konge“, og derved følge en skik der var udbredt på Belsazzars tid, men som senere gik i glemmebogen? At Belsazzar i Daniels bog omtales som konge, er tydeligvis et vægtigt vidnesbyrd om at bogen blev skrevet af en der selv boede i Babylon i det sjette århundrede før vor tidsregning.