At følge Jehovas veje bringer velsignelse
Fortalt af Arthur Worsley
VI HAVDE ikke set solen i tre dage; vinden og havet piskede løs på os. Vi befandt os ud for North Carolinas berygtede Kap Hatteras, på vej til Bahamaøerne for at forkynde. Det var i november 1948. Vi fire ombordværende, tre missionærer fra Vagttårnets bibelskole Gilead og jeg, begyndte at spekulere på om vi mon nogen sinde ville nå vort mål.
Jeg passede roret på Vagttårnsselskabets 60 fods skonnert Sibia. Fra styrbord kom der med mellemrum en lyd som af udstrømmende damp når store bølger slog ind over os og gjorde alt drivende vådt. Jeg var surret fast med reb der var slået omkring mit bælte og fastgjort til ringe i dækket. Når skibet rullede med vinden udstødte rigningen en trist, klagende lyd som ændrede sig til en højlydt hylen når hun igen rullede imod vinden.
Stanley Carter og Ron Parkin befandt sig i kahytten under dækket; de var frygtelig søsyge. Og den 50-årige Gust Maki, som jeg netop havde afløst ved roret, var fuldstændig udmattet. Før jeg overtog roret havde jeg blandet en æggetoddy med brandy og fortalt Gust hvor han kunne finde den. Det var det sidste jeg så til ham i næsten ti timer.
Jeg glemmer aldrig ensomheden den nat. Mens jeg lyttede til vindens hylen kæmpede jeg med det genstridige ror — og håbede at det reb der bandt mig ville holde. Hvordan var jeg kommet ud i alt dette?
Min opvækst i England og Canada
Min fader var i den britiske flåde. Derfor var jeg altid sammen med folk fra flåden og andre militærpersoner. Da min moder pludselig døde, blev jeg sat i lære på havet. I 1923 sejlede jeg, som 16-årig, jorden rundt om bord på et skoleskib.
Mens jeg var i Singapore hørte jeg fra min broder at fader havde giftet sig igen og at familien nu befandt sig i Alberta i Canada. Så i 1924 sluttede jeg mig til familien, der nu havde et landbrug på 130 hektarer i nærheden af Lethbridge. Handelskammeret havde omtalt stedet som „det solbeskinnede sydlige Alberta, landet med det gyldne korn“, og det var korrekt.
Et besøg der ændrede mit liv
Der var dog noget handelskammeret tilsyneladende havde glemt at nævne — prærievintrene. Temperaturerne kunne af og til falde til -34 grader celsius, måske endnu lavere. En af disse kolde dage i vinteren 1926-27 kom en gammel Ford T dampende ind i vores gård, hvor den sukkende og skælvende stoppede så nær ved huset som muligt. Chaufføren blev budt ind på kaffe og småkager. Han forklarede at vejen var spærret af fygende sne og at han ikke var sikker på hvor han befandt sig. Det blev nu snart opklaret, og derefter begyndte han at fortælle os om Bibelen. Jeg gav ham en dollar for bogen Verdensbefrielsen og syv brochurer.
Mine forældre var taget til byen for at handle, så for en stund kiggede min broder og jeg hastigt litteraturen igennem. Derefter blev det hele sat i reolen — og glemt — da vi var nødt til at tage os af kreaturerne. Noget af det jeg havde læst blev imidlertid ved med at dukke op i min hukommelse. Jeg kunne endda vågne om natten og tænke på det. Endelig besluttede jeg at undersøge sagen nærmere.
Jeg rakte hånden op på hylden og fik tilfældigvis fat i brochuren Kristi Genkomst. Da alle var gået i seng satte jeg mig til at læse i den og slog alle skriftstederne efter i vores familiebibel. Forklaringerne fyldte mig både med forbløffelse og glæde, og ved morgenmaden den følgende morgen begyndte jeg at „forkynde“ for min familie. Selv om det ikke gjorde det ringeste indtryk på dem, var min begejstring ukuelig.
Bestræbelser i forkyndelsen
Jeg skrev til Vagttårnets selskab og bad dem sende eksemplarer af Kristi Genkomst til de omkringboende landmænd, hvis adresser jeg havde vedlagt i brevet. Da jeg senere gik over for at spørge dem hvad de syntes om brochuren, blev jeg overrasket over deres fjendtlige reaktioner. De sagde at ’sådan en ung mand som mig ikke skulle blande sig i den slags’ eller ’det er jo russellisme; i De forenede Stater fængsler man de folk’.
Selv om det skuffede mig gav jeg ikke op. Jeg bestilte alle de bøger og brochurer Vagttårnsselskabet udgav, samt ekstra eksemplarer til at låne ud. Jeg benyttede enhver lejlighed til at læse og tænke over hvordan jeg kunne dele det jeg lærte med andre. Selskabet oplyste mig om at den nærmeste menighed eller „ekklesia“ befandt sig omtrent 160 kilometer borte, i byen Calgary. Men det var for langt væk for mig.
I 1928 flyttede jeg hjemmefra. Jeg forpagtede et jordstykke på 65 hektarer, for hvilket jeg gik ind på at give ejerne en fjerdedel af afgrøderne hvert år. I december 1929 havde jeg tid til at holde en ferie, og jeg besøgte min fader og min stedmoder, der var flyttet til Vancouver i British Columbia. Få dage efter min ankomst fik vi besøg af en dame der tilbød bøger og brochurer fra Vagttårnsselskabet. Hun fortalte mig hvor bibelstudenterne (som i dag kaldes Jehovas Vidner) samledes, og den følgende søndag gik jeg otte kilometer i storm og regn for at overvære et møde.
Det var dejligt at mødes med andre der delte min interesse for Bibelen. Ugen efter deltog jeg sammen med gruppen i forkyndelsesarbejdet fra hus til hus, og sådan fortsatte det i de følgende uger. I The Watchtower for 15. januar 1930 anmodede Selskabet om hjælp til arbejdet på hovedkontoret, der også kaldes Betel, som ligger i Brooklyn, New York. Jeg stillede mig til tjeneste, og til min overraskelse fik jeg en invitation. Det tog mig nogen tid at afvikle mine forpligtelser, og i mellemtiden blev jeg døbt. Endelig, den 13. juni 1930, ankom jeg til Betel.
Tjenesten på Betel
Jeg fik arbejde i bogbinderiet, hvor jeg kom til at betjene den maskine der hæftede brochurer med klammer af metaltråd. Det var en særlig oplevelse at arbejde på brochuren Kristi Genkomst, netop den publikation der havde ændret mit liv! Snart begyndte jeg også at hæfte den nye brochure Riget — Verdens Haab.
Det mindeværdige stævne der blev afholdt i Columbus, Ohio, i 1931 var det første stævne jeg overværede. Jeg glemmer aldrig det mægtige bifald der fulgte bekendtgørelsen om at vi for fremtiden ville kendes under navnet Jehovas Vidner. Derefter blev brochuren Riget — Verdens Haab frigivet. Den forklarede hvorfor vi antog det nye navn. Bagefter uddelte vi den til alle overordnede inden for militær, politik, handel og religion. Jeg fik til opgave at udføre dette arbejde i nærheden af Betel, på Brooklyn Heights og Governor’s Island.
Betel ligger lige ved New Yorks havn, og på grund af mit kendskab til skibe blev havneområdet mit forkynderdistrikt. En dag mødte jeg følgende indvending fra en kaptajn: „Forsøg ikke at falbyde disse bøger til mig. Jeg har en bog der virkelig fortæller sandheden om Bibelen.“
„Må jeg få lov at se den?“ spurgte jeg.
Han viste mig et medtaget eksemplar af bogen Regering og forklarede: „Jeg fiskede den op af floden og tørrede den. Det er den bedste bog jeg nogen sinde har læst.“
Efter at jeg ved hjælp af udgiversiden havde vist ham at de bøger jeg tilbød ham var fra samme udgiver, gik resten af sig selv. Vi havde en skøn tid sammen!
Der var forholdsvis få forkyndere dengang, så vi benyttede alle muligheder for at få den gode nyhed ud til folk inden Harmagedon. Der var kun én menighed i New York City. Nu er der mere end 300 menigheder med omkring 30.000 forkyndere i byen, og mange distrikter gennemarbejdes hver eneste måned!
Rutherford — en slider
Joseph F. Rutherford, der var præsident for Vagttårnets selskab de første 11 år af min tid på Betel, forbavsede mig gang på gang på grund af alt det han overkom. Ikke alene skrev han størstedelen af vore bibelske publikationer, var aktiv som foredragsholder og udkæmpede retssager, men han viste også personlig interesse for anliggender der vedrørte betelfamilien, som dengang talte næsten 200.
I 1932 besluttede broder Rutherford for eksempel at vi i højere grad skulle være selvforsynende med fødevarer, især kød. Derfor traf han foranstaltninger til at bygge hønsehuse på Selskabets seks hektarer store landbrug på Staten Island. På en eller anden måde fandt han ud af at jeg vidste noget om opdræt af kyllinger. Det medførte at jeg brugte flere weekender sammen med ham til at tegne hønsehuse og foretage landmålinger hvor de skulle opføres.
Ved en af disse lejligheder var broder Rutherford tydeligvis bekymret for noget. Efter en stund fik jeg mod til at spørge om der var noget galt og om jeg kunne hjælpe. Han kom med en bemærkning om at jeg ikke kunne gøre noget ved det. Men da vi var på vej mod haven udbrød han: „Det er aldrig slået fejl endnu. Når som helst jeg arbejder på en vigtig sag, opstår der vanskeligheder, og netop nu arbejder jeg på en af de mest betydningsfulde artikler i mange år.“ Jeg var temmelig forbavset over at han nævnte dette for mig, der var relativt ny på Betel.
Få uger senere modtog Jehovas folk udgaverne af The Watchtower for 15. august og 1. september 1932, der indeholdt en artikel i to dele med titlen „Jehovas Organisation“. [Artiklerne bragtes i Vagttaarnets danske udgaver for 15. oktober og 1. november 1932.] Disse artikler viste at ordningen med valgte ældste var ubibelsk. De forårsagede temmelig megen uro, men de var endnu et skridt henimod en fuldstændig teokratisk ledelse.
På den tid mødte broder Rutherford stor modstand fra dem der søgte at få hans radioudsendelser indstillet. Men han var stærk og gav ikke op over for sine religiøse modstandere.
Stigende pres, Rutherford dør
Forfølgelsen voksede i løbet af 1930rne. I Nazityskland blev mange sendt i koncentrationslejre og slået ihjel på grund af deres tro. Endog i De forenede Stater blev nogle brødre smurt ind i tjære og rullet i fjer; andre blev tvunget til at drikke amerikansk olie. Ejendomme blev ødelagt og børn blev bortvist fra skolerne.
I løbet af 1941 begyndte broder Rutherfords helbred at svigte, men han var stadig i besiddelse af en fantastisk handlekraft og en aldrig svigtende lederevne. For dem af os der kendte ham godt, var forringelsen af hans helbredstilstand kun alt for tydelig. Han havde tabt sig så meget at tøjet hang på ham. Men selv om hans legeme hentæredes var hans sind vågent, og hans begejstring for sandheden og forkyndelsen af Jehovas navn svækkedes aldrig.
Sidst på efteråret 1941 betroede han en morgen familien at han skulle gennemgå en alvorlig operation. Han holdt en opmuntrende tale og sluttede med disse ord: „Hvis det er Guds vilje ses vi igen. Hvis ikke, ved jeg at I vil blive ved med at kæmpe.“ Der var ikke et øje tørt, og vi så ham aldrig igen. Samme dag rejste han til Californien, hvor han døde den 8. januar 1942.
I årenes løb blev der rettet mange ondskabsfulde angreb mod broder Rutherford. Men sådanne anklager var fuldstændig virkningsløse på os der arbejdede sammen med ham og dagligt hørte ham give åndelig vejledning ved morgenbordet. Vi kendte ham som det han var — et af Jehovas Vidner. Hvad mere var der så at sige?
Nye opgaver
Kort tid efter at Nathan H. Knorr blev præsident, kaldte han nogle af os til sit kontor. Han talte med os om planerne om at genindføre de regelmæssige besøg af Selskabets rejsende tilsynsmænd i menighederne og spurgte om vi ville være med i dette arbejde. Jeg sagde ja og begyndte i rejsetjenesten i 1942. Vi blev kaldt „vennetjenere“, en betegnelse der senere er blevet ændret til „kredstilsynsmænd“.
I maj 1948, ved et områdestævne i Houston, Texas, kaldte broder Knorr mig ind på sit kontor. Efter nogle få indledende bemærkninger om arbejdet i området og om mit helbred, spurgte han mig: „Tænker du på at blive gift?“
Sandt at sige kunne jeg ikke svare nej, men på den anden side kunne jeg heller ikke sige ja. Derfor svarede jeg: „Det har jeg tænkt på siden jeg var fem år.“ På den måde indtog jeg stadig en forholdsvis neutral stilling. Broder Knorr fortalte så at Selskabet havde erhvervet en skonnert, og han spurgte om jeg havde lyst til at drage ud i missionærtjenesten om bord på denne båd.
Sådan gik det til at jeg den stormfulde nat i november 1948 stod ved roret på Sibia ud for Kap Hatteras.
Forkyndelse på Bahamaøerne
I løbet af få dage nåede vi frem til Bahamaøerne, hvor befolkningen viste sig at være meget gæstfri og hungrede efter sandheden fra Bibelen. Vi forkyndte på alle de større øer; nogle af dem besøgte vi flere gange i løbet af de syv måneder vi var der. Derefter satte vi kursen mod Virgin Islands. Også på denne øgruppe aflagde vi vidnesbyrd.
En aften på St. Martin kom øens borgmester hen til mig og sagde: „Når jeg indtil for få uger siden gik rundt i byen, hørte jeg ikke folk tale om andet end hanekampe og kvinder. Nu hører jeg dem tale om Jehova og Bibelen lige meget hvor jeg færdes. I ’Jehovadrenge’ har gjort en god gerning, og jeg takker jer for det.“
Jeg havde den forret at holde det første mindehøjtidsforedrag nogen sinde på St. Vincent. Bagefter sagde en kvinde: „Det foredrag ville lige have været noget for Mr. Brown, men han bor langt herfra.“ Jeg fik at vide i hvilken retning han boede, og tidligt næste morgen begav jeg mig på vej for at finde landsbyen.
Der var ingen veje, kun stier. Jeg gik i flere timer, og fra tid til anden spurgte jeg om vej. Ved totiden om eftermiddagen kom jeg helt udmattet til en lille lysning med nogle få spredte hytter. Jeg besluttede at gå over til en af dem for at hvile mig. Da jeg kom nærmere så jeg at der over døren stod skrevet „Jehovas Vidners rigssal“. Min træthed forsvandt som dug for solen.
Inden længe kom en mand forbi og spurgte om han kunne hjælpe mig. „Hvordan kan jeg komme i kontakt med de mennesker der har bygget denne sal?“ spurgte jeg.
„Jeg er en af dem,“ svarede han.
Jeg fortalte ham at jeg kom fra skonnerten Sibia, men det sagde ham tilsyneladende intet. Så sagde jeg: „Kender du den ikke? ’Jehovabåden’.“ Så kunne han næsten ikke stå stille, så lykkelig var han. Snart fandt jeg ud af hvordan rigssalen var blevet bygget.
„Når jeg tager til Trinidad,“ forklarede han, „fortæller de mig om sandheden. Når jeg så kommer tilbage, taler jeg med de andre.“ Han spurgte om jeg kunne tænke mig at holde et foredrag.
„Med glæde,“ svarede jeg. Så blæste han i en konkylie, og snart efter var den lille sal fyldt — også i vinduesåbningerne stod der folk. Jeg holdt foredraget, og derefter studerede vi bladet Vagttårnet; det gik vældig godt! Bagefter inviterede broderen mig hjem til et måltid. Dagen gik på hæld og jeg var nødt til at forlade dem. De fulgte mig tilbage ad en meget kortere vej. Da de forlod mig havde jeg stadig nogle få kilometer til båden, men det var en vidunderlig nat.
Tilbage til Betel
I 1950 blev det første store stævne afholdt på Yankee Stadium. Vi der var om bord på Sibia blev også indbudt til dette stævne. Mens jeg opholdt mig i New York fik jeg på ny tildelt en opgave i rejsetjenesten i De forenede Stater. Efter få år blev jeg syg, hvorefter jeg blev kaldt tilbage til Betel i 1956. Mit helbred blev efterhånden bedre, men jeg forblev på Betel.
Engang da broder Knorr talte om behovet for flere missionærer i Afrika, foreslog jeg at han skulle sende mig dertil. Han gjorde mig imidlertid opmærksom på min alder og på at jeg havde været indlagt på hospitalet flere gange, hvorefter han sagde at det var bedre at jeg blev hvor jeg kunne blive plejet hvis jeg fik behov for det.
Nu hvor jeg i en alder af 79 år kan se tilbage på omtrent 56 år i heltidstjenesten, er jeg glad for at jeg begyndte i denne tjeneste i min ungdom. Det sker ofte, når jeg kommer hjem fra møde eller fra arbejde, at jeg sidder i mit hyggelige værelse på Betel og tænker på alt det jeg har oplevet i de forløbne 60 år. Jeg er i sandhed blevet velsignet ved at følge Jehovas veje.
[Illustration på side 23]
Da jeg forkyndte i Alabama i 1934 fik jeg kyllinger i bytte for bibelsk læsestof