Hvordan bør kristne se på ønsket om frigørelse?
KRISTNE ønsker ikke at frigøre sig fra myndighed der udøves med rette. Hvorfor ikke? Fordi det i virkeligheden ikke fører til frihed men snarere til trældom. Det kan illustreres med følgende eksempel:
En ung mand bliver irriteret over at han er underlagt sine forældres myndighed og at de forbyder ham at ryge og drikke. Eftersom han ikke forstår at de udøver deres myndighed til hans eget bedste, længes han efter at blive „frigjort“. Efter at være blevet myndig rejser han hjemmefra og opnår endelig den frihed han altid har ønsket sig. Men som årene går bliver han kæderyger og ligger lige på grænsen til at være alkoholiker. Så en dag fortæller hans læge ham at han af helbredsgrunde er nødt til at holde op med at ryge og drikke. Men nu falder det ham svært. Hans „frigørelse“ har ført til afhængighed, til trældom.
Frigørelse fra Guds absolutte myndighed
Guds myndighed er absolut eller ubegrænset eftersom det er ham der er Skaberen. Det giver ham ret til at afgøre hvad der er det rette for hans skabninger, hvad der er moralsk rigtigt og hvad der ikke er. Disse normer, givet til gavn for menneskeheden, er klart formuleret i Bibelen: „Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige.“ — 1 Korinther 6:9, 10.
Især her i det verdsligvise og avancerede tyvende århundrede har mennesket forsøgt at frigøre sig fra sådanne moralske retningslinjer. Men til trods for enhver såkaldt „frigørelse“ kan man ikke frigøre sig for de konsekvenser det medfører at øve synd i Guds øjne. I stedet for at blive frigjorte er sådanne mennesker blevet trælle af deres egne ønsker og lidenskaber og af deres eget begær, hvilket Jesus klart viste med følgende udtalelse: „Enhver som øver synden, er syndens træl.“ — Johannes 8:34; se også Romerbrevet 6:16.
Frigørelse fra relativ myndighed
Regeringsembedsmænd er berettiget til at udøve myndighed inden for staten, forældre inden for familien, lærere inden for skolevæsenet og kristne ældste inden for menigheden. Men en sådan myndighed er naturligvis kun relativ. For eksempel vil Jehovas ubegrænsede myndighed komme forud for en ægtemands relative myndighed hvis denne forbyder sin kone at læse i Guds ord og komme sammen med andre kristne — noget Jehova har befalet alle sine tjenere at gøre. — Apostelgerninger 5:29.
I erkendelse af statens relative myndighed kan kristne imidlertid ikke deltage i „friheds“-bevægelser der forsøger at omstyrte denne myndighed. De kan ikke tillade sig at være med til „passiv modstand“ blot fordi de ikke er enige i regeringspolitikken. De kan heller ikke gå ind for at man undlader at betale skat i protest mod den politik der føres. „Den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod,“ siger apostelen Paulus og tilføjer: „De som står den imod, vil pådrage sig dom.“ — Romerne 13:1-4.
Men hvad nu hvis en regeringsembedsmand er uretfærdig og misbruger sin myndighed? Hvis han diskriminerer enkeltpersoner eller upopulære minoritetsgrupper? Bibelen giver følgende råd: „Hvis du ser den der har få midler blive undertrykt og ret og retfærdighed blive brudt med magt i en provins, skal du ikke være forbløffet over det der foregår, for en der står over den højtstående vogter på ham.“ (Prædikeren 5:8) Det er måske muligt at appellere til en højere regeringsmyndighed eller retsinstans. Men selv om det måske ikke viser sig muligt at opnå retfærdighed, kan Guds tjenere have tillid til at Jehovas øjne „skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham“. — 2 Krønikebog 16:9.
På samme måde i familien. Hvis ægtemænd eller fædre misbruger deres myndighed kan vi være sikre på at Gud til sidst vil rette op på sådanne forhold, idet han ikke vil tillade nogen form for uretfærdighed i hans retfærdige nye orden, der snart vil blive indført. Indtil da bør kristne kvinder og børn fortsætte med at vise respekt for den kristne ledelses princip, selv når denne ledelse til tider bliver misbrugt. De erkender at dette princip ikke er sat i kraft for at nedvurdere nogen, men er udformet for at sikre freden og enheden både inden for familien og i den kristne menighed. — 1 Korinther 11:3.
Frigørelse fra myndighed inden for menigheden
Vedrørende ledelsen i den kristne menighed siger Guds ord: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab.“ (Hebræerne 13:17) Selv om de ældstes myndighed er relativ er den dog blevet overgivet dem af Gud gennem hans hellige ånd. Den er derfor blevet skænket dem på en mere direkte måde end den relative myndighed der er overgivet for eksempel regeringsembedsmænd. — Apostelgerninger 20:28.
Nogle har følt at de regler og den vejledning der er kommet fra Guds synlige organisation virker alt for begrænsende og ikke giver nok rum for den enkeltes frihed. Dette har fået dem til at holde op med at komme sammen med Jehovas Vidner fordi de ikke længere har været villige til at underordne sig dem der våger over deres sjæle. Selv om sådanne mennesker betragter sig som frigjorte, har deres „frigørelse“ i virkeligheden atter ført dem i trældom under falske religiøse læresætninger og skikke.
Sande kristne viser respekt for myndighed, både for Guds ubegrænsede myndighed og for menneskers relative myndighed. Dette rette syn på myndighed afholder dem fra at misbruge den kristne frihed de har opnået gennem kendskab til sandheden.
[Tekstcitat på side 6]
Guds myndighed er ubegrænset eftersom det er ham der er Skaberen
[Tekstcitat på side 6]
Kristne gør ikke oprør mod staten på grund af dens politik, eftersom den vil komme til at stå Gud til regnskab
[Tekstcitat på side 7]
Sande kristne viser respekt for myndighed, både for Guds ubegrænsede myndighed og for menneskers relative myndighed
[Illustrationer på side 7]
Den verdslige myndighed respekteres
Menighedens relative myndighed respekteres
Jehova Gud anerkendes som den øverste myndighed