1986 — et „fredsår“?
DE FORENEDE NATIONER har udråbt 1986 til internationalt fredsår. Hvilke fremskridt gøres der i retning af verdensfred? De følgende kommentarer om dette stammer fra hele kloden.
Fra 7. til 12. april 1986 deltog medlemmer af lovgivende forsamlinger fra 103 lande i det 75. møde der afholdtes af Den interparlamentariske Union (IPU), i Mexico City.
FNs generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar havde dette budskab til Unionen: „Lad os alle huske at temaet for det internationale fredsår — ’at sikre freden og menneskehedens fremtid’ — ikke blot gælder 1986 men også de kommende år. Lad os være besluttede på at udnytte de muligheder 1986 byder på.“
IPUs præsident oplyste at han havde besøgt flere lande „for at undersøge om parlamentarikerne dér kunne blive fredsparlamentarikere“. Hans konklusion lød: „Det gik op for mig hvor vanskeligt det er, og at det i nogle tilfælde er håbløst.“
Den mexicanske gruppe gav udtryk for „dyb skuffelse over at der i de senere år ikke er gjort nogen væsentlige fremskridt i retning af nedrustning, trods De forenede Nationers indsats og den voksende almene bekymring over våbenkapløbets farer“.
Den argentinske gruppe påpegede at „hverken de tres millioner dødsofre for den anden verdenskrig, krigens atombombe-epilog i Hiroshima eller de et hundrede og tredive væbnede konflikter siden da, har været nok til at lære menneskeheden at den befinder sig på grænsen til selvudslettelse“. Gruppen var dybt foruroliget over at „fem atommagter har samlet over 50.000 kernevåben, en mængde der svarer til tre tons konventionelle sprængstoffer for hver beboer på vor planet“.
Mødet blev også overværet af repræsentanter for FNs sikkerhedsråds permanente medlemmer. De sagde blandt andet:
Den britiske gruppe: „Det bør være et af vore vigtigste politiske mål at hindre et våbenkapløb i rummet. Vi må imidlertid være realistiske . . . Rummet er allerede militariseret.“ Den franske gruppe fremhævede at „De forenede Nationers manglende evne til at opretholde kollektiv sikkerhed og fred især skyldes at nogle stater har overtrådt de mest grundlæggende principper i international lov og moral“. Den sovjetiske gruppe udtrykte „dyb bekymring over den fare for en atomkatastrofe der truer menneskeheden, og som kan medføre afslutningen på civilisationen på jorden“. Den amerikanske delegation blev citeret for at have udtalt at den ville „forsøge at udtrykke behovet for internationalt samarbejde med henblik på at bekæmpe terrorismen“.
På den anden side af jorden markeredes det internationale fredsår med et møde i Folkets store Sal i Peking den 21. marts. Den kinesiske premierminister Zhao Ziyang var mere optimistisk end så mange andre da han sagde: „Når blot alle verdens mennesker utrætteligt fortsætter deres bestræbelser, vil de ganske givet opnå fred.“
I forbindelse med FNs internationale fredsår har pave Johannes Paul II sagt at pavestolen ønsker at tilskynde „alle verdens nationer og trossamfund til at bede for freden“.
Freden undflyr denne verden. Og hvorfor? Fordi sand fred må bygge på kærlighed; men verden er splittet af nationalistisk stolthed og had. Sand fred kræver et viist og retfærdigt herredømme; men ufuldkomne jordiske herskere kan ikke leve op til denne norm. Sand fred må være baseret på forenet tilbedelse af den eneste sande Gud; men verdens trossamfund er håbløst splittede i tusinder af sekter, hvoraf ingen ærer Jehova som den suveræne Herre. Sand fred kræver at „denne tingenes ordnings Gud“, Satan Djævelen, og hans herredømme fjernes; men kun Jehovas rige ved hans Kristus kan knuse Satan og hans gerninger. — 2 Korinther 4:4.
[Illustrationer på side 15]
En australsk „fredsdollar“ af guld
Et kenyansk „fredsfrimærke“