Jeg fandt et spor der aldrig ender

FORTALT AF EVA CAROL ABBOTT

JEG blev født den 21. december 1908 på en gård i nærheden af Emporia i Kansas, USA. Mine forældre hed Grace Pearl og William Reuben Vaughan. Fra Emporia flyttede vi til Colorados prærie, hvor tilværelsen både var besværlig og ensom. Vi havde en lade, en vindmølle og et hus som min mor senere har beskrevet for mig som noget der lignede en jernbanevogn. Det bestod af et meget stort køkken og et stort værelse der både gjorde det ud for dagligstue og soveværelse.

Nogle af de meget få naboer vi havde boede endog i jordhuler der lå halvt over jorden, halvt under. I perioder under den lange vinter blev deres primitive boliger fuldstændig dækket af sne. Når det skete blev mine forældre ringet op af indesneede naboer (selv om de var fattige havde de telefon) der gerne ville vide hvad klokken var. Når de havde fået svar på det, lød det næste spørgsmål: „Mener du om natten eller om dagen?“

Adskillige gange om året tog mange „homesteaders“, som man kaldte os, ud i cederskovene hvor de i flere dage ad gangen fældede træ til pæle. Pælene blev så stablet op på vogne der blev trukket af kraftige hestespand, hvorefter de blev kørt til byen og byttet for fødevarer, vinterforråd og sommersæd til afgrøderne. I disse perioder var mor alene hjemme med mig, og i de lange aftener brændte petroleumslampen helt til midnat mens hun læste i sin bibel igen og igen. Hun var overbevist om at Gud havde et folk på jorden, og hun søgte efter det spor der førte til dette folk.

Da jeg var tre år gammel flyttede mine forældre til en gård i Kansas i nærheden af den lille by Kiowa. En del af rejsen dertil foregik i en vogn som min far havde forsynet med sejldug. Jeg fik influenza undervejs, og jeg kan huske hvordan jeg lå godt og varmt på en madras i bunden af vognen og kiggede på petroleumslampen der svingede frem og tilbage under sejldugstaget over mit hoved. Min mor gned mig ind i en blanding af svinefedt, terpentin og olie. Jeg kan stadig huske hvor rart og hyggeligt det føltes og mindes den kærlighed hvormed det blev gjort.

Vi finder sporet

Blandt mine barndomsminder kan jeg huske dengang vi flyttede til Alva i Oklahoma. Mor søgte stadig efter vejen der førte til „Guds folk“. En dag fandt hun nogle bibelske traktater på vores veranda. Ikke længe efter henvendte en kolportør (heltidsforkynder) sig til min far i den butik hvor han arbejdede. Han viste ham et af bindene af Studier i Skriften af C. T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident. Selv om det var far der købte bogen, var det mor der læste den, og hun opdagede at budskabet var det samme som i de traktater der var efterladt på verandaen.

Kolportøren havde inviteret far til at overvære et bibelstudium samme aften. Han besluttede sig til ikke at tage derhen, men mor tog derhen, og hun tog mig med. Jeg husker knap nok dette møde, men min mor har mange gange siden fortalt mig om det i enkeltheder. Der var omkring 10 eller 12 til stede, og man drøftede spørgsmålet: „Hvordan dør vi?“ En søster i forsamlingen svarede: „Nøjagtig som dyrene.“ Mor var chokeret. Hun afbrød og sagde: „Undskyld, men skal det forstås sådan at I tror at vi dør på samme måde som dyrene?“ Broderen der ledte studiet svarede: „Prøv engang at slå op i Prædikeren 3:19-21 og læs det for dig selv.“

„De lod mig afbryde hele mødet med mine spørgsmål, det ene efter det andet, og brugte hele aftenen på at besvare dem,“ yndede min mor at fortælle mig. Jeg kan huske at hun var meget opstemt da vi kom hjem. Nu havde hun fundet Guds folk og den livsvej hun ønskede at følge. Det var her sporet begyndte!

Dette skete i 1913. Kort efter viste Vagttårnsselskabet filmen og lysbillederne: „Skabelsens Fotodrama.“ Mor var ovenud lykkelig for at være blandt dem der så det i byens teater. Disse år i Alva gjorde min mor hjertens glad. Jeg plejede at sige til hende: „Mor, du er begyndt at smile. Det gjorde du sjældent før.“

På dette tidspunkt havde min mor taget et fast standpunkt for sandheden. Det var dengang nogle af bibelstudenterne troede at de nu kunne blive rykket bort til himmelen „hvad dag det skulle være“. De så for sig at de inden længe skulle til at leve et bekvemmeligt liv. Men sådan så mor nu ikke på det. Hun var ikke optaget af tanken om inden længe at skulle til himmelen. Mor ’havde for travlt’, som hun sagde, ’med at lære, studere, gå til møder og tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget’.

Snart var den første verdenskrig i fuld gang, og dette medførte forfølgelse fra folk i byen. Jeg kan huske hvordan jeg fulgtes med mor fra dør til dør for at indsamle underskrifter på en anmodning til den amerikanske regering om at løslade broder Rutherford og hans syv medarbejdere fra forbundsfængselet i Atlanta i Georgia, hvor de var blevet fængslet på uretfærdig vis. Men så skete der noget andet der tvang os til at flytte.

Krigen sluttede, og den spanske syge rasede. Influenzaen medførte at min mor fik et dårligt helbred. Lægen rådede far til at flytte med familien til det sydlige Californien, hvor der ville være bedre klimaforhold for mor. Vi ankom til Los Angeles og bosatte os i bydelen Alhambra. Det var her jeg måtte træffe mit livs største beslutning.

I 1924 steg min veninde og jeg på et tog til Los Angeles for at overvære begravelsen af en kristen søster som vi havde set meget op til. På vejen tilbage drøftede vi spørgsmålet om indvielse. Jeg begyndte at tænke alvorligt over mit liv og drøftede det med mor. Dette gjorde at jeg begyndte at undersøge emnet ved hjælp af genoptrykte numre af Vagttaarnet, hvor jeg læste alt hvad der var skrevet om indvielse helt tilbage til 1908. Kort efter indviede jeg mit liv til Jehova, og i oktober 1925 blev jeg døbt.

Vi følger sporet som ægtefæller

En dag i 1927 fik jeg at vide at en broder ved navn Herbert Abbott gerne ville træffe mig, hvilket overraskede mig da jeg ikke anede hvem han var. Det fandt jeg dog hurtigt ud af. Det tiltalte ham at jeg var 18 år gammel og havde været indviet i to år. Vi blev præsenteret for hinanden, kom sammen i tre måneder og blev gift i juli måned 1927.

Herbert og jeg købte et hus i Pasadenas smukke bakker. En dag i foråret 1928 kom der nogle oplysninger med posten vedrørende pionertjenesten. Om aftenen da Herbert kom hjem fra arbejde foreslog jeg at vi skulle sælge vort hjem og begynde i heltidstjenesten som pionerer. Han sagde at hvis jeg var villig til at give afkald på det hele, kunne han ikke sige nej.

Vi fik tildelt distrikt i Charles City i Iowa, som vi skulle begynde at gennemarbejde efter at vi havde overværet stævnet i Detroit i Michigan. Hen på sommeren var vi klar til at føre vore planer om pionertjeneste ud i livet, men til vores overraskelse var jeg gravid. Hvad skulle vi gøre? Hvis vi ændrede vore planer nu, ville det være det samme som at sige: „Jehova, vi ved at du vil kunne sørge for to men ikke for tre.“

Efter stævnet tog Herbert og jeg ud til vort distrikt i Charles City. Men da jeg nåede otte måneder hen i min graviditet, mente vi at det ville være fornuftigst at vende tilbage til Los Angeles. I begyndelsen af januar 1929 blev vor dejlige datter Perousia Carol født. Men vor glæde over hende varede kun ni måneder; hun døde i oktober.

Jehovas løfte om en opstandelse var straks i vore tanker. Men døden er alligevel en fjende, og det var frygteligt at se sin lille datter død. Den dystre tanke at vores lille pige skulle ligge i den kolde jord blev lindret af kundskaben fra Guds ord. Den tilstand hun befandt sig i kunne ganske enkelt sammenlignes med en søvn, og hun ville forblive i Jehovas erindring. (Johannes 11:11-14, 23-25) Sandt nok har det været en lang søvn, men en dag i fremtiden vil hun vågne op og dermed bevise sandheden i Guds ord. Mit fortsatte ønske er at hun må bringe Jehovas store navn pris i al evighed.

Med husvogn

Vi lagde igen planer for pionertjeneste. Det følgende år i marts anskaffede vi os en husvogn der var forsynet med sejldug og hvor taget kunne foldes til side. Vi byttede derfor vores syv-personers Studebaker med en Ford A-model, der skulle trække husvognen. Sådan begyndte de 25 år hvor vi rejste fra sted til sted i husvogn.

Vi trillede lykkeligt ud ad vejen med den lille trailer, som vi havde i mere end otte år. Gulvpladsen var 1,2 × 1,5 meter og køkkenet var et bord på 28 × 30 centimeter til at trække ud. Vi havde to gode senge, et benzinkomfur med to blus, en spand til vand, en benzinlygte, en petroleumsovn, en vaskebalje, et vaskebræt, et strygejern der blev opvarmet ved benzin og et strygebræt. Der var også en flytbar hylde oven over komfuret med et lille skab hvor jeg opbevarede vort smukke Haviland-porcelæn, der var en bryllupsgave. En aften knækkede boltene der holdt hylden, og ned røg den med et ordentligt brag. Også benzinlygten faldt ned med bunden i vejret, men der skete ingen skade ud over at vort dejlige stel var gået i tusind stykker!

Nogle få gange måtte vi forny husvognens lærredstag. Dertil købte vi et solidt lærredsbetræk der normalt blev brugt af frugtavlerne til at dække appelsintræerne med når de skulle behandles for skadedyr. Vi skar det så i strimler som vi syede sammen ved hjælp af krumnåle indtil husvognens tag til sidst var helt dækket.

Mandag var vaskedag. Så varmede vi vand over et bål udenfor og skyllede tøjet i vand som vi hentede i en å eller flod eller ved byens brønd. Vi havde også en lille ovn der kunne klappes sammen som jeg brugte til at bage brød i til den næste uges måltider. Sådan var vi rustet til at tage udfordringerne i vort distrikt op.

I 1930rne rejste mange fra gårdene på landet ind til byerne. Nogle gange fulgte vi en vej der kilometer efter kilometer snoede sig over bjerge og ned i fjeldkløfter frem til et hus, blot for at finde det forladt. For at løse dette problem begyndte vi at bruge en kikkert. Så kunne vi se om der hang tøj på tørresnoren eller om der kom røg fra skorstenen eller om der måske var kvæg i nærheden. Dette sparede både benzin og tid. Selvfølgelig kunne vi ikke altid se om der lå et hus på vejen, men så spurgte vi naboerne.

Engang vidste vi ikke hvad vi skulle gøre. Der lå en gård 24 kilometer inde i bjergene, men naboerne var ikke sikre på om der var nogen hjemme. Den næste dags benzinforbrug skulle tages i betragtning. Vi holdt i nærheden af en klar bjergbæk der var mellem én og halvanden meter bred, og Herbert var tørstig. Han lagde sig ned på knæ for at drikke, da noget skinnende fangede hans øje. Han rakte hånden ud i vandløbet og trak adskillige dollars i mønter op. Nu var vi selvfølgelig ikke længere i tvivl og fortsatte turen frem. Det var en lang og anstrengende tur, og manden på gården var ikke interesseret. Men vi vidste at distriktet nu var dækket og at der var blevet aflagt et vidnesbyrd for gårdejeren.

Erfaringer langs sporet

I årenes løb har vi haft mange spændende og til tider morsomme oplevelser. Engang oplevede vi for eksempel et pøbeloptøjer i Corning i Californien. Sammen med fire andre søstre løb jeg hen for at hjælpe Aleck Bangle (i dag missionær på Jamaica), da han blev pryglet. Der var samlet over 100 tilskuere på gaden som alle heppede på manden der slog Aleck. I dag kan man kun le når man tænker på at jeg tog min højhælede sko af og slog manden oven i hovedet med den da han bøjede sig over broder Aleck for at give ham et kraftigt slag.

På forsiden af bladet Consolation (nu Awake!, på dansk Vågn op!) for 29. maj 1940, var der et billede af Amerikas tredje præsident, Thomas Jefferson, samt det amerikanske flag. Eftersom tiderne var urolige og der var forfølgelse, mente jeg at det var en god idé altid at have flere numre af dette blad med i min bladtaske, i fald vi skulle få brug for det. Og ganske rigtigt, en lørdag mens jeg gik på gadearbejde med bladene, blev jeg tiltalt af to mænd på et hjørne. Den ene, en meget barskt udseende herre, sagde stridbart: „Unge dame, hvis De havde et blad med det amerikanske flag på, så ville jeg tage imod det, men I Jehovas Vid — -“ Før han fik sagt mere svarede jeg selvfølgelig: „Nu skal De se, hr., jeg er meget glad for at jeg netop har det blad De beder om,“ og så tog jeg bladet frem fra min bladtaske. Han holdt op med at rasle med mønterne i sin lomme, blev rød i hovedet og fremstammede et eller andet idet han gav mig pengene — hvorefter jeg gav ham bladet!

Jeg kom ud for en anden morsom hændelse engang vi uddelte en særlig brochure til alle i gejstligheden. Det var Riget — Verdens haab. Et sted lukkede en præst op. Han var ikke det mindste interesseret i at modtage brochuren, men vi havde fået besked om at efterlade den ved døren hvis det overhovedet var muligt, så jeg sagde venligt: „Dette er Deres eksemplar hr., så jeg lægger den lige her.“ Jeg vendte mig for at gå, men da jeg gik ned ad havegangen kom brochuren flyvende forbi mig og landede lige ved en vandpyt. Jeg syntes ikke den skulle blive liggende dér, så jeg bukkede mig for at samle den op. I selv samme øjeblik kom en stor, knurrende hund efter mig, snappede brochuren ud af hånden på mig og for tilbage til sin herre, præsten. Det jeg ikke formåede at overbringe, klarede hunden!

I 1953 slog Herbert og jeg os ned i Sacramento sammen med min mor. Eftersom Herbert havde problemer med sit helbred blev vi begge nødt til at ændre vort livsmønster. Jeg har ofte takket Jehova for at han har velsignet mig med min trofaste mor og min loyale ægtemand. De er nu begge borte og har modtaget deres himmelske belønning. Mor døde i 1975; Herbert fuldførte sit jordiske livsløb i september måned 1980, 82 år gammel. Jeg føler mig stadig meget ensom, men det trøster mig at se tilbage på de år hvor vi trofast har tjent sammen. Og jeg véd at sporet aldrig ophører, for Jehova er ved sin søn, Kristus Jesus, min Fører på det spor der fortsætter i al evighed.