Spørgsmål fra læserne
■ Hvilken holdning er det passende for menigheden at indtage hvis nogen forlader den sande kristne tro og slutter sig til et andet trossamfund?
Noget sådant forekom undertiden i det første århundrede. Det er derfor ikke mærkeligt at det også nu og da kan forekomme i vor tid. Når det sker, reagerer menigheden på en måde der tjener til at beskytte dens loyale medlemmers åndelige renhed.
Ifølge Ordbog over det danske Sprog vil „frafald“ sige at „opgive ell. falde fra nogen ell. noget, man hidtil har sluttet sig til . . . m.h.t. mening, anskuelse, tro olgn; især nedsæt.: svigte; svige“. Et andet opslagsværk definerer frafald som „en fornægtelse af ens tro, principper, politiske parti etc“. Judas Iskariot gjorde sig således skyldig i en form for frafald da han svigtede tilbedelsen af Jehova Gud ved at forråde Jesus. Senere faldt andre fra og forlod den sande tro, endog mens apostelen Johannes og andre af Jesu første disciple var i live. Johannes skrev: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os.“ — 1 Johannes 2:19.
Hvad skal man da gøre hvis der opstår en lignende situation i dag? Menighedens ældste eller hyrder hører måske om en døbt kristen der er ophørt med at komme sammen med Jehovas folk og som åbenbart har tilsluttet sig et andet trossamfund. I overensstemmelse med Jesu ord om at man bør tage sig af et får der er faret vild, bør de åndelige hyrder være interesseret i at hjælpe vedkommende. (Mattæus 18:12-14; jævnfør Første Johannesbrev 5:16.) Men hvad nu hvis de hyrder der har fået til opgave at undersøge sagen, når til den konklusion at den pågældende ikke længere ønsker at have noget med Jehovas folk at gøre og er besluttet på at forblive i det falske trossamfund?
I så fald skal de blot meddele menigheden at den pågældende har afskåret sig selv fra menigheden og derfor ikke længere er et af Jehovas vidner. En sådan person har svigtet sin tidligere tro, men det er ikke nødvendigt at foretage en direkte udstødelse. Hvorfor ikke? Fordi han allerede har afskåret sig selv fra menigheden. Sandsynligvis forsøger han ikke at bevare kontakten med sine tidligere brødre for at overtale dem til at følge ham. Hvad de loyale brødre angår søger de ikke samkvem med ham, for ’han har forladt dem, da han ikke var af deres slags’. (1 Johannes 2:19) Hvis en der har forladt menigheden på denne måde begynder at sende breve eller publikationer der støtter falsk religion eller frafald, understreger dette blot at den pågældende afgjort ’ikke er af vor slags’.
Bibelen advarer imidlertid om at nogle ville prøve at forblive blandt Guds folk og dér forsøge at vildlede andre. Apostelen Paulus gav følgende advarsel: „Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:30) Han advarede tydeligt de kristne om at ’holde øje med dem som er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære de har modtaget, og undgå dem’. — Romerne 16:17, 18.
Hvis nogen fører falsk lære blandt de sande kristne, som for eksempel Hymenæus og Filetus gjorde på Paulus’ tid, må menighedens hyrder tage skridt til at beskytte hjorden. Hvis den pågældende afviser deres kærlige formaning og fortsætter med sine forsøg på at danne en sekt, kan et udvalg af ældste udstøde en sådan for frafald. (Titus 3:10, 11) De enkelte brødre og søstre i menigheden vil da følge Paulus’ vejledning om at „undgå“ den der forsøger at volde splittelser. Johannes gav en lignende vejledning: „Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham.“ — 2 Johannes 10.
■ Da jøderne vendte tilbage til Jerusalem fra deres fangenskab i Babylon, tilbagelagde de da omkring 800 kilometer eller omkring 1600 kilometer?
Den direkte vej fra byen Babylon til Jerusalem var på omkring 800 kilometer. På denne rute måtte man imidlertid igennem et meget ugæstfrit terræn, deriblandt langs strækninger med meget tørre områder eller ørken. En alternativ mulighed var at følge Eufratdalen op til Karan og derefter dreje mod syd, forbi Damaskus, og ind i det forjættede land. Denne vej ville være dobbelt så lang, og det var denne rute Abraham fulgte da han sammen med sin familie rejste fra Ur til Kana’an. — 1 Mosebog 11:31 til 12:5.
Bibelen beskriver ikke den vej jøderne fulgte da de vendte tilbage til Jerusalem efter fangenskabet i Babylon. (Ezra 8:1-32; 7:7-9) Begge tal er altså mulige og kan anføres som rejselængden. Af større betydning er det imidlertid at jøderne var befriet for babyloniske opfattelser og skikke idet de fulgte „Hellighedens Vej“. — Esajas 35:8-10; se siderne 149-152 i bogen Menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær!, udgivet på dansk i 1976.