Pionertjenesten blev ledetråden i mit liv
FORTALT AF ARTHUR GUSTAVSSON
HØJT oppe i de sneklædte Himalayabjerge fandt sandheden fra Guds ord, Bibelen, vej til mine forældre, Fred og Amanda Gustavsson. Det var i 1903, og på det tidspunkt lå jeg i min moders skød. Men hvad lavede mine forældre her, så langt borte fra deres hjemland, Sverige?
I 1880 var de emigreret fra Sverige til De forenede Stater. De havde begge en stærk tro på Gud, og i Chicago sluttede de sig til Den skandinaviske Alliancemission. Efter en oplæringsperiode blev de sendt ud som missionærer til Baltistan, der i dag ligger i den nordligste del af Pakistan. De fandt dog hurtigt ud af at det var meget vanskeligt at omvende muslimerne til kristenhedens lære, og begyndte selv at tvivle på om Gud virkelig kunne være så grusom at han dømte disse hjertelige, gæstfri mennesker til evig pine i helvede hvis de ikke omvendte sig. De var næppe klar over at deres sind var ved at blive beredt til noget langt bedre.
Da tiden var inde modtog de fra en ven i De forenede Stater en bog der fuldstændig ændrede deres tankegang. Bogen hed The Divine Plan of the Ages (Guds Verdensplan) og var skrevet af Charles T. Russell, den daværende præsident for Watch Tower Society. De læste den, og det var som faldt der skæl fra deres øjne. De kunne klart se at den løn synden betaler er døden, ikke evig pine. (Romerne 6:23) Nu kunne de forkynde et positivt håbets budskab for mennesker — at Guds rige vil gøre jorden til et paradis.
Et nyt distrikt
Det var på dette tidspunkt at jeg blev født i Shigar i Baltistan. Nogen tid senere kom min søster Mirjam til verden. Mine forældre havde besluttet at arbejde under Vagttårnsselskabets ledelse og forkynde sandhedsbudskabet, som de nu havde fundet. I 1908 tvang omstændighederne dem imidlertid til at flytte tilbage til Sverige. I Göteborg begyndte de at forkynde ’den gode nyhed om riget’ som kolportører, som heltidstjenerne dengang blev kaldt. (Mattæus 24:14) I løbet af de første ti år gennemgik de hele byen tre gange i hus-til-hus-forkyndelsen, og mange tog imod sandheden.
Jeg mindes hvorledes en fru Hanna Gunnarsson blev meget vred på min fader da han sagde at Bibelen ikke lærte at man har en udødelig sjæl. Hun udbrød: „Hvis vi ikke har en udødelig sjæl, så kan vi lige så godt gå ned og drukne os i elven!“ Min fader smilede venligt til hende og gav hende brochuren Hvad siger Skriften om Helvede? Hun og hendes døtre blev senere Jehovas vidner. Den hændelse lærte mig at man aldrig skal lade sig slå ud — lige meget hvad folk siger.
Da jeg var ti år gammel kom broder Rutherford til Göteborg for at holde det offentlige foredrag: „Hvor er de døde?“ Under foredraget tilbød han 1000 dollars til den i forsamlingen der kunne bevise at mennesket havde en udødelig sjæl. Ingen forsøgte.
Familiens pionerånd
På grund af mine forældres gode eksempel blev jeg hurtigt besjælet af pionerånden. Jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at tage del i tjenesten. Min fader lod mig uddele løbesedler til annoncering af offentlige foredrag. Det kunne jeg vældig godt lide, og jeg havde også nogle usædvanlige oplevelser. En dag bankede jeg på hos min lærer for at indbyde hende til et foredrag. Jeg blev så overrumplet da hun skarpt afviste at modtage indbydelsen, at jeg snublede og faldt ned ad trappen. Om ikke andet lærte jeg at være realistisk. Folk er ikke altid sådan som vi gerne vil have de skal være.
Vort hjem blev et rigtigt pionerhjem, hvor hver gjorde sit til at få arbejdet udført. Min søster Mirjam og jeg var klar over hvilket vigtigt forkyndelsesarbejde min fader og moder udførte. Når vi kom hjem fra skole tog vi derfor ofte selv initiativ til at gøre hele huset rent.
Jeg indviede mig til at gøre Jehovas vilje 16 år gammel og blev døbt i 1919 ved et stævne i Örebro. Det følgende år blev jeg indbudt til at arbejde sammen med den lille gruppe på otte brødre der var travlt optaget på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sverige. Disse år i beteltjenesten lagde en god grundvold for et velordnet og disciplineret liv i Jehovas tjeneste.
1914 — et år jeg aldrig glemmer
Bibelstudenterne, som vi dengang blev kaldt, havde i mange år før 1914 set frem til netop dette årstal som noget særligt. Eftersom det var afmærket i Bibelens profetier forventede vi at der skulle indtræffe usædvanlige begivenheder. Jeg husker tydeligt søndag den 2. august 1914. Min fader var ordstyrer ved et møde i Göteborg, da vi udenfor hørte en avisdreng råbe: „Verdensbranden er brudt ud!“ Brødrene i salen kiggede på hinanden. Nogle af de ting vi havde forkyndt om 1914 var nu begyndt at gå i opfyldelse.
Også for Johan Severin Petersson blev året 1914 noget særligt. Hans søster Ida havde givet ham tre af Russells bøger, men han troede at de var farlige og brændte dem. Da Ida hørte om dette lånte hun ham i stedet tre bøger. Denne gang låste han dem nede i en skuffe.
Så kom 1914 og den første verdenskrig brød ud. Johan havde hørt at bøgerne nævnte noget om dette årstal. Drevet af nysgerrighed låste han skuffen op, tog dem frem, og læste dem. Hans øjne blev åbnet for Bibelens sandheder og han blev også bibelstudent. I 1917 blev han døbt, og hans datter Rosa fulgte hans eksempel i 1918. I 1928 blev hun min kære hustru og livsledsager i Jehovas tjeneste.
Vi udbreder den gode nyhed
Da jeg blev gift forlod jeg afdelingskontoret, og Rosa og jeg tilbragte vore hvedebrødsdage i pionertjenesten! Den første måned som ægtefolk afsatte vi 4000 eksemplarer af brochuren Frihed for Folket.
Få måneder senere blev jeg spurgt om jeg ville tage ud i rejsetjenesten som „kredsdirektør“, det vi i dag kalder kredstilsynsmand. Dette ville indebære at jeg skulle besøge menighederne i hele Sverige og senere i Norge. Dengang var ordningen sådan at man ikke kunne have sin hustru med på disse rejser. Jeg måtte være hjemmefra seks-syv uger ad gangen, og ville kun være hjemme nogle få dage mellem hver tur. Vi var villige til at bringe dette offer og fortsatte på den måde i 14 år.
Hvad lavede Rosa i denne periode? Hun tjente som pioner i Hälsingborg sammen med min søster. De måtte cykle meget rundt dengang for at nå igennem det udstrakte distrikt. Men jeg vil lade hende selv berette.
„Pionertjenesten som den formede sig i 1930rne var meget forskellig fra vore dages pionertjeneste. Mirjam og jeg plejede at leje et lille værelse i en uge eller to efterhånden som vi drog fra sogn til sogn. Vi havde al vores bagage med os på vores cykler — tøj, kasseroller og kasser med bøger. Det var noget af et syn!
Vi havde ikke altid let ved at finde overnatningsmuligheder. En dag hvor Mirjam og jeg havde arbejdet hver for sig, mødtes vi omkring klokken otte om aftenen.
Vi cyklede så videre til den næste gård, hvor vi så lys. Men så genkendte vi huset. Vi blev meget skuffede. Folkene dér havde været meget afvisende sidste gang vi besøgte dem. Tøvende gik Mirjam op til døren og spurgte om vi kunne overnatte hos dem. Til vores store overraskelse og lettelse bad damen os komme indenfor og sætte os ned. Lidt efter blev vi budt ind i dagligstuen, hvor der var dækket op til et stort måltid. Vi kunne næppe tro vore egne øjne! Efter at vi havde spist blev vi vist ind i et soveværelse hvor sengene var redt op med det bedste sengetøj. Vi var forbløffede over denne holdningsændring.
Næste morgen fik vi morgenmad, og da vi ønskede at betale ville de ingen penge have. Vi spurgte om vi måtte give dem bogen Udfrielse som en gave. ’Det må I rigtignok gerne,’ sagde de. ’Vores nabo sagde at I havde givet hende en dengang i overnattede dér, og hun fortalte os at hun havde været glad for at læse den.’
Denne oplevelse lærte os at man aldrig ved hvad der vil komme ud af at afsætte et enkelt stykke bibelsk litteratur.“
Vi fortsætter som pionerer
I 1942 blev rejsetjenesten indstillet for et stykke tid, hvilket gjorde at Rosa og jeg igen kunne arbejde sammen i pionertjenesten. Senere blev hendes fader syg, og vi forlod heltidstjenesten for at tage os af ham. Men så snart omstændighederne tillod det vendte vi tilbage til den gerning vi holdt mest af — heltidstjenesten. Vi følte os nu tilbage i vort rette element. Når vi efter en travl dag i forkyndelsen er kommet hjem har vi ofte sagt til hinanden: „Pionertjenesten er alle ofre og anstrengelser værd.“
Vor gerning er ikke foregået helt uden modstand. Nogle steder er vi brutalt blevet smidt ud mens man har spottet os og råbt ukvemsord efter os. I de fleste tilfælde har det været fordi folk ikke har forstået motivet bag vort besøg. Nogle gange har sådanne grove personer bittert fortrudt det de har gjort. En dame fortalte engang sin nabo hvor dårligt hun havde behandlet en forkynder (min hustru), og hvordan forkynderen til hendes overraskelse ikke havde givet igen med samme mønt men blot roligt var gået sin vej. Næste gang Rosa besøgte denne dame, slog hun armene om Rosa og bad hende om tilgivelse. Hun bad endog om at få noget bibelsk læsestof.
Vi har nu i mange år været pionerer i den vestlige del af Sverige, hvor vi arbejder sammen med Jehovas Vidners menighed i Svenljunga. Nu da vi er oppe i årene har vi ikke de samme kræfter som da vi var unge, men vi er lykkelige for at kunne fortsætte i pionerernes rækker. Indtil nu har jeg været 55 år i heltidstjenesten og min hustru 48 år. Men vi lever ikke blot på minderne alene, selv om de gør os glade. Uanset hvor gammel man er må man altid se fremad. Det er vort inderlige ønske at vi må vandre trofast og beskedent med vor Gud, Jehova, og til sidst opleve hans riges storslåede velsignelser som vi har forkyndt om i heltidstjenesten i så mange år. — Mika 6:8.
[Illustration på side 26]
Min hustru og jeg har arbejdet sammen i Jehovas tjeneste i 58 år