Glædesjubel blandt Guds folk
KONG DAVIDS ord i Salme 68, versene 2-4, indeholder en indtrængende opfordring til alle der elsker sand frihed: „Syng for Gud, syng og spil til pris for hans navn; opløft en sang til Ham der drager frem over ørkensletterne som den hvis navn er Jah; og jubl af glæde for hans ansigt.“ Hvilket større privilegium kunne man tænke sig end at juble for Guds ansigt? (Esajas 12:2, 3) Gennem hele året 1986 har Jehova støttet sine vidner på en enestående måde, mens de fortsat har forkyndt frihed for jordens folk.
De følgende sider indeholder en oversigt over Jehovas Vidners verdensomspændende virksomhed i løbet af 1986. Og der er virkelig grund til at juble! Som tallene viser er det samlede antal aktive forkyndere nået op på 3.229.022 i 208 lande, en 6,8 procents fremgang. Antallet af døbte var 225.868.
Jesu død mindes
Ved årets vigtigste møde, højtiden til minde om Jesu død, nåede antallet af tilstedeværende op på mindst 8.160.597, skønt der, på grund af forværringen i verdensforholdene, ikke blev modtaget rapporter fra alle lande. Antallet af dem der nød symbolerne faldt til 8927 eftersom der i årets løb var nogle af de salvede som afsluttede deres jordiske tjeneste. — Åbenbaringen 2:10.
Mange af dem der samledes i lydighed mod Jesu befaling, har udvist et efterlignelsesværdigt mod. (1 Korinther 11:23-26; Johannes 16:33) I et afrikansk land hvor Jehovas Vidners arbejde er forbudt, var menigheden forsamlet i en søsters hjem for at fejre mindehøjtiden. Blot otte minutter efter at foredraget var begyndt dukkede lokale myndighedspersoner op for at arrestere brødrene. De beordrede dem til at standse mødet. Brødrene insisterede venligt men bestemt på at fejre denne højtid til minde om Jesu offerdød. Efter at have ræsonneret med politiet og indtrængende bedt om at måtte fortsætte mødet, fik de lov til at fejre mindehøjtiden i overværelse af politifolkene. Mødet blev afviklet i ro og orden, hvorefter alle blev arresteret. Efter endt afhøring blev fem tilbageholdt. De blev holdt fængslet i en tid, men blev derefter løsladt, lykkelige over at de havde været i stand til at fuldføre fejringen af Herrens aftensmåltid! — 1 Johannes 5:3, 4.
I Nigeria, hvor forkynderantallet er nået op på 128.461, overværede 394.370 mindehøjtiden — det højeste antal nogen sinde. På byggepladsen ved det nye betelhjem i Igieduma var der over 700 til stede ved mindehøjtiden — næsten hele den lokale landsby!
Fra Mexico kommer denne rapport: „Hvor vi end færdes i landet strømmer forkynderne over af begejstring. Det lader til at sandheden har sat hele landet på den anden ende. Sandheden omslutter brødrene, og deres liv drejer sig ikke om andet. Hele familier kommer med i sandheden. En stor procentdel af de mennesker der er studium med, begynder at overvære møderne med det samme. Dette hjælper dem til at gøre hurtige fremskridt.“ Mexico rapporterer at mindehøjtiden blev overværet af 838.467. I august ledte 198.003 mexicanske forkyndere 327.664 bibelstudier i folks hjem. Hvilke storslåede muligheder for fortsat vækst!
Vækst på verdensplan
Fra kristenhedens højborg kommer der lignende rapporter om vækst. I august nåede Italien op på et nyt højdepunkt af 139.570 forkyndere, og 301.009 overværede fejringen af Herrens aftensmåltid. Jehovas vidner lader bestemt deres „lys skinne for folk“. (Mattæus 5:16) Det viser følgende oplevelse: „En søster der stod på en bus, kom penge i billetautomaten, hvorpå en bekendt gav udtryk for at hun ikke behøvede at købe billet eftersom hun ikke skulle ret langt. Søsteren forklarede at hun fandt det rigtigst at købe en billet, om så hun skulle af ved næste stoppested. Kort efter steg den anden af bussen. Chaufføren vendte sig nu om mod søsteren og spurgte: ’Er De et af Jehovas vidner?’ ’Ja,’ svarede hun, ’hvorfor spørger De om det?’ ’Jeg kunne ikke undgå at høre hvad De sagde om at betale for busbilletten, og jeg ved at Jehovas vidner er blandt de få mennesker der ser sådan på det og bærer sig ærligt ad i alle ting.’ Få måneder senere henvendte en mand sig til søsteren ved et møde og sagde: ’Kan du kende mig? Jeg er den buschauffør der talte med dig om at betale for billetten. Efter at have lagt mærke til din opførsel besluttede jeg at begynde at studere Bibelen med Jehovas vidner.’“
England har haft et højdepunkt på 107.767 forkyndere, og en af disse er en broder der blev døbt for nylig: „George er nu 84 år gammel. Efter 50 år som lægprædikant i den lokale kirke lærte han sandheden at kende. I begyndelsen skyndte han sig ind i et andet værelse for at ryge en cigaret når studiet var forbi. Han havde røget i 70 år. Men siden han har studeret kapitel 26 i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden har han ikke røget. George har nu været døbt i over et år og er meget nidkær i forkyndelsen idet han fortæller andre om de velsignelser Jehova vil indføre i den nye tingenes ordning.“
Vesttyskland rapporterer om et højdepunkt på 118.645 forkyndere. Desuden er der titusinder af trofaste forkyndere der ’lader deres lys skinne’ i nabolandet DDR. I Vesttyskland har vi trofaste brødre og søstre der er kommet op i årene men som nægter at sænke „åndens sværd“. (Efeserne 6:16, 17) En menighed beretter følgende: „Vi har en søster der er 103 år gammel og som stadig bor for sig selv. De ældste har arrangeret det sådan at en gruppe bestående af syv-otte søstre hver uge på skift tager sig af at passe hende. Dette har de nu gjort i de sidste tre-fire år. Hjemmehjælpere, der bliver lønnet af staten, sørger for at hun får bad og får skiftet tøj. Men når de er syge eller på ferie tager vore søstre sig af opgaven. Dette udtryk for kristen kærlighed og selvopofrelse har været et godt vidnesbyrd for udenforstående. Vor 103-årige søster er meget åndsfrisk og betragter hjemmehjælperne som sit ’distrikt’. Hun forkynder nidkært for dem mens de bader hende, og hun forsyner dem med læsestof.“ Jo, hendes grå hår er i sandhed „en hæderskrone“ der „findes på retfærdigheds vej“. — Ordsprogene 16:31.
Indbydelsen til at prise Jehova går ud til folk i alle aldre — „unge mænd og også jomfruer, gamle mænd sammen med drenge“. Mange unge ’husker deres store Skaber i deres unge manddoms dage’. (Salme 148:12; Prædikeren 12:1) I Brasilien, hvor der har været et storslået højdepunkt på 196.948 forkyndere, har Vagttårnsselskabet modtaget et brev fra en afsidesliggende by hvor to unge brødre har forkyndt i nogle måneder. Det lyder i uddrag: „Jeg vil gerne rose jer for de prægtige unge mennesker der findes inden for jeres tro. Jeg er skolelærer og har at gøre med unge, og jeg ved at de ikke er som førhen. Jeres unge er virkelig eksemplariske. De respekterer de ældre, er høflige og går beskedent klædt. Og hvor er de godt inde i deres Bibel! Det kalder jeg en tro! Det er en skam at de måtte rejse igen.“ Nogle af vore brødre og deres familier flytter nu til nogle af disse isolerede områder for at tage sig af den interesse der er vakt.
Men hvilken fremgang finder sted i ikke-kristne områder? I The Wall Street Journal for 9. juli 1986 var der en lang artikel under overskriften: „Ufrugtbar jord — Kristne missionærer sår deres sæd i Japan men opnår kun ringe vækst.“ En missionær fra Kristi forenede Kirke er citeret for at have sagt: „Der findes ingen måde hvorpå kristendommen nogen sinde kan blive rodfæstet i Japan.“ Og en franciskanerpræst har udtalt: „De udenlandske missionærers tid i Japan er forbi.“ De har begge arbejdet forgæves i mere end 30 år. Artiklen siger: „Mindre end 1 procent af Japans befolkning er kristen, og til trods for et stort missionærarbejde er procenten faldende.“ Det er hvad der er at sige om kristenhedens religioner! Men hvad med Jehovas Vidner, der underviser japanerne i sand kristendom? I hver eneste af de sidste 92 måneder er der sket en forøgelse i antallet af aktive forkyndere, og de har nu nået et højdepunkt på 113.062 (hvilket indbefatter et gennemsnit på 46.390 heltidsforkyndere hver måned). Disse leder tilsammen 146.316 hjemmebibelstudier med nyinteresserede. Dette tyder bestemt på at der også vil blive stor vækst i fremtiden. Her ser vi en levende opfyldelse af Esajas 65:13, 14.
Pionererne
Hvordan går det i De forenede Stater? Her var der et højdepunkt på 744.919 rigsforkyndere der deltog i tjenesten. Men er der virkelig behov for så mange ’missionærer’ i USA? Det må man bestemt sige, eftersom kriminalitet, stofmisbrug, umoralitet, sygdomme og korruption i USA når højder der langt overgår hvad man oplever i den såkaldt hedenske del af verden. Folk der længes efter noget bedre har behov for trøst og håb, og Jehovas Vidners budskab dækker dette behov. (Esajas 61:1, 2; Mattæus 24:14) I De forenede Stater brugte disse forkyndere i løbet af 1986 146.673.490 timer til at udbrede den gode nyhed om Riget. Det er en 12,6 procents fremgang, eller 16.449.229 flere timer end sidste år. Denne tid blev godt anvendt, eftersom der blev spredt 6.138.938 bøger, hvilket er en 23,2 procents fremgang i forhold til sidste år. Alene i april måned blev der spredt over 1.000.000 bøger der forklarer det sande håb om fred og sikkerhed.
Et af de mest spændende tal i rapporten fra De forenede Stater er fremgangen i antallet af pionerer. I april måned var man nået op på et højdepunkt af 45.786 almindelige pionerer, en 23 procents fremgang i forhold til sidste år. Når man lægger dette tal sammen med det gennemsnitlige antal hjælpepionerer, der var på 43.369, samt det gennemsnitlige antal specialpionerer, der lå på 279, vil det sige at der hver måned var omtrent 90.000 heltidsforkyndere. Disse er både unge og ældre forkyndere, der udnytter deres tid godt ved at forkynde til Jehovas pris.
Et grundigt vidnesbyrd
Apostelen Paulus aflagde „et grundigt vidnesbyrd“ om den gode nyhed ved at undervise offentligt og fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20, 21) Mange distrikter modtager et lignende grundigt vidnesbyrd i dag. For eksempel har vi modtaget denne rapport fra Guadeloupe: „Ved slutningen af tjenesteåret var der én forkynder for hver 72 indbyggere. Vi behøver næppe at sige at vi er særdeles godt kendt i hele landet! Mange steder gennemgår vi faktisk distriktet hver uge. Nogle vil måske synes at folk må være trætte af at se os, eller at det må være nedslående uge efter uge at gå i det samme distrikt. Men tværtimod, det er snarere sådan at jo mere vi gennemgår distriktet, jo mere interesse finder vi. Beviset herpå kan ses af at vi sidste år i april havde et højdepunkt på 4558 forkyndere der ledte 7136 hjemmebibelstudier! Et blad bragte for nylig overskriften: ’Jehovas Vidner — uovertrufne i arbejdet fra dør til dør’! Det betragter vi som en ære. I løbet af tjenesteåret blev 458 nye brødre og søstre døbt.“ Når vi standhaftigt og med glæde gennemgår vore distrikter igen og igen, og kærligt nedbryder folks fordomme ved at lære dem at kende og vise dem velvilje, kan det føre til at vi finder mange symbolske får.
Jehova velsigner rigt sine tjenere i et afrikansk land hvor arbejdet er under forbud og borgerkrigen raser. Mange af vore brødre i dette land må døje fængselsophold, og nogle unge forkyndere er blevet henrettet. Alligevel var rapporten fra april enestående med ti forskellige rekorder. Det nye forkyndertal viser en forøgelse på 29 procent i forhold til sidste år. Hvilken nidkærhed disse kære brødre lægger for dagen! I april lå timegennemsnittet på over 18, og antallet af hjemmebibelstudier var på 2,6 pr. forkynder.
Det afdelingskontor der tager sig af arbejdet i dette område har modtaget et budskab der, skønt det er i omskrevne vendinger, er tilstrækkeligt til at give en idé om hvilke forhold der råder i dette land. Det lyder: „Heden rammer os stadig hårdt. Den indsats det kræver at komme ud og besøge nogen er blot et bevis på at vi har en hedebølge. Men vi ved at vi er indrettet på en sådan måde at vi kan tilpasse os enhver temperatur og alle former for omgivelser. Trods alt dette holder vi ud og har tillid til at vi vil overleve.“ Hvilken uangribelighed!
En uangribelig organisation består af uangribelige enkeltpersoner. Og de 3.229.022 Jehovas vidner der udgør en verdensomspændende organisation er netop uangribelige! De ser frem til at overleve den kommende „store trængsel“ og få del i det storslåede arbejde med at omdanne jorden til et paradis under Kristi rige. (Åbenbaringen 7:14; 21:3, 4; Esajas 65:17, 21-23, 25) De jubler af glæde over at Jehova allerede på nuværende tidspunkt velsigner deres nidkære arbejde, hvad enten de forkynder ordet „når tiden er gunstig“ eller „når tiden er ugunstig“. (2 Timoteus 4:2) De følgende sider viser hvorledes de har adlydt temaet fra deres årstekst i 1986: „Forkynd Guds rige vidt og bredt.“ — Lukas 9:60.
[Ramme/illustration på side 7]
Nogle tal fra Jehovas Vidners verdensomspændende rapport
Forkynderrekord: 3.229.022
Forøgelse: 6,8%
Pionerer (gns. pr. måned): 391.294
Forøgelse: 21,2%
Antal forkyndertimer: 680.837.042
Forøgelse: 15,3%
Gns. antal bibelstudier: 2.726.252
Forøgelse: 14,6%
Antal døbte 1986: 225.868
Forøgelse: 19%
[Oversigt på side 10-13]
Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1986
(Se den trykte publikation)
[Illustrationer på side 8, 9]
Forkyndelse „offentligt og fra hus til hus“ „til jordens fjerneste egne“
Davao Filippinerne
Venedig Italien
Castle Combe England
Gålå Norge
Kowloon Hongkong
Taipei Taiwan
Queenstown New Zealand
Bolgatanga Ghana
Paris Frankrig
Quetzaltenango Guatemala
Kerala Indien
Banff Canada