Din fremtid — lær den at kende gennem en bedre kilde
INDISKE astrologer forudsagde i 1962 at der ville indtræffe en verdensomfattende katastrofe „som følge af en sjælden konstellation af otte planeter i stenbukkens tegn“. Der skete imidlertid intet. For få år siden, i slutningen af 1980, var de fleste franske astrologer af den opfattelse at Frankrigs daværende præsident, Giscard d’Estaing, ville blive genvalgt. Men valgets sejrherre blev François Mitterrand. Fejlslag som disse viser at astrologi ikke er nogen sikker kilde til viden om fremtiden.
Findes der en anden kilde? Kan man for eksempel støtte sig til visse forskeres forsøg på at forudsige fremtiden? I 1970 publicerede det amerikanske McGraw Hill-institut en forudsigelse af hvad man ville finde i 1980: „Medicin som kan kurere kræft, bemandede rumflyvninger til Mars og Venus, en permanent base på månen, el-drevne biler, hjemmedatamater almindeligt udbredt, mulighed for at vælge det ufødte barns køn, samt tredimensionelle film og fjernsynsudsendelser.“
Dengang, i 1970, sagde forskerne ved dette institut: „Denne metode tilsigter en pålidelig forudsigelse på baggrund af en ekspertgruppes samstemmende vidnesbyrd.“ Men eksperternes forudsigelser er slået fejl på både disse og en række andre områder som for eksempel politik og økonomi.
En sikker kilde
Når astrologer og videnskabsfolk ikke med sikkerhed kan forudsige hvad der vil ske, betyder det så at man umuligt kan få pålidelige oplysninger om fremtiden? Inden vi giver op gør vi klogt i at undersøge hvad Bibelen siger om spørgsmålet. Jehova, Bibelens forfatter, omtales som den „der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort“. — Esajas 46:10.
Guds ord indeholder mange profetier. Hvordan adskiller de sig fra astrologernes forudsigelser? Et opslagsværk med titlen The Great Ideas svarer: „Hvad angår menneskers forudviden synes de hebraiske profeter at være enestående. Til forskel fra hedenske spåmænd eller sandsigere . . . behøvede de ikke at ty til forskellige kneb eller hjælpemidler for at trænge ind i guddommelige hemmeligheder. . . . Deres profetiske tale synes for det meste, i modsætning til oraklernes, at være utvetydig. Hensigten synes i hvert fald at være at åbenbare, og ikke at skjule, Guds plan på områder hvor Gud selv ønsker at mennesker skal være vidende om fremtiden.“
Et eksempel på dette er de mange oplysninger om Jesus der blev nedskrevet i Bibelen adskillige hundrede år før hans fødsel. Det blev forudsagt at Jesus skulle fødes i byen Betlehem, i kong Davids fader Isajs slægtslinje. (Mika 5:2; Esajas 11:1, 10) Bibelen forudsagde også at han ville blive henrettet på en pæl men at ingen af hans knogler ville blive knust, sådan som det ellers var praksis ved den slags henrettelser. Disse profetiske detaljer viste sig at være sande, og de er blot nogle få eksempler ud af de mere end 120 profetier der ifølge en bibelforsker er blevet opfyldt på Jesus. — Salme 22:16, 17; 34:20.
En profeti der er blevet opfyldt i vor tid
Hertil kommer at Bibelen indeholder profetier der peger frem til vor tid. Lad os betragte en af de betydeligste af disse. Denne profeti beskriver en række begivenheder der ville markere tidsperioden umiddelbart forud for Guds riges dramatiske indgriben i forholdene på jorden. Disse begivenheder skulle indbefatte verdenskrige, jordskælv, epidemier, hungersnød og stigende lovløshed. Er disse forhold ikke blevet stadig mere fremtrædende i verden netop i løbet af vort 20. århundrede? — Mattæus 24:3, 7-14; Lukas 21:7, 10, 11; 2 Timoteus 3:1-5.
Jesus forklarede at opfyldelsen af disse profetier ville indvarsle hans riges komme lige så sikkert som når knopperne på træerne bebudede forårets komme. Han gjorde endog opmærksom på at disse profetier ville gå i opfyldelse inden for blot én generation. Siden 1914 har vi med egne øjne set alle dele af tegnet, deriblandt de førnævnte detaljer.a Vi kan derfor have fuldstændig tillid til at Guds rige meget snart vil gribe ind. — Lukas 21:29-33.
Endnu et træk der ifølge profetien skulle være karakteristisk for denne tid er „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“. (Lukas 21:25) Den franske avis Le Monde Dimanche peger på at der er en sammenhæng mellem disse forhold og vor tids store interesse for astrologi og okkultisme: „Stillet over for krisen skyr folk intet middel der kan berolige dem. Gennem parapsykologien kan man opnå megen trøst ved ringe anstrengelse, og i en tid som denne hvor alt præges af videnskaben med dens frygtindgydende bedrifter, som for eksempel brugen af kernekraft og gensplejsning, føler folk sig fristet til at flygte til det ukendte og irrationelle i et forsøg på at genfinde meningen med livet.“ Det kan således ikke undre at der i vor tid er udpræget interesse for astrologi og andre former for okkultisme. Det er et af symptomerne på den „angst“ folk i dag nærer, som en opfyldelse af Jesu profeti.
„Løft jeres hoveder“
Hvordan bør kristne reagere når de ser alt dette? Skal de lade sig gribe af frygt ligesom folk omkring dem? Jesus gav følgende råd: „Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Lukas 21:28.
Kunne du tænke dig at blive bekendt med flere detaljer angående din fremtid? Så tag dig tid til en dybtgående undersøgelse af Bibelen og „prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud“. (1 Johannes 4:1) Det kan du gøre ved hjælp af bladet Vagttårnet, der regelmæssigt behandler bibelske profetier og forklarer deres opfyldelse i vor tid. Så vil du også være i stand til at ’løfte dit hoved’ efterhånden som du bliver overbevist om at enden er nær for den nuværende problemfyldte verden. Du vil også blive bekendt med hvad du må gøre for at få lov til at opleve det messianske riges velsignelser, når det snart griber ind i verdens anliggender til gavn for alle retsindige mennesker.
[Fodnote]
a Yderligere detaljer om opfyldelsen af disse profetier siden 1914 findes i kapitel 7 i bogen Hvordan får vi virkelig fred og sikkerhed? udgivet af Vagttårnets selskab.
[Ramme på side 5]
„Og det tegn . . . går i opfyldelse“
’Hvad forkert er der ved at konsultere en spåmand eller spåkvinde, eller ved at læse sit horoskop i en avis? Er det ikke blot en harmløs fornøjelse?’
Bibelen tager ikke så let på denne sag. Den pålægger os derimod at være på vagt over for alle der dyrker spådomskunst. I Femte Mosebog fremsætter Jehova følgende advarsel: „Såfremt en profet eller en der drømmer en drøm . . . giver dig et tegn eller et varsel, og det tegn eller varsel som han talte til dig om går i opfyldelse, og han siger: ’Lad os vandre efter andre guder,’ . . . må du ikke høre på den profets ord eller på den der har drømt den drøm.“ — 5 Mosebog 13:1-3.
Læg mærke til at Bibelen ikke betvivler at nogle af de forudsigelser som medier og astrologer har fremsat, vil gå i opfyldelse. Men den advarer os om at hvis disse forudsigelser bygger på tegn fra himmelen eller andre former for spådomskunst, stammer de i virkeligheden fra dæmonerne. Derfor er de vildledende og kan vende mennesker bort fra den sande Gud. — Se Apostelgerninger 16:16-18.
Hvis man lytter til astrologer, eller andre der hævder at være i stand til at forudsige fremtiden, udsætter man sig for at få alvorlige åndelige problemer og at blive træl af „ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Efeserne 6:12) Derfor betragter Gud det som en alvorlig synd hvis man rådfører sig med sådanne mennesker. De der øver den slags er afskyelige i Guds øjne og vil ikke arve hans rige. — Åbenbaringen 22:15.
Det er således til vort eget bedste at Bibelen opfordrer os til at være på vagt over for astrologi og andre former for spådomskunst.
[Ramme på side 6]
Bibelen har forudsagt om Jesus:
● At han ville blive født i Betlehem. — Mika 5:2
● At han ville blive født i kong Davids fader Isajs slægt. — Esajas 11:1, 10
● At han ville blive henrettet på en pæl. — Salme 22:17, 18, da. aut.
● At ingen af hans knogler ville blive knust. — Salme 34:20