Lovsyng Gud, kilden til liv og vækst

FORTALT AF EDUARD WARTER

SCENERIET er en fryd for øjet: Majestætiske bjergkamme veksler med dybe, snævre kløfter og brede dale, og brusende bække bringer vand til haver, vingårde og marker på de frugtbare sletter. Skulle dette syn ikke få os til at lovsynge livets kilde, årsagen til al naturskønhed? — Salme 36:9.

Dette smukke bjerglandskab ligger i Kirgisistan — en folkerig sovjetrepublik i Centralasien. Her bor der mange tusind sovjetborgere af tysk afstamning. Også min familie boede for en tid i dette frugtbare område, og vi beundrede den Gud der står bag sådanne vidunderlige naturscenerier. Ja, vi lovsang ham og talte åbent med andre om hans storslåede gerninger.

Lydighed mod livets kilde

Da jeg blev født i 1901 boede mine forældre ved Østersøen i Memel (nu Klajpeda), der dengang var en del af Østprøjsen, cirka ti kilometer fra den russiske grænse. Mens jeg gik i skole udbrød den første verdenskrig, og vi blev øjenvidner til massemordets rædsler. Vi tyskere der boede i grænselandet havde stået på god fod med vore russiske naboer, og vi spekulerede på hvem der var skyld i krigen, og hvis side Gud mon stod på. I skolen prøvede man at vække vore patriotiske følelser med slogans som „For Gud, kejseren og fædrelandet“.

Efter krigen gav jeg efter for denne påvirkning og meldte mig frivilligt som grænsevagt og senere som soldat i den tyske hær i Königsberg, nu kaldet Kaliningrad. For mig at se var den menige soldat blot en brik der blev flyttet rundt efter andres forgodtbefindende. Kort efter at Litauen i januar 1923 havde annekteret Memel, skrev min moder til mig: „Det er forkert af dig at gå i krig, for det femte bud lyder jo: ’Du må ikke slå ihjel.’ Bibelstudenterne [Jehovas Vidner] går heller ikke i krig.“ Jeg forstod ikke hvad hun mente. Hvem var disse bibelstudenter? Da jeg senere var hjemme på orlov, lærte jeg nogle af deres grundlæggende, bibelske sandheder at kende. Det gjorde et stærkt indtryk på mig — jeg ændrede fuldstændig syn på religion og politik.

Nu forstod jeg at afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning var nært forestående, og at denne afslutning ville bane vej for Guds rige. Hvorfor skulle jeg bruge mere tid på at forsøge at hjælpe Tyskland på fode igen? Jeg traf straks foranstaltninger til at blive hjemsendt fra hæren, og vendte tilbage til min hjemby for at lære mere om disse sandheder. I 1924 blev jeg døbt, og ét stod mig klart: Gennem dette skridt lovede jeg ikke blot at tjene Gud indtil en bestemt dato, men for altid og i enhver situation. Mit hjerte svulmede af glæde. Jeg havde fået det største privilegium vi små ubetydelige mennesker kan opnå — at tjene den Allerhøjeste og at bringe hans budskab ud til andre.

Jeg var fast besluttet på at vise mig værdig til dette privilegium. Vi havde et stort landdistrikt med mange spredte småbyer og gårde at gennemgå. Om søndagen var det derfor ikke usædvanligt at vi gik i 10-12 timer og forkyndte budskabet for andre. De af vore trosfæller der havde plads, stillede deres hjem til rådighed til afholdelse af vore kristne møder. Hverken den længste rejse eller det voldsomste uvejr kunne holde os borte fra disse værdifulde sammenkomster. De styrkede os til de prøvelser der skulle komme.

Jehova lovsynges trods modstand

Sandhedens sæd begyndte at slå rod i de baltiske lande, og vort arbejde kom nu under tilsyn af Vagttårnsselskabets nordeuropæiske afdelingskontor i Danmark. I 1928 blev jeg gift, og min kone, Ruth, og jeg blev tilsluttet menigheden i Hydekrug. Vore brødre i Nazityskland blev forfulgt på det grusomste, men det blev vi sparet for — indtil 1939. Tidligt om morgenen den 22. marts spredtes nyheden: „Memel er befriet! Føreren kommer!“

Hele formiddagen kunne vi høre den uhyggelige summen af talrige fly. Hitlers besættelse var begyndt. Allerede næste dag fik alle Jehovas vidner deres hjem ransaget, og nogle blev arresteret. Vore bøger og blade, selv vore bibler, blev konfiskeret og brændt offentligt på markedspladsen. Ikke så snart blev vor virksomhed forbudt før vi begyndte at arbejde under jorden. Vi lod vore bibelske publikationer cirkulere og besøgte de interesserede i al hemmelighed.

Da den anden verdenskrig udbrød blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Da jeg nægtede, afsagde militærdomstolen i Berlin den 10. april 1940 en dødsdom over mig. Min kone blev hentet for at overtale mig til at gå ind i hæren. Men hun var lige så urokkelig som jeg, og vandt derved en ældre officers respekt. Han bemærkede: „Jeg må indrømme at Deres holdning er helt rigtig. Krig er umenneskelig.“ Min kone stod tilbage uden nogen til at forsørge hende, vore fire børn og hendes aldrende moder. Beklagede hun sig nogen sinde? Nej. I de få breve hun fik lov til at skrive, opmuntrede hun mig til at forblive loyal og ikke blive svag fordi jeg havde måttet forlade dem jeg holdt af.

I oktober 1940 blev min dom annulleret. Jeg blev dog stadig holdt i forvaring i forskellige interneringslejre, og endte til sidst i koncentrationslejren i Stutthof i nærheden af Danzig (i dag Gdansk). De loyale vidner der allerede befandt sig i lejren, blandt andre Joseph Scharner, Wilhelm Scheider, Herman Raböse, og Hermine Schmidt, blev mine nære venner og styrkede mig i troen.a Dér i koncentrationslejren, blandt 30.000 internerede der alle var blevet dømt til døden og berøvet ethvert håb, havde vi det privilegium at sprede trøst gennem budskabet om Jehovas rige.

Taknemmelige for Jehovas godhed

I januar 1945, da kampene på østfronten nærmede sig lejren, begyndte vi at blive evakueret. I havnen i Danzig ventede skibet Wilhelm Gustloff på at sejle os mod vest. Vi kom imidlertid for sent, fordi vort tog blev beskudt af flyvere — og dette reddede os fra en katastrofe. Skibet sank, og kun få overlevede.b I nogen tid blev vi holdt i forvaring i en indhegnet barak sammen med omtrent 200 andre fanger. Jeg fik tyfus på grund af de uhygiejniske forhold. Vores næste ordre lød: „Vend tilbage til Stutthof-lejren!“ Jeg havde høj feber og kunne næsten ikke gå, og det var kun takket være en broder, Hans Deike, at jeg klarede den lange vej tilbage. Feberen forsvandt først da jeg i ti dage havde ligget på lejrens infirmeri.

Den 25. april 1945 var vi atter på vej mod kysten. Jeg var stadig alvorligt syg, og søstrene måtte kæmpe en hård kamp for at holde mig oppe. Alligevel sang nogle af dem Rigets sange. Vi blev sendt om bord på en simpel flodpram og begav os ud på en farefuld rejse. Der var over 400 mennesker om bord, og prammen gyngede voldsomt. For at stabilisere den blev nogle af fangerne med slag tvunget ned i det nederste lastrum. Der lå de bogstavelig talt i lag. De døde blev blot kastet over bord. Det var en velsignelse for vor lille gruppe på 12 Jehovas vidner at vi fik lov til at blive på dækket. Det takkede vi Gud for.

Vi var stivfrosne da vi næste morgen lagde til i Sassnitz på øen Rügen. Indbyggerne ville ikke tage imod os, og gav os blot noget frisk vand. Natten mellem den 29. og 30. april løb prammen på grund på et af de mange undersøiske skær nær øen Eulenbruch. Midt i et område der var fyldt med miner havde slæbebåden gjort sig fri af os og var forsvundet. Forsøgte man at skaffe sig af med os på denne måde? Vi hørte de undersøiske skær skrabe mod prammens bund, men stolede på at Gud ikke ville forlade os.

Kystvagten hjalp os i land i gummibåde, men vi blev med skydevåben tvunget til at fortsætte rejsen på et andet skib. Alle de tyske havne var besat af de allieredes tropper, så vi sejlede videre og kom langt om længe i land på Møn. Nu var vi endelig frie, og vi spurgte straks de omkringstående om der var nogen Jehovas vidner på øen. Før der var gået to timer fik vi en hjertelig omfavnelse af to søstre. Hvor var de der stod omkring os forbløffede! Så snart Vagttårnsselskabets afdelingskontor hørte at vi var kommet, blev Filip Hoffmann sendt til Møn for at sikre sig at der blev sørget godt for os. Hvor var vi taknemmelige mod Jehova!

Gud giver liv og vækst

Vi kom snart til kræfter igen og var glade for at kunne overvære et stævne som Jehovas Vidner i september afholdt i København. To unge kvinder, en lette og en ukrainer, der havde lært sandheden at kende i koncentrationslejren i Stutthof, blev døbt. De vendte begge tilbage til Sovjetunionen som vore åndelige søstre. Og snart skænkede Gud endnu mere vækst!

Memel var nu en del af den socialistiske Sovjetrepublik Litauen. Skønt nogle russiske flygtninge kraftigt frarådede mig det, drog jeg i juni 1946 østpå for at blive genforenet med min familie. Jeg tog en stor pakke med bibelske bøger og blade med mig. Da jeg krydsede grænsen ignorerede vagterne pakken — de havde kun øje for den store mængde hvidløg jeg medbragte. De lokale brødre var lykkelige for at modtage den dyrebare, åndelige føde.

Jeg var fyldt med taknemmelighed mod Jehova, der på så vidunderlig vis havde bevaret min familie gennem krigen og de vanskelige tider der fulgte, så vi kunne fortsætte vort arbejde. Vi er aldrig siden ophørt med at lovsynge Gud!

Et knusende slag

I september 1950 blev alle Jehovas vidner i vort område imidlertid arresteret og transporteret andre steder hen. Flere af os blev dømt til mellem 10 og 25 år i en arbejdslejr. Alle vore familiemedlemmer blev sendt til Sibirien på livstid.c

Dette var et knusende slag for os, men snart indså vi at budskabet om Riget også skulle spredes i dette enorme land. Sammen med omkring 30 andre Jehovas vidner havde jeg det privilegium at forkynde for de 3000 internerede i Vorkuta-lejren i den nordlige del af europæisk Rusland. Mange tog imod sandheden, lod sig døbe og fortsatte efter deres løsladelse med at forkynde i områder hvor budskabet aldrig før var blevet forkyndt.

Da der var gået henved fem år, i foråret 1957, fik jeg tilladelse til at flytte til Tomsk-området, og dér blev jeg genforenet med min familie. Vore brødre i Sibirien måtte arbejde fra morgen til aften, hver eneste dag. Til sidst blev næsten alle de forviste frigivet, og en stor, sydlig folkevandring af tyske statsborgere fulgte. Som nævnt i begyndelsen slog vi os i 1960 ned i den centralasiatiske republik Kirgisistan. Her, i byen Kant i nærheden af Frunse, fandt vi flere familier af Jehovas vidner der var ankommet før os.

De første par år gik fredeligt og roligt. Efterhånden som sandhedens vand begyndte at virke, voksede et åndeligt paradis frem her og i andre dele af landet. Vor aktive lovprisning af Jehova gik dog ikke ubemærket hen. Pressen skrev artikler om os der var fyldt med bagvaskelse. Ledere af juridisk anerkendte trossamfund forbød os at besøge deres „får“, og truede med at anlægge sag mod os. I 1963 blev fem brødre pludselig pågrebet og dømt til mellem syv og ti år i arbejdslejre. Mange var forbløffede over vore brødres frygtløse og kompromisløse holdning i retten. De fik øjnene op for at der fandtes mennesker som var besluttede på at ’adlyde Gud mere end mennesker’. — Apostelgerninger 5:29.

Da jeg kom i pensionsalderen fik vi at vide at vi kunne få lov til at emigrere til Tyskland. Før vi rejste indprentede brødrene og søstrene i Kirgisistan og Kasakstan os at vi skulle sende deres kærligste hilsener til alle Jehovas vidner i hele verden, med ordene i Job 32:19-22 og Jeremias 20:9, 10. Siden 1969 har Ruth og jeg boet i Bremerhaven. Skønt vi nu er oppe i årene priser vi stadig Jehova, kilden til liv og vækst, for hans godhed. Vi ser tillidsfuldt frem til den dag hvor hele jorden vil blive et bogstaveligt paradis, og alt hvad der ånder vil lovsynge ham! — Salme 150:6.

[Fodnoter]

[Illustration på side 23]

Eduard og Ruth Warter i dag

[Illustration på side 24]

Den gruppe Jehovas vidner der i 1945 ankom til Danmark fra koncentrationslejren i Stutthof. Yderst til venstre ses Eduard