Lær at træffe kloge afgørelser

ALICE traf en uklog beslutning der fik ulykkelige følger. „Jeg afskar mig selv fra Jehova og fra hans organisation,“ indrømmer hun. Hun vendte tilbage, men først da der var gået mere end tretten „ynkelige år“, som hun kalder dem.

En kristen bør ikke undervurdere faren for at træffe ukloge afgørelser i forbindelse med sin tjeneste for Gud. Faren består ikke så meget i at man med overlæg træffer forkerte afgørelser efter at man har taget alle relevante omstændigheder i betragtning. Men til tider træffer man et rent instinktivt og impulsivt valg — et forkert valg. Når først følelserne har fået held til at farve ens syn på sagen, og ens ufuldkomne hjerte øver en uretmæssig indflydelse på tænkeevnen, kan følgen blive alle mulige sorger og skader.

Ja, „hjertet er mere forræderisk end noget andet“. (Jeremias 17:9) Bibelen viser os imidlertid hvordan vi kan beskytte os. „Når der kommer visdom i dit hjerte,“ siger den, „vil . . . dømmekraft værne dig.“ (Ordsprogene 2:10, 11) Men hvordan kan vi få visdom i vort hjerte?

Lær af fortiden

Tænk på nogle af fortidens tjenere der kom ud for prøvende omstændigheder som kan minde om din egen situation. Sæt dig i deres sted. Måske er du foruroliget over et eller andet i den lokale kristne menighed. Forsøg så at komme i tanker om en lignende situation der er omtalt i Bibelen.

Forestil dig for eksempel at du er medlem af den kristne menighed i Korinth i det første århundrede. Du har været en kristen i to eller tre år. Det var en ubeskrivelig glæde for dig at få kundskab om sandheden under Paulus’ atten måneder lange ophold i byen! Men nu tegner situationen sig dyster.

En tendens til at danne kliker og grupper forårsager stridigheder og truer menighedens enhed. (1 Korinther 1:10, 11) Menighedens ånd er i fare fordi man tolererer umoralitet. (1 Korinther 5:1-5) Og dens gode ry lider under at medlemmerne indbringer deres indbyrdes kontroverser for verdslige domstole. — 1 Korinther 6:1-8.

Forestil dig endvidere at du er foruroliget over at nogle medlemmer af menigheden hele tiden mundhugges om sager der egentlig er uvæsentlige. (Jævnfør Første Korintherbrev 8:1-13.) Du er bedrøvet over den strid, skinsyge, vrede og uro du oplever. (2 Korinther 12:20) Du foruroliges over at nogle få arrogante personer bebyrder deres medkristne med ubegrundede leveregler. (1 Korinther 4:6-8) Det smerter dig at høre hvordan nogle endog betvivler apostelen Paulus’ stilling og myndighed, fremsætter uretfærdige anklager mod ham og latterliggør ham for hans manglende veltalenhed. (2 Korinther 10:10; 12:16) Du er bekymret for at det skal lykkes dem der åbent fremmer personlige meninger at underminere menighedens tro på de kristne grundsandheder. — 1 Korinther 15:12.

Nødvendigt at træffe en beslutning

’Sådan kan det ikke blive ved,’ sukker du. ’Hvorfor gør de ældste ikke noget ved sagen? Der er noget der er helt forkert.’

Ville du nu forlade menigheden i Korinth fordi du mente at du bedre kunne tjene Gud andetsteds? Ville du endog nå til det resultat at du gjorde bedst i at holde helt op med at komme sammen med dine medkristne? Ville du tillade disse problemer at svække din glæde og din tillid til at det er Jehova Gud og Jesus Kristus der har myndigheden? Ville du udvikle en kritisk og klagende ånd der fik dig til at betvivle dine medkristnes motiver? Ville du mindske din indsats i forkyndelsen idet du ræsonnerede som så, at der ikke var megen mening i at lede interesserede til en sådan menighed?

I dag kan vi bekvemt vurdere denne situation uden at være personligt engageret i den og finder det måske derfor let at sige at vi loyalt ville have besluttet at holde os nær til Guds menighed trods dens ufuldkommenheder. Men ville du i en tilsvarende situation lige nu være i stand til at bevare en klar tænkeevne og et roligt hjerte? Ville du have truffet den samme beslutning i dag som hvis du havde levet dengang?

Drag nytte af klog vejledning

De kristne i Korinth der besluttede at holde sig nær til menigheden traf en klog beslutning. De anlagde samme syn som Peter havde gjort flere år tidligere. Da nogle disciple holdt op med at følge Jesus, sagde Peter: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ (Johannes 6:68, 69) Indlysende nok kan vi kun ved at holde os nær til Guds organisation drage nytte af dens vejledning.

I nye menigheder er det ligesom i fortidens Korinth ikke usædvanligt at ufuldkommenheder forårsager problemer der nødvendiggør at der gives streng vejledning. Men da Paulus vejledte de kristne i Korinth, huskede han at langt de fleste af dem stadig var hans „elskede“ brødre. (1 Korinther 10:14; 2 Korinther 7:1; 12:19) Han glemte ikke at Jehova tilgiver dem der angrer og underlægger sig hans ledelse, og viser dem ufortjent godhed. — Salme 130:3, 4.

Da den kristne menighed tiltrækker alle slags mennesker er der naturligvis nogle der er længere tid om at erkende denne ledelse end andre. Årsagerne er mange. Nogle forandringer er sværere at foretage end andre. Fysik, psyke, miljø, baggrund og forhold varierer desuden fra menneske til menneske, og det er derfor særdeles klogt at undgå en overdrevent kritisk indstilling, men derimod huske at „kærlighed dækker over en mængde synder“! (1 Peter 4:8) Når Jehova og hans søn er villige til at bære over med ufuldkommenheder og umodenhed i deres menighed, bør vi da ikke lægge den samme ånd for dagen? — 1 Korinther 13:4-8; Efeserne 4:1, 2.

Hvis du havde befundet dig i fortidens korinthermenighed og havde lyttet til Paulus’ på én gang kærlige og bestemte vejledning, ville det have mindet dig om at Kristus, som overhoved for den kristne menighed, er stærkt interesseret i at det går den godt. (Mattæus 28:20) Det ville have bestyrket din tillid til Jesu løfte om at han ville bevare sine disciple forenede idet de drog nytte af ’den trofaste og kloge træls’ virke. (Mattæus 24:45-47; Efeserne 4:11-16) I tilgift ville Paulus’ ord have hjulpet dig til at bevare glæden og ligevægten selv under prøvende omstændigheder. Du havde haft tillid til at Gud ville give dig styrke til at klare enhver vanskelighed han midlertidigt tillod.

Det vil ikke sige at en kristen bør forholde sig passiv hvis noget utilbørligt udvikler sig i en menighed. I fortidens Korinth skred modne mænd som Stefanas, Fortunatus, Akaikus og nogle fra Kloes husstand til handling. Øjensynlig underrettede de Paulus om situationen, og overlod derefter trygt sagen i hans hænder. (1 Korinther 1:11; 5:1; 16:17) Nidkærhed for retfærdighed fik dem ikke til at miste tilliden til Kristi ledelse eller til at ’rase mod Jehova’. — Ordsprogene 19:3.

Hvis vi har nidkærhed for retfærdighed vil det afholde os fra så meget som at overveje at mindske vor indsats i vort gudgivne arbejde med at forkynde den gode nyhed. Gjorde vi det, ville vi vise mangel på omsorg for andres velfærd, og vi ville forsømme den gerning Kristus ønsker at vi skal udføre. Paulus’ råd lød: „Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Korinther 15:58.

Vær ikke uvidende om Satans planer

Vanskelige situationer som den der herskede i Korinth kan til tider være sværere at udholde end åbenlys forfølgelse. Satan benytter dem i et forsøg på at få os til at træffe forkerte afgørelser der ville føre os bort fra Jehova. Men ’vi er ikke uvidende om Satans planer’. — 2 Korinther 2:11.

Paulus skrev til de kristne i Korinth at de kunne have gavn af at undersøge beretninger om Guds tjenere der havde levet før dem. Om israelitterne skrev han: „Men disse ting skete fortsat med dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ (1 Korinther 10:11) Ligeledes kan vi i dag have gavn af omhyggeligt at undersøge beretningen om de første kristne. Vi kan for eksempel overveje hvad der skete i Korinth. Når vi mediterer over hvordan vi ville have truffet de rette afgørelser hvis vi havde levet dengang, vil det hjælpe os til at undgå at træffe forkerte afgørelser nu.

Alice fortæller om sit første møde i rigssalen efter at have været fraværende i tretten „ynkelige år“: „Jeg turde ikke sige noget af frygt for at briste i gråd. Nu var jeg hjemme — virkelig hjemme. Jeg kunne næsten ikke tro det.“ Fasthold derfor din kloge beslutning om aldrig at forlade Jehovas organisation, uanset hvilke problemer der måtte opstå! De velsignelser du vil opleve i fællesskab med Jehovas folk vil være talrige og varige. — Ordsprogene 2:10-15, 20, 21.