Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w87 15/5 s. 24-25
  • „Skatte fra Det Hellige Land“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • „Skatte fra Det Hellige Land“
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1987
  • Lignende materiale
  • „Sangen ved havet“ — En stemme fra „den tavse periode“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2008
  • Cæsarea og de første kristne
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
  • Vidste du det?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2021
  • Dødehavsrullerne — det dyrebare fund
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1987
w87 15/5 s. 24-25

„Skatte fra Det Hellige Land“

DET er sjældent at det travle Manhattan i New York danner ramme om en udstilling der bekræfter Bibelens historiske beretninger. Men Metropolitan Museum of Art, der ligger i Central Park, husede for nylig udstillingen „Skatte fra Det Hellige Land: Oldtidskunst fra Israel-Museet“. Denne udstilling omfattede omkring 200 genstande der var udlånt af Israel-Museet i Jerusalem.

Gennem disse kunstværker fortæller oldtidens indbyggere i Bibelens land deres historie. Følg med og lad os se, lytte og lære. Først går vi op ad de 28 trappetrin der fører til Metropolitan-Museets søjleindgang. Nu er vi kommet indenfor og er klar til at begynde vores tur gennem Bibelens flere tusind år lange historie. Hvad vil vi få at se? Her er nogle eksempler:

Habakkukkommentaren — en omkring halvanden meter lang skriftrulle af pergament hvori Guds navn forekommer flere gange. Denne rulle er en af de første af Dødehavsrullerne man fandt, og den bedst bevarede. Disse skriftruller er blevet kaldt „dette århundredes største arkæologiske fund“. (De indeholder dele af samtlige bøger i De Hebraiske Skrifter med undtagelse af Esters bog, og stammer helt fra det andet århundrede f.v.t. Så med undtagelse af visse håndskriftfragmenter er de tusind år ældre end de ældste bibelafskrifter man hidtil har haft kendskab til.) Habakkukkommentaren indeholder næsten to tredjedele af Habakkuks bog (1:4 til 2:20) der blev afskrevet med aramaisk blokskrift ved slutningen af det første århundrede f.v.t. og derefter føjet sammen med kommentaren. „Men tetragrammet på fire bogstaver for navnet Jehova er alle steder skrevet med gamle hebraiske skrifttegn,“ oplyser museet. Ja, man kan tydeligt se tetragrammet!

„Guds hus“-ostrakonet — et potteskår hvorpå det guddommelige navn forekommer to gange i tetragramform. Dette potteskår, der blev fundet i det sydlige Israel, er et brev stilet til en mand ved navn Eljasjib, og stammer fra sidste halvdel af det syvende århundrede f.v.t. Brevet begynder: „Til min herre Eljasjib: Måtte Jehova bede om din fred.“ Og det slutter: „Han bor i Jehovas hus.“ — Se side 12 i brochuren Guds navn der vil bestå for evigt, udgivet af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab.

Pontius Pilatus-inskriptionen — et enestående historisk dokument fra det første århundrede, fundet i Cæsarea. Før 1961 kendte man ikke til Pontius Pilatus ud over omtalen af ham i Bibelen og i nogle skrifter af romerske og jødiske historikere fra det første århundrede. Nu fremgår hans identitet imidlertid også af en ufuldstændig latinsk tekst på en kalkstensblok hvor der står: „Pontius Pilatus, præfekt i Judæa.“ Dette bekræfter at den mand der gav tilladelse til at Jesus blev henrettet, er en historisk person.

Inskription fra Herodes’ tempel — en næsten rektangulær, én meter lang sten med den hebraiske inskription: „Til trompetistens plads.“ Dette hentyder til trompetistens standplads, måske når han med sin trompet markerede begyndelsen og afslutningen på sabbaten. Denne sten har siddet i brystningen i tempelmuren mod sydvest. Da templet blev ødelagt i år 70 faldt den ned på gaden. Denne sten med dens inskription er den eneste bemærkelsesværdige del man har fundet af de bygningsværker der var på tempelområdet. Således bekræftes opfyldelsen af Jesu profeti i Mattæus 24:1, 2.

Gravinskription over kong Uzzija af Juda — en stentavle på 30 × 30 centimeter, hvis aramaiske inskription lyder: „Hertil bragte man afdøde kong Uzzija af Juda. Må ikke åbnes.“ Den sidste advarsel sigter muligvis til hans spedalskhed, men kan også skyldes et almindeligt forbud mod at åbne grave. (2 Krønikebog 26:16-23) Denne tavle stammer fra det første århundrede f.v.t. Den blev fundet i nærheden af Jerusalem, hvor man på ny gravlagde kongen flere hundrede år efter hans død, fordi han oprindelig ikke blev begravet på den kongelige gravplads i denne by.

Kultisk opsats med musikere — et usædvanligt kunstværk af keramik, omkring 30 centimeter højt, der livagtigt skildrer filistæiske kultiske ceremonier. På piedestalen ser man fem musikere der hver betjener et instrument — cymbler, en dobbeltfløjte, et strengeinstrument og en tamburin. Denne billedstøtte blev fundet i Asdod og stammer fra slutningen af det 11. århundrede og begyndelsen af det 10. århundrede f.v.t.

Kultisk billedstøtte fra Kana’an — en hul, firkantet billedstøtte af ler, dekoreret med figurer af dyr og mennesker. Deriblandt ser man de mest fremtrædende kana’anæiske guddomme — Asjera, symboliseret ved et helligt træ eller en hellig pæl, og Ba’al, skildret som en kalv omgivet af en bevinget solskive. (2 Mosebog 34:12-14; 2 Kongebog 23:4, 5) Den næsten 60 centimeter høje billedstøtte, der muligvis har været brugt i forbindelse med ofringer eller drikofre, blev fundet i nærheden af Megiddo og stammer fra slutningen af det 10. århundrede f.v.t. — Jævnfør Anden Krønikebog 34:4.

Elfenben fra Samaria — billedskærerarbejder af elfenben fra det 9. og 8. århundrede f.v.t. De minder os om „elfenbenshuset“ som Akab lod bygge i Samaria eller om udsmykningerne fra de „elfenbenslejer“ der var et karakteristisk træk ved den magelige livsform Amos talte imod. (1 Kongebog 22:39; Amos 3:15; 6:4) Navnlig de fønikiske kunsthåndværkere havde specialiseret sig i at arbejde med elfenben. Derfor indeholder mange af disse miniaturearbejder elementer fra ba’alsdyrkelsen, der muligvis blev indført af Akabs fønikiske hustru, Jesabel.

Mange af de udstillede genstande har smukke former og farver. Men nogle af dem, som for eksempel statuerne af frugtbarhedsgudinderne, giver os en idé om de nedværdigende religiøse handlinger landets indbyggere gav sig af med. Andre genstande viser hvordan strømninger udefra har påvirket folket og landet. Udstillingen „Skatte fra Det Hellige Land“ og andre lignende udstillinger forøger vort kendskab til de mennesker der levede i Bibelens land samt til deres politiske liv, deres religion og deres kunstneriske udfoldelser.

[Illustrationer på side 24, 25]

Habakkukkommentaren

[Kildeangivelse]

Fra bogen Israel-Museet, Jerusalem

„Guds hus“-ostrakonet

[Kildeangivelse]

Israel-Museet, Jerusalem

Pontius Pilatus-inskriptionen

[Kildeangivelse]

Israel-Museet, Jerusalem

Inskription fra Herodes’ tempel

[Kildeangivelse]

Israel-Museet, Jerusalem

Gravinskription over kong Uzzija

[Kildeangivelse]

Israel-Museet, Jerusalem

Kultisk opsats med musikere

[Kildeangivelse]

Israel-Museet, Jerusalem

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del