Hvad skyldes den stigende interesse for spiritisme?

FRANS er et fremtrædende medlem af den lokale protestantiske kirke. Hvis der skal udføres et stykke arbejde inden for kirken er han den første der træder hjælpende til. Wilhelmina er også gudfrygtig. „Man må gå i kirke,“ siger hun — hvad hun også gør. Esther går ligeledes regelmæssigt i kirke, og der går ikke en dag uden at hun fremsiger sine bønner. Men der er noget andet som er fælles for dem: De er åndemedier.

Disse tre, som alle bor i Suriname i Sydamerika, er ikke ene om at interessere sig for spiritisme. Verden over breder interessen for det okkulte sig. Alene i De Forenede Stater udkommer der omkring 30 blade, i et samlet oplag på over 10.000.000, som udelukkende beskæftiger sig med forskellige spiritistiske fænomener. Man anslår at omkring 2.000.000 mennesker i England interesserer sig for emnet. En opinionsundersøgelse der for nylig blev foretaget i Holland viste at der i mange grupper, også blandt storbyboere, blandt højt uddannede og blandt unge, findes nogle der tror på overnaturlige hændelser. Desuden er spiritisme i adskillige lande blevet en integreret del af dagligdagen, hvad indbyggere i Afrika, Asien og Latinamerika kan bevidne. Intet under at John Weldon og Clifford Wilson i deres bog Occult Shock and Psychic Forces konkluderer: „Mange forskellige kommentatorer mener at vi befinder os i en okkult vækkelsestid af hidtil ukendt omfang.“

Ja, spiritisme og okkultisme — i form af astrologi, hypnose, parapsykologi, oversanselig opfattelsesevne, magi, drømmetydning og så videre — virker tiltrækkende på folk fra alle samfundslag. Hvorfor?

Blandt andet fordi kristenhedens kirker tolererer og endog bifalder spiritisme. De antyder at forbindelsen med ånderne blot er endnu en måde hvorpå man kan nærme sig Gud.

Tag for eksempel Izaak Amelo, en 70-årig købmand i Suriname. I syv år var han et respekteret medlem af menighedsrådet samtidig med at han var et velkendt åndemedium. Han fortæller: „Hver lørdag forsamledes hele menighedsrådet uden for landsbyen for at rådspørge ånderne. Seancen varede hele natten. Når det blev morgen holdt diakonen øje med klokken, og ved femtiden gav han tegn til at vi skulle standse. Vi tog så et bad, skiftede tøj og gik i kirke — lige tids nok til søndagens morgengudstjeneste. I alle disse år hørte vi ikke et eneste misbilligende ord fra præsten.“

Efter at have undersøgt forbindelsen mellem spiritismen og kirkerne i Suriname er en hollandsk professor, R. van Lier, kommet til det resultat at mange betragter spiritismen som en „supplementsreligion“. I en afhandling der for nylig er offentliggjort af universitetet i Leiden gør han opmærksom på at spiritismen bliver betragtet som „en del af en almen religiøs struktur hvori den forekommer jævnsides med kristendommen“.

Men er det at kristenhedens kirker accepterer spiritismen ensbetydende med at den også har Guds godkendelse? Vil man blive ført ind i et nærmere forhold til Gud ved at søge kontakt med åndeverdenen? Hvad siger Bibelen egentlig om spiritisme?

[Illustration på side 3]

Izaak Amelo oplevede hvordan et helt menighedsråd deltog i spiritistiske seancer