Alle ønsker at finde sande venner
EN UNG mand var blevet hårdt kvæstet ved en motorcykelulykke. I flere uger lå han i koma, men derefter begyndte han langsomt at komme sig. „Hvis jeg havde lige så mange gode venner som jeg har bekendte ville jeg blive rask meget hurtigere,“ sagde han. ’Mange af de venner jeg havde før ulykken, har vendt mig ryggen. Gode venner kan ellers have en meget lægende indflydelse.’
Denne situation er typisk for vore dages uvenlige verden. Så længe alt går godt har man mange såkaldte venner. Men hvis man rammes af en ulykke, forsvinder de som dug for solen. Det kan være yderst svært at finde sande venner.
Men det betyder meget at have bare én eller to gode, trofaste venner. Eksperter på området har sagt at „trangen til en nær, personlig tilknytning til en anden, spiller en stor rolle i vore dage“. Og som et gammelt ord siger: ’Det er i nøden man skal kende sine venner.’
Førhen var folk mere interesserede i hinanden, og de var mere hjælpsomme over for deres venner og naboer. Men den urolige periode under den første verdenskrig resulterede i en generel forværring af menneskers indbyrdes forhold, og nu er utaknemmelighed, ubarmhjertighed og selviskhed normen de fleste steder.
Denne sørgelige tilstand er for 1900 år siden blevet forudsagt med disse ord: „I denne verdens sidste dage bliver det onde og farlige tider. Mennesker vil kun elske sig selv og deres penge. De vil være hovmodige og store i munden; de vil spotte Gud og være ulydige mod deres forældre; de vil være utaknemmelige og helt igennem onde, hensynsløse og hårdhjertede. De vil være rå og grusomme og håne dem, der forsøger at gøre godt. De vil forråde deres egne venner.“ — 2 Timoteus 3:1-4, Ny Testamente — på hverdagsdansk.
Et dystert men nøjagtigt billede af vore dages verden! Tilsyneladende skal vi ikke gøre os håb om at finde sande venner. Og dog: Selv nu, i denne onde verden, er det muligt at finde sande venner. Og hvor er det dejligt at have gode venner, venner man kan søge hjælp, råd og trøst hos, og som man nyder at være sammen med. Men det er vigtigt at man forstår at skelne mellem sande og falske venner.
Ikke alle „venner“ er sande venner
Den unge mand der er omtalt i indledningen spillede fodbold i en klub og havde derfor mange „venner“. Medlemmer af foreninger eller små lokalsamfund får tit et godt forhold til hinanden, men deres „venskaber“ er ikke altid holdbare. Og som den unge mand opdagede, kan det være meget nedslående at have mange „venner“ og derefter miste dem. Det er let nok at lære nye mennesker at kende, men det kan være svært at finde sande venner.
Velhavende og højtstående mennesker har let ved at skaffe sig „venner“. Som Bibelen siger: „Den riges venner er mange.“ „Mange formilder den fornemmes ansigt, og alle er ven med en mand der giver gaver.“ (Ordsprogene 14:20; 19:6) Men hvor mange af dem har en bagtanke med det? I det øjeblik de velhavende eller højtstående mennesker mister deres penge eller deres stilling, mister de i mange tilfælde også deres venner.
Også fysisk attraktive mennesker har ofte masser af „venner“ — hvoraf mange har ladet sig lede af fysiske faktorer. Men sådanne „venskaber“ kan være meget skadelige og kan sjældent tåle modgang.
Vælg dine venner med omhu
Ja, det er faktisk klogt at være kræsen når man vælger venner. Falske venner prøver ofte at mele deres egen kage ved at lefle for andre. „Mand, der smigrer sin næste, breder et net for hans fod.“ — Ordsprogene 29:5, da. aut.
Du bør derfor omhyggeligt overveje hvem det er du omgås. Har dine venner en god eller en dårlig indflydelse på dig? Er de selvcentrerede, påståelige og indbildske? Handler de tit overilet? Nyder de måske ligefrem at løbe en risiko? Hvilken holdning har de til det modsatte køn? Er de høflige og respektfulde, eller er de for familiære, og måske direkte umoralske? Har det vist sig at de mennesker du omgås er uærlige og upålidelige? Er de stofmisbrugere? Drikker de for meget? Hvis det er tilfældet, er du i fare. Selv er du måske ærlig, retlinet og ydmyg, men husk: „Slet Selskab spolerer selv de bedste Manerer.“ — 1 Korinther 15:33, Schindler.
Den store fare ved at have dårlige venner er at man uvilkårligt vil efterligne dem. Langsomt og måske umærkeligt vil deres opførsel og holdninger smitte af på en. Som Bibelen siger: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.
Man kan let begå fejltagelser når man søger at finde sande venner. Men tab ikke modet. Der er millioner af rare og venlige mennesker i verden. Men hvordan gør man dem til sine sande venner?
[Illustration på side 4]
De mennesker du omgås kan øve en stærk indflydelse på dig