Hvad kan vi lære af Guds skaberværk?

DUER kan navigere ved hjælp af magnetiske krystaller der findes i deres hoved og nakke. Visse fisk kan frembringe elektricitet. Flere forskellige fugle er i stand til at udskille saltet fra det havvand de drikker. Nogle skalbærende dyr der lever i havet har hulrum der kan fyldes med enten vand eller luft, afhængigt af om de vil bevæge sig op eller ned.

Så når mennesket bruger kompas, frembringer elektricitet, afsalter havvand eller konstruerer undervandsbåde, efterligner det blot Guds skaberværk — bevidst eller ubevidst.

Ja, vi kan lære så meget af skaberværket at det undertiden bliver omtalt som „naturens bog“. Med dette for øje har man etableret forskellige forskningsretninger hvorigennem man søger at omsætte biologiske systemer til teknisk brug. Dette indbefatter konstruktion af flyvinger med samme egenskaber som fuglevinger, formgivning af ubåde med delfiner som forbillede samt udvikling af betonkonstruktioner med samme egenskaber som menneskeknogler. Men er det udelukkende teknisk viden man kan erhverve sig ved at studere „naturens bog“?

Nej, vi kan også finde praktisk belæring i spørgsmål af moralsk art. For eksempel indeholder Ordsprogenes bog i Bibelen følgende formaning, idet der henvises til myrens instinktive flid: „Gå til myren, du dovne; se dens veje og bliv viis. Selv om den hverken har fører, forstander eller hersker, gør den sin føde klar om sommeren; det den skal spise har den samlet i høsten.“ — Ordsprogene 6:6-8.

Inden for den videnskabsgren der kaldes etologi, søger man at forklare dyrenes adfærd og at overføre denne viden på menneskets adfærd. Men denne videnskab har sine begrænsninger, eftersom man ikke uden videre kan jævnføre menneskers og dyrs adfærd. Man må tage i betragtning at mennesket adskiller sig væsentligt fra dyrene, blandt andet i kraft af dets sprog og dets langt mere avancerede tænkeevne. Som en forsker har udtrykt det: „Vi er ikke kun kløgtige aber.“ Vort sind „skiller os i kvalitativ henseende ud fra alle andre livsformer“.

Desuden er der visse spørgsmål man aldrig vil kunne finde svar på gennem et grundigt studium af naturens bog alene. Det gælder for eksempel spørgsmål som: Er der en mening med livet? Er Gud til, og hvis han er, interesserer han sig da for os? Lad os derfor se på hvor vi kan finde svar på disse spørgsmål.

[Ramme/​illustration på side 3]

Skaberværket havde det først: Sonar

Flagermus er udstyret med et system der fungerer efter sonarprincippet. Ved at udsende lydimpulser og analysere ekkoerne er de i stand til at lokalisere og følge et bytte der bevæger sig. Men visse natsommerfugle er udstyret med en støjsender så de kan blokere flagermusenes orienteringsevne ved at udsende tilsvarende ultralydsimpulser. Når flagermusen opfanger disse signaler, har den ikke tilstrækkelig tid til at analysere hvorvidt det drejer sig om et ekko fra en forhindring — derfor undviger den konsekvent disse natsommerfugle.

Professor James Fullard fra Torontos universitet giver udtryk for sin beundring, idet han siger: „Det der forbløffer er selve den mængde af informationer som både flagermusene og natsommerfuglene er i stand til at behandle og reagere på ved hjælp af et yderst begrænset antal nerveceller. De bærer præg af enkelhed og raffinement i en grad som enhver luftkrigsstrateg må misunde dem.“

[Ramme/​illustration på side 4]

Skaberværket havde det først: Dykkerklokken

Det berettes at Leonardo da Vinci omkring slutningen af det 16. århundrede opfandt et dykkerapparatur. Men på det tidspunkt havde en edderkop ved navn Argyroneta aquatica allerede et perfekt system der tillod den at ånde under vand. Andrée Tétry forklarer i sin bog Les outils chez les êtres vivants (Brug af redskaber i dyreverdenen) at denne edderkop „lever i vandløb med svag strøm, hvor den blandt vandplanterne spinder et fint horisontalt net der forsigtigt holdes på plads af en mængde tråde. Edderkoppen . . . søger op til overfladen, fanger med et spjæt en luftboble i sine vandskyende hår på bagkroppen. . . . Atter søger edderkoppen ned under sit net af silketråde og slipper luftboblen, der stiger opad og danner en svag bule i nettet“. Sådan fortsætter edderkoppen indtil den har samlet tilstrækkeligt med luft i sin dykkerklokke, hvor den opholder sig om dagen mens den spiser det bytte den fanger i nattens løb. Andrée Tétry siger videre: „Menneskets dykkerudstyr kan således sammenlignes med de mest specialiserede typer man finder i naturen.“