Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w88 15/3 s. 30-31
  • Endnu en milepæl i bibelundervisningens historie

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Endnu en milepæl i bibelundervisningens historie
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Lignende materiale
  • Skolen for Udnævnte Tjenere — En stor dør ind til virksomhed
    Rigets Tjeneste – 2004
  • En ny skole i Afrika
    Vågn op! – 1993
  • En skole der er til gavn i hele verden
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2006
  • Oplæring af Rigets tjenere
    Guds rige hersker!
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
w88 15/3 s. 30-31

Endnu en milepæl i bibelundervisningens historie

TORSDAG den 1. oktober 1987 blev den nye Skole for Udnævnte Tjenere indviet, hvilket var endnu en milepæl i Jehovas Vidners bibelundervisnings historie. Den første klasse bestod af 24 ugifte brødre som havde tilmeldt sig et særligt kursus der skulle afholdes i den rummelige stævnehal i Pittsburgh, Pennsylvanien. Mange Jehovas vidner der boede i nærheden havde gæstfrit tilbudt eleverne logi i deres hjem mens de gennemgik det otte ugers kursus.

Om morgenen blev eleverne indskrevet, hvorefter de modtog deres lærebøger og nogle introducerende oplysninger. Klokken 19.30 samme aften var stævnehallen fyldt med 1518 spændte Jehovas vidner som glædede sig til at overvære den officielle åbning af den nye skole.

Albert Schroeder, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, tjente som ordstyrer. Efter en sang og en bøn gav han ordet til Robert Dawson, der er bytilsynsmand i Pittsburgh. Han bød de 24 elever hjertelig velkommen til Pittsburgh og roste de 13 husstande som frivilligt havde stillet deres hjem til rådighed for dem. Broder Dawson mindede værtsfolkene om at det ville blive deres forret at udvise en kærlighed der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. (1 Korinther 13:7) Og han mindede eleverne om at de som gæster måtte vise taknemmelighed, ydmyghed og hjælpsomhed. På denne måde kunne der blive knyttet mange venskaber for livet.

Eleverne blev derefter præsenteret. De fortalte hvad de hed, hvor de kom fra og hvad de hidtil havde foretaget sig i Jehovas tjeneste. Nogle af dem var kommet fra Puerto Rico, Argentina, Canada og Hongkong, og resten af dem var fra den østlige del af De Forenede Stater. Ud over engelsk taler nogle af dem spansk, fransk, italiensk og kinesisk.

Ordstyreren gav derefter ordet til James Hinderer, som er en af lærerne på skolen. I sit foredrag, der var bygget over Mattæus 7:24, 25, understregede han betydningen af at eleverne fulgte undervisningen op ved at omsætte den til praksis. På den måde ville eleverne bygge deres „hus“ på en klippe og ikke på sand.

Derefter talte den anden lærer, Randall Davis, til eleverne. Han fremhævede i sit foredrag, der var bygget over Esajas 54:13, at eleverne ville blive oplært af Jehova så de ville blive i stand til at videregive belæring til andre. De ville i høj grad få brug for at støtte sig til den sande ’hjælper’, Jehova Guds hellige ånd. — Johannes 14:26.

Så havde Albert Schroeder ordet. Han fortalte at aftenen mindede ham om en anden mærkedag i bibelundervisningens historie. Det var den 1. februar 1943, da 100 elever, fire lærere (deriblandt ham selv), og gæster fra Brooklyn samledes i South Lansing, New York, for at overvære åbningen af Vagttårnets Bibelskole Gilead. I de 44 år der er gået siden, har Gileadskolen haft Jehovas velsignelse, hvilket ses af at der nu er over 6000 gileaduddannede missionærer over hele jorden. Derpå omtalte broder Schroeder de forskellige emner der ville blive undervist i på Skolen for Udnævnte Tjenere. Blandt disse var: Bibelske lærepunkter, teokratisk organisation (som især beskæftiger sig med tilsynsmænds og menighedstjeneres ansvarsopgaver), Guds styre, og offentlig tale. Han omtalte også de forskellige lærebøger der ville blive brugt, deriblandt bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne. Til slut viste broder Schroeder hvordan Esajas 45:23 er gået i opfyldelse ved at religiøse modstandere i symbolsk betydning har bøjet deres knæ for Gud fordi de er blevet nødt til at anerkende at Jehovas Vidner har ret i juridiske, lægevidenskabelige og bibelkronologiske spørgsmål.

„Bliv efterlignere af Paulus“ var det tema den næste taler, Karl Klein fra Det Styrende Råd, havde valgt at tale over. Han viste at apostelen Paulus gentagne gange opfordrede andre til at efterligne ham. Dette kunne han gøre fordi han selv efterlignede Kristus. (1 Korinther 11:1) Eleverne blev rådet til at efterligne Paulus’ eksempel i kundskab og dygtig brug af Skrifterne, i modig og nidkær forkyndelse, i uselviskhed, i beskedenhed og ydmyghed og i udholdenhed.

Theodore Jaracz, som også er medlem af Det Styrende Råd, holdt derefter indvielsestalen: „En ny skole — hvorfor?“ Han begyndte med at fortælle at de der frivilligt havde meldt sig til denne skole var gået ind på at tjene hvor som helst i verden der er behov. Eftersom der nu er over tre og en kvart million Jehovas vidner i mere end 54.000 menigheder, er der et stort behov for kvalificerede mænd der kan undervise, udføre hyrdearbejde og føre an i det store forkyndelsesarbejde. Jehova forudsagde for længe siden at han ville give „gaver i form af mennesker“. (Salme 68:18) Dette gjorde han på de første kristnes tid, sådan som Paulus siger i Efeserbrevet 4:8-11. I vore dage giver Jehova også ’gaver i mennesker’ og oplærer nogle af dem ved hjælp af Skolen for Udnævnte Tjenere.

Broder Jaracz fremhævede endvidere at skønt alle eleverne havde gode evner, kunne de ved Kristi hjælp yderligere udvikle disse. Det ville ganske vist kræve en indsats, men foredragsholderen var overbevist om at de 24 elever ville gøre denne indsats. Han påpegede at Jehova ikke tillader afvigelser fra sine retfærdige normer og sagde at de der fører an kan hjælpe andre ved deres eget gode eksempel og deres gode påvirkning. Mange steder i verden er der et stort behov for kvalificerede mænd der er villige til at påtage sig ansvarsopgaver inden for menigheden. Nogle store menigheder har kun en eller to ældste og nogle ganske få menighedstjenere. Det er derfor tydeligt at der var behov for at Skolen for Udnævnte Tjenere blev oprettet. På denne skole skal ugifte ældste og menighedstjenere modtage oplæring så de kan tjene hvor der er brug for dem. Denne oplæring skal sætte dem bedre i stand til som hyrder at tage sig af Guds stadigt voksende hjord.

Alle Jehovas vidner kan takke Gud for at det har været muligt at oprette en sådan Skole for Udnævnte Tjenere. Til sidst erklærede broder Jaracz: „Jeg er sikker på at vi alle kan tilslutte os de tanker og følelser over for Jehova der gives udtryk for i Salme 79:13: ’Og vi, dit folk og din græsgangs hjord, vi vil takke dig til fjerne tider; generation efter generation vil vi forkynde din pris.’“ Derefter blev dette meget glædelige og mindeværdige program afsluttet med en sang og en bøn.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del