Jeg fandt retfærdighed — ikke i politik men i sand kristendom
Fortalt af Xavier Noll
ALLEREDE som barn havde jeg stiftet bekendtskab med uretfærdighed og de lidelser den medfører. Som ung spurgte jeg derfor mig selv: ’Skal man blot lære at leve med uretfærdighed? Findes der virkelig ikke en regering på jorden som kan sætte en stopper for den? Hvor skal man søge efter retfærdighed’? Med tiden fandt jeg svarene — men slet ikke dér hvor jeg havde ventet det.
En søgen der begyndte i barndommen
Jeg er vokset op i Wittelsheim, en lille by i Alsace i det nordøstlige Frankrig. Min fader arbejdede, som så mange andre mænd i dette område, i en kalisaltmine. I 1930’erne gjorde fabriksarbejderne oprør; de krævede retfærdighed og bedre levevilkår. Jeg husker at jeg som barn var med til arbejdernes demonstrationer. Vi marcherede gennem gaderne med knyttede hænder strakt i vejret mens vi sang revolutionære slagsange, som for eksempel den socialistiske „Internationale“.
Da minearbejderne gik i strejke og besatte minen sørgede jeg for at bringe mad ud til min fader. Jeg husker endnu hvor angst jeg var hver gang jeg skulle passere de bevæbnede nationalgardister som afspærrede området, for at nå frem til hegnet omkring minen hvor jeg kunne stikke min faders madkasse ind til ham. Men jeg var imponeret af de mange bannere med opildnende slagord og af de røde flag — nogle med hammer og segl på — der blafrede i vinden.
Kvinderne samledes foran portene til minen og råbte slagord for at opmuntre deres mænd til at fortsætte kampen mod „udbytterne“. Nogle kvinder levede i konstant frygt for hvordan det ville gå deres mænd når de trods deres antikapitalistiske holdning forsøgte at snige sig ud til minen i ly af mørket, for at arbejde så de kunne tjene til at brødføde deres familier. Også min fader gjorde dette af og til; han havde da altid en pistol med i sin taske, i tilfælde af at han skulle blive antastet af strejkevagter på jagt efter strejkebrydere.
Hitler invaderer Frankrig
Jeg var 17 år da den anden verdenskrig brød ud. Få måneder senere gik nazisterne ind i Frankrig. Eftersom de hævdede at Alsace ikke blot var et besat område men en del af Det Tyske Rige, ville alle unge mænd som mig blive indrulleret i Hitlers hær. For at undgå dette flygtede jeg på min cykel, med en kuffert bundet på ryggen. Somme tider lykkedes det mig at hænge på en lastbil der kørte mod syd. Flygtningestrømmen på landevejen var et let mål for de tyske jagerfly, så jeg sprang omgående ned i grøften når jeg hørte dem komme.
Jeg nåede ned til den sydlige del af Midtfrankrig, der endnu ikke var blevet besat af tyskerne. Men også dér mødte jeg uretfærdighed. Jeg arbejdede hårdt med at feje gaderne, bære kister på kirkegårdene eller med at slæbe 45 kilo tunge cementsække på en fabrik. Somme tider arbejdede jeg 12 timer om dagen for en ringe betaling. Hovedparten af den understøttelse vi flygtninge skulle have modtaget blev stjålet af de embedsmænd der var udpeget til at uddele den.
Hen imod slutningen af 1940 besluttede jeg mig til at gå ind i kampen for at befri mit fædreland. Jeg tog til Algeriet i Nordafrika, hvor jeg blev indrulleret i det der var tilbage af den franske armé. Men heller ikke soldaterlivet kunne tilfredsstille min tørst efter retfærdighed — lige så lidt som det civile liv havde kunnet. Jeg nærede dog stadig et ønske om at være med i kampen for Europas befrielse. I slutningen af 1942 gik amerikanerne i land i Nordafrika. Men da tropperne endelig skulle til at invadere Europa var jeg ude af stand til at følge dem fordi jeg en dag i 1943 havde mistet tre fingre ved et uheld hvor en granatdetonator gik af i hænderne på mig.
Afsky for handel, politik og religion
Efter at jeg var vendt tilbage til det civile liv i Algeriet blev jeg stærkt opbragt over at se hvor skamløst mennesker blev udnyttet på arbejdspladserne. En af mine arbejdskammerater døde efter at han under dårlige arbejdsforhold havde indåndet en dræbende gasart. Kort efter var det samme nær sket for mig under lignende omstændigheder. Firmaet tænkte ikke det mindste på de ansattes liv og helbred. Jeg måtte kæmpe for at få erstatning, og jeg følte en stærk afsky for det der foregik.
Skønt jeg kun var 24 år havnede jeg på et plejehjem for ældre mennesker hvor jeg blev til krigen var slut. Under dette ophold mødte jeg nogle militante franske kommunister der var blevet sendt i eksil i Algeriet ved krigens begyndelse. Vi kom snart på bølgelængde, og de havde ikke svært ved at overtale mig til at gøre fælles sag med dem i deres kamp mod uretfærdigheden.
Da krigen var forbi vendte jeg tilbage til min hjemby i Alsace, fuld af nye ideer. Men tingene gik ikke som jeg havde håbet. Jeg blev temmelig rystet da jeg fandt ud af at en del medlemmer af kommunistpartiet ikke havde været gode patrioter under krigen. En dag sagde en talsmand for partiet til mig: „Ved du hvad, Xavier, vi var aldrig kommet nogen vegne hvis vi kun havde accepteret dem der følger den hårde linje.“ Jeg gav udtryk for min misbilligelse og min skuffelse.
Jeg lagde også mærke til at de der råbte højest om idealisme og retfærdighed, drak størstedelen af deres løn op i minens frokoststue, hvorved de bragte deres familier i fattigdom. På trods af dette stemte jeg stadig på kommunistpartiet, fordi jeg mente at kommunisterne var dem der gjorde mest for at skabe retfærdige forhold for arbejderklasserne.
I mine unge år havde jeg været messedreng i kirken. Derfor fik jeg nu besøg af præsten, der søgte at overtale mig til at blive forkæmper for kirken. Men jeg havde mistet tilliden til de gejstlige. Jeg var overbevist om at de støttede de herskende klasser. Desuden vidste jeg at mange katolske præster i Frankrig havde samarbejdet med tyskerne under besættelsen. Og mens jeg var i den franske hær havde jeg hørt de katolske feltpræster prædike om patriotisme. Men det vidste jeg at de katolske feltpræster i den tyske hær også gjorde. Efter min mening var dette ikke en opgave for præsterne men for politikerne og de militære ledere.
Dertil kom nogle bitre erfaringer der havde rystet mig dybt i min tro på Gud. Min søster blev dræbt af en granat den dag hun fyldte tyve år. Dengang sagde jeg til mig selv: ’Hvis Gud overhovedet er til, hvorfor tillader han så al denne uretfærdighed?’ Men til andre tider, når jeg nød freden og stilheden i det smukke landskab, blev jeg dybt bevæget og sagde til mig selv: ’Alt dette kan ikke blot være opstået ved et tilfælde.’ Ved sådanne lejligheder bad jeg til Gud.
Et håbets budskab
En søndag morgen i 1947 kom en mand og en kvinde, begge i 30’erne, til vores dør. De talte med min fader, der sagde til dem: „I må hellere hilse på min søn. Han læser alt hvad han kan få fat på.“ Det var sandt! Jeg læste alt muligt, lige fra den kommunistiske avis L’Humanité til det katolske dagblad La Croix. De to fremmede fortalte mig om udsigten til en retfærdig verden for alle, uden krig, hvor jorden ville være et paradis. Enhver skulle bo i sit eget hus, og sygdom og død ville høre fortiden til. De underbyggede alt hvad de sagde ved hjælp af Bibelen, og jeg kunne se at de virkelig var overbeviste om at det var sandt.
Jeg var 25 år, og det var første gang jeg nogen sinde havde haft en bibel i hånden. De skriftsteder de læste for mig vakte min nysgerrighed. Det lød alt for godt til at være sandt, og jeg ønskede at være helt på det rene med hvordan det forholdt sig. De to besøgende lovede at skaffe mig en bibel og gav mig en bog med titlen Verdensbefrielsen samt en brochure med titlen „Glæd jer, I Nationer“.
Så snart de var gået begyndte jeg at læse brochuren. De vidnesbyrd som general de Gaulles niece aflagde heri om den uangribelighed Jehovas vidner havde lagt for dagen i kvindekoncentrationslejren Ravensbrück, åbnede mine øjne. ’Hvis der findes sande kristne må det være dem,’ sagde jeg til mig selv. Jeg læste bogen Verdensbefrielsen helt til ende inden jeg gik i seng den aften. Endelig havde jeg fundet svaret på et af de spørgsmål der havde plaget mig så længe: „Hvorfor tillader en retfærdig Gud uretfærdighed?“
Jeg tager standpunkt for sand retfærdighed
De to Jehovas vidner holdt hvad de lovede og kom igen dagen efter med en bibel. Jeg gik med skulderen i gips efter et cykeluheld og kunne derfor ikke arbejde, så jeg havde tid nok. På kun syv dage læste jeg hele Bibelen igennem og hæftede mig særligt ved den retfærdighed og retskaffenhed der præger dens ophøjede principper. Efterhånden som jeg læste i den blev jeg mere og mere overbevist om at denne bog var fra Gud. Jeg begyndte at forstå at kampen for sand retfærdighed ikke var politisk men åndelig. — Efeserne 6:12.
Jeg var overbevist om at alle mine politiske venner ville blive glade for at høre om det håbets budskab jeg netop havde fundet. Men, nej! Til min skuffelse var de alt andet end begejstrede. Intet kunne dog holde mig tilbage fra at fortælle om den gode nyhed til alle og enhver. Jeg var især glad for at citere skriftsteder som for eksempel Jakob 5:1-4, hvor de rige fordømmes for at udnytte arbejderne.
På det tidspunkt arbejdede jeg som postbud. For ikke at irritere min fader, der havde sine egne meninger, havde jeg altid min uniformskasket på når jeg forlod huset, og sørgede for også at have den på når jeg kom hjem. En dag sagde min fader til en ven: „Min søn har haft meget overarbejde i den senere tid.“ Men sandheden var at jeg lagde min kasket hos en ven mens jeg gik ud for at forkynde og blot tog den på igen bagefter.
Mindre end tre måneder efter at jeg første gang havde mødt Jehovas vidner tog jeg alene af sted til Basel i Schweiz for at overvære et stævne. Midt under dåbsforedraget sagde jeg til den dame der sad ved siden af mig (og som venligt havde vist mig vej til stævnet) at jeg gerne ville døbes men at jeg ikke havde noget badetøj. Hun forlod omgående sin plads, og inden foredraget var slut kom hun tilbage med et par badebukser og et håndklæde.
Større andel i forkyndelsen
Jeg brugte allerede omkring 60 timer om måneden til at forkynde for folk i deres hjem. Men da jeg ved et møde i rigssalen hørte et brev oplæst som tilskyndede til pionertjeneste (forkyndelse på heltidsbasis), sagde jeg til mig selv: ’Det er lige noget for mig!’
I slutningen af 1949 blev jeg sendt til den kendte havneby Marseilles ved Middelhavet som pioner. Der var en gemytlig atmosfære i byen dengang, lige efter krigen. Man kunne for eksempel opleve at sporvogne standsede for ikke at forstyrre folk der spillede pétanque (kuglespil) på gaden. Men det eneste sted hvor jeg selv og de andre pionerbrødre kunne finde logi, var i et pensionat der også blev benyttet af prostituerede. Det var ikke ligefrem et ideelt sted for kristne forkyndere at opholde sig, men jeg må sige at disse filles de joie (glædespiger) aldrig opførte sig upassende over for os men lyttede opmærksomt til vort budskab.
Vi havde ikke ret mange penge og overlod i høj grad til Jehova at sørge for vort materielle behov. Når vi kom hjem om aftenen delte vi vore oplevelser med hinanden. Jeg husker for eksempel en jugoslavisk dame jeg traf i arbejdet fra hus til hus. Til min store overraskelse tog hun et stort krucifiks fra bordet ved siden af sin seng og kyssede det inderligt for at vise hvor højt hun elskede Gud. Hun tog imod tilbudet om et bibelstudium, og snart fik hun øjnene op for tomheden i billeddyrkelse.
I november 1952 kom Sara Rodriguez, en pionersøster, fra Paris til Marseilles for at hjælpe os med forkyndelsesarbejdet. Vi pionerbrødre var glade for hendes assistance når vi traf kvinder der viste interesse for sandheden fra Bibelen. Det endte dog med at jeg „kidnappede“ hende, så at sige, for hun blev min kone.
I 1954, tre måneder efter vort bryllup, indbød Selskabet os til at rejse til Martinique i Fransk Vestindien. Vi ville blive de første udenlandske forkyndere på denne ø efter de missionærer der var blevet udvist i begyndelsen af 1950’erne. Efter en sejltur på 17 dage ankom vi endelig til vort nye distrikt. Og mange spørgsmål pressede sig på: Hvordan ville vi blive modtaget? Hvor skulle vi bo? Hvilken slags føde skulle vi spise? Hvornår ville vi finde en egnet rigssal hvor vi kunne afholde møder?
Et nyt distrikt og en ny tilværelse
Folk på Martinique viste sig at være yderst gæstfri. Når vi gik fra dør til dør gav de os ofte en forfriskning. Det var heller ikke ualmindeligt at vi blev inviteret indenfor til et måltid mad. Vi spredte meget bibelsk læsestof, og skønt de fleste af øboerne ikke selv ejede en bibel satte de den alligevel højt.
Vort første hjem var et skur med bliktag. I regntiden kunne vi om natten ofte vågne med et sæt ved at skylregnen pludselig hamrede mod taget. Det var kun muligt at tappe vand fra hanen to til tre gange om dagen. Vi havde intet badeværelse, men vi tog brusebad i den lille baghave ved at stille os i en tom olietønde og skiftes til at hælde vand over hinanden — temmelig primitivt, men skønt efter en lang dag i solen!
Sara måtte vænne sig til den lokale kogekunst og lære at tilberede brødfrugter. Som barn havde jeg altid forestillet mig at der hang rigtige brød ned fra brødfrugttræets grene. Men frugten på dette træ ligner mere en grøntsag. Den kan tilberedes ligesom kartofler. Dengang spiste vi den med skildpaddeæg til. Det smagte godt, men i dag er disse æg en luksus. Brødfrugt smager også godt sammen med kød eller fisk.
De materielle behov blev dækket og de rige åndelige velsignelser opvejede til overmål enhver vanskelighed. En dag da jeg kom hjem kunne jeg fortælle Sara at jeg havde fundet en rigssal med plads til hundrede. „Hvor meget koster den?“ spurgte hun. „Ejeren bad mig komme med et bud,“ svarede jeg. På det tidspunkt var alt hvad vi kunne afse det latterlige lille beløb af 10 francs om måneden. Men manden sagde ja!
Vi havde optimistiske forventninger om en god mødedeltagelse, for folk sagde altid til os: „Hvis I havde en mødesal ville vi komme til jeres møder.“ Men i mange lange måneder var der i gennemsnit kun 10 til stede ved møderne. Vor udholdenhed bar dog frugt. Og i dag er der 24 menigheder på Blomsterøen, som Martinique også kaldes, med i alt omkring 2000 forkyndere.
Rige velsignelser
I slutningen af 1958 tog jeg til Fransk Guyana for at svare på en henvendelse fra en ung student. Efter en sejltur på 10 dage om bord på en lille båd der blev kaldt Nina, begyndte jeg at forkynde i havnebyen Saint Laurent ved Maronifloden. Dér mødte jeg flere forhenværende straffefanger der var blevet på stedet efter at Frankrig i 1945 havde nedlagt straffekolonien. Derefter tog jeg til Cayenne hvor jeg kontaktede den unge mand jeg var kommet for at besøge. Han og adskillige andre der tegnede abonnement på vore blade under mit ophold i Fransk Guyana, er nu aktive tjenere for Jehova.
Min kone og jeg har flere gange været indbudt til forskellige kurser på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, hvor vi i alt har tilbragt mere end et år. Der har jeg haft rig lejlighed til at opleve hvordan de bibelske principper om retfærdighed og lighed efterleves i praksis blandt Guds folk. De der har overordnede stillinger spiser for eksempel ved samme borde som de unge der arbejder på fabrikken, og de modtager alle den samme lille godtgørelse. Ja, dér findes den retfærdighed og lighed jeg har drømt om siden jeg var barn.
Jeg har nu nået en alder af 65 år, og har tilbragt 40 år i heltidstjenesten. Min kone og jeg har brugt mange af disse år til at gennemarbejde Martinique på motorcykel, for at forkynde den gode nyhed om Jehovas nye tingenes ordning, der vil være grundlagt på retfærdighed. Vi arbejder nu på det lokale afdelingskontor, hvorfra vi kan se ud over den smukke bugt ud for Fort-de-France. Gennem alle disse år i Jehovas organisation har vi gjort en vigtig erfaring. Det er kun blandt Guds folk at man kan finde sand retfærdighed — uden racemæssige, nationale eller religiøse skel. I fællesskab med dem vi har set tage imod sandheden i årenes løb, nærer vi håb om snart at komme til at leve på en ny jord hvor retfærdighed vil bo. — 2 Peter 3:13.