Forfejl ikke hensigten med Guds ufortjente godhed
„DET ER præstens opgave . . . at tale om religion,“ udtalte et kirkemedlem. (Kursiveret af os.) Andre har givet udtryk for at „forholdsvis få kristne gør noget for at give andre del i deres tro“. (Kursiveret af os.) Den slags udtalelser understreger tydeligt at kristendommen for de fleste af vore dages kirkegængere ikke er meget andet end en passiv tro på Gud og på Jesus som Messias.
Hvad er din holdning? Bør kristne i dag give andre del i deres tro ligesom Jesu disciple gjorde? (Lukas 8:1) Eller, hvis Gud ikke længere kræver at de der bekender sig til kristendommen er evangelieforkyndere, hvad forventer han så af dem? Ønsker Gud at kristne i dag udfører en bestemt gerning? Ja! Og derfor er Paulus’ advarsel til de kristne i Korinth „om ikke at forfejle hensigten med at [de havde] taget imod Guds ufortjente godhed“ også af betydning for os. (2 Korinther 6:1) Lad os se hvorfor.
Hvad Guds hensigt er
De kristne i Korinth havde, ligesom Paulus, taget imod Kristi genløsningsoffer. Som følge af deres tro på denne foranstaltning havde Jehova erklæret dem retfærdige. Ved at acceptere de sandheder om Messias som Paulus havde forkyndt dem, var de blevet udfriet fra trældommen under den hedenske og umoralske livsform der var så udbredt i det gamle Korinth. For dem betød Jehovas ufortjente godhed altså udfrielse. Blev denne ufortjente godhed vist dem uden at der lå nogen hensigt bag?
Nej, han udfriede dem med et formål — samme formål som da han udfriede Paulus fra hans forfædres ubibelske traditioner. Paulus klargør selv dette formål: „Jeg er blevet tjener for denne, ifølge Guds ufortjente godheds frie gave, som blev givet mig . . . at forkynde den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne.“ (Efeserne 3:7, 8; jævnfør Galaterbrevet 1:15, 16.) Ja, hensigten med Guds ufortjente godhed var at hans tjenere, ligesom Paulus, skulle tage den sande tilbedelse op, ophøje Jehovas navn og gøre det kendt gennem den kristne forkyndelse. — Romerne 10:10.
Da Paulus skrev sit første brev til korintherne var det imidlertid tydeligt at mange af dem havde forfejlet hensigten med Guds ufortjente godhed. Hvordan det? De havde tilladt den umoralske indflydelse fra indbyggerne i Korinth at sløve deres sanser, i stedet for at holde fast ved en tilbedelse der var ren og antagelig i Guds øjne. Der blev således meldt om splittelser og utugt iblandt dem. (1 Korinther 1:11; 5:1, 2) De fleste af dem der tilhørte menigheden tog dog imod Paulus’ vejledning. Paulus ønskede nu at de ikke igen skulle ledes bort fra den kristne tjeneste. Det var derfor at han senere mindede dem om „ikke at forfejle hensigten med at [de havde] taget imod Guds ufortjente godhed“. — 2 Korinther 6:1.
Et fortidigt eksempel
Nogle århundreder i forvejen var der opstået en lignende situation. I foråret 537 f.v.t. havde Jehova udfriet sit udvalgte folk, Israel, fra fangenskabet i Babylon ved perserkongen Kyros’ hånd. Hensigten med udfrielsen blev fremhævet af Kyros selv i følgende skrivelse: „Hvem der end er iblandt jer af hele hans folk, med ham være hans Gud, så han drager op til Jerusalem, som er i Juda, og genopbygger Jehovas, Israels Guds, hus.“ — Ezra 1:1-3.
Ja, Jehovas tid var inde til at genoprette den sande tilbedelse i Judas land. Som følge af Jehovas ufortjente godhed fik de tilbagevendte jøder den forret at genopbygge hans tempel i Jerusalem. De landflygtige tog imod udfordringen, bosatte sig i deres eget land og påbegyndte genopbygningen af templet. — Ezra 1:5-11.
Men i løbet af kort tid lod denne hjemvendte jødiske nation modstand udefra lægge hindringer i vejen for deres arbejde. I stedet for at holde sig formålet med deres udfrielse klart for øje, begyndte de at sige: „Tiden er ikke kommet, tiden til at bygge Jehovas hus.“ (Haggaj 1:2) Som følge heraf lå genopbygningsarbejdet stille i omkring 16 år.
I mellemtiden blev de optaget af selviske gøremål og lagde mere vægt på materielle ting og andre bekvemmeligheder end på at genopbygge Jehovas hellige hus. (Haggaj 1:3-9) I Haggaj 1:4 læser vi: „Er det tid for jer selv til at bo i jeres træklædte huse, mens dette hus ligger i ruiner?“ Jehovas tilbedelseshus lå „i ruiner“, bare med grundvolden lagt, mens jøderne boede i deres gode huse med smukke, træklædte vægge.
Gennem sine profeter Haggaj og Zakarias mindede Jehova jøderne om hensigten med deres udfrielse, og genopbygningsarbejdet blev omsider færdiggjort. De der fortsatte med at sætte deres materielle ejendele over det privilegium det var at se den sande tilbedelse blive genoprettet i Jerusalem, forfejlede tydeligvis hensigten med Guds ufortjente godhed.
Hensigten med vor udfrielse
Hvad kan vi lære af det der skete med de hjemvendte jøder i år 537 f.v.t. og med de kristne i Korinth på Paulus’ tid? Som indviede tjenere for Jehova Gud har også vi erfaret en udfrielse. Gennem hans ufortjente godhed er vi ikke længere trælle af Babylon den Stores falske læresætninger og traditioner eller af ondskaben i denne tingenes ordning. (Johannes 8:32; 2 Korinther 4:4-6) En sådan udfrielse, såvel som den frihed den medfører, giver os lejlighed til at vise Gud at vi værdsætter hans kærlighed til os. (1 Johannes 4:9) Hvordan det?
Ved ikke at forfejle hensigten med Guds ufortjente godhed. Som det var tilfældet med Jehovas tjenere i fortiden, er hensigten med vores udfrielse at vi skal tage den sande tilbedelse op. Det indebærer at vi i dag, som på Paulus’ tid, skal „forkynde den gode nyhed om Messias . . . for folk fra nationerne“. (Efeserne 3:8) Alle der har taget imod Guds ufortjente godhed må derfor tage del i den kristne tjeneste. Det betyder at vi som indviede tjenere for Jehova Gud har et ansvar for at gøre sandheden kendt for andre, at ophøje og prise Guds navn og at tjene ham i en tilbedelse der er ren og hellig. — Mattæus 28:19, 20; Hebræerne 13:15; Jakob 1:27.
’Forfejl ikke hensigten’
Er der fare for at nogle af os, ligesom nogle af de første kristne, ’forfejler hensigten’ med Guds ufortjente godhed? Ja. Mange af os må, ligesom de, færdes blandt personer som øver utugt, stjæler, lyver, bedrager eller gør andre ting der er afskyelige i Jehova Guds øjne. (1 Korinther 6:9, 10; Galaterne 5:19-21) Det er bydende nødvendigt at vi undgår at komme sammen med sådanne mennesker for ikke at få smag for det der er forkert. (1 Korinther 15:33) Sådanne omgangsfæller kan kun have en nedbrydende virkning på vores tro. I sit brev til Titus skrev Paulus meget passende: „For Guds ufortjente godhed, som bringer frelse til alle slags mennesker, er blevet gjort kendt og oplærer os til at sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og til at leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning.“ — Titus 2:11, 12.
Nogle vil måske mene at de fuldfører deres kristne tjeneste hvis blot de overværer møderne, har en regelmæssig andel i at forkynde den gode nyhed om Guds rige og ikke tager del i nogen form for umoralsk adfærd. Der er imidlertid noget andet man må tænke på. Jesus sagde: „Ingen kan trælle for to herrer.“ (Mattæus 6:24) Hvad mente han med det? At selv om vi bruger en del af vor tid til fremme af den gode nyhed, kan det godt være at vor hovedinteresse i tilværelsen er at skaffe flere og flere materielle goder. Vi finder måske udsigten til den nye tingenes ordning under Jesus Kristus tiltalende, men samtidig ønsker vi at få mest muligt ud af denne ordning så længe den eksisterer. En sådan indstilling kan kun føre os væk fra den egentlige hensigt med vor udfrielse. Var det ikke en lignende indstilling der afledte de hjemvendte jøders opmærksomhed fra formålet med deres udfrielse?
Viser vore handlinger at vi har forfejlet hensigten med vor udfrielse fra denne onde tingenes ordning og fra dens falske religion? Paulus sagde til korintherne at „nu er det en særlig velkommen tid“ til at hjælpe andre til at opnå frelse. (2 Korinther 6:2) I dag har Paulus’ ord langt større aktualitet fordi ødelæggelsen af den onde tingenes ordning er så nær. Mens det er tydeligt at flertallet af vore dages kirkegængere vælger ikke at dele deres tro med andre, vil kristne der har ægte kærlighed til Jehova Gud betragte det som en forret at være fuldt optaget i den kristne tjeneste han har givet dem. Alle der trofast forkynder den gode nyhed i denne ’velkomne tid’ og yder Jehova en tilbedelse der er ren og hellig, kan gøre det i forvisningen om at ’de har taget imod Guds ufortjente godhed og ikke forfejlet hensigten med den’. — 2 Korinther 6:1.