Spørgsmål fra læserne

◼ Jesus sagde: „Hvis I var blinde, ville I ikke have nogen synd.“ (Johannes 9:41) Mente han dermed at nogle mennesker er syndfri?

Nej, alle mennesker i dag er syndere, ligesom alle undtagen Jesus selv var det i det første århundrede. Med ordene i Johannes 9:41 hentydede Jesus til en bestemt form for synd.

Vor fælles forfader Adam gav alle sine efterkommere synden i arv. Adam blev skabt fuldkommen, syndfri. (5 Mosebog 32:4; 2 Samuel 22:31) Da han var ulydig mod Jehovas klare påbud blev han ufuldkommen. At synde betyder egentlig „at forfejle målet“. Eftersom Adam gik direkte imod Guds befaling kan det sandelig siges at han ’forfejlede målet’ og blev en synder.

Vi stammer alle fra Adam og vi er alle blevet berørt af synden. Man kunne belyse det med den situation hvor en mand er født med et defekt, dominerende arveanlæg som han videregiver til alle sine efterkommere, der altså vil arve den samme defekt. I dag kan videnskabsmænd konstatere om et foster eller et spædbarn har kromosomfejl, men Jehova går endnu videre. Han fortæller os at en alvorlig defekt opstod hos Adam og blev givet videre til os, og denne defekt er synden: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Denne syndige tilstand har betydet at menneskene ikke længere er i harmoni med Skaberen og har desuden påført dem sygdom og død. Bortset fra Jesus har intet menneske været fuldkomment og fri for dødens fordømmelse. — Romerne 5:18-21; 6:23; 2 Krønikebog 6:36.

I Bibelen kaldes enkeltpersoner imidlertid nu og da for „syndere“ hvis de er kendt for at leve i synd eller hvis deres synd er særlig skandaløs. (Lukas 19:2-7; Markus 2:16, 17; 14:41) Det betyder naturligvis ikke at alle andre var fuldkomne eller syndfri. Havde de været det, ville de ikke være blevet gamle og affældige for til sidst at dø.

Beretningen i Johannesevangeliet, kapitel 9, handler om en blindfødt mand der fik sit syn igen af Jesus. Manden havde aldrig været i stand til selv at læse i Skrifterne, men alligevel havde han en vis kundskab. Han vidste at Gud ikke lytter til forhærdede synderes bøn. Det at Jesus havde fået kraft fra Jehova til at helbrede en blind beviste at han var en profet. Ikke desto mindre afviste de stolte farisæere mandens logiske vidnesbyrd og udstødte ham. — Johannes 9:13-17, 26-34.

Derefter sagde Jesus til dem: „Til denne dom er jeg kommet til denne verden: for at de der ikke ser kan se, og de der ser kan blive blinde.“ (Johannes 9:39) Ja, på grundlag af Jesu gerninger, forkyndelse og plads i Guds hensigter kunne enkeltpersoner enten blive åndeligt seende og vandre i lyset, eller også ville de forblive i åndeligt mørke. (Esajas 9:1, 2; 42:6, 7; Mattæus 4:13-17; 6:23; 2 Peter 1:9; 2 Korinther 4:4) Hvis de religiøse ledere havde været almindelige jøder uden særlige forkundskaber og med syndens almindelige byrde hvilende på sig, kunne deres afvisning af Messias måske undskyldes. Men fordi de påstod at de kunne „se“ eller forstå, var de i særlig grad dadelværdige på grund af deres større kundskab om Loven og om Guds profetiske ord. Derfor var deres afvisning af Jesus en alvorlig synd som fordømte dem stærkere end deres almindelige menneskelige ufuldkommenhed og syndighed gjorde. På denne baggrund sagde Jesus til farisæerne: „Hvis I var blinde, ville I ikke have nogen synd. Men nu siger I: ’Vi ser.’ Jeres synd forbliver.“ — Johannes 9:41.